I dag skriver vi den 3. søndag i advent – 3. søndag i vores forberedelsestid til festen for Jesu komme. Som I ved betyder advent komme… i dag skal vi prøve stille os selv spørgsmålet: ”Hvad betyder det for os i dag, at Jesus kommer?”. Sidste søndag fik vi en løftet pegefinger om at være vågne og ikke falde i en åndelig søvn – om at være parat, når Jesus kommer igen.

I dag hører vi om den gamle præst Zakarias, der bryder ud i en vældig lovsang om Jesus som  den kommende frelser og om hvordan Gud giver løfter og Gud, der holder ord. Var disse 12 vers det eneste vi kendte til Zakarias ville v se på ham som troens mand – sikke dog et menneske, der i troen holder fast i Guds løfter og nu i en brus af lovsang takker sin Gud for opfyldelsen. Sådan ville vi sige om Zakarias, hvis vi kun kendte ham fra disse 12 vers, men nu er det sådan, at vi kender ham mere end fra 12 vers. Vi ved, at Zakarias ikke bare var denne troens mand – vi ved, at hans lovsang ikke er det naturlige slutning en lang ventetid på Guds indgriben. Nej, Zakarias lovsang er slutningen af en 9 måneders lang åndelig kamp og modning.

Lidt over ni måneder før han brød ud i lovsang, kunne han have brudt ud i latter. Han stod i tempelet – han var blevet udvalgt til som den eneste den dag at gå ind i templet. Og derinde mødte han en engel, som fortalte ham, at den bøn han og hans kone Elisabeth havde bedt hele deres ægteskab snart ville blive opfyldt. Zakarias og Elisabeth havde nemlig ønsket sig at få et barn, men nej… selv nu da de begge var oppe i årene var de barnløse. Det var ikke bare en smerte for de to, men også en skam, for noget måtte der jo være galt, siden Gud ikke havde skænket dem et barn. Men nu var det for sent – og der er det, at Zakarias en dag står i templet og hører englens ord: ”Nu vil jeres bøn blive opfyldt”.

Men i stedet for at løfte hovedet i tak og prise Gud for dette håndgrivelige svar på deres bøn sneg tvivlen sig ind og han spurgte ”Hvordan kan jeg vide, at det er sandt? Jeg er jo en gammel mand, og min hustru er højt oppe i årene”.  Fra det øjeblik blev Zakarias stum fordi han ikke troede på det englen sagde – hans stumhed skulle vare helt til fødslen af sønnen, der skulle hedde Johannes – ham vi hører om i næste uge som profeten Johannes Døberen.

Zakarias troede ikke på englen og måtte ud på en lang åndelig kamp og modning for at komme frem til det øjeblik, hvor han med troen kunne løfte det lille barn op og bryde ud i den lovsang. Det er slutningen på en kamp – en kamp, der desværre altid vil foregå her på jorden: En kamp mellem tro og tvivl. Troen er altid overvundet tvivl.

Vender vi tilbage til spørgsmålet ”Hvad sker der i dag, når Jesus kommer?” så må vi desværre sige, at så han ikke er den eneste der kommer. For hvor Jesus kommer ind lister tvivlen desværre også lige så stille bag efter. Ikke fordi Jesus bringer den med sig og fordi tvivlen er en del af troen. Nej, Gud ønsker hel og fuld tillid fra os mennesker og har ikke i den tillid indopereret mistillid til ham. Tvivlen lister med, fordi vi er mennesker, der lever i en verden, der ikke er styret af tro, men af tvivl, mistillid og vrede mod Gud. Derfor er tvivlen troens følgesvend.

Vi kristne bliver ofte anklaget for at have svar liggende klar på snart alverdens ting – ”ja, det er jo ikke alle, der har en direkte telefonforbindelse op til Gud” hører man. ”Det er jo ikke alle, der kan have så stærk en tro som dig”. Og så alligevel ved vi jo godt, at vi ikke har svar på alting – vi har Bibelen, Guds åbenbaring ned i verden, men den kan jo også nogle steder tolkes forskelligt. en kristen mener et om et emne – og en anden mener noget andet, måske endda ud fra samme bibelvers. Og hvad angår tvivlen, jamen så tror jeg ikke at der er mange af os, der ikke kender til at den kommer listende ind. Den kommer som regel, når man allermindst venter den….

Lige som det var allermindst ventet, at Zakarias skulle tvivle. Og det viser, at tvivlen også kommer dér, hvor vi allermindst venter den. For er der noget det er forbudt for præster, så er det at tvivle. Bare se præsten, der kom frem og sagde ”jeg tror ikke på Gud” – det blev hurtigt en sag om hvorvidt det var tilladt for præster at tvivle. At det så handlede om hvorvidt det er tilladt en præst at så tvivl hos andre og at komme frem ikke med sin tvivl, men med sin vantro er så en anden sag. Men Zakarias viste sig som en tvivlende præst, der modsat Grosbøll blev stum, så han ikke kunne sprede sin tvivl i Guds hus.

