For tre år siden fik jeg en guitar af min kone, og jeg meldte mig straks til guitarundervisning på aftenskole i Hjørring. Der var kun nybegyndere på holdet, som aldrig havde siddet med en guitar i hænderne før. Det var virkelig pionerarbejde. Og det var rigtig godt, for det viste sig hurtigt, at selv om jeg nærmest ikke øvede mig derhjemme, så blev jeg hurtigt den bedste på holdet.

Nå, men da halvåret var omme, havde jeg mod på at fortsætte, og rykkede som den eneste op på næste trin, som var en blanding af flere forskellige hold. Og pludselig var jeg ikke længere den bedste på holdet – tværtimod. De andre var lysår foran mig, og sad og nøjes ikke med at spille ”Amazing Grace” og ”Hjulene på bussen kører rundt, rundt, rundt”… men et eller andet virkelig fascinerende spansk, hvor man brugte hele guitaren.

Hemmeligheden? Jo, det var flere års øvelse. Før de kunne bevæge sig legende let oppe på lag, hvor jeg aldrig kommer, så havde de lagt et solidt fundament med mange års øvelse. Det varede ikke mange gange, før jeg droppede ud af undervisningen. Så det passer stadigvæk, den gamle sure lektie: Gå først i dybden, før du kan nå op i højden.

Og det er ikke bare en eller anden skolelærer regel, men rent fysisk er det også sådan. Gå først i dybden, før du kan nå op i højden. Hvis vi ser de kæmpe store skyskrabere, der er i de store millionbyer – når de skal bygges, så begynder man med at grave nedad, grave et ordentligt fundament. F.eks. Taipei 101 i Taiwan, som lige nu er verdens højeste bygning. Den har 101 etager over jorden, imens den har 5 etager under jorden. Håndværkerne er altså først begyndt at bygge nedad, før de begyndte at bygge opad.

Og jeg tror også det er på samme måde med "den åndelige verden", i troens verden, eller hvad vi kalder det. Vi kan nok udpege folk, som vi gerne vil ligne, fordi

-          de har en stærk tro, en sund tro –

-          de ved så meget om Bibelen

-          og kan komme med meningsfyldte forklaringer til de meste.

-          De lever et liv, som vi ønske at kopiere, fordi den kristne kærlighed lyser ud af snart sagt enhver af deres handlinger.

Det ser ud som om de åndeligt talt er langt over os - er flere etager nærmere den syvende himmel end os andre. Og hvor vil vi gerne derop!

Deres hemmelighed? De er først gået i dybden! De er først gravet ned i kristendommens fundament, nemlig Guds ord. Guds ord, som er klippen, som vi skal handle efter og bygge på, hvis vi åndeligt talt vil opad.

Der findes ingen åndelige kæmper uden at man starter hos Maria på gulvet foran Jesus fødder for at lytte til hans ord.

Der findes ingen åndelige "kæmper" uden at de først er vokset nedad og har slået rødder dér foran Jesus. Der findes ingen åndelige "kæmper", der ikke vokser sig stor ved at gøre sig lille, og knæle foran deres frelser i bøn.

Jo mere tid vi bruger på at læse i Bibelen, bede, meditere, søge Gud i stilheden – desto bedre rustet til livet er vi.

Desto stærkere er vores vidnesbyrd ikke bare med munden, men lige så meget med vores handlinger.

Desto stærkere står vi, når vi møder hårde tider i vores liv.

Desto mere vokser vi som kristne – desto mere vokser vores tro. Desto stærkere er vores tro.

Vi kan jo godt synge flot og godt om barnetroen, ”Til himmelen du er en gylden bro” (Tryk her - for at høre lidt af den - tryk desuden "Hør 30 sek." under billeder af pladen). Men den tro skal også vokse – nå til en dybere erkendelse af hvem Gud egentlig er.

Forfatteren til Hebræerbrevet er næsten ved at rive totter af hår af i fortvivlelse over, at hans menighed er holdt op med at vokse.

”I, som i betragtning af den tid, der er gået, burde være lærere, trænger igen til, at nogen lærer jer begyndelsesgrundene i Guds ord” (Hebr 5,11) Krydshenvisning:

I stedet for at have vokset i erkendelsen, er de nu skrumpet ind, så det er lige før, at de skal begynde helt forfra.

En gang i fortvivlelse over at jeg ikke kunne få begyndt på min prædiken tændte jeg for fjernsynet som en såkaldt overspringshandling. Det var det unge musikprogram Boogie, der interviewede rockstjernen Mika. Han havde egentlig en klassisk sanguddannelse, og de øvelser, som han lærte af den russiske operasanger, der var hans lærer, dem brugte han stadigvæk for at holde sin stemme ved lige. For som han sagde:

”Der er ikke noget, der hedder stilstand indenfor sang, hvor man bliver på et stadie hele tiden – enten går det fremad og man udvikler sig, eller også det tilbage, og man bliver dårligere til at synge”.

Og på samme måde er det med kristendommen – der er ikke noget, der hedder stilstand, at nu er jeg nået til det stadium i min kristentro, som jeg egentlig synes er godt nok for mig. Her indretter jeg mig – her bliver jeg. Nej – så vil det gå tilbage med os, med vores tro, med vores iver, med vores glæde, med vores kærlighed… med vores kristendom.

Før der var noget, der hed kristendommen, så hed den tro, der knyttede sig til Jesus, den hed ”vejen”. Altså noget, der udvikler sig, bevæger sig. Jeg synes egentlig meget bedre om det ord ”Vejen” end om ordet ”kristendommen” – også på grund af det dynamiske i det, at vi er på vej.

På vej mod et mål, himmelen.

På vej i en dybere erkendelse af os selv, vores medmennesker og vores Gud.

Også med ret til at blive klogere, efterhånden som vi kommer et stykke længere med ham. Ikke, at ”jeg har et standpunkt til jeg tager et nyt”, som Jens Otto Krag sagde det, men ”jeg har et standpunkt, indtil Jesus lærer mig noget andet”. Og det kan han kun gøre, hvis vi giver os tid til at sidder dér for hans fødder og lytte til ham.

Det er vi hverken for umodne eller for skolede til – det er vi hverken for unge eller for gamle til. Når Jesus kærligt hjælper Martha på vej, så er det med ordene

”Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent.”

Han bruger nutid – han siger ikke ”Men ét vil være fornødent” – på et eller andet tidspunkt vil det være nødvendigt at sidde for Jesu fødder.

- Når jeg får min uddannelse, så kan jeg sidde for hans fødder, da vil det være nødvendigt.

- Når børnene bliver store og ikke kræver min opmærksomhed så meget, som de gør nu så kan jeg sidde for hans fødder, da vil det være nødvendigt.

- Når jeg bliver lidt ældre, og kan gå over på en flex-ordning på arbejdet, så kan jeg sidde for hans fødder, da vil det være nødvendigt.

- Når jeg lige får lidt bedre tid her i starten af mit otium, så kan jeg sidde for hans fødder, da vil det være nødvendigt.

Nej, det er nu, det er nødvendigt. Det er nu du har brug for at have fællesskab med Jesus. Det er nu – det er nu!

Det er i dag… det er heller ikke fortidigt. ”Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét var fornødent… engang.” Nej, det er fornødent i dag. Det er fornødent for synderen og det er fornødent for det gudfrygtige og fromme menneske.

-          Uanset hvor meget du vokser som kristen, du vil aldrig vokse dig over dette stadie.

-          uanset hvad du oplever,

-          uanset hvad du tager til dig af viden,

-          uanset hvor meget du kommer til at afspejle Guds kærlighed her på jorden,

det er stadigvæk fornødent at sidde for Jesu fødder. Du komme aldrig i en højere klasse i visdommens skole end den klasse, hvor Jesus underviser.

Det er derfor fornødent, at vi altid, uanset alder, køn, uddannelse, arbejde, åndelig modenhed… at vi da sidder for Jesu fødder.

Vi kan også lære noget af dejlige og kærlige Martha – der vil gøre så utrolig meget for sin Jesus.

-          Vi kan lære gæstfrihed,

-          vi kan lære selvopofrelse,

-          vi kan lære kærlighed til Jesus…

det kan vi tage op om 2 år, når vi igen støder ind i teksten her i kirken.

Men vi går fejl i byen, hvis vi ikke først tager ved lære af Maria – og finder vores udgangspunkt foran Jesu fødder – og bliver der. Ikke som en præstation, at det er noget vi skal gøre… ikke som en løftet moralsk eller religiøs pegefinger, der lægger endnu en ting over på vores skuldre. Nej, det er et tilbud, det er en gave, det er vores forbindelse til det ham, som vil være med os hele livet igennem, igennem sygdom, sundhed, ulykke, glæde, sorg – igennem døden.

”Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig. Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer meget frugt; for skilt for mig kan I slet intet gøre”. (Johannesevangeliet 15,4-5).

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, fader, søn og Helligånd. Du som var og er og bliver én sand treenig Gud højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen