Uwe Holmer

Indledning

 Februar 1929 blev Uwe Holmer født som den første ud af 5 i den tyske by Wismar

Vokset op i et godt kristent hjem med meget kærlighed og omsorg til for børnene.

Nyomvendte forældre.

De kom i et kristent fællesskab med folkekirkelig tilslutning – lidt lige som vores Indre Mission tror jeg.

Forældrene fortalte mere og mere om Jesus og frelsen, så lysten til at tilhøre Jesus voksede i hans hjerte. Intet skulle være mere vigtigt for ham end at komme i himmelen med Jesus. 

Det var en glad kristendom han lærte at kende i kirken, til børnegudstjenester og søndagsskole.

Barndommen og ungdom under nazismen
Når han ser tilbage på sin barndom, så er det ikke som om at hans forældre tvang dem i kirke, men de gjorde Guds ord så kært og vigtigt for dem, at børnene gerne ville komme. For som deres farsagde: ”Hver eneste gang vi lytter til Guds ord og beder, så kommer der noget guddommelig kraft ind i vores liv”.

Det var ikke bare som barn, at han havde denne fromme tilgang til livet og troen, nej, også i den svære teenagertid var det hans højeste mål at læse i Bibelen og have Guds ord som et kompas for sit liv… og det var en vigtig del af hans måde at overleve nazitiden på, da den rullede ind over Tyskland.

Det var en pligt for alle børn fra 10 år og op enten at gå til en af de to naziungdoms-grupper Hitler Jugend eller Forbund af Tyske piger. Der var nogle, der nægtede deres børn det – som f.eks. præstens søn, men han kom ind i tvangs-Hitler Jugend, som det hed. Men de fleste børn tog gerne med til de møder, for der skete virkelig noget. Der var sport, der blev lavet orienteringsløb og sunget glade folkesange – men naturligvis også soldatersange og nazisange.

Og så fik man en sej uniform, så arbejderens dreng marcherede på lige fod med bankdirektørens dreng. I starten var der næsten ingen kristne, der havde gennemskuet Hitler. Hitler bragte arbejde og bragte landet ud af depressionen og gav det en større selvtillid igen. Og hans dæmoni blev gemt bag udsagn om at han tilhørte den positive kristendom.

 Men langsomt blev flere ting klart for kristne, hvordan det i virkeligheden forholdt sig. Som 15 årige, da Uwe hørte om SS-soldaternes behandling af jøderne, da slog det ham, at han jo elskede Abraham og David og… ja, Jesus, der jo alle var jøder. Var der i virkeligheden ikke en modsætning mellem bibelsk kristendom på den ene side og så nazismen på den anden? En modsætning, han længe havde forsøgt at fortrænge.

Hans forældre var også kommet til den overbevisning – det her var forkert.

”Men Uwe du kan da i det mindste lade være med at melde dig til krigstjeneste”.

Det lyder måske til at være en god idé, men langt de fleste af hans årgang havde allerede meldt sig. Og nu kom så ordren til de resterende om at de skulle melde sig frivilligt. Hvad så?

Uwe nægtede at underskrive den frivillige tilmelding – kom også for et forhør hos ungdomslederne, der pressede og pressede på. Men han stod fast – og hvor er han lykkelige over at det var muligt for ham. Også at han havde forældre, der støttede ham og sørgede for at han ikke bare havde det godt legemligt, men også åndeligt.

 Han mener selv, at han ikke kunne have stået presset igennem uden sin kristendom – uden nogle forældre, der bad for ham og støttede ham. For det havde han.

 

Ungdom – DDR

Men Hitler faldt – og desværre for Uwe Holmer levede han i østen.

Om den generation, der var børn under nazismen og unge og voksne under kommunismen. Uhyggeligt!

For knap var man blevet befriet fra et rædselsfuldt regime, før der dukkede et andet op.

Historien med det delte Tyskland er en lang historie for sig… men jeg vil gerne fortælle den ud fra nogle notater fra en rejsedagbog fra en sommerferie vi havde i 2005.

 

Bernd og Regina Freier

Af omveje kom vi i kontakt med en pige på min alder, Babett, der er født og opvokset i DDR. Da vi skulle en tur til Tyskland inviterede hendes forældre os, Bernd og Regina, hjem til sig…

Vi har været utroligt heldige at møde sådanne mennesker, der kan og vil fortælle.

Bernds far var tysk soldat under Hitler, men blev skadet i hjernen og lam. Under hele DDR-tiden var han stemplet som krigsforbryder, for han havde jo kæmpet mod russerne og kommunisterne. Og det var virkelig en pine for ham at blive set ned på på den måde.

Reginas far arbejdede med udgravning af uran. De fik en rigtig god løn, men de blev jo simpelthen ødelagt af det arbejde – der var ingen forklaring om at det skulle være farligt og man gik bare rundt nede i minerne med bar overkrop, fordi det var så varmt at arbejde i undergrunden. Uranen blev så sendt til USSR til bomber og a-kraftværk.

I det hele taget, så behandlede russerne østtyskerne som svin – DDR var et besat land, der var styret af deres egne. Maskinerne i fabrikkerne blev pillet fra hinanden og fjernet og sendt til Rusland. Ja, selv jernbaneskinnerne blev hevet op af jorden og sendt til Rusland, hvor de skulle bruges. Landet blev virkelig udpint og tømt for alle værdier.

Nå – men Bernd var han var lærer og kristen… efter murens fald fik han læst, at han var en af dem, der var blevet udset til at skulle i lejre den dag, der skulle ske en stor udrensning i folket, hvor alle statsfjendtlige folk skulle væk fra samfundet.

Men han droppede sit arbejde som lærer – det var meget svært, for man manglede folk til at undervise… men ad omveje fik han lov, men han skulle så ikke regne med nogensinde at få nogen hjælp fra staten. Okay… sådan måtte det jo være. Men han ville hellere være kunsthåndværker og holde fast på nogle af de gamle traditioner, som ellers var ved at forsvinde i DDR-tiden. Især indenfor kunsthåndværk. Men der var bare det problem, at den bestemte slag træ, som han skulle bruge… den var ikke til at opdrive nogen steder. Men han vidste at i den del af landet, da var der sådan noget træ… men han kunne jo ikke bare køre hen og betale for det. Nej – så enkelt var det ikke. Så Bernd kørte ned og købte noget det havde her, og kørte så hen til en anden by og byttede de ting til nogle øl, og øllene kunne han så køre over et tredje sted og bytte nogle af øllene for noget andet materiale, som han skulle bruge til sit arbejde og så kunne han køre hen og bytte sig frem til træet… og komme igang med at arbejde. Og da han åbnede forretningen – der stod folk i lange køer for at købe disse adventskranse… selv om regnen stod ned, så stod folk der fra morgenstunden til eftermiddagen for at købe sådan en.

Det var altså et samfund, der ikke havde noget – et fattigt samfund, et samfund, der blev mere og mere fattigt.

Men der var et sted, hvor deres politik var god – det var overfor børnefamilier, for man ønskede at støtte familierne. Så når et ungt par giftede sig, så fik de 7000 mark af staten. Jeg ved ikke lige hvad kursen stod i – men det var mange penge. Så kunne man opbygge sin egen lille redde. Fik man børn, så blev ens gæld lige så langsom reduceret alt efter hvor mange børn man fik. Fik man tre børn, så var man gældsfri – staten betalte.  

Teologi
I oktober 1948 begyndte Uwe Holmer sin teologistudium i Rostock. Han var faktisk bange for gå igang med sine studier, fordi mange havde mistet troen på Gud ved at begynde at studere teologi.

Det samme var også min fars ængstelse, da jeg begyndte med at læse teologi i 1994: Tænk, hvis du mister troen, Kim.

Og jeg forstår godt hans angst, for hvor har vi dog læst mange mærkelige tekster og hvor har vi skulle tage stilling til en masse ting, der bestemt ikke var rettet mod at skulle gøre os mere troende og have mere tillid til Bibelen. Tværtimod!

Nå, men Uwe Holmer gik i gang med sit studium med ordene om, at være kritisk overfor kritikken.

I sin biografi skriver han: “Vil jeg betro mig selv til den visdom, der udgår fra mennesker – os mennesker, der er begrænset og altid bliver påvirket af nye idéer? Eller vil jeg betro mig selv til den visdom, der udgår fra Gud, til det, som mennesker har oplevet med Gud og som mennesker har ofret deres liv for?” (s. 24).

 I 1950-erne skete der en oprustning i DDR i retningen af at få socialismen rundt i hele samfundet.

På gader og stræder hang der plakater med teksten “Socialismen er mægtig, fordi den er sand”. “Ohn Gott und Sonnenschein bringen wir die Ernte ein”. – det betyder: “Uden Gud og solskin bringer vio afgrøden i hus”

Som teologistuderende skulle man naturligvis også studere Marxi og Lenins værker og politiske og økonomiske tanker. Det skete ved forelæsninger sammen med studenter, der studerede sprog og filosofi. Så der sad der så 25 teologistuderende imellem et kæmpe stor flok af andre studerende.

En dag fortalte deres lærer dem, at man her i DDR virkelig ville vise, at socialismen var vejen frem – i fremtiden var der ikke noget, der skulle hedde privat ejendom, for alt skulle være folkets ejendom. Der skulle ikke være nogen konkurrence mellem folk, men alle skulle arbejde sammen – og så ville alting gå meget bedre. Ja, det ville gå så godt, så alle andre lande af sig selv ville gå over til socialismen. Ja, vi skal udvikle et samfund, hvor folk får hvad de har brug for og der ville ikke være folk, der var misundelige på hinanden. Og så vil vi bygge os et paradis på jorden. Og så uddør kirken helt af sig selv.

Da læreren sagde det, var der en kunstpause, hvor alle de 25 teologer, der var i flokken, de følte, at man kiggede på dem med et: Stakkels teologer.

Uwe Holmer sad dér i midten og tænkte: Jesus har lovet, at vi som kristne skal blive forfulgt, men han har også sagt, at dødsrigets porte ikke skal få magt over kirken.

Man kunne også mærke efterhånden som årene gik, at afstanden mellem de flotte slogans og virkeligheden, at den blev bredere og bredere. Der blev færre og færre, der troede på avisernes sejresmeldinger – og til sidst brød systemet sammen. Men der skulle gå 40 år, før det endelig skete. 40 års ørkenvandring i et kommunistisk land.

 Men livet kan jo ikke bare gå i stå, fordi man får et styre over sig, som man ikke deler mening med. Uwe Holmer forelskede sig i en ung kvinde – Sigrid Schwiesow – og det var gensidigt. Men der var bare det problem, at hun havde som sit højeste mål var at blive missionær. Men hvordan skulle det nu lade sig gøre, når nu Uwe Holmer havde sit kald til at blive præst – og det her i landet.

Han overtalte hende til at se det at være præstefrue også som en måde at være missionær på. Også set i lyset af, at det nok ikke bare lige var til at kunne rejse ud fra DDR som missionær – det var utrænkeligt, at man kunne få sådan en tilladelse.