Men tvivlen er troens følgesvend – og vi gør det meget værre for os selv, hvis vi forsøger at dække til og se ud som om at vi ikke kender til tvivlen. For jeg tror, at hvis vi lever oprigtigt sammen med vore medmennesker og er åben for deres nød og sorger, og hvis vi selv kender til sorg og nød, så vil vi på et tidspunkt komme frem til spørgsmålet ”Hvorfor Gud?”. For vi lever i en verden, som på de fleste måder er i den ondes vold – en verden, hvor det ikke er Guds kærlighed, der først rammer os, når vi læser i avisen, men hvor dagsordenen synes at være sat af djævelen.

Jeg har på et tidspunkt siddet ved dødslejet hos et ældre menneske – lad os kalde personen Niels - som havde oplevet meget modgang, nederlag og nu lå dødssyg på sygehuset med asbestlunger efter mange års arbejde med asbestpladder. Han kæmpede en brav kamp med spørgsmålet ”hvorfor Gud? Hvad har jeg gjort for at gøre mig fortjent til din vrede? Hvad har jeg gjort siden det er gået mig på denne måde? Hvorfor griber du ikke ind?”. Niels havde læst Leif Andersens bog ”Gud hvorfor sover du?” – personen havde altså tyet hen til en, der virkelig tør tale om tvivl. Der ikke fejer tvivlen ind under gulvtæppet, fordi det hører da ikke hjemme her i vores fine kirke. Sådanne er værd at gæste.

Da jeg sad dér fløj spørgsmålene dog stadigvæk gennem luften - jeg havde ikke svarene. Om jeg gjorde det rigtige ved jeg ikke, men jeg kunne ikke andet end at sige, at jeg vidste ikke hvorfor han lå her. Jeg forstod ikke, hvorfor Gud ikke greb ind – hvorfor en enkelt familie skulle så meget igennem. Men jeg vidste, at Gud er kærlig og almægtig. Og at det måske kunne blive så mørkt, at vi ikke kunne se Gud, men at det aldrig nogensinde ville blive så mørkt, at Gud ikke se os. At han ikke glemmer en eneste af dem, der er hans… også selv om det måske mærkes sådan nu og her. Ligesom Zakarias, der år efter år var blevet skuffet over, at Gud ikke greb ind og skænkede dem et barn… og nu, da han stod overfor opfyldelsen af hans bønner, glippede troen. Nu kunne den ikke række længere. ”Hvordan skal det dog gå til, Elisabeth er jo oppe i årene?”Om Niels kom frem til at lovsynge Gud ved jeg ikke – jeg tvivler på det. Men jeg tror, at han sov ind i troen på at der var en nådig og kærlig Gud – og at hvad der end sker, så er vi i hans hænder.

Troens følgesvend er tvivlen – den er dér, den gnaver, den er en pine, for den sætter spørgsmålstegn ved selve grundlaget for den kristnes liv, nemlig tilliden til Gud. Men det store spørgsmål er ikke: Hvordan dækker vi tvivlen til, så andre ikke bemærker, at vi har tvivlet. Nej, det store spørgsmål er: Hvordan griber vi tvivlen an? Kæler vi for den, er vi stolte af den… eller går vi til vore venner og snakker tvivlen igennem? Har du ikke sådan en, jamen så gå til præsten – brug mig, brug en anden præst, som du mere tillid til… men fremfor alt: Gå – skjul ikke tvivlen.

Zakarias kunne ikke skjule sin tvivl – det var jo synligt for enhver, at han ikke kunne snakke – der var noget galt. Men selv om han nu i 9 måneder ikke kunne tale og han ved, at det er Guds straf over hans tvivl, jamen så er hans første ord en lovsang til Gud. ”Lovet være Herren, Israels Gud, for han har besøgt og forløst sit folk”. En lovsang til Gud – ikke fordi Zakarias havde fået et barn – ikke fordi Zakarias nu kunne tale igen, men en lovsang for den frelse, der lå foran dem ved at Jesus skulle blive født. En lovsang til Gud, som holder sine løfter. Zakarias var vokset i troen i de 9 måneder, hvor han havde været stum og kunne se hvordan Elisabeths mave blev større og større.

Tvivlen er troens følgesvend – men griber vi den rigtigt an – det vil sige i bøn, i samtale med en vi har tillid til… jamen så kan selv tvivlen blive til velsignelse. Gud er så mægtig, at han selv ud fra den største forbandelse kan pressen en velsignelse. Tvivlen skal ikke jage os længere væk fra Gud, men tværtimod drage os tættere og tættere ind til ham, så vores tro må blive større og mere bevidst på netop det område, hvor vi før tvivlede.

Zakarias oplevede også, at selv om han ikke troede, så blev Gud alligevel ved med at være trofast mod ham. Gud skuppede ham ikke fra sig ”når du ikke vil tro, så skal en anden kvinde end din Elisabeth føde barnet. Sådan var det ikke. Gud holdt fast i Zakarias, så Zakarias til sidste kunne se opfyldelsen og bryde ud i lovsangen. Som vi skal synge om lidt om Jesus: