68-generationen ser sig selv som progressive, spændende og befriende – man gik nye veje og forkastede de gamle metoder og holdninger. Socialismen og kommunismen var vejen fremad – ”dit og mit” var et fyord, nu var det vores ”alle sammens”, og sådan var det også overfor hinanden, så fri sex var også en del af dagsordenen.

Det religiøse marked var blevet udvidet med en masse nye og spændende tilbud – nu var det ikke bare kristendom, men spændende religioner fra østen. Selv om kristendommen vel egentlig ret beset også kom fra østen… men den rørte man ikke, for det var gammeldags bedsteborgerlighed og indskrænkethed. Interessant er det så at se, at de fleste af de 68-ere nu er faldet til ro inde bag ved deres ligusterhæk med villaen, volvoen og vovsen – men det eneste de ikke rigtig har fundet til ro i, er kristendommen. Den er ok, fordi den er smuk, poetisk og Johannes Møllehave og Ebbe Kløvedal Reich kan jo ikke tage så fejl. Men helt falde til ro i den, gør man ikke - og resultatet er, at vi i hver eneste kristen sammenhæng om det så er i Indre Mission blandt grundtvigianere… ja, da er der en kløft – en generation, der er meget sørgelig repræsenteret. 68-erne. På mange punkter vendte de hjem – men altså ikke hvad angår troen og kristendommen.

Keith Green

En af de mennesker, der har betydet meget for mig, er den amerikanske sanger Keith Green. Han var virkelig en glad 68-er, der levede midt i al den frihed og alle de forsøg på at etablere en ny og bedre verden.. Han levede efter parolen: Føles det godt, så gør det!

Men han var utrolig rastløs – hippie-bevægelsens frie kærlighed og narko kunne ikke stoppe den følelse i ham af tomhed. Sammen med store dele af hans generation søgte han efter tilfredsstillelse – sandheden. Og det bragte ham igennem østens mystik, astrologi, astral-legemer, selvhypnose. Og hvad med kristendommen? Nej tak. Kristendom var simpelthen bare ikke sagen – I hans religiøse søgen var det slet ikke med inde i billedet. Han kendte hans forældres moraliseren, han havde set kirken og hvordan kristne var, så nej tak… Skulle man være en kristen, så var det nødvendigt, at man havde en barber i huset, og det var nødvendigt, at man sov i habit og slips.

Men han kunne dog ikke finde ro nogen steder i det han fandt frem til. Som han skriver i en af hans bedste sange, Your love broke through: “All my life I've been searching for that crazy missing part”. I hele mit liv, har jeg ledt efter denne skøre manglende brik. (Hør sangen her)

Hans liv var virkelig en søgen – en søgen, der blev ved med at ende blindt, for han kunne virkelig ikke få dækket sine åndelige behov, der var hele tiden en følelse af tomhed i ham. Hans store håb var at finde Sandheden – der samtidig var dynamisk liv og ikke bare teori. En efter en faldt vestens livsfilosofier og østens religioner til jorden, efterhånden som han levede dem igennem og afprøvede deres løfter og teorier. De var alle sammen blindgyder, men sandheden måtte være et eller andet sted derude. Sandheden, der ville gøre livet værd at leve og fylde tomrummet i hans hjerte.

Men der var en ting, der slog ham jo mere han gik ind i religionerne – der var en fælles tråd i det hele: Personen Jesus Kristus. Tilsyneladende var de alle sammen enige om, at Jesus i det mindste var en ”god fyr”. Nogle kaldte ham Guds søn, andre sagde han var en profet, andre, at han var en åndelig mester, der var opsteget til Himmelen. Selv Buddha mente, at Jesus var OK. Det var forskelligt, hvad de sagde om Jesus, men det var alt sammen positivt. Jesus selv sagde, at han var den eneste vej til Gud. Så måske skulle man give Jesus en chance – ikke kirken og organisationerne, men personen Jesus. Så Keith Green åbnede sit hjerte for Jesus, uden rigtig at vide hvem Jesus var, og hvad det kunne føre til.

Så den 16. december 1972 skrev han denne enkle bøn i sin dagbog: ”Jesus, du er hermed officielt inviteret ind i mig. Nu er det kun handlinger, der kan åbenbare din virkning i mig”.

Vi skal ikke dvæle mere ved Keith Green – det kan vi tage en anden gang, for han er nok en sogneaften værd… men han havde virkelig prøvet alt – afprøvet alle religiøse måder at opnå fred på – og til sidst prøvede han Jesus. Modvilligt, men hvad var da at miste. Han var nået helt derud, hvor der ikke var nogen vej tilbage at vælge. ”Åh Jesus, Jesus. Hvis du virkelig er virkelig… hvis du er den, du siger, du er, så vis det for mig. Jeg behøver dig. Jeg behøver et eller andet… Vis mig vejen. Bevis at du er virkelighed,. Og jeg vil tjene dig i al evighed…Vis dig selv for mig”. Og som han senere skrev – det var lige nøjagtigt det Jesus gjorde.

Jesus - sandhedens prøvesten

Jeg har faktisk ikke hørt om nogen religion eller nogen religiøs retning, der ikke på en eller anden måde taler positivt om Jesus. Der er forskel på hvad de siger om Jesus, men han er med. Men hvem han er – det er spørgsmålet. Og alt efter hvad man svare på spørgsmålet, hvem er Jesus? – det viser hvem man er. Svaret fra enhver kirke, sekt, kult eller religion vil afsløre hvad denne gruppe er. Spørgsmålet ”hvem er Jesus?” er sandhedens prøvesten. Hvis gruppen svarer forkert på spørgsmålet m hvem Jesus er, så er al anden af deres lærer og tro forkert og grundlæggende løgn.

Teksten til i dag handler spørgsmålet: Hvem er Jesus? Hvem er Kristus? Det hele var egentlig lagt an på at farisæerne skulle få Jesus ned med nakken på deres hjemmebane, nemlig love og regler, men Jesus gav dem et svar, der satte dem skak-mat. Derefter kød han så bolden ind på sin egen hjemmebane, hvor de en gang for alle blev gjort tavse. Hvem er Kristus – hvis søn er han? For pludselig skulle de til at arbejde med et menneske der var Gud, der var Herre – og det brød de sig ikke om, for det var jo netop det, Jesus påstod om sig selv. Det var netop det, der til sidst fik Jesus hængt op på korset, at han satte sig selv lig med Gud. Så fra det tidspunkt af var der ingen, der turde spørge Jesus om noget – næste gang de gjorde det var det i en veltilrettelagt skueproces, hvor spørgsmålene var anklager og ethvert svar ville fører til hans dødsdom. Men det gjorde ikke spørgsmålet mindre aktuelt: Hvem er Kristus? Hvem er Jesus?

Den engelske forfatter, H.G. Wells i ved ham med Klodernes kamp sagde en gang: ”Jeg er en historiker, ikke en troende. Men jeg må indrømme som historiker at denne fattige prædikant fra Nazareth han er uigenkaldeligt centrummet i historien. Jesus Kristus er den mest dominerende figur i hele historien”. Jesus har levet, ja, man er mere end ualmindelig dum, hvis man mener, at Jesus ikke har eksisteret og levet… for det har han. Det er hævet over enhver tvivl, men spørgsmålet er, hvem var han?

"At jeg tror på Jesus betyder..."

Når jeg siger, at jeg tror på Jesus, så betyder det ikke kun, at jeg tror på at han har eksisteret… men så betyder det, at jeg tror, at han også var Guds søn. Så tror jeg, at hans liv udspillede sig mellem to umuligheder, nemlig en jomfrus livmoder og tom grav.

Så tror jeg, at verden har været fyldt med en masse mennesker, der ville være guder, men at han var det eneste menneske, der rent faktisk også var Gud.

Når jeg siger, at jeg tror på Jesus, så tror jeg, at han ikke bare eksisterede en gang, men at han eksisterer og lever i dag.

Når jeg siger, at jeg tror på Jesus, så siger jeg ikke, at så er jeg et moralsk uangribeligt menneske, der har styr på mit liv, og aldrig gør noget forkert og som ved alting… men så siger jeg, at jeg netop ikke er alt det, men at det netop er derfor, at jeg tror på Jesus. Fordi han er min eneste redning. Han er den eneste, der kan tilgive mine synder. Han er menneskehedens eneste håb… han er min frelser.

Hvem er Jesus for dig?

Hvad svarer du på det spørgsmål: Hvem er Jesus? Hvad vi svarer på det spørgsmål er afgørende for hvor vi kommer til at tilbringe evigheden – og hvordan vi lever livet her. Hvis I hver især skulle give jeres svar, så tror jeg, at der ville komme mange forskellige – og mange forskellige nuancer alt efter, hvor vi står i livet, og hvad vi har oplevet. Jeg elsker den salme, som vi skal synge om lidt – ”Jeg så ham som barn”… en af de nok mærkværdigste salmer i hele salmebogen, hvor vi følger den troendes udvikling fra barnsben og så frem til at han ser, at Jesus faktisk er hans frelser… og hvordan jeg-personen ser Jesus i hans sidste minut og smiler til ham ”med et smil, med det sidste”. Det rammer rigtig godt hvordan vi i vores liv ser mere og mere af hvem Jesus er – hvordan vi lærer mere og mere at kende om livet – og dermed også lærer Jesus at kende dybere og dybere – og på andre måder. Andre aspekter ved ham, der pludselig træder frem for os som vigtige.

Sådan er det at leve med et virkeligt menneske og ikke med et princip eller en paragraf i en dogmatikbog. Sådan er det at leve med f.eks. ægtefælle, man lærer mere og mere om vedkommende og ser andre sider efterhånden som livet former sig. Og sådan er det med Jesus – jo mere vi lever med ham, jo flere sider ser vi, og jo dybere lærer vi ham at kende.

Hvem er Jesus for dig? Der er mange bud på hvem han er – men sandheden finder vi kun i vores Bibel, når vi læser den seriøst og med et åbent hjerte. Sandheden om Jesus finder vi ikke ved at studere ham som et interessant studieobjekt, men kun ved at bede ligesom Keith Green: ”Åh Jesus, Jesus. Hvis du virkelig er virkelig… hvis du er den, du siger, du er, så vis det for mig. Jeg behøver dig. Jeg behøver et eller andet… Vis mig vejen. Bevis at du er virkelighed,. Og jeg vil tjene dig i al evighed…Vis dig selv for mig”

Jesus vil aldrig nogensinde støde et menneske fra sig – eller fylde det menneske med løgn, der med et ærligt sind prøver at finde svaret på ”Hvem er Kristus? Hvem er Jesus?”.  Og Jesus vil selv svare dig – og så begynder din vandring, dit liv med ham… og han slipper dig ikke, før du er nået hele vejen med hjem. Frelst, levende og lykkelig.