Jeg har startet en sorggruppe op sammen med noget så sjældent som en mand, der selv har haft stor glæde af at komme i en sorggruppe. Men vi to er de eneste af det herlige køn, som er med i gruppen – og ser man rundt i landets sorggrupper, så er vores gruppe langt fra noget særtilfælde. Mænd kommer ikke i sorggrupper – er jeg helt ærlig, så ville jeg nok heller ikke have valgt en sorggruppe, dengang da sorgen pressede mig. Uden at jeg helt kan sætte ord på hvorfor. Men det gør denne bog her – ud fra overbevisningen om at vi mænd faktisk sørger, men at vi ikke nødvendigvis gør det på samme måde som kvinderne.

Mænds sorgproces er blevet professionaliseret
Ja, og her kommer det rigtige interessante, som har fået mig til at gruble dog uden at komme frem til noget svar. For bogen sandsynliggør, at de steder, hvor mænd normalt fik bearbejdet sorgen, at det er overtaget af professionelle. Man plejer at sige, at en af grundene til at mænd ikke kommer i sorggrupper er, at de skal være fysiske – i stedet for at sidde og snakke i ”Hvad føler du”-gruppen, så vil vi mænd ud og bygge et skur i stedet (groft karikeret naturligvis). Hvor er der noget fysisk i begravelsen i dag? Ja, der er at bære kisten ud – hvis det overhovedet bliver gjort. Det sker stadig oftere, at kisten bliver stående – især, hvis den kirkelige handling foregår i et kapel, hvor kisten skal blive stående for at køres i kapellet. ”I tidligere tider var der praktiske gøremