(Den nok mest mærkelige prædiken, jeg nogensinde har holdt - er ikke rettet igennem for fejl etc. så bær endelig over med mig ;-)

Der findes et hav af børnebøger til forældre. Altså bøger om hvordan
vi skal passe på vores lille nye guldklump, hvad barnet skal have af
mad, hvilke vitaminer, banet skal have, hvordan det skal plejes ved
sygdom, hvordan man skal lege med barnet på hvilket alderstrin,
hvordan man skal opdrage barnet på den bedste måde osv. osv. osv.
Der er mange – i bedsteforældregenerationen – der fortæller, at det er
da ikke nødvendigt at læse de bøger – nej, for deres egne forældre har
ikke læst sådanne bøger, og de har da heller ikke selv læst sådanne
bøger, da de selv fik børn.
Og med deres eksempel i hovedet kan man jo slet ikke lade være med at
læse sådanne selvhjælpsbøger. Så det gør jeg så. En af de bøger, jeg
meget gerne vil have læst færdig handler om ”Glade børn med højt
selvværd”. Spøjst titel – vi har den stående lige ved siden af
hundebogen ”få en glad og lydig hund”. Men denne bog om børn skelner
mellem selvtillid og selvværd. Det gælder om at give sit barn selvværd
– for selvtillid handler om tillid til sine evner, handler om at gøre
og om at kunne noget. Ja, kort sagt, så handler det om barnets
færdigheder. Hvor selvværd så handler om oplevelsen af at have værdi,
det handler om at være og at eksistere – altså det handler om at
værdsætte sine egenskaber. Så selvtillid handler om færdigheder, hvor
selvværd handler om egenskaber.
Og som forældre, så elsker vi jo netop ikke vores børn, fordi de kan
noget. Vi kan naturligvis godt være stolt over, at barnet kan et eller
andet og er dygtig til noget, men vores kærlighed afhænger ikke af
det. Barnet kunne jo ligeså godt ikke kunne den ting, og vi ville
elske det lige så højt alligevel. Kort sagt: Vi elsker vore børn,
fordi de er, ikke fordi de kan, så vi vil gerne give dem et højt
selvværd, for så kommer selvtilliden også af sig selv, hvis man hviler
i, at man faktisk er noget værd også uden disse evner.
Men sådan ser vi på vores børn, men vores børn er ikke ret gamle, før
der presses en anden dagsorden ned over dem. De bliver prøvet om de nu
er modne nok til at komme i skole allerede nu, eller om de skal vente
et år mere. Deres sprog bliver testet fra ende til anden. Deres
færdigheder bliver checket, så man kan se om de klare sig lige så godt
som andre i PISA-undersøgelsen. De skal til eksamen, hvor deres
karaktergennemsnit afgør, hvad de skal lave resten af deres liv. De
kommer ind og får sig et arbejde eller en uddannelse, hvor de igen
bliver målt og vejet ikke efter egenskaber, men efter færdigheder,
hvad kan de og hvor godt kan de det og hvor hurtigt kan de det. Sådan
er vort samfund, og man kan vel ikke rigtig forestille sig et andet
slags måde at bygge vort samfund op på, hvor den gode belønnes og den
dovne og uduelige selv hægter sig af. Du er hvad du kan og du er hvad
du har. Du er hvad du kan skrive under dit navn på dit visitkort som
din stilling og dit arbejde. Du er hvad du laver – I kan jo bare se –
hvad spørger man en ung om, der lige er blevet færdig med folkeskolen
eller gymnasiet? Jo, vi spørger, hvad skal du så være? Som om den unge
ikke allerede var noget, men først skal til at blive noget nu, hvor
det sigter mod en uddannelse og et arbejde. Du er hvad du laver - og
derfor kan det slå ekstra hårdt i det øjeblik, hvor man går på
pension, for så og pludselig mister sin status. Hvad er man så? En
pensionist eller efterlønsmodtager, der bare koster penge. Du er, hvad
du ejer, også af penge, for har du ikke status, så kan du købe dig til
det. Der er en del kendte mennesker, som bare er kendt for at være
kendt, fordi de har købt sig til den opmærksomhed. Du er, hvad du
ejer. Ja, selv fattige mennesker kan hente deres identitet ud fra
penge, bare det at de ingen har eller ikke har ret mange.
Men den selvtillid, som vi bygger op selv, er meget skrøbelig, den
forsvinder lige så hurtig som grunden til den selvtillid forsvinder.
Den eneste ene kan finde en anden. Helbredet som vi bygger vores
økonomi og vores selvbillede på skranter. Vi mister de ting, som vi
synes betød alt for os… og med de ting, forsvinder også selvtilliden,
hvis vi havde bundet den til de ting.
