Selv om hver dag egentlig er ny og giver os mulighed for en ny begyndelse og et nyt liv, så er 1. januar alligevel noget helt specielt hvad det angår. Vi har nemlig bestemt, at efter den 31. december afslutter vi et år, og så begynder vi forfra med et nyt år. I fjernsynet og aviserne forsøger journalister at samle de vigtigste begivenheder i det forgangne år og vi forsøger hver på vores måde at gøre status over vores liv.

2009 har igen været et uroligt år - krig, død og ødelæggelse har igen i sidste år domineret avisoverskrifterne. Ude i verden er der stadigvæk konflikter, der ser ud til at være umulige at løse, og som hvornår det skal være kan slå ned her i vores lille andedam.

Men som sagt, så er det ikke kun journalister, der sidder med en spids pen og forsøger at samle trådene fra år 2009 - jeg tror også, at vi hver i sær har siddet og kigget tilbage på vort personlige 2009. Har 2009 været domineret af sygdom, sorger og død? Eller er det glæde, fest og nyt liv, der har været hovedoverskrifterne?

Men nytår er jo ikke bare at se tilbage på et gammelt år, der er forsvundet - nej, det er jo også med det gamle år i bagagen at se fremad på et nyt år, der ligger foran os - år 2010.

Hvad vil det nye mon bringe os?

Hvad forventer vi os af det nye år –

ser vi fremad med håb

eller mismod –

med glæde eller med ængstelse?

2010 er et nyt år med nye muligheder, som vi gerne vil udnytte. Vi har måske en kalender derhjemme, hvor vi allerede nu har fyldt nogle af dagene ud - vi har måske planlagt nogle ting, som vi ser fremad til i år 2010.

En ny ubeskrevet kalender lægger jo op til planlægning... og så er det at vi kommer i kirke og bliver mødt med hilsenen fra Bibelen:

"I, som siger: I dag eller i morgen vil vi rejse til den og den by og blive der et år og drive handel og tjene penge” – I som ikke aner, hvordan jeres liv er i morgen. I er kun en tåge, som ses en kort tid og så svinder bort... nu praler I og bruger store ord - men al den slags pral er af det onde".

Jakob, som er bror til Jesus, fortæller os, at al den planlægning, som vi præsterer her i nytårsdagene bare er pral og store ord, uden indhold. Vi aner ikke engang om vi er til i morgen - hvordan kan vi så tillade os at planlægge som om det er en selvfølge, at vi vil kunne gøre det?

Der er et gammelt ordsprog, der siger: "Mennesker spår, men Gud rår".. altså mennesker spår, men det er Gud, der råder. Derfor skal vi planlægge med ordene "Hvis Gud vil, så skal vi leve og kan gøre det eller det".

Vi skal leve vores liv som om hver eneste dag, hvert eneste åndedrag er i Guds hænder... for på den måde er vi i pagt med sandheden, for sådan er det. Hver eneste dag... ja, hvert eneste åndedrag er i Guds hænder, er en gave fra Gud. Derfor er det jo pragtfuldt at begynde det nye år med en gudstjeneste og en prædikentekst, der indeholder Fadervor. Vores daglige bøn... derfor er det vidunderligt at begynde det nye år med at bede - også bede fadervor, som jo indeholder alt det vi har behov at bede for. Som viser os vores egen plads i Guds verdensbillede, nemlig som modtageren af alle hans gode gaver. - Men hvad med dem, der om morgenen beder "giv os i dag vort daglige brød" og som alligevel går i seng sulten om aftenen?

- Hvad med dem, der om morgenen beder "led os ikke ind i fristelse" og som alligevel går i seng om aftenen med bevidstheden om, at "nu gjorde jeg det igen"?

- Eller som bad "fri os fra det onde", men som hele dagen igennem følte sig udleveret til den onde? Eller som er blevet vækket her i nat af politiet: Jeres datter er forsvundet  – for nogle timer senere at få at vide, at hun er fundet død, måske endda som følge af en forbrydelse, sådan som det er sket i Herning i nat. Eller det onde, der skete i går formiddags i Finland. ”Fri os fra det onde”.

Uden at vide det, så vil jeg gætte på, at bønsskuffelser er en af de hyppigste grunde til at folk vender sig fra kristendommen.

Forleden dag læste jeg om den amerikanske tv-mogul og filantrop Ted Turner, det er ham, der blandt andet grundlagde den store amerikanske nyheds-kanal CNN og som her for nogle år siden skænkede 1 mia. amerikanske dollar til FN til oprettelsen af en fond. Da han grundlagde CNN var det med ordene:

”Vi vil først slutte vores nyhedsdækning den dag, hvor verden går under. Vi vil sende og dække verdens undergang direkte, imens det sker og det vil så være vores sidste udsendelse. Og når jorden undergang kommer, så vil vi spille ”Nærmere Gud til dig”, før vi lukker og slukker”.

