Nogle gange er det rart at stoppe op og se tingene ligesom lidt fra oven. Sådan er det med fødselsdage. Når der kaldes til rund fødselsdag på Muncks Badehotel og vi da også lige skal sige et par ord til fødsellaren, så tænker vi også tilbage i tiden. Forsøger at se vores venskab med fødsellaren lidt fra oven – og finder ud af hvad det nu er sådan helt konkret, vi sætter mest pris på ved ham eller hende. Alt det, vi ikke lige tænker over til hverdag, fordi vi går op og ned af hinanden – og der bliver brugt ord på sådan en dag, som vi ikke lige bruger til hverdag.
I dag er vi også indbudt til fødselsdag – vi fejrer Jesu fødselsdag også selv om vi med 99½% sikkerhed ved at det ikke er hans fødselsdag i dag. Men det er også lige meget: I dag fejrer vi hans fødselsdag. Og ligesom nede på badehotellet giver det her mulighed for at se det hele lige som lidt fra oven.
Jeg fandt for nogle år siden et helt fantastisk moderne juleeventyr, som jeg gerne vil genfortælle for jer, for det rykker os nemlig et stykke op fra vores hverdag, så vi kan se tingene lidt fra oven. Det begynder med at vi hører om en lille ny engel, der skal oplæres af en ældre engel. Han blev guidet rundt i universet og havde set hvirvlende galakser og kæmpe sole – enorme planetsystemer. Det hele var begyndt at blive lidt ensformigt for den lille engel, da de nærmede sig den stjerne, som vi kalder for solen. Den ældre engel pegede på en lille og temmelig betydningsløs klode, der drejede langsomt og sin egen akse. Den lille engel synes, den så kedelig ud – som en lille beskidt tennisbold.
”Hvad særligt er der ved den planet” spurgte den lille engel.
”Det” svarede den ældre engel højtideligt ”det er den besøgte planet”.
Den lille engel stoppede op ”den besøgte planet… du mener vel ikke besøgt af…”.
Den ældre engel nikkede med hovedet ”Ja vist mener jeg det. Den kugle, som jeg ved ser temmelig lille og ubetydelig ud og nok heller ikke overren, har været besøgt af vores glorværdige prins”. Da han sagde de ord bøjede han sit hoved i ærbødighed”.
Den lille engel rynkede panden i væmmelse og foragt: ”siger du virkelig, at han sank så lavt, at han blev en af disse krybende, savlende skabninger på denne planet”.
Den ældre engel svarede ”ja – men selvom det forekommer os mærkeligt, så elsker han dem. Han kom for at indbyde dem til at blive som ham”. Den lille engel så tomt ud for sig – sådan en tanke var uden for hans fatteevne.
At Jesus – den glorværdige prins – skulle blive menneske, var uden for den lille engels fatteevne – og sådan burde det også være for os: Uden for vores fatteevne. Uden for vores fatteevne at det kunne ske. Uden for vores fatteevne, at det så også skete.
Det er længe siden at nyheden om Jesu fødsel virkelig også var ny – og det værste ved tiden er, at den kan få vidunderlige ting til at blive almindelige og hverdagsagtige, når der bare går lang nok tid. Hver eneste søndag rejser vi os op og bekender at vi tror på Jesus, ”som er undfanget af Helligånden, født af jomfru Maria”. Sådan er det – Jesus blev født julenat – sådan er det.
Men Johannes, manden, der har skrevet juleevangeliet til i dag hiver i bremsen, hvis vi begynder at se på det som noget naturligt og noget almindeligt. For det er det simpelthen ikke – så i dag tager Johannes os med op, så vi får lov til at se det hele lidt fra oven. Det er ikke tilfældigt, at Johannes har ørnen som symbol. Ørnen, som med sine store vinger kan flyve højt op og se alting fra oven. Hvor Lukas´ mere kendte juleevangelium fortælle om hvordan der rent faktisk skete – sådan som enhver ville have set det, hvis de havde været til stede, så tager ørnen Johannes os med op i de højere luftlag, og fortæller os, hvad der egentlig skete julenat. Han begynder ikke med ”det skete i de dage…”, nej, han tager os med længere tilbage – før tiden startede. Han tager os med til begyndelsen… ja, længere tilbage end skabelsen af himmelen og jorden, som vi hørte om før fra 1 Mosebog. ”I begyndelsen skabte Gud himmelen og jorden”. Johannes fortæller ikke hvad der skete i begyndelsen, men hvad der var i begyndelsen. Der var kun Gud og Ordet…
Når vi skal give udtryk for hvem vi er, så er vi nødt til at bruge ord. Her er Ordet bare ikke nogle lyde, der kommer fra en mund eller som vi har stående i en bog eller i et brev. Ordet er udtryk for Guds tanke og vilje eller beslutning – det er Guds åbenbaring. Ordet er alt det, som Gud vil sige til os mennesker.
