"Aldrig har vi set noget lignende" - det er det omkvæd, der lyder overalt, hvor Jesus kommer frem. "Vi har ikke set noget lignende" - i dag gælder det helbredelsen af en lam i Kapernaum, og det står der ikke her... men mon ikke også det gælder denne gang, at folk er gået ud og fortalt vidt og bredt om det store der skete den dag. At ”Jesus - I ved den omvandrende prædikant fra Nazareth - at han gjorde en lam mand rask”. Det var kæmpe stort - en mand, der ellers var lænket til en bårer og skulle bæres rundt hvis han skulle nogle steder hen, og bare kunne ligge der og lave ingenting, han var blevet helbredt! Jesus har gjort endnu et under!!

Sådan har det garanteret lydt vidt omkring, og så er man alligevel gået glip af det allervigtigste, der skete den dag, nemlig det, der går forud for helbredelsen: Jesus tilgiver et menneske dets synder. For hvad betyder det at være rask, frisk og rørig, hvis man indeni i sin allerinderste er lam og forkrøblet i synden?! Hvad hjælper det at være rask og rørig, hvis man så alligevel går fortabt?! Og vender vi det rundt: Hvad gør det, at man ligger lam og syg, måske dødende, hvis man har Jesus som sin frelser?! Hvis man har troen på den opstandne og levende frelser i sig og foran sig!?

Jeg ved godt, at det er nemt at stå og sige sådan noget, når jeg er rask og frisk - hvor det eneste problem jeg har en smule støvmideallergi og så en lille hørenedsættelse på højre øre. Så er det nemt at stå og sige sådanne ting, men jeg ved det er rigtigt. Jesus siger et andet sted noget lignende: Hvad hjælper det et menneske, at han vinder hele verden, men må bøde med sin sjæl?”

Skuffelse?

Jesus tilgiver manden – Jesus giver manden en ny åndelig start... og bagefter som det sekundære, som noget, der må vente, så kommer helbredelsen. Kaj Munk inviterer os en tur ind i hovedet på den lamme mand, i en prædiken om til denne søndag. Og manden bliver faktisk skuffet over, at Jesus begynder at tale om synd, for ærligt talt, så er det jo ikke det, han kom for i første omgang. Det var ikke synden, der plagede ham, men det var hans sygdom, der plagede ham. Han var lam, det kunne Jesus da nok se…

Og sådan er det nok også med mange af os mennesker i dag, at det ikke så meget er synden, der plager os, og syndserkendelse, men det er fysikken, det er kroppens små skavanker, der plager os. Lur mig, om ikke mange af de mennesker, der kommer til helbredelsesmøder, at de ikke kommer fordi de drives derhen af en dårlig samvittighed, men de drives derhen af en dårlig albue efter for meget golf.

Og alt det, er der ikke noget at sige til. Jesus klandrer jo ikke de her folk, fordi de kommer anmassende med den lamme mand: ”Årh er det nu igen, en, der kommer bare for at blive helbredt, når jeg nu har så meget mere at give end en sund krop, der alligevel sygner hen på et eller andet tidspunkt. Når jeg nu har magten til at give evigt liv, tilgive synden”. Nej, Jesus tager imod - men giver først det vigtigste og derefter det andet, det sekundære.

Missionens "to ben"

Vi har jo missionssøndag i dag. Mission har stadigvæk de to ben, der hedder forkyndelse og diakoni. Der hedder at fortælle om Jesus, og dække de fysiske behov, der måtte være, om det var sygdom, husly, mad eller noget helt fjerde. Vi vender det godt nok om, sådan at vi begynder med det fysiske, og så ender i det åndelig, men begge dele skal med, ellers er det ikke kristen mission.

Mission er ikke en hobby ”jeg samler på frimærker”… ”ja, jeg støtter missionen”. Nej, mission og evangelisation er kirkens sprog – og en tavs kirke er en selvmodsigelse, eftersom vi tilhører en Gud, der har talt sit levende ord til os. Vi har en frelser, der bliver beskrevet som "Ordet" - så derfor kan man ikke forestille sig, at dem, der følger efter ham, pludselig skulle gå hen og tabe både mund og mæle. Det er vores pligt at række evangeliet, budskabet om Jesus, at række det videre. Så derfor skal vi drive mission hele tiden – utrætteligt!

Den fantastiske Jesus!!

