Jeg vil gerne give jer det her billede med hjem – nogle af mine gode venner, er et præstepar i Ruhr-distriktet i Tyskland i byen Herne. De er i somerhus her i Hirtshals-området mindst en gang hvert år – og nogle år, har de endda også nogle fra deres menighed med på en lejr. Sidste gang de var her, havde de blandt andet bibeltimer om Emmaus-vandrende – den tekst, jeg lige har læst for jer nu. Og som en illustration havde præsten dette billede, som jeg nu har hængende på min dør på kontoret. For jeg blev altså rigtig glad for det – havde jeg haft en farveprinter havde I fået et endnu bedre billede af det… men I må nøjes med det her (tryk på billedet for at få et større eksemplar).
Ude til venstre i billedet ser vi de to disciple – de går og snakker. Og til højre er der omridset af en mand, Jesus. Han er med, men han er alligevel ikke til stede, sådan så de rigtigt kan se ham. Det stemmer jo rigtig godt med, at disciplene ikke kendte Jesus, da de gik sammen med ham og snakkede med ham. De var bare fyldt med sorg over det de havde oplevet i Jerusalem, hvordan deres elskede mester var blevet henrettet. ”Og vi havde håbet, at det var ham, der skulle forløse Israel”. Skuffelsen lyser langt ud af ordene ”… vi havde håbet…”.
Jeg tror, at vi alle som kristne kender vejen til Emmaus – ikke den geografiske vej til Emmaus, men den åndelige vej.
Du er i et af dit livs kriser, som du måske ikke forstår.
Du forstår ikke hvorfor de ting sker dig, og hvorfor de sker, når de sker.
Når vi går der, så har vi lyst til at kvitte det hele.
Når vi går dér, så føler vi måske, at det hele bare er så håbløst og vi føler os så hjælpeløse og ensomme. Også selv om vi måske har en med os, en medvandre. En, der er i nøjagtig samme situation som os selv.
Det kan være en finansiel situation, der får os ud den vandring.
Det kan være ægteskabet, der er ved at falde fra hinanden.
Det kan være sorg over ens børn, sorg over noget, der sker i deres liv.
Du har måske mistet dit arbejde.
Det kan være, at du har et dårligt helbred… og det bliver bare ved og ved og ved.
Det kan være, at du lige ganske uventet har mistet en god ven fra det ene øjeblik til det andet.
Vi vil alle på et eller andet tidspunkt komme ud og gå dér på vej til vores Emmaus. Og vi føler os så utrolig alene, vi kan simpelthen ikke se Jesus nogen steder – vi kan simpelthen ikke se, Gud i noget af det, der sker. Lige som disciplene på vej til Emmaus ikke kunne se Jesus – sådan som vi kan se det på vores billede her.
Vi vil ikke være på den vej – for det er en mørk vej, en fortvivlet vej. En vej, hvor vi kommer til at tvivle på vores egne evner og vores egen tro.
Jeg har været her! Som nogle af jer nok ved, så havde jeg mit livs værste tid her forrige jul. En jul, der ellers skulle have været den bedste nogensinde, sådan som vi havde planlagt den, blev pludselig den mest modbydelige. Min kone fødte vores tvillinger Josva og Anemone tre måneder før tiden – dagen efter døde vores pige, og Josvas liv hængte i en meget tynd tråd. Selv om lægerne ikke sagde noget – så var vi ikke sikker på om vi ville få ham hjem i live. Jeg følte virkelig, at jeg gik dér på vejen alene – jeg havde min kone med mig, og det var skønt ikke at være helt alene… for Grundtvig har ret i ”da er med glæden man dobbelt glad, og halvt om sorgen så tung at bære” men hvor var Gud?
Det føltes så langt væk, alt det, jeg havde prædiket, om at tage livets hårde tider med troen på Gud. Men han var dér. Når jeg tænder min mobiltelefon og indtaster min kode, så springer der en lille simpel tekst frem: ”Gud elsker dig”. Og hvor har jeg dog læst den tekst mange gange i den periode, hvor jeg var på sygehuset. For vi skulle slukke mobiltelefonen, når vi gik ind på afdelingen – og det første vi gjorde, når vi kom ud fra afdelingen var at tænde telefonen igen for at ringe og fortælle nyt. Og hver eneste gang jeg kom ud – også den nat, hvor jeg skulle ringe til mine forældre for at fortælle, at nu var Anemone død… så blev jeg hilst med teksten ”Gud elsker dig”. Hver eneste gang blev jeg mindet om dette store – som jeg slet ikke kunne se på det tidspunkt: ”Gud elsker dig”. Selv for en præst var det meget fristende at fjerne den besked – men jeg gad simpelthen ikke bruge tid på at omprogrammere den, og et eller andet hviskede mig i øret, at det også ville være forkert. Så jeg blev ved med at læse ”Gud elsker dig”.
Den 1. januar vraltede jeg så ned i en lokal kirke – jeg havde brug for at komme væk fra alt det sygehus – og hvor skal man ellers gå hen, om ikke hen i kirken. I kirken er man på en måde hjemme, selv om man er langt hjemmefra. Og man kommer ind og hører noget kendt, men det skulle blive mere kendt, end jeg lige havde forventet. For jeg synes virkelig, at den her prædiken på en eller anden måde var kendt. Den brugte nogle billeder jeg kendte… og den brugte billederne på nøjagtig samme måde, som jeg havde gjort det. Og pludselig gik det op for mig – det her var faktisk min egen prædiken, jeg sad og lyttede til. Som nogle af jer ved, så lægger jeg mine prædikener ud på nettet – og den her præst, havde åbenbart fundet noget, der kunne bruges. Og igen kommer temaet Guds kærlighed frem. For i den prædiken sagde jeg – og altså den anden præst:
”Når vi beder til Gud, så er der tre ting, der er vigtigt at have med sig i baghovedet.
- Vi skal huske på Guds kærlighed, der vil det bedste for os.
- Vi skal huske på Guds visdom, der ved hvad der er bedst for os
- og vi skal huske på Guds magt, der kan fuldføre det.”
Puha… det var noget af en smøre at få smækket i hovedet ovenpå vores jul. ”Vi skal huske på Guds kærlighed, der vil det bedste for os” – og det virkede dobbelt så stærkt, for det her var en hilsen fra min egen fortid. ”Det har du stået og sagt, Kim fra prædikestolen i Asdal…” tænkte jeg, da jeg gik tilbage til sygehuset. Jeg var lige ved at sige ”tak for en god prædiken – det var lige mine ord”, da jeg gik ud af kirken forbi præsten, men jeg havde for meget at tænke på. For vel var jeg i en situation på min Emmaus-vej, hvor jeg følte mig alene, men jeg blev mindet om, at alene var jeg ikke. Han måtte være der – et eller andet sted. Gud, min frelser.
Det gik ret godt med Josva – men ikke helt godt alligevel. Vi var et stykke inde i januar, da overlægen hev os ind i samtalerummet. Det var hjertet – Josva iltede sit blod rigtig dårligt, fordi der var et hul. Ikke et særligt stort hul, men stort nok til at uiltet og urenset blod kom rundt i kroppen. Nu ville man for anden gang give ham noget medicin, der skulle lukke det hul… men overlægen havde ikke meget fidus til at det ville virke. Virker der ikke første gang, så virker det heller ikke anden gang, men det skulle prøves. Josva fik sin medicin – og der blev foretaget målinger, og det så ikke ud til at der var sket noget. En skanning viste, at hullet stadigvæk var der. Vi kom ind i samtalerummet igen – for Josva skulle til Skejby Sygehus i Århus for at operere. Man ville gå op i lysken, punktere lungen, og så nå op til hjertet og lukke hullet. Om søndagen fik vi at vide, at operationen allerede var blevet bestilt til om onsdagen. Sikke en nyhed. Og hvis der er noget man som forældre ikke kan forestille sig, så er det, at der er nogle, der skal punktere lungen på ens barn. Og vi må tænke på, at Josva på det tidspunkt vejede omkring 1500 gram … vi hørte senere fra en sygeplejerske fra den afdeling, at de aldrig plejede at tage imod børn, der var så små. Så det var altså et virkelig voldsomt og nødvendigt indgreb.