Ted Turner har fortalt hvordan han var blevet opdraget i en streng kristendom og hvordan han også havde overvejet at blive missionær. Men kristendommen havde skuffet ham, da hans søster var død, også selv om han havde bedt for hende. Han fortalte, at jo mere han kom bort fra troen, desto bedre fik han det.

Det er jo selvfølgelig ikke sådanne historier, der er sjove at samle på for en kristen. Det er sjovere at høre historier om hvordan "alting gik skævt lige indtil jeg blev en kristen". Historier om hvordan Gud helt konkret opfyldte en bøn. Sådanne historier er der også - men vi ved jo også godt, at der findes historier, hvor mennesker forlader bønnen skuffede. Vi har sikkert hørt om hvordan Gud håndgribelig opfyldte en bøn, så derfor kan det ramme os hårdt, når vi så ikke selv ser vores bøn opfyldt.

En af grundene til at det kan slå hårdt er at vi måske har et forkert billede af Gud i vores hoveder. Gud er ikke til for at tilfredsstille os. Det er ikke sådan, at det er Guds opgave, at sørge for at vi har det godt – for ellers passer han ikke sit arbejde.

I vores forbrugersamfund, kan vi hurtigt komme til at se på Gud som en slags salgsautomat - at han eksisterer for at opfylde hvert eneste af vores ønsker.

Vi putter et par kroner i automaten (det er bønnen) og så drejer vi håndtaget (gør religiøse ting) og så forventer vi at Gud leverer varen.

Gør maskinen ikke det er det fordi der er noget galt med maskinen Gud... eller er der noget forkert med vores bøn. Ja, er vi i det hele tage kristne siden vi ikke fik vores bøn opfyldt?

Bønnen Fadervor lærer os ikke at se på Gud som på en maskine, som gør noget automatisk, når de rigtige forhold er til stede. Fadervor lærer os tværtimod at se på Gud som vores far i himlene. Vi beder "Fader vor - du som er i himmelen". Det er ikke bare en ligegyldig indledning, som skal til før vi kommer ind til den egentlige bøn. Nej, det er faktisk hele grundlaget for at vi kan bede og tør bede og bør bede til Gud.

Far

Vi beder til vores far - en far skulle gerne være den kærlige, nærværende og omsorgsfulde, der vil sine børn det aller bedste. At det så ikke er alle fædre, der er som de burde være, ændrer heldigvis ikke på den måde Gud er. Gud er faktisk det bedste rollemønster for en far. Som Gud er - sådan skulle en hver far også være.

Men en far er ikke bare en, der giver grønt lys bare ved den mindste antydning af et ønske fra sine børn. En far vil virkelig sine børn det allerbedste - det gamle billede med det lille barn, der beder sin far give brødkniven til sig, er vel egentlig stadigvæk et ret godt billede. For en far vil jo aldrig give efter og bare lade barnet få sin vilje: Den skarpe og farlige kniv. Sådan er det også med Gud - kan han se, at den bøn vi beder på en eller anden måde vil skade os eller vort forhold til ham, så vil han svare nej. Men det er et nej sagt i kærlighed og omsorg.

Jeg læste et interview med nogle forældre, der var satanister. Og de ville ikke gribe ind og sætte begrænsninger for deres barn, også selv om de så, at det kunne gøre ondt på barnet, hvis det fik sin vilje. Nej, det var vigtigt, at barnet selv fik lært af sine egne erfaringer. Det er jo ret sigende - og heldigvis er Gud ikke sådan.

Heldigvis har vi en far, der kan se det hele fra evigheden og som vil guide os frem til målet hos ham - i modsætning til os, der ikke kan se ud over vores egen næsetip og gøre os fri af vores egne lyster lige her og nu!

Du som er i himlene

Men indledningen fortsætter - for Gud er ikke bare som en jordisk far som er begrænset af tid, sted, penge og helbred, men han er vor far i himlene... det vil sige, at han også kan hvad han vil, at han er almægtig. Han styrer hele verdens forløb.

Når vi beder til Gud, så er der tre ting, der er vigtigt at have med sig i baghovedet.

- Vi skal huske på Guds kærlighed, der vil det bedste for os.

- Vi skal huske på Guds visdom, der ved hvad der er bedst for os

- og vi skal huske på Guds magt, der kan fuldføre det.