Og hun sagde ja til den ordning – og det skulle også vise sig, at hun brugte sit liv som præstefrue til at virke som missionær blandt de mennesker, der kom til præstegården og blandt de mennesker, som hun boede i blandt. Men så langt er vi ikke nået endnu – det var 1953 de blev forlovet og i 1955 blev de gift. Hendes forældre var ikke selv medlem af nogen kirke, så det med at få en præst til svigersøn var ikke ligefremmen lykken… men hvis det forhindrede deres datter i at tage af sted som missionær til fremmede lande, så var det vel noget man kunne komme til at leve med.

 Især i begyndelsen af 1950erne var det en hård tid for kirken, og man kunne tale om en desideret forfølgelse af kirken. Staten havde sat alle segl ind i sær på at vinde den unge generation fra kirken. Nogle af Uwe Holmers gode venner, der var aktiv i kirken, røg i fængsel gennem skuesprocesser, hvor straffen allerede var fastsat. blandt andet ungdomspræsten og ungdomsdiakonen. Ungdomsarbejdet i kirken, der hed Junge Geminde, altså ung menighed, blev endda anset som en illegal ungdomsorganisation og de unge, der var med i organisationen blev smidt ud af gymnasiet. Der kom dog en ny kurs fra staten i slutningen af 1953, og dem, der blev smidt ud af gymnasiet fik lov til at komme tilbage og tage deres eksamen. 

Uwe Holmers far, der bare arbejde i et almindeligt kontorarbejde, blev pludselig fyret – der var ingen grund overhovedet. Da han spurgte en af hans kollegaer, om han havde hørt noget om hvorfor han var blevet fyrret, fik han at vide, at det skyldes, at han var en kristen. Det skyldes, at han sad i menighedsrådet, at alle hans børn kom i en kristen ungdomsforening og at en af hans sønner endda læste teologi for at blive præst. En sådan kunne man naturligvis ikke have ansat – og han vidste også, at han nok aldrig ville få noget arbejde i DDR mere. Hvad skal man så gøre? Det var en voldsom beslutning: VI flygter! Men hvad med Uwe? Skulle han ikke også flygte – der så ikke ud til at være nogen fremtid for dem i DDR… hans mor stod med tårer i øjnene: Dreng, kom dog med. Men et var, at hans mor stod foran ham med tårer i øjnene og bad ham flygte fra DDR, noget andet var, at han følte, at Jesus kaldte i hans hjerte: Der er brug for præster i DDR, bliv her.

Så han blev og sagde farvel til sine forældre og søskende, da de flygtede i juni 1953 – familien var fra nu af delt.

Jeg skal ikke komme så meget ind på familien, som dermed blev delt, men også den, der blev grundlagt. I 1955 blev han altså gift med sin Sigrid – sammen skulle de nå at få hele 10 børn. Det var jo ikke så lidt, så der var nok at se til, især for moderen, Sigrid, der var hjemmegående. Jeg ved ikke hvor meget af arbejdet derhjemme, han deltog i, men det lyder måske lidt flot, når Uwe Holmer skriver, at “Es ist leichter zehn Kinder zu erziehen als ein Kind” (s. 40). Men tanken er, at børnene også har en del hjælp og glæde af hinanden.

Men disse børn fik alle sammen en god og kristen opdragelse – der både skulle gavne dem senere og blive til en masse besvær… men det vender vi tilbage til.

 1955: Ordineret til præsteembede (s. 53)

Samme år, hvor Uwe og Sigrid blev viet blev han ordineret til en stilling som præst i et lille landpastorat, med fem landsbyer – Leussow. Det skulle blive et sted, hvor ægteparret faldt rigtig godt til, og folk i områrdet var også ganske godt tilfreds med deres præstepar. Men hvordan skal man lige være kirke i et land, der kun lige tollererer kirken?

Kommunistpartiet havde udsendt dette til alle deres funktionærer:

 “Kirken har ret til at pleje sin religion indenfor sine egne rammer. Men vi skal dog være opmærksom på, at kirken bliver indenfor disse rammer – det skal forhindres, at de bliver aktiv i det offentlige rum.”

Har vi hørt det her før? Jeg kan i hvert fald ikke andet end høre alle de politikere, der stiller sig frem og siger: Religion skal ud af det offentlige rum. Det er altså prøvet før at få kristendommen ud af det offentlige rum… men det er mislykkes indtil nu. Så mon ikke også, at det mislykkes denne gang?!

Det kunne Uwe Holmer naturligvis ikke følge – kirken skal ikke være en ghetto. Som han skriver i sin bog, så vil Gud alle mennesker, så kirken må trænge ud i det offentlige rum. Uwe Holmer forsøgte at gøre sine prædikener så letforståelig og så hverdagsrelateret som overhovedet muligt. I kirken blev der lavet kirkekor af forskellige slags, der blev inviteret til studikreds og bibeluger. De var altid parat til at modtage et forbud fra borgermesteren eller politiet, men mærkeligt nok, så var det faktisk sjældent, at deres møder blev forbudt selv om de ofte var i en gråzone om det var tilladt det de gjorde eller ej.

Konfirmandlejren

Men især konfirmandarbejdet og ungdomsarbejdet var en torn i øjet på partiet. For var man i en kirke, så var det jo klat, at man ikke kunne tjene partiet og den socialistiske ideologi uforbeholdent. Men for Uwe Holmer var det også vigtigt at fortælle netop de unge om Jesus – en af hans studiekammerater var blevet præst  30 km fra dér, hvor Uwe og Sigrid var endt. De aftalte, at de skulle lave en konfirmandlejr… ja, de måtte ikke kalde det en lejr, for det var forbeholt FDJ, som var den socialistiske ungdomsorganisation. Nej, de måtte kalde det for en rüstzeit.

