Lyt til prædikenen:

Læs prædikenen her
(Den prædiken, der blev holdt, var en forkortet udgave – længere nede på siden kan du læse den lange udgave)

Det er i dag sidste søndag i kirkeåret… og for mig er det absolut den bedste søndag, den bedste dag i hele kirkeåret. For mig at se er det faktisk kirkeårets magi-terning. Ja, nu er det længe siden, jeg har købt magi-terninger – så meget tjener vi præster ikke, så vi køber ”First price”. Men de her terninger, bouillonterninger, har kraften og smagen fra nærmest en hel høne… og på samme måde med den sidste søndag i kirkeåret, den har kraften og smagen fra hele kirkeåret. Det er essensen af det hele – så hvis du kun kommer i kirke en gang om året, så kom i kirke i dag… drop juleaften – kom sidste søndag i kirkeåret….
Nej, det sagde jeg ikke.
Men for mig er det søndagen, der samler det hele. Søndagen, hvor vi kigger tilbage på jul, påske, pinse, begravelser, bryllupper, konfirmation, altergang… alt det, som vi har oplevet, der har sat os i forbindelse med Jesus i det forgangne år. Og hvor vi også ser fremad, for vi er blevet lovet endnu mere. Endnu et kirkeår – endnu flere velsignelser, endnu mere Jesus.
Og hvad er det så for en tekst, vi skal være samme om i dag – hvad er det, der som en magi-terning eller en ”First Price-terning” samler hele kirkeåret i en søndag, det er en invitation, der kan sammenfattes i tre ord: Kom til mig. Hele kirkeåret kan samles i Jesu fantastiske invitation: Kom til mig.

”Kom til mig alle”
Og hvem er det, der skal komme? ”Kom til mig, alle”… invitationen gælder ”alle”. Det er fantastisk at Jesus ikke siger: ”Kom til mig, alle I som fortjener det”. ”Kom til mig, alle I som er gode nok”. Men han siger: ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte”. Alle os, der ikke kan finde ud af det – alle os, der i lang tid har båret på noget, som er for tungt for os – og nu har det efterladt os trætte. ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder”. Det er dig, der skal komme til Jesus.

”Kom til mig alle I, som slider jer trætte”
Invitationen gælder dig, der slider dig træt. Der er noget på dine skuldre, der er noget på dit hjerte, som du forsøger at bære med dine egne kræfter – noget, som du måske ikke burde bære, men som du føler, at du bør bære, noget som du tror andre mener du burde bære eller som nogen rent faktisk presser ned over dig. 
”Jeg kan ikke overskue det mere” – ”jeg kan ikke klare det mere” – ”jeg er frustreret”- ”jeg er overvældet” – ”jeg er stresset”.
Jeg ved ikke hvad der bringer mest stress og byrder ind i dit liv – men jeg ved at vi ikke kan gå igennem livet uden at stress og bekymringer, for vi presses fra alle sider uafbrudt. Der bliver malet med sort hele tiden – prøv se med præsidentvalget i USA. Min søn kom hjem fra skole den anden dag og sagde, at fordi Donald Trump er blevet præsident, så varer det ikke længe før der kommer krig. Og selv voksne taler om at det ikke varer længe, før han trykker ”på knappen”. Sort, frygt og fremtidsskræk presser os, bebyrder os.
Hvad gør vi med den byrde?
Jesu invitation siger: Kom til mig. Det er egentlig utroligt hvor mange ting og steder vi hellere render til end til ham, når vi er bebyrdet, når vi kæmper, når vi er stresset, når vi er frustreret… vi går til psykolog, går til lægen og får piller, vi finder forskellige flasker frem, og nogle af os er nødt til at købe ting og sager nede på gadehjørnet, narko, stoffer, sex. Vi spiller for en masse penge, vi køber mere end vi overhovedet har brug for, vi lader os underholde, vi dyrker vores krop, træner til ironman og drikker ingefær-shots… Ting, der i sig selv er vanvittige gode bliver pludselig en ødelæggende afhængighed. Vi forsøger at lette den byrde fra vores skuldre og hjerte, som tynger os ned. Men vi kan ikke finde den hvile, som vi styrter omkring for at finde. Det efterlader os bare med endnu flere byrder – endnu mere stress. Vi bliver aldrig tilfreds – vi bliver måske endda skuffede. Der vil altid være mere, vi ønsker os – det er en jagen efter vind – som den vise kong Salomon sagde i Det gamle Testamente ”endeløs tomhed, alt er tomhed” (Præk 1,2). Der er ingen tilfredsstillelse, der er ingen hvile. Hvilen finder vi kun hos Jesus, der inviterer os: ”Kom til mig”.

”Kom til mig”
Og læg lige mærke til, at det er ikke kom til en religion. Der er rigtig mange, der mener, at Jesus og religion er det samme. Det er det ikke. Troen på Jesus handler ikke om religion, men om relation.
Jesus siger ikke ”kom til religion” – han siger ikke engang: ”Kom til kirken, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder” – han siger: ”Kom til mig”. Vidste I, at det faktisk er muligt at komme til kirken, uden at komme til Jesus? Vi kan komme i kirke, vi kan synge salmer, vi kan gå til alters – vi kan bede med på salmerne – og så alligevel gå ud af døren dernede uforandret – fordi vi ikke virkeligt var kommet til ham. Vi mødte kirken, menigheden, salmerne, bønnerne, altergangen – men ikke ham.
Da Jesus sagde invitationen første gang, så var den faktisk rettet mod folk, der havde mere religion end nogen af os nogensinde har prøvet – bestemt tøj, de skulle have på, bestemt mad, de måtte spise, bestemte tidspunkter… regler på regler på regler… lidt det samme, som rigtig mange føler, når de tænker på kirke og kristendom i dag: Regler på regler, du må ikke – du skal – og i kirken skal du opfører dig på en bestemt måde, du skal synge sange med en bestemt slags melodier – det er et specielt rum, så vi skal ikke opfører os, som vi naturligt ville gøre udenfor kirken. Regler på regler – og til sidst bliver den en byrde, som vi ikke kan bære. Til jøderne dengang og til os i dag siger Jesus: ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder”. Også den byrde, som religionens ”du skal – og må ikke” lægger ned over dig.
Nej, at komme i kirke vil ikke gøre noget som helst godt for dig, med mindre du kommer til personen her – og den person er Jesus Kristus. At komme i kirke er ikke svaret – at komme til Jesus er svaret. Det er ham, der kan imødekomme dine behov – ham og ingen andre. Og vi skal komme til ham – og det er ikke bare at bede til ham, det er ikke bare at læse hans ord – det er gode ting, ting vi skal gøre – også det at gå i kirke – men det er ikke det samme som at komme til ham. Vi kan gå i kirke, vi kan bede, vi kan læse i Bibelen – og så alligevel ikke komme til ham. At komme til ham er at favne ham, det er ikke bare at lytte til hans ord, men det er at stole på ham. Det er at putte dit liv i hans hænder. Læg dit håb, dine drømme, dine ønsker… det er at bringe alt det til ham. Jeg kommer til dig, Jesus, og jeg giver dig hele mit liv. Jeg kommer til dig, Jesus.

”Kom til mig… og jeg vil give jer hvile”
Jeg kommer til dig, ikke fordi jeg fortjener dig, ikke fordi jeg er god nok, men fordi jeg har brug for dig, og fordi du har inviteret mig. ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder og jeg vil give jer hvile”. Jeg kommer til dig, for jeg vil have den hvile, jeg kun kan få hos dig.
Og hvile er ikke hvad vi sådan lige regner med – smide sig i sofaen derhjemme med en god bog eller fjernbetjeningen. Nogen finder ro i armene på en person, de elsker – eller en ferie efter et travlt år, ja og andre igen glæder sig til at de skal på efterløn – komme til en bestemt alder og så skal jeg trække mig tilbage og så hvile mig fra det arbejde, som jeg har gjort. Det er sådan vi forstår ordet ”hvile”. Jeg slog lige op i ”Ordbog over det danske sprog” – og den skriver om hvile: ”tilstand, i hvilken et levende væsen forholder sig i ro, ophører med sit arbejde, sine anstrengelser osv. (for at komme til kræfter igen)”.
Det er ordbogens beskrivelse af hvad hvile er – det er ikke Bibelens beskrivelse. Første gang Bibelen bruger ordet ”hvile” er i skabelsesberetningen, hvor der står at Gud efter at have skabt i 6 dage ”og på den syvende dag hvilede han efter alt det arbejde, han havde udført”. Gud hvilede sig. Og det er ikke fordi at den almægtige Gud havde brug for at smide sig på sofaen med fjernbetjeningen, for nu havde han været aktiv en hel arbejdsuge. Han var ikke træt – men han var færdig og så tilbage over sit værk. Skabelsen var slut – han var færdig med sit arbejde, med sit gode arbejde, skabelsen var opfyldt. Efter skabelsen havde Gud en opfyldelse, en tilfredshed, som han kaldte for hvile. Hvile er at være opfyldt, at være tilfreds og se tilbage på noget, der er gjort og færdigt – uanset hvad der så rammer os. I kender sikkert Salme 23 i Det gamle Testamente ”Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød”. Det er den bibelske forståelse af hvad hvile er – det er fordi herren er min hyrde, så har jeg alt hvad jeg har brug for… i ham. David kunne lige så godt have sagt det på denne måde: Fordi Gud er ham, der tager sig af mig, så kan jeg hvile i ham. Jeg er tilfreds, jeg er opfyldt – for jeg stoler på ham.
Når vi kommer til Jesus – når vi giver vores liv til Jesus – så vil vi kunne tage imod hvad som helst og vide, uanset hvad, så går jeg sejrende ud af det. Jeg vil også gå sejrende ud af det, selv om jeg taber – for han er med mig. Han vil give mig kræfter, han vil give mig evner til at klare de opgaver, som han lægger på mig. Ikke som jeg selv tager på mig, eller som andre lægger på mig – men som han ønsker af mig.
Hvile er ikke et andet ord for dovenskab – hvile er at stole på ham: Så må der komme hvad der kommer, for Herren er min hyrde.
Det ændrer ikke ved at vi lever i en verden med stress og jag og dommedagsbasuner – for midt i alt det kan vi hvile: Han er min hyrde.
Det er den hvile, som Jesus lover os. Når vi kommer til ham og er trætte og har båret tunge byrder – kom til mig og find hvile, for du har arbejdet i dine egne kræfter med dig selv som din egen hyrde. Du har selv taget en masse opgaver på dig, som jeg slet ikke har tænkt til dig – som du slet ikke er skabt til – som du ikke er kaldet til – og derfor er du slidt ned, ødelagt, træt. Kom til mig, og jeg vil give dig hvile.
For kommer vi til Jesus, så kommer vi til ham, som kan lede os igennem vores livs største kampe og problemer. Ham, som vil kæmpe for os – og ham som vil sejre for os.
”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.”
Tag imod hans invitation – og kom til ham, tro ham, stol på ham – og giv dit liv til ham – og han vil gå ved din side fra nu af og for altid.

Længere version af prædikenen

Det er i dag sidste søndag i kirkeåret… og for mig er det absolut den bedste søndag, den bedste helligdag i hele året. For mig at se er det faktisk kirkeårets magi-terning. Ja, nu er det længe siden, jeg har købt magi-terninger – så meget tjener vi præster ikke, så vi køber ”First price”. Men de her terninger, bouillonterninger, har kraften og smagen fra nærmest en hel høne… og på samme måde med den sidste søndag i kirkeåret, den har kraften og smagen fra hele kirkeåret. Det er essensen af det hele – så hvis du kun kommer i kirke en gang om året, så kom i kirke i dag… drop juleaften – kom sidste søndag i kirkeåret….
Nej, det sagde jeg ikke.
Men for mig er det søndagen, der samler det hele. Søndagen, hvor vi kigger tilbage på jul, påske, pinse, begravelser, bryllupper, konfirmation, altergang… alt det, som vi har oplevet, der har sat os i forbindelse med Jesus i det forgangne år. Og hvor vi også ser fremad, for vi er blevet lovet endnu mere. Endnu et kirkeår – endnu flere velsignelser, endnu mere Jesus.
Og hvad er det så for en tekst, vi skal være samme om i dag – hvad er det, der som en magi-terning eller en ”First Price”-terning samler hele kirkeåret i en søndag, det er en invitation, der kan sammenfattes i tre ord: Kom til mig. Hele kirkeåret kan samles i Jesu fantastiske invitation: Kom til mig.

”Kom til mig alle”
Og hvem er det, der skal komme? ”Kom til mig, alle”… invitationen gælder ”alle”. Der er nogen, der mener, at Jesu invitation ikke gælder dem. Måske fordi de ikke regner med at de er værdige til at komme til ham. De regner ikke med at de fortjener Guds hjælp – og derfor kommer de ikke. De ser ikke invitationen. Men det er rigtigt – du fortjener ikke noget godt fra Gud, du er ikke god nok til Gud. Ingen af os fortjen er Guds hjælp – ingen af os fortjener hans velsignelse, så derfor er det fantastisk at Jesus ikke siger: ”Kom til mig, alle I som fortjener det”. ”Kom til mig, alle I som er gode nok”. Men han siger: ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder”. Alle os, der ikke kan finde ud af det – alle os, der i lang tid har båret på noget, som er for tungt for os – og nu har det efterladt os trætte. ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder”. Det er dig, der skal komme til Jesus.

”Kom til mig alle I, som slider jer trætte”
Invitationen gælder dig, der slider, dig træt. Der er noget på dine skuldre, der er noget på dit hjerte, som du forsøger at bære med dine egne kræfter – noget, som du måske ikke burde bære, men som du føler, at du bør bære, som du tror andre mener du burde bære eller som nogen rent faktisk presser ned over dig. 
”Jeg kan ikke overskue det mere” – ”jeg kan ikke klare det mere” – ”jeg er frustreret”- ”jeg er overvældet” – ”jeg er stresset”.
Ja, stress… 35.000 danskere sygemeldes hver dag på grund af stress. 10 – 12 % af den danske befolkning har har symptomer på alvorlig stress hver dag. Hver femte, der bliver syg af stress, risikerer at miste sit job – stress tynger dig nedad og nedad, og hvis vi ikke får gjort noget ved det, så vil noget, der begyndte som noget psykisk pludselig blive fysisk. Noget, du aldrig vil komme dig over igen – noget, du vil komme til at dø af: 1400 danskere dør hvert år af stress. Stress er en dræber – stress er nok mere en åndelig sygdom som det er en psykisk og fysisk lidelse.
Jeg ved ikke hvad der bringer mest stress og byrder ind i dit liv. Er det din familie, en ven, dit arbejde – eller mangel på arbejde. Måske er det dit helbred? Måske er det bekymringer over din familie, over hvad vej verden udvikler sig – det er svært at komme igennem livet uden stress og bekymringer, for vi presses fra alle sider uafbrudt. Der bliver malet med sort hele tiden – prøv se med præsidentvalget i USA. Min søn kom hjem fra skole den anden dag og sagde, at fordi Donald Trump er blevet præsident, så varer det ikke længe før der kommer krig. Og selv voksne taler om at det ikke varer længe, før han trykker ”på knappen”. Sort, frygt og fremtidsskræk presser os, bebyrder os.
Hvad gør vi med den byrde?
Jesu invitation siger: Kom til mig. Det er egentlig utroligt hvor mange ting og steder vi hellere render end til ham, når vi er bebyrdet, når vi kæmper, når vi er stresset, når vi er frustreret… vi går til psykolog, går til lægen og får piller, vi finder forskellige flasker frem, og nogle af os er nødt til at købe ting og sager nede på gadehjørnet, narko, stoffer, sex. Vi spiller for en masse penge, vi køber mere end vi overhovedet har brug for, vi lader os underholde, vi dyrker vores krop, træner til ironman og drikker ingefær-shots… Ting, der i sig selv er vanvittige gode bliver pludselig en ødelæggende afhængighed. Vi forsøger at lette den byrde fra vores skuldre og hjerte, som tynger os ned. Men vi kan ikke finde den hvile, som vi styrter omkring for at finde. Det efterlader os bare med endnu flere byrder – endnu mere stress. Vi bliver aldrig tilfreds – vi bliver måske endda skuffede. Der vil altid være mere, vi ønsker os.
Kong Salomon i Det gamle Testamente ledte efter meningen med livet. Han havde alt, var vanvittig vis, vanvittig rig – og han invisterede det hele for at finde ud af om der er nogen mening i livet og det, som livet kan tilbyde os. Og ved du hvad det kloge menneske kom frem til: ”Endeløs tomhed, alt er tomhed” (Præd 1,2b) – det er en jagen efter vind. Der er ingen tilfredsstillelse, der er ingen hvile.
Hvilen finder vi kun hos Jesus, der inviterer os: ”Kom til mig”.

”Kom til mig”
Og læg lige mærke til, at det er ikke kom til en religion. Der er rigtig mange, der mener, at Jesus og religion er det samme. Det er det ikke. Troen på Jesus handler ikke om religion, men om relation.
Jesus siger ikke ”kom til religion” – han siger ikke engang: ”Kom til kirken, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder” – han siger: ”Kom til mig”. Vidste I, at det faktisk er muligt at komme til kirken, uden at komme til Jesus? Vi kan komme i kirke, vi kan synge salmer, vi kan gå til alters – vi kan bede med på salmerne – og så alligevel gå ud af døren dernede uforandret – fordi vi ikke virkeligt var kommet til ham. Vi mødte kirken. Kirken ikke som forsamling af troende brændende kærlige mennesker, kirken ikke som bevægelse, men kirken som institution, kirken som regelsæt, kirken som livsstil.
Da Jesus sagde invitationen første gang, så var den faktisk rettet mod folk, der havde mere religion end nogen af os nogensinde har prøvet – bestemt tøj, de skulle have på, bestemt mad, de måtte spise, bestemte tidspunkter… regler på regler på regler… lidt det samme, som rigtig mange føler, når de tænker på kirke og kristendom i dag: Regler på regler, du må ikke – du skal – og i kirken skal du opfører dig på en bestemt måde, du skal synge sange med en bestemt slags melodier – det er et specielt rum, så vi skal ikke opfører os, som vi naturligt ville gøre udenfor kirken. Regler på regler – og til sidst bliver den en byrde, som vi ikke kan bære. Til jøderne dengang og til os i dag siger Jesus: ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder”. Også den byrde, som religionens ”du skal – og må ikke” lægger ned over dig.
At komme i kirke vil ikke gøre noget som helst godt for dig, med mindre du kommer til personen her – og den person er Jesus Kristus. At komme i kirke er ikke svaret – at komme til Jesus er svaret. Det er ham, der kan imødekomme dine behov – ham og ingen andre. Og vi skal komme til ham – og det er ikke bare at bede til ham, det er ikke bare at læse hans ord – det er gode ting, ting vi skal gøre – også det at gå i kirke – men det er ikke det samme som at komme til ham. Vi kan gå i kirke, vi kan bede, vi kan læse i Bibelen – og så alligevel ikke komme til ham. At komme til ham er at favne ham, det er ikke bare at lytte til hans ord, men det er at stole på ham. Det er at putte dit liv i hans hænder. Læg dit håb, dine drømme, dine ønsker… det er at bringe alt det til ham. Jeg kommer til dig, Jesus, og jeg giver dig hele mit liv. Jeg kommer til dig, Jesus.

”Kom til mig… og jeg vil give jer hvile”
Jeg kommer til dig, ikke fordi jeg fortjener dig, ikke fordi jeg er god nok, men fordi jeg har brug for dig, og fordi du har inviteret mig. ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder og jeg vil give jer hvile”. Jeg kommer til dig, for jeg vil have den hvile, jeg kun kan få hos dig.
Og hvile er ikke hvad vi sådan lige regner med – smide sig i sofaen derhjemme med en god bog eller fjernbetjeningen. Nogen finder ro i armene på en person, de elsker – eller en ferie efter et travlt år, ja og andre igen glæder sig til at de skal på efterløn – komme til en bestemt alder og så skal jeg trække mig tilbage og så hvile mig fra det arbejde, som jeg har gjort. Jeg slog lige op i ”Ordbog over det danske sprog” – og den skriver om hvile: ”tilstand, i hvilken et levende væsen forholder sig i ro, ophører med sit arbejde, sine anstrengelser osv. (for at komme til kræfter igen)”.
Det er ordbogens beskrivelse af hvad hvile er – det er ikke Bibelens beskrivelse. Første gang Bibelen bruger ordet ”hvile” er i skabelsesberetningen, hvor der står at Gud efter at have skabt i 6 dage ”og på den syvende dag hvilede han efter alt det arbejde, han havde udført”. Gud hvilede sig. Og det er ikke fordi at den almægtige Gud havde brug for at smide sig på sofaen med fjernbetjeningen, for nu havde han været aktiv en hel uge. Han var ikke træt – men han var færdig. Skabelsen var slut – han var færdig med sit arbejde, med sit gode arbejde, skabelsen var opfyldt. Efter skabelsen havde Gud en opfyldelse, en tilfredshed, som han kaldte for hvile. Hvile er at være opfyldt, at være tilfreds – uanset hvad der så rammer os. I kender sikkert Salme 23 i Det gamle Testamente ”Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød”. Det er den bibelske forståelse af hvad hvile er – det er fordi herren er min hyrde, så har jeg alt hvad jeg har brug for… i ham. David kunne lige så godt have sagt det på denne måde: Fordi Gud er ham, der tager sig af mig, så kan jeg hvile i ham. Jeg er tilfreds, jeg er opfyldt – for jeg stoler på ham.
Når vi kommer til Jesus – når vi giver vores liv til Jesus – så vil vi kunne tage imod hvad som helst og vide, uanset hvad, så går jeg sejrende ud af det. Jeg vil også gå sejrende ud af det, selv om jeg taber – for han er med mig. Han vil give mig kræfter, han vil give mig evner til at klare de opgaver, som han lægger på mig. Hvile er ikke et andet ord for dovenskab – det er at stole på ham: Så må der komme hvad der kommer, for Herren er min hyrde. Det ændrer ikke ved at vi lever i en verden med stress og jag og dommedagsbasuner – for midt i alt det kan vi hvile: Han er min hyrde.
Det er den hvile, som Jesus lover os. Når vi kommer til ham og er trætte og har båret tunge byrder – kom til mig og find hvile, for du har arbejdet i dine egne kræfter med dig selv som din egen hyrde. Du har selv taget en masse opgaver på dig, som jeg slet ikke har tænkt til dig – som du slet ikke er skabt til som du ikke er kaldet til – og derfor er du slidt ned, ødelagt, træt. Kom til mig, og jeg vil give dig hvile. For kommer vi til Jesus, så kommer vi til ham, som kan lede os igennem vores livs største kampe og problemer. Ham, som vil kæmpe for os – og ham som vil sejre for os.
”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.”
Tag imod hans invitation – og kom til ham, tro ham, stol på ham – og giv dit liv til ham – og han vil gå ved din side fra nu af og for altid.