Johannes fortæller og fortæller og fortæller en masse vidunderlige ting om Ordet: At alt blev til ved ham, at han var livet og menneskers lys. Der kunne holdes lange prædikener om hvert eneste af ordene i Johannes´ beskrivelse – men det jeg gerne vil holde fast på er sætningen ”Ordet blev kød og tog bolig iblandt os”. Ordet blev kød…. En anden forfatter i det nye Testamente fortæller os, at Gud mangfoldige gange og på mangfoldige måder gennem profeterne har talt til menneskene i fortiden, men nu ved dagenes ende har han talt til os gennem sin søn.
”Ordet blev kød og tog bolig i blandt os”. Himmelen åbnede sig og placerede Den dyrebareste i en kvindes livmoder. Han som var ånd blev kød. Han, som var større end universet blev et foster. Han, som holdt hele verden oppe med sit mægtige ord, valgte at være afhængig af en ung kvindes næring. Skaberen blev selv en del af sin skabning – som hvis en forfatter bliver et bogstav i sin bog eller maleren bliver et penselstrøg på på sit maleri. Skaberen af alt liv blev selv skabt. Gud blev givet øjenbryn, albuer, to nyrer og en milt.
Den Gud, som råbte, og som kunne skalte og valte med hære og riger, som var de brikker på et skakbræt – denne Gud dukkede op i Bethlehem som et lille barn, der ikke kunne tale, spise fast føde eller kontrollere sin blære, og som var afhængig af en ganske ung pige, for at få ly, mad og kærlighed. Det kan jeg simpelthen ikke lade være med at tænke på, når jeg står og skifter Josva og det ligner jeg ved ikke hvad… ja, sådan har Maria sikkert også stået og skiftet Gud og vasket og plejet Gud. Det får det jo helt til at svimle for en. Men her lå Gud!
Nu har den amerikanske præsident Barack Obama jo nærmest overrendt Danmark det sidste halve år – og medierne er gået helt i selvsving over sikkerhedsudstyret og alle de mennesker, der bliver sat i sving for at gøre tingene lettere og mere behagelige for præsidenten.
Jeg har læst, at da Dronning Elizabeth af England en gang besøgte USA, så havde hun et væld af ting med sig og et kæmpe følge. Hendes kæmpe bagage omfattede to kjoler til enhver lejlighed, en sørgedragt, hvis nogen skulle dø, 40 flasker medicin og hvide gedeskinds toiletbetræk. Hun havde sin egen frisør med, to kammertjenere og en overtjener. Et kongeligt besøg i et fremmed land kan let koste hundrede tyve tusinde kroner.
Da Gud besøgte jorden, begyndte besøget i en stald uden tjenere og der var ikke andet at lægge den nyfødte i end en krybbe, som dyrene ellers spiste af. Den begivenhed, der delte historien i to – et før og et efter - og som forandrede vor kalender, havde flere dyr som vidner end mennesker.
Men dér lå Gud – Gud den almægtige, himmelens og jordens, alt det synliges og usynliges skaber. Gud fra Det gamle Testamente, som åbenbarede sig for Moses i en brændende tornebusk. Et menneske, der velsignedes med et direkte møde med Gud, forventede at komme derfra forbrændt og glødende og måske som halvkrøbling som Jakob. Og sådanne mennesker var alligevel heldige! Men her lå han – her lå Gud! Her lå han, hvis navn man som jøde ikke engang turde udtale, men brugte alverdens omskrivninger for at undgå at tage i sin mund. Her lå han – her lå Ordet. Her lå alt det, Gud ville fortælle os mennesker.
Men hvorfor gjorde han det? Hvorfor var det nødvendigt? Vi hørte før om hvordan Gud i begyndelsen skabte himmelen og jorden – og videre læser vi hvordan Gud skaber alting godt og mennesker bliver skabt som kronen på værket. Vi læser om hvordan Gud om aftenen spadserer rundt i haven – da han pludselige ikke kan finde Adam eller Eva… de har gemt sig for ham – de er bange for ham, for de har syndet. Ham, som de ellers har været sammen med som det mest naturlige i verden, ham frygter de nu at møde. Det er syndefaldet – syndefaldet, som skabte en grøft af frygt mellem os og Gud. Og det med god grund – for mennesket blev syndigt og intet syndigt kan være sammen med Gud og overleve. Ja, intet menneske kan se Gud ansigt til ansigt og overleve.
Men Gud havde ikke skabt verden og menneskene, for at vi skulle leve i evig frygt for ham – tværtimod. Hvis jeg skulle pege på en grund til at Gud skabte os mennesker, så var det for at være sammen med os. Men lige så snart han nærmede sig, så ville mennesket flygte… eller dø. Kløften mellem den hellige Gud og det syndige menneske var for stort.
Jeg havde for nogen tid siden et akvarium hjemme i præstegården – dens indbyggere var et væld af fisk, som levede helt deres eget liv. Men uden mig var de sådan set ingenting – jeg gav dem mad, jeg gav dem lys, jeg sørgede for at vandet hverken er for varmt eller for koldt og når jeg huskede det, så skiftede jeg også vandet ud hos dem. Alt det gjorde jeg for at de måtte kunne leve. Man skulle næsten tro, at fiskene var glade for mig – når de nu var så afhængige af mig. Men nej – sådan var det slet ikke: Fiskene var bange for mig. Stak jeg hånden ned i vandet til dem.. så var de væk. Jeg kunne ikke gøre dem opmærksom på, at jeg i grunden er en rar fyr, der bare ville dem det godt – de var bare væk! De viste mig en følelse, hvis fisk overhovedet har følelser… og det var frygt. Hvis jeg skulle gøre mig håb om at overbevise dem om min sande omsorg for dem, jamen så ville det være nødvendigt, at jeg selv bliver en fisk, så jeg kunne svømme ned til dem for at tale til dem i et sprog de forstår.
Det kan godt være det lyder fuldkommen idiotisk, at et menneske skulle blive til en fisk, men egentligt så er det jo slet ingenting sammenlignet med, at Gud blev et lille barn. Døren mellem himmelen og jorden blev åbnet julenat ved at Jesus blev født. Gud kunne ikke vise sig for os som Gud den almægtige, men viste sig som Jesus af Nazareth. Gud blev menneske for at tale til os på et sprog, som vi kunne forstå. Ved at se på Jesus ser vi hvem og hvordan Gud er… ja, det er faktisk kun ved at se på Jesus, at vi kan se hvem og hvordan Gud er.
Gud blev menneske for at være sammen med os mennesker. ”Ordet blev kød og tog bolig iblandt os”. I går hørte vi hvordan Jesus blev født i et stald, for der var ikke plads til ham i herberget. Der var ikke plads til Gud søn. Johannes fortæller også hvordan der ikke var plads til Gud hos sine egne skabninge – Johannes skriver ”Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn”.
Det var derfor han var kommet – ikke for at skræmme livet af os, men for at give os ret til at blive Guds børn. Sikke dog en rettighed! Jesus var i verden – ikke for at klippe julestads og købe julegaver, men for at frelse os. Som mennesker er vi alle Guds skabninge og har Gud som vores skaber. Som kristne har vi også Gud som vores far – der er vi hans børn. Det er julens store gave – det er julens to store mirakler: Gud blev menneske, for at vi kunne blive hans børn. Gud blev menneske for at vi kunne blive guddommelige – blive ligesom ham!
Jeg fatter det ikke – det er for stort til at jeg kan forstå hvordan eller rigtigt forstå hvorfor. Men jeg tror det – jeg bygger mit liv på det. Det gør jeg, ikke fordi jeg hver måned hæver min løn for at stå og prædike om det, men fordi jeg tror, at den samme Gud som blev kød og vil være sammen med os her på jorden også gerne vil være sammen med os i himmelen. For med retten til at være et Guds barn følger også retten til at være sammen med ham i evigheden. Det er Guds julegave til os – og det er med garanti en julegave, som vi ikke har lyst til at bytte når hverdagen begynder igen.