Nå – men problemet var ikke så meget navnet som den regel, der var, at hvis man var på rejse et sted hen, og var der mere end 24 timer, så skulle man lade sig registrere på borgermesterkontoret. Gjorde man ikke det, ville man blive straffet. Men hvad gjorde man så lige… hvis man kom og sagde, at man skulle have sådan en lejr for konfirmander… det ville blive forbudt med det samme, og børnene ville blive sendt hjem igen. Så hvad skulle man lige gøre?

Nu var det, at Uwe Holmer viste sig at være rigtig smart… for han vidste nemlig, at borgermesterkontoret lukkede om lørdagen klokken 12.00 – så derfor ankom alle konfirmanderne fredag klokken  13.00. Så havde de nemlig 24 timer frem til klokken 13.00 om lørdagen til at melde deres ophold og deres konfirmandlejr. Og på det tidspunkt var der jo ikke nogen på kontoret til at forbyde dem deres konfirmandlejr, men de smed brevet med meddelelsen om deres konfirmandlejr i brevkassen. Så nu havde de ro hele fredagen, hele lørdagen og hele søndagen…. men mandag formiddag stod borgermesteren og partiformanden ig anklagede dem for at lave en ulovlig sammenkomst. Er der nogen regel vi har brudt? spurgte de to præster. Næh nej.. det var der sådan set ikke… men så fandt de på en anden regel: Har I et sundhedspas til jeres køkken? Neej, det havde de godt nok ikke… nå, men så har I 2 timer til at forlade stedet her.

Præsterne protesterede, men det hjalp ikke… nu var lejren altså slut. Eller det vil sige, så tog de alle cyklerne og cyklede de 30 km op til den anden præst, hvis borgermester åbenbart ikke var så striks. De meldte sig til borgermesteren og kunne nu fortsætte deres lejr

Da Uwe Holmer kom tilbage lå der flyveblade fordelt blandt alle beboerne i landsbyerne fra borgermesteren. Borgermesteren brokkede sig højlydt over hvad præstgen havde gjort – at de bare havde forsat deres lejr det andet sted. Uwe Holmer blev udråbt til reaktionær og som statsfjendtlig.

Gad vide hvordan folk i landsbyen tog det… folk i landsbyen synes bare det var morsomt. Der var en af beboerne, der slog ham på skulderen med et “Godt, pastor, fortsæt på den måde”.

Sandheden tro i kærlighed
De var der overalt – mulige stikkere og spioner, der var mere eller mindre frivilligt gået i tjeneste for STASI. Også til gudstjenesterne ville der nok sidde en eller to spioner, for det var jo en offentlig begivenhed. Der var nogle gange, hvor der sad en fra partiet, som alle vidste var medlem – og så var man ekstra forsigtig. Men i det hele taget, så var han meget påpasselig med ikke at komme med nogle politiske provokationer. Ja, det ikke at vide om der sad en spion i menigheden gjorde også, at man var mere optaget af at holde sig til evangeliet og forkynde Jesus og ikke noget andet. 

En dag kom der et brev fra biskoppen, som alle præster i hans stift skulle læse op. Biskopperne var blevet forbudt at samles med de vesttyske biskopper – man var begyndt at lukke landet for omverdenen, og det her var et skridt i den retning. Grunden var, at den vesttyske kirker jo havde feltpræster, og så var biskoppen en slags NATO-biskop og altså fjenden, som man ikke skulle have noget med at gøre. 

Om eftermiddagen stod der så en funktionær fra partiet i præstegården og bad Uwe Holmer om ikke at læse det brev op fra biskoppen. Ja, hvad skulle man så? Skulle man lystre partiet og dermed staten – eller skulle man som præst lystre biskoppen? Uwe Holmer valgte det sidste. Det endte med et skænderi mellem de to, men Holmer holdt fast i sit standpunkt og den anden måtte gå med uforettet sag – og sikkert komme tilbage til pratihovedkvarteret og blive irettesat for ikke at have udført sin opgave.

Men Uwe Holmer var godt tilfreds, for han havde stået fast på sit standpunkt… men lidt efter lidt kom der alligevel en dårlig samvittighed til ham, for var han ikke for kærlighedsløs og aggressiv? Jeg mødte jo ikke denne partifunktionær som et menneske og en kristen, men jeg mødte ham som hans fjende. Havde han overhovedet forsøgt at forklare ham, hvorfor han var nødt til at gøre som han gjorde? Også den politiske modstander har ret til at blive agtet som et menneske og en ret til at blive taget alvorligt. Og fra da af ville Uwe Holmer gå efter holdningen “Venlig i formen, men klar i sagen”.  Altså det som Paulus kalder: Sandheden tro i kærlighed.

Og det skulle vise sig at være en rigtig god og farbar vej – som også vandt respekt og endda også gjorde, at nogle blev kristne. Mange af partifunkitonærerne var egentlig bare fulgt med, fordi de så fik en god udannelse, og det var først senere, at de så, at de var spændt fast i et system, som de egentlig havde svært ved at kunne se sig selv i. Og de var glade, hvis man ikke bare på forhånd behandlede dem som en fjend – og måske netop fordi man så dem som fjender, så blev de også ens fjender pr. automatik.

Den dødende partisoldat
En dag kom en opringning fra en dame, der fortalte at hendes mand lå meget syg – kunne de ikke få et besøg af præsten? Naturligvis ville Holmer gerne det… så han kørte af sted og kom til en stor gård. Det var en storbonde, der var syg. Ja, dvs. den oprindelige ejer af gården var stukket af til vesten, og så var det en parti-kammerat, der havde overtaget gården. Han var lederen af det “frivillige” arbejdsfællesskab på landet, det som vi kalder for tvangskolloniseringen. Det var altså en rigtig partisoldat, og det kunne man også se ved at kigge på bogreolerne, for der stod alle samlede: Marx, Lenin, Engels og Stalin.

Da han trådte hen til sengen og gav ham hånden indledte manden samtalen med et: “Hr. Pastor, dette er Guds straf”

Uwe Holmer var overrasket over den udmelding og svarede:

“Nej, det er ikke Guds straf. Det er Guds hjemsøgening. Han har længe været efter dem, nu har han indhentet dig. Du kan få fred med Gud. Hvis du bekender dine synder og beder om tilgivelse, så tilgiver han alt. Og jeg må tilsige dig Guds tilgivelse – og så står der ikke noget mellem dig og Gud. Og du kan begynde helt forfra.

Manden tænkte sig om: “Ja, det vil jeg”

Uwe Holmer sad over en time sammen med ham, og han fortalte og fortalte. Og efter en bøn sluttede Holmer af med et: Alle dine synder er tilgivet dig. Det er som om de aldrig har været sket. 

Så holdt de nadver sammen – Holmer, partisoldaten og hans kone. Og det var med en helt anden glød og glæde, at han tog hans hånd til afsked: Tak pastor, at De kom”. Og med de ord gik Holmer.

14 dage efter var hans kone i røret: “Min mand er død… vil De ikke stå for begravelsen?”. Det var der jo en bekendelseshandling i – at skulle have en præst til at komme og holde begravelsen.

Da han var formand for kollektiviseringen af landbruget, var hele landsbyen samlet – og områdets kommunistledere kom også. Da Uwe Holmer kom ind med sin præstekjole og Bibelen under armen var luften næsten til at skære igennem.

Han stillede sig op til kisten og begyndtre: Den afdøde kom i de sidste dage af sit liv tilbage til Gud og har bedt Gud om fred. Jesus har fortalt en meget rammende lignelse” og så prædikede Holmer over lignelsen med arbejderne i vingården. 

Sådan er afdøde gået bort. Også han blev kaldet til at være en medarbejder af Gud. Hans tjeneste for Gud er den, at han har sagt til os: Det lykkedes aldrig uden Gud. Vi har brug for Gud for at leve og for at dø”.

Hans partikammerater var reskeptfulde og tavse, men borgermesteren skældte ud senere: SIkke dog en mand. Os fortalte han, at der ikke var nogen Gud. Og når han så skal dø, så kalder han efter præsten”.

Det tog Uwe Holmer ikke så tungt, for han vidste, at det var ægte med denne mand… og han vidste også, at vel kan man sige, at man er atteist, men man bliver ikke kvit med Gud. 

Tvangskolloniseringen
Jeg nævnte det med tvangskolloniseringen – det var sådan, at den kom i flere etaper, hvor den sidste etape 3 var at alt dyr, gård og marker kom ind under kollektivet, så ingen ejede noget. Og det rykkede tættere og tættere på Uwe Holmers sogn og landsbyer. En dag kom en bonde til ham: “Hvad skal vi gøre… det varer ikke længe, før partifunktionærene også kommer til os og tvinger os til at overgive vores gårde og alt hvad vi ejer, til staten”. Uwe Holmer forsøgte det bedste han havde lært at berolige bonden, for det er jo frivilligt… det må du huske på. De kan ikke tvinge dig til at give dine ting fra dig – det er frivilligt. Hold dem fast på det”. Bonden gik igen – og håbede, at præsten havde ret.

En dag . der var i begyndelsen af 1960-erne – kørte der så en bus ind i landsbyen med 30 funktionærer. De fordelte husene imellem sig og gik så rundt fra hus til hus. Bønderne holdt fast: Det er frivilligt – og vi vil ikke afgive vores ejendom. Men bussen med funktionærene blev dér… og efter tre dage kom bonden op til Holmer igen: “Hvad skal vi dog gøre? Det er ikke til at holde ud, hr. pastor. Han sidder der hele dagen og går ikke. Selv, når vi skal af sted for at fodre kreaturerne, så bliver han bare siddende. Og han snakker og snakker og snakker. Han snakker om, at det er nødvendigt for at socialismen kan udvikle sig i fred. Og hvis vi ikke indgår i forbundet, så vil vi være statsfjender og fjender af det socialistiske samfund… og så må vi jo selv bærer følgerne af vores handlinger. Vi vil stille os udenfor landsbyufællesskabet. Og vi kan ikke komme af med vores mælk til mejeriet. Og når klokken så bliver 21 om aftenen, så siger funktionæren god nat – vi ses i morgen, for jeg kommer igen klokken 8.00… og ja, det gjorde han. Pastor – det er simpelthen ikke til at holde ud.

Bønderne kunne simpelthen ikke holde til dette pres – et par stykker fra landsbyen kom også ind på en nerveklinik. Men til sidst gav alle efter – ok, lad mig så skrive under. Men nej – det kunne man da ikke bare gøre hos ham. Nej, du er nødt til at gå ned til borgermesteren og bede om den og den formular… for det er jo frivilligt, at du træder ind.

 

Da nu området var trådt dette skridt nærmere socialsimen, så blev alle 25 præster i området indkaldt til et møde hos den øverste chef for partiet i området – det var oppe på slottet.  Der var kaffe og lækre kager på bordet og en høj ansat kom og holdt en tale, hvor han talte om denne store sejr. Endelig havde man taget skridtet fra “mig” til “os”. Nu kan DDR komme foran alle lande, for det er meget mere produktivt, at man står sammen, end at man hver for sig modarbejder hinanden. 

Og så opfordrede han præsterne, at de skulle gå ind og prædike mod i dem, at de gik ud og gjorde deres yderste uden forbehold og indre blokade. For det var desværre ikke hos alle, at den socialistiske sjæl var ordentligt blomstret frem. 

Under hele denne tale rasede det i Uwe Holmer – og til sidst skulle han tale. Han rakte hånden i vejret:

– De kan simpelthen ikke forestille Dem alle de tårer jeg har set de sidste mange dage.  

– Tårer? Jeg har også set tårer – glædestårer, over at den længsel som de gamle bønder har haft, endelig er opfyldt, nemlig at man nu kan stå sammen og ikke skal stå alene med ens slid og slæb.

– De tårer, som jeg har set, var ikke glædestårer.

Han kiggede fornærmet på mig:

– Hvor er De fra?

– Jeg er fra Leussow

– Jamen lad os så gå en tur igennem Leussow og spørge folk.

– Hvis De vil hører folks mening i Leussow, så skal de først tage din partiuniform og dine medaljer af og så komme og ligne en almindelig mand. 

 

Der blev dødsstille et øjeblik… så rejste der sig 8 mænd og råbte op: 

– Hvad er De da for en sortseer her i vores socialistiske stat? Vi må vist hellere få myndighederne til at kigge dig efter i sømmene!

 

Dér stod han så med en stribe rasende og magtfulde folk omkring sig… og han slog bak. Han blev simpelthen så bange:

– Oh ja… jeg mente det jo bare ironisk.

Og hvor har han dog ærgert sig vildt og voldsomt over at han slog bak og gav efter. 

Så rejste biskoppen sig og sagde:

– Se her… mine herre, sådan er det. De inviterer os til samtale, fordi De vil høre vores mening, men er der så en, der rejser sig for at sige sin mening, så hiver i kniplen frem fra sækken.

Det fik partikammeraterne til at fremstamme en eller anden undskyldning – men den gode stemning var altså væk, der blev sagt et par småting, og så var mødet hævet. De gik hvert til sit – og Uwe Holmer vidste, at der nu blev tilføjet endnu et kapitel til hans akter henne hos Stasi. Og det var da helt sikker, at han ikke kunne få lov til at få besøg fra vesten fra hans familie – det var da udelukket.

Og året efter – 1965: Berlinermuren blev opført.

Bibelskolen

Vi spoler tiden frem til 1967, hvor der en dag kom et brev fra en rektor fra en skole, der tilhørte kirken. Kunne han komme på besøg – for han var på jagt efter en ny leder af en bibelskole i Falkenberg. Og det var en udfordring, som de ikke kunne sige nej til. så de flyttede fra præstegården og ind til bibelskolen.

 

Børnenes uddannelse

Men vi er lige nødt til at kigge lidt på børnene. Der foregik et forsøg på indoktrinering hele tiden i skolen i en socialistisk retning. Og i fritiden, da skulle man jo gerne vælre en del af… ikke af FDF, men af FDJ – Freie Deutsche Jugende – frie tyske ungdom. Der skulle man sværge troskab til staten og kommunismen og der foregik en marxistisk opdragelse. Med skolens og fritidens hjælp forsøgte staten at gribe ud efter børnenes sjæl. De skulle også i skolen af sted på lejre for at lære at skyde – det nægtede forældrene dog deres børn – og deres børn havde heller ikke lyst til det.

Børnene var ved at nå den alder, hvor de skulle i gymnasiet – og nu kom så straffen for at de på den måde havde holdt sig borte fra socialismen, for nej: Deres børn kan ikke komme i gymnasiet.

Uwe Holmer så det som sin pligt at kæmpe for sine børn, for DDR havde indgået en aftale i FN som forbød diskriminering af folk af religiøs og politisk art i skolesystemet. Og det må man jo sige var tilfældet her.

Så Uwe Homer kæmpede med systemet – og han fik hele tiden den besked, at det jo egentlig var ham selv, der var ond ved sine børn ved at gøre dem til politiske outsidere. Ja, han klagede hele vejen op i systemet til undervisningsministeriet – og også dér blev det ham nægtet: Nej, dine børn kan ikke komme i gymnasiet. Undervisningsministeren var inde over det – og hun var ikke en fru hvem som helst, men hun hed Margot Honnecker og var gift med regeringschefen Erich Honecker.

Uwe Holmer var klar til at klage til menneskerettighedsdomstolen – men så ringede biskoppen til ham: Lad være med det. Du er i din ret til det – men hvad sker der i det øjeblik, hvor du gør det? Hvad mon der vil ske med den bibelskole som du er leder for nu, og som lever af kommunisternes nåde? Det var jo noget af et dillemma.

 

Hvad ville I havde gjort?

Men det endte med at Uwe Holmer droppede sagen – Han bad:

“Herre, da jeg blev i DDR vidste jeg, at det ville kunne have sådanne konsekvenser. Nu er de her – og jeg vil bære dem. Jeg giver dig alle mine ærgerlser og frustrationer – tag dem.

 Det var børnene også indforstået med – de fandt alle sammen ro i bønnen og kunne nu gøre deres hjerter fri for bitterhed.

Men nu viste det sig, at al Uwe Holmers venlighed bar frugt. For normalt skulle børnene så videre ud og have en håndværksmæssig uddannelse – hvis de ikke kom i gymnasiet. Men det skete ikke – nej, der var nogle, der holdt hånden over dem i den lokale partiforening, så Uwe Holmer fik lov til at undervise sin børn selv. De fik undervisning blandt andet i græsk og hebræisk – de aflagde eksamen på universitetet i Berlin, og kunne nu få lov til at starte på teologiuddannelsen i den kirkelige højskole i Leipzig. Hvor var det fantastisk ,at selv et atteistisk regime på den måde kunne fremelske og støtte forkyndere af Guds ord.

Lobtal

Vi spoler tiden frem til 1983 … han havde haft nogle gode år som leder af denne bibelskole, undervist meget og ledet skolen. Da der kom en henvendelse fra kirkens diakoni – kunne han ikke komme til et sted, der hed Lobetal og være forstander og leder af dér. Det var et kæmpe sted med en lang historie. Det var egentlig startet som et hjem for hjemløse folk i Berlin under mottoet “arbejdet i stedet for almisser”. Men efterhånden kom der flere og flere ting til – epileptikere – andre syge, der ikke kunne klare sig selv. Eller i hvert fald skulle have en hjælpende hånd til at komme videre. Så man arbejde faktisk for at folk skulle komme og få et håb – så stedet hed også Hoffnungstal, altså håbets dal. Som Uwe Holmer skriver:

“Den, der ikke har noget håb, giver op. Den, der vil gå fremad, skal have et håb om at det lønner sig at mobilisere sine egne kræfter”.

Det var ikke en koloni med store sovesale, men det var steder, hvor man havde sit eget lille sted, hvor man kunne hænge billeder op af sin familie.

Da Uwe Holmer blev ansat, så var der 1200 indbyggere, som det hed og 550 medarbejdere. Så det var jo et kæmpe foretagnede også geografisk – så det var faktisk indrettet som en lille landsby… og det var en landsby og det var kutyme, at den person, der var leder og præst også skulle være borgermester i området… sådan en rigtig officiel borgermester. Ikke at Uwe Holmer havde så stor lyst til det, men hvis han ikke gjorde det, så var der bare en fra kommunist-partiet, der kom og overtog borgermesterposten. Så han skulle altså være borgermester.

Murens fald
Der er en masse at fortælle om denne tid i Lobetal – og også om hvad liv der var dér. Men vi springer lige nogle år frem, nemlig til 1989. Der var begyndt at komme uro i landet – den russiske generalsekretær Gorbasjov ville ikke gribe ind med militæret overfor folket…. Uroen bredte sig.

Men 1989 var også feståret for DDRs 40 års jubilæum – det skulle holdes med pomp og pragt. Ja, faktisk er det i dag nøjagtigt 20 år siden, at den fest blev holdt. Det var nemlig den 7. oktober 1989. Festen blev set som en magtdemonstration fra regimet og meget upassende – og imens de holdt fest, var der stor demonstartion ligeudenfor i hovedstaden (http://www.youtube.com/watch?v=cKAhSrJieO4).

Gorbasjov sagde til Honecker, at det var nødvendigt med reformer – han havde selv lavet store reformer hjemme i USSR, der havde sendt chokbølger i hele Østeuropa. Men jo mere Gorbasjov lavede reformer jo mere stiv-kommunist blev Honecker. Det er blevet kendt, at Gorbasjov sagde til Honecker: “Wer zu spät kommt, den bestraft das Leben” – det betyder:

“Den, der kommer for sent, bliver straffet af livet”.

Og det var også det, der skete: 11 dage senere trådte Erich Honecker tilbage som leder af DDR, 3 uger efter faldt muren… DDR lå i ruiner.

Men for Honecker var det ikke bare et land, men hele hans liv, der lå i ruiner. Der var ingen, der ville have noget med ham at gøre – der lå lange lange anklager imod ham… og helbredet var også elendigt. Og han fik at vide, at han skulle forlade sin embedsbolig i begyndelsen af det nye år… og han havde intet. 

Der kom en præst til Uwe Holmers hjem – sendt fra kirkeledelsen i Berlin: Har I mulighed for at give den tidligere diktator og hans kone, husly her i Lobetal? Han ligger lige nu på operationsbordet – når han er rask nok, er han blevet lovet en lejlighed i Berlin… men man regner med at folk vil storme lejligheden og gøre ham ondt. Men herude – blandt kristne, der vil han og hans kone Margot finde ro og fred”.

Sikke dog et spørgsmål. Det ægtepar, der var det mest hadede i hele Tyskland – skulle man give dem husly? Den mand, der har været årsag til mange familiers ødelæggelse og til drabet på mange mennesker skudt af grænsevagterne. Den kvinde, Margot, der personligt havde afvist alle Holmers børn – de skulle ikke have nogle muligheder for uddannelse her i DDR.

 Jo, der skulle være plads til familien Honecker – hvis ikke kirken skulle være stedet, hvor man kunne vise tilgivelse og vise hadet på porten… hvis ikke i kirken, hvor så? Men der var bare det problem, at der i forvejen var ventelister på at komme ind og få en plads i Lobetal. 60 mennesker venter på at komme ind – skulle man give Erich og Margot Honecker forrang foran dem? Nej,m det gik ikke. “Men er der ikke lige blevet en toværelses lejlighed ledig, den var godt nok beregnet til ansatte, men… ?”… “nej, det gik heller ikke, for der stod allerede et ægtepar med et barn klar til at rykke ind”

 

Så var det, at Uwe Holmer kom på idéen: Vi har da plads i præstegården. Så sådan blev det – den tidligere magtelite i DDR flyttede ind i præstegården til familien Holmer. Erich Honecker var meget syg og afkræftet, og skulle hver dag – sagde lægen – ud og gå en tur. Det var med Uwe Holmer som ledsager. Den førhen så mægtige undervisningsminister, Margot Honecker gik til hånde i huset, og vaskede trapper.

 

I de ti uger, hvor Honecker boede i præstegården modtog Uwe Holmer ikke mindre end 3000 breve – nogle var begejstrede, imens andre igen var rasende. “Nu melder jeg mig ud af kirken”. “Hvordan kan De tillade Dem at tage imod Honecker”.

Efter et interview i fjernsynet kom der en mand hen til Uwe Holmer – han var rasende.

– De har ingen ret til at tilgive Honecker. De har ikke oplevet hvad vi har oplevet. Jeg har siddet i fængsel i fem år, førend jeg blev købt fri. De kan overhovedet ikke forestille Dem, hvad jeg har måtte stå igennem i tugthuset.

– Det passer ikke, at jeg intet har oplevet… men jeg har ikke tilgivet Honecker for det, han har gjort mod Dem, men jeg har tilgivet ham det han har gjort imod mig. Hvad han har gjort mod Dem, deet skal de selv tilgive.”

Og Uwe Holmer kiggede ind i hans vrede ansigt:

– Og hvis De ikke tilgiver Honevker, så vil Deres hjerte gå til grunde i bitterhed.

Manden tav et øjeblik:

– De har ret… jeg skal tilgive og jeg vil tilgive.

 

Jeg synes virkelig det Uwe Holmer her gjorde, da han tog imod den fjende, der ikke bare havde gjort ondt mod en masse mennesker, men også imod ham selv… det viser os et eksempel på hvordan vi som kristne er kaldet til at leve i tilgivelsen og leve af tilgivelsen. Har vi selv oplevet, at Gud har tilgivet os, så vil vi også kunne tilgive andre. Det begynder ikke med at vi tilgiver, men det begynder med at han har tilgivet os. Guds tilgivelse fjerner det, der stiller sig imellem os og ham – vores tilgivelse stiller sig imellem os og vores næste.

Efter 10 uger – hvor de kom til at lære hinanden at kende og fik snakket en del sammen på deres daglige gårturer – så flygtede ægteparet til Moskva. Han blev udleveret til Tyskland, men han var så syg af leverkræft, at han ikke kunne gennemføre en retssag, så han blev sat fri og gik i eksil i Chile i 1993 – den 29. maj 1994 dør han i eksilet 81 år gammel.

 

Eftertiden

Uwe Holmer sagde sin stilling op i Lobetal for at arbejde med alkoholikere i de sidste tre år der skulle gå, før han ville gå på pension. Der skulle lægges en del sammen i Lobetal, så han mente også, at det var bedre, at der kom nye og unge kræfter til.

Efter murens fald skulle det vise sig, at være rigtig svært at drive diakoni og hjælpe de svage. For det vesttyske system ville ikke anerkende dem i Blå kors – som var dér han blev ansat. Holmer havde en samtale med en skrankepave – en strid kvinde, der med det samme meldte ud:

– Ja, vi har hørt om jer… men I er alt for primitive. Vi kan ikke anerkende jer.

– Nej, vi ved godt, at vi skal have ansat læge og psykolog, men det tager sin tid

– Det behøver ikke tage lang tid, for der er da nok læger og psykologer i østtyskland. 

– Nej, det går ikke, for de fleste af dem er gamle kommunister – vi vil gerne have en kristen læge

– Hvad mener De med en kristen læge – De kan godt glemme alt om Deres kristendom – det hører ingen steder henne i terapien. De kan lave frivilige bibeltimer, men ikke mere.

– Kan jeg glemme min kristendom? Det havde ikke engang Honecker forlangt af os. Vi vil aldrig opgive vores kristendom – det er kraften i vores terapi og hjælp. 

Pensionstilværelsen

I 1994 gik Uwe Holmer på pension – han ville naturligvis blive ved med at hjælpe til, hvor han nu kunne komme til det, men nu glædede han sig til at skulle ud og rejse – og se sig om i verden sammen med sin kone Sigrid. Et langt liv havde de været lukket ind af beton og ståltråd, nu var tiden inde til at se noget andet end Østtyskland. Men sådan skulle det ikke komme til at foregå, for hans kone, Sigrid blev pludselig meget syg og lam. Hun kom på et hospital 80 kilometer væk fra deres hjem, og Uwe Holmer tog turen hver eneste dag for at være sammen med sin kone. 80 km. frem og 80 tilbage.

– “Åh”

sagde hun en dag

– Jeg ville dog så gerne til Norge og du til Israel.

Men de trøstede hinanden:

– I himmelen er det meget flottere end i Norge og Israel.

Det gik stille og roligt nedad med helbredet – hun kom hjem fra sygehuset, men fik sig en lungebetændelse og døde 3. januar 1995.

Det var dog ikke lang tid, at han gik og var enkemand – 2 år efter giftede han sig igen, denne gang med en enke, der havde mistet sin mand 10 år før. Han havde igen en at leve med, sidde og spise morgenmad sammen med, holde andagt sammen med, bede sammen med… de tager sammen af sted på for at holde bibeltimer – han er stadigvæk aktiv som prædikant i kirken.