For vi tilhører virkelig en frelser, der er enestående - vi har en frelser, der uigenkaldeligt er centrummet i verdenshistorien - der er den mest dominerende figur i hele historien. Hans navn er blevet nævnt fra døgn til døgn gennem århundrede, nævnt i land ved land fra isørkenens vider til tropernes urskove. Ja, selv da den menneskelige formåen stod på sit højeste, delte to mennesker nadveren med hinanden, inden de satte deres fod i månens støv for første gang. Hans tegn står ridset ind i Roms katakomber og knejser fra katedralernes tårne. Hans ansigt, som ingen kender, er genskabt i træ, sten og metal, snart malet med fattige streger, snart malet med glødende farver af verdenskunstens mestre. Hans ord og lære giver genklang overalt. Han var det milde rolige forbillede for oplyste lærde, han var den flammende oprører for de første forkæmpere for social retfærdighed. Men først og fremmest er han den, der kommer med forsoning og fred med den almægtige og evige Gud, verdens skaber og opretholder.

Så vi har det største og vigtigste budskab at give videre, men det er som om vi tøver. Det er som om vi tøver. Det er som om vi om vi ikke rigtig ved hvad værdifulde ting vi egentlig har imellem vores hænder. Det betyder i hvert fald ikke så meget for os, at vi virkelig vil ofre noget for at give det videre. At vi vil sætte alt ind, fantasi, resurser, og liv for at andre må kunne komme til at lære den Jesus at kende, som vi er blevet så afhængige af.... eller i hvert fald høre om ham.

Evangelium og Coca-Cola

Jeg kan ikke lade være med at tænke på visionen omkring "Coca-Cola"... har I hørt den? Coca-Colas historie kan godt give lidt at tænke på sådan en missionssøndag: I 1886 præsenterede dr. John Pemberton for første gang i verdenshistorien Coca-Cola. Han omdelte de første eksemplarer ved at gå ned til den lokale butik for at sælge dem dér. Efter mere end 100 år viser undersøgelser, at 97% af verdens befolkning har hørt om Coca-Cola. 72% har set en Coca-Cola-dåse. 51% af verdens befolkning har smagt en Coca-Cola. Alt dette skyldes det faktum, at firmaet for år tilbage gav sig selv det mål, at alle på jorden skulle smage deres produkt.

Der er mennesker, der har regnet ud, at 1,7 milliarder mennesker ikke har adgang til de gode nyheder om Jesus Kristus. Og der er nogle mennesker, der også har regnet ud, at 17 millioner mennesker dør hvert år uden nogensinde at have hørt navnet Jesus. Der dør uden at have hørt om den Jesus, der har magt og myndighed til at sige til en lam: "Dine synder tilgives dig", og bagefter "rejs dig, tag din båre og gå hjem". Tænk, hvis vi var lige så interesseret i at fortælle om Jesus, som Coca-Cola er interesseret i at sælge sodavand.

Ja, vi kan ikke sammenligne evangeliet med en dåsecola, nej, men vi kan sammenligne engagementet og visionen. For vel er der forskel på, at drikke en cola og så begynde at tro på Jesus, men statistikken sagde ikke noget om, at 17 millioner mennesker dør uden at tro på Jesus, men den siger 17 millioner mennesker dør uden overhovedet at have hørt om Jesus. Dør uden at have haft mulighed for at tage stilling for eller imod. Kort sagt: Dør uden Jesus - og det er skræmmende!

Prioritering af økonomien - privat og i kirken

Jamen hvad kan vi gøre? Hvor skal vi begynde? Ja, vi kender jo allerede svaret: Vi kan i første omgang begynde at lade pengene sidde en smule mere løst på os. Og ja, jeg ved godt, at der er finanskrise, og at folk ikke har så mange penge til luksus-ting, som de havde før, men det er et spørgsmål om prioritering. Er det vigtigt for mig at give penge til missionsselskaberne, så kan vi også finde råderum i vores økonomi til det. Er det vigtigt for mig, at jeg giver penge, så folk må høre om Jesus, så skal jeg nok også finde de penge et eller andet sted i min økonomi.

Og det er ikke bare sådan indenfor privatøkonomien, at vi først og fremmest tænker på os selv, sådan er det også i kirkens økonomi. Vi bruger enorme summer på flotte kirker, låger, kirkegårde, kalkede vægge og perlegrus. Lønningslisten i Folkekirken over folk, der er ansat til praktiske vedligeholdelsesting er længere end lønningslisten over folk, der er ansat til direkte forkyndelse og undervisning i kristendom. Vi skal naturligvis have det ydre i orden, men det er en prioriteringssag, hvordan vi bruger vores penge. Vi bruger utroligt mange penge på os selv - men hvor procent af kirkens økonomi går til mission, også ydre mission? Mission blandt børn og unge i vores eget sogn? Den måde vi bruger vores penge på viser, hvordan vores prioritering er. Sådan er det i kirken og sådan er det i vores privatøkonomi.