Om morgenen sad min svigermor og bad morgenbøn. Pludselig fik hun det man kunne kalde et syn – for hun så for sig Josva ligge i sin kuvøse, og fra himmelen kom der pludselig en finger ned og rørte ved venstre side af Josvas bryst. Der kom et varmt lys – og så stoppede synet.
Imens I Hillerød var min svigerinde ved at forlade alteret efter nadveren – og præsten gav et bibelord med til folk, som et slags opbyggeligt bortsendelsesord. Og sandelig om det ikke var fra Josvas bog (8,1): ”Herren sagde til Josva: Vær ikke bange og lad dig ikke skræmme”.
Og hvad skete der i Ålborg? Tallene for iltningen af blodet begyndte at gå opad og blev positive. ”Det ser sandelig ud som om hullet har lukket sig”. ”Nej, lad os nu lige prøve at se tiden an – vi kan prøve lytte til hjertet”. Der var intet at høre – den pift-lyd, som viste et hul i hjertet, var væk. Mandag-formiddag blev der foretaget en skanning: Hullet var næsten lukket og var ved at lukke sig helt. ”Vi aflyser operationen på onsdag”.
Nogle vil sige: ”så virkede medicinen alligevel” eller: ”Ja, der er mere mellem himmel og jord end sådan lige…” – jeg vil sige, at Gud greb ind. Gud helbredte vores søn, da det så allermest mørkt ud for ham, og kun en grim operation var vejen frem… så skabte han en anden vej, sin egen vej.
Jeg kommer nok aldrig til at forstå, hvorfor vi skulle ud på vores Emmaus-vej med Josva og Anemone. Det var en smertefuld vej og også en ensom vej, hvor jeg følte, at Gud var langt borte, men hvor han alligevel glimtvis dukkede op. Enten i min mobiltelefon – eller i form af en af mine egne prædikener i en andens mund.
Når jeg ser tilbage, så har jeg det faktisk lidt som de to disciple. Vel følte jeg ikke altid, at Gud var dér, men set tilbage på vores vandring, så var han dér alligevel. Styrkede os – også gennem venners og families besøg og omsorg - forbøn. Han var dér – for han er der altid.
Det er tid til at slutte af nu… tag den her tegning med hjem – og husk på den, når du begiver dig ud på din Emmausvandring. Når du føler dig ensom, forladt af Gud i din sorg og din lidelse. At selv om du måske ikke kan se ham, så er han lige ved siden af dig. At selv om du ikke kan mærke ham, så er han dér. Husk, at alt… alt tjener til gode for dem, der elsker Gud. Det må I love, at I aldrig siger til en, der går på vej mod Emmaus. Der er kloge og sande ord, som man skal holde for sig selv, når man møder en på vej til Emmaus. Var der en, der havde sagt det til mig i julen 2007, så ville jeg have nikket, ”Ja, det er rigtigt”. Men inden i havde jeg nok tænkt: ”Hun aner ikke hvad hun snakker om”. Det kan vi simpelthen ikke se i det – og måske kan jeg heller ikke se det i dag. Men jeg tror, at det er sandt. Set tilbage.
En ung amerikaner skulle under anden verdenskrig af sted som soldat i marinen og hans forældre var naturligvis bange for at de aldrig nogensinde skulle se ham igen. Og til afsked sagde han: "tænk på, at selv det største ocean ikke er større end det kan være i Guds hånd – hold nu mund". At det kan nok blive så mørkt, at vi føler os borte fra Gud, men det kan aldrig blive så mørkt, at han ikke kan se og bære os.
Hvis det her er dig – på din vej til dit Emmaus, så beder jeg, at du må komme godt frem – brug f.eks. nadveren i dag som en af dine mellemstationer på din vej frem. Brug måske mig, hvis du vil have en snak eller en til at bede sammen med dig, til at være din medvandre for et øjeblik. Jeg håber, at påskens budskab må velsigne dig – så du må komme godt frem og at du må kunne se: Nej, jeg var ikke alene, Jesus var med hele vejen.