Der er altså hele vejen op igennem livet forskel på selvtillid, der
bygger vores færdigheder og ejendom og selvværd, der bygger på vores
egenskaber og på det vi er. Det er som om, at der er to slags
værdinormer, to verdener: 1) Den verden, der er kærlighedens verden,
den vi mødte i vores barndom og som vi møder i dag, hos dem, der
elsker os. Det er dem, der bygger vores selvværd op – at vi er noget
værd i os selv. 2) Og så er der den kontante verden, hvor du er hvad
du kan, hvad du ejer og hvad titel, der står på rudekuverterne. Det er
ikke sådan, at vi satser på den ene af disse to verdener, for vi lever
i begge to, men den, som vi sætter højest og den, som vi satser mest
på, forhåbentlig kærlighedens verden, for den bygger på det mest
standhaftige, nemlig på
Her i kirken siger vi også, at der er to slags verdener. Nu har vi
lige haft barnedåb – hvor lille Johanne/Julie blev døbt. Da hun blev
født blev hun borger i Danmark, fik et CPR-nummer og lige så snart jeg
får givet hende et navn her hjemme på computeren, så får hun også et
sygesikringskort. Men her i dag sker der andet og mere end, at hun får
et navn. Hun får et andet statsborgerskab end det danske: Hun bliver
også en kristen.  "Modtag det hellige korsets tegn både for dit ansigt
og for dit bryst, til et vidnesbyrd om at du skal tilhøre den
korsfæstede Herre Jesus Kristus."
Det er den bedste start på livet man kan give sit barn - et dobbelt
statsborgerskab. Dér i dåben starter det kristne liv, nu er man ikke
bare borger i Danmark, men også borger i Guds rige. Dér startede det.
Dér i dåben modtog Johanne/Julie og modtog vi i sin tid en kæmpe gave
af Gud, at vi blev hans barn. Og at have Gud som far, sætter os ind i
nøjagtig den samme målestok, som vores egne forældre forhåbentlig
gjorde, nemlig, at det store ikke er hvad vi kan og har, men hvad vi
er. At vi er elsket, fordi vi er, ikke fordi vi gør noget bestemt.
Godt nok er der mange, der siger, at for at være en kristen, så skal
man gøre det og det og det. Men at være kristen er først og fremmest
noget vi er - noget vi får lov til at være - og ikke noget vi skal
gøre. Ja, der er ikke noget vi kan gøre - alt der skal gøres er gjort,
da Jesus døde på korset. Det kan vi hvile i, det kan vi virke i og det
kan vi leve i fra nu af og for altid – og efter al tid.
Som sagt: Vi kristne har et dobbelt statsborgerskab – vi er både
borgere i Danmarks og borgere i Guds rige. Eller det er det, Jesus i
dag kalder for Gud og kejseren.
Men det er ikke sådan, at vi kan få lov til at opprioritere et af
disse riger og så nedprioritere det andet – vi lever i begge riger og
har forpligtelser begge steder. Nogle gange har man lidt indtryk af,
at nogle døbte kristne nedprioriterer kejseren rige, eller verden …
eller hvad vi nu skal kalde det. De lever sådan som om de slet ikke
har jordforbindelse. De engagerer sig ikke i politik og det lokale
liv, fordi de er engageret så meget i kirken, missionshus eller
foredragsforeningen eller hvad det nu hedder. Og egentlig interesserer
det dem heller ikke særligt meget. Men der er så nogle andre døbte
kristne, som næsten aldrig sætter deres ben i kirken eller
missionshuset for den sags skyld. Det er sjældent de beder til Gud –
og Bibelen som de fik i konfirmationsgave i sin tid står ubrugt på
bogreolen med et godt lag støv.
Kristne som har nok i kirken er en uting, kristne som aldrig viser sig
i kirken er også en uting. Begge dele hører med – eller som Jesus
siger i dagens tekst: ”Giv kejseren hvad der er kejserens og Guds hvad
der er Guds” – ikke mere, men heller ikke mindre. Vi er borgere både i
Guds rige og kejserens rige, og vi har ikke lov til at trække os
tilbage fra et af dem og så lade det andet passe sig selv. Vi skal
give os hen i arbejdet både som danskere og som kristne – men jeg tror
dog, at vi gør bedst i at hente vores identitet og selvværd i Guds
rige og som Guds barn, for det holder.  Det vi henter i kejserens
rige, verden, eller hvad vi nu kalder det, det bygger på hvad vi kan
og har og hvad er vi så, når vi intet kan og intet har? Det vi henter
i Guds rige, holder ved – også længe efter, at vi er gået på efterløn
og pension. Længe efter, at vi er blevet gamle og svagelige – og
ingenting kan. Også længe efter at vi er blevet syge, ensomme eller
har mistet alt hvad vi ejer – ja, det varer ved også længe efter, at
vi er døde, for det vi er i Guds øjne bygger ikke på noget i os selv,
men bygger på ham. Bygger på at han elsker os og har gjort os til sine
børn. Det giver noget af det største selvværd – tænk, du har Gud som
din far. Tænk – Jesus døde for dig. Tænk – du har Jesus som din bror.
Et godt selvværd er et godt fundament, som vi kan bygge resten af
vores liv ovenpå – også det liv, som hedder det evige liv.