Elie Wiesel, en af de få overlevende fra Aushwitz og senere nobelpristager, begyndte et foredrag med at stille et noget specielt spørgsmål til sine lyttere. Han spurgte: Hvem er den værste person i Bibelen… det vil sige: Hvem er den værste person i Det gamle Testamente? Hvem i skriften gjorde den mest rædsomme ting?

Jeg tør vædde min gamle fiskerhat på at ingen af jer kan gætte hvem han pegede på. Der er jo mange, der kan løbe med den tvivlsomme ære:

-          Brodermorderen Kain

-          Eva i Edens have

Men af alle de tvivlsomme og åbenlyst onde personer valgte Elie Wiesel.. Noah. Noah, der byggede et kæmpe skib og reddede hele menneskeheden - hvorfor ham? Jo, han valgte Noah, fordi Noah var stille og tavs, imens andre led. Noah blev givet en hemmelig sikkerhed til sig selv og sin familie og Bibelen fortæller, at han bare accepterede det. Han samtykkede blot uden at forsøge at få Gud til at ændre sin plan, uden at forsøge at få så mange som mulig med sin ind i skibet.

En anden person fra Det gamle Testamente, Moses, gik i forbøn for folket, når Gud ville straffe det. Ja, på et tidspunkt sagde Moses endda; ”Tilgiv dit folk ellers skal du også slette mit navn i livets bog”.

Men der lyder ingen panisk bøn fra Noah – Noah og hans familie var reddet og resten ser ikke ud til at være hans hovedpine.

Hvad har så alt det at gøre med dagens tekst? Dagens tekst er nok ikke den mest sjove at prædike over, for det er ikke sjovt at prædike over en vred og bedrøvet Jesus. Det er jo en helt anden Jesus end ham vi er vant til. Jesus er hyrden, der bærer det lille lam på sine skuldre. Jesus er den ydmyge. Han er fredsfyrsten og da han blev født sang englene om fred på jorden. Da han tog afsked med sine disciple sagde han, at nu gik han bort, men han efterlod sin fred. I den salme vi skal afslutte vores gudstjeneste med, siger Grundtvig endda:

                      ”Kristendom er i en sum

                      Fredens evangelium”.

Når Grundtvig skal opsummere kristendommen, så bliver det med ordet ”fred”… og det er også rigtig, men Jesus er mere end Noah, der lader folk i fred og så arbejder på sin egen frelse og en lille udvalgt skares frelse. Jesus er fredsfyrsten, der er kommet for at skabe ufred, skabe uro. Jesus siger et andet sted: ”Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans søn, en datter og hendes mor” (Mate 10,34ff).

Jesus kom for at bringe fred, men ikke for at slutte fred med det onde – ikke for at lade det onde være i fred, men for at tale alt ondt midt imod. Og derfor blev freden ødelagt på tempelpladsen den dag, da Jesus gik fra salgsbod til salgsbod og og væltede de folk, der tjente fedt på folks religiøse søgen.

Efter at Jesus havde smidt de handlende på porten, var der ægte fred på tempelpladsen. Jesus underviste dér hver dag – underviste folket om Guds vilje, om Guds herredømme.

Det var sådan set alt det, som ypperstepræsterne og de skriftkloge havde fået til opgave at gøre, men som de ikke gjorde. I stedet for at glæde sig over, at nu blev opgaven gjort – i stedet for at lade sig inspirere af Jesu eksempel og hans undervisning, så blev de vrede og ville slå Jesus ihjel. Jesus havde ret i at græde, da han red ind i Jerusalem, for byen vidste ikke, hvad der tjente til dens fred – de vidste ikke, at Jesus var den hånd, der blev rakt ud til forsoning og tilgivelse – til en ny begyndelse. Jeg har stillet dig over for livet og døden, velsignelsen og forbandelsen, så vælg da livet (5. Mos 10,19). Men de vidste ikke hvad vejen til deres fred var, så de valgte døden, de valgte forbandelsen – kort sagt: De valgte Jesus, Guds søn, Gud selv – ham valgte de fra. Freden skulle være på deres betingelser og derfor afviste de den eneste, der kunne bringe fred. Jesus havde forudset, at de ville afvise ham – og hvad skete der: De afviste ham. Jesus havde forudset, at Jerusalem skulle blive ødelagt. 35-40 år senere sker det. Den 10. august år 70 faldt Jerusalem efter et oprør mod Rom, og ifølge opgørelser blev ni hundrede tusinde jøder enten dræbt, døde af sult eller solgt som slaver. Jerusalem – som oversat til dansk betyder fredens bolig – fredens bolig blev til ufredens og voldens bolig.

Og kigger vi i aviserne er det jo langt fra blevet bedre dernede – had, ondskab, undertrykkelse, vold og mord. Hvem kan skabe fred i Jerusalem? Verdens øjne retter sig vel mod Det hvide Hus og Barack Obama, han må kunne skabe fred i Israel.

En kristen jøde blev sputgt om det samme, og han svarede: Hvad der skal til for at opnå fred? Det er at vores folk omvender sig og kommer til tro på Jesus som Messias”. Og det har han ret i – fred og Jesus hører sammen.

Men igen: Ikke ved at det onde får lov til at stå ved magt, men ved at det onde bliver modsagt og fjernet. Og Jesus begynder aldrig med naboen, men altid med os selv først. Først og fremmest hos os selv. Og derfor er teksten en stor advarsel mod vantro, om manglende tro og derfor er du og jeg nødt til at stille os selv spørgsmålet: Hvad ville Jesus se og hvad ville Jesus gøre, når han ser ud over vores land og vores liv – og ikke bare kigger over Israel? Hvad ville han se? Hvordan ville han reagere? Ville han sige: ”Tingene bliver vist ikke meget bedre her” – eller ville han græde, fordi han ser, at vort land og vort liv har kurs mod den samme forfærdelige dom som Israel?

Hvad ville han se, hvis han ser over vores kristne land – f.eks. en søndag formiddag, hvor kirkeklokkerne kalder til lovprisning af Gud? Søndag formiddag, hvor Jesu legeme og blod bliver delt ud kvit og frit? Søndag formiddag, hvor der bliver vist hen til den eneste vej, der kan give evigt liv? Hvad ville Jesus se? Han ville se folk, der sov længe, folk, der kører til sport, folk, der sidder med dagens avis og morgenkryderen, folk, der er på vej på skovtur med børnene… imens kirkerne står mere end halvtomme alt for mange steder. Rent logisk: Tror du så, at Jesus vil sige ”det er godt nok” – ”det er ok, for danskerne har bare ikke den tradition med at gå i kirke. Præsten er også kedelig og musikken er ikke rytmisk” eller vil han græde?

Eller hvad med de alt for mange aborter, der bliver foretaget på det offentliges regning. Børn, der bliver frataget deres liv, fordi det ikke lige passede at de kom til verden lige nu, eller fordi de ville blive født syge og handicappede. Rent logisk – hånden på hjertet: Tror du så, at Jesus ville sige: ”Det er godt nok” – ”Det er okay” eller ville han græde?

Eller de høje skilsmissetal – der kan være utroligt mange grunde til at man går fra hinanden, men rent logisk: Tror du så, at Jesus ville sige: ”Det er godt nok” – ”det er okay”… eller ville han græde?

Eller hvad med vores eget liv? Som sagt, Jesus begynder aldrig først hos naboen… desværre ikke. Han begynder først hos os selv. Ved vi, hvad der tjener til vores fred? Har vi taget imod Jesus – lytter vi alene efter hans stemme og indretter vi vore liv efter ham? Fredsfyrsten vil aldrig nogensinde lade os i fred – han smigrer os ikke, han tillader os tikke, at vi sidder i fred med vores yndlingssynder. Han går løs på os med sine stærke og alvorlige krav om hellighed og renhed. Han kalder mennesker op til kamp – ikke bare til gråd.

Jesus græd – vi kan også græde over os selv, over at vores samfund ikke går en retning, som vi som kristne synes det skulle. Men Jesus gjorde mere end at græde – han gik ind og ryddede op på tempelpladsen. Vi har hvert vores sted, hvor vi kan gå i gang med oprydningen. Vi skal starte hos os selv, men aldrig blive selvtilstrækkelige, så vi smækker porten til vores skib og lader de andre sejle deres egen sø. Vi har familie, venner og omgangskreds – er vi så ukærlige, når vi går dem på klingen og fortæller dem, hvis de tager fejl. Fortæller dem, hvis de er på vej væk fra det, der er Guds vilje med vores liv? Er vi ukærlige og ønsker vi ufred? Nej! Ville Noah være ukærlig, hvis han havde gået ud på gader og stræder og opfordret til omvendelse? Hvis han havde opsøgt synderen og bedt ham vende om til Gud igen? Ville Noah være ukærlig, hvis han havde råbt: Fortsætter I på den måde, vil I dø? Nej, det ville han ikke – vi ved ikke om Noah gjorde sådan noget, men Bibelen fortæller ikke noget, så Noah fremstår som tavs… og ukærlig.

Kaj Munk skriver i et digt:

”At tro er det rebelske

At ville værn, at måtte trods.

Kun den, der ej kan elske

Kan slippe for at slås.

Tro, næstekærlighed og kamp er tre sider af samme sag.

Følger vi efter Jesus, vil der komme strid og kamp, ikke fordi vi vil det, ikke fordi vi er stridslystne, men fordi Jesus har vist os, at den sande fred kun findes sammen med ham. At et liv uden ham – et land uden ham går imod ufred og død. Historien om Israel, Guds ejendomsfolk, er en blodig advarsel – de afviste og de afviser stadigvæk Jesus.

Der er en ting, Jesus vil over alle ting, og det er at være sammen med os i evigheden. Han kalder os ind i fællesskabet med sig – dér er der fred, selv midt i kamp. Der er der liv, selv midt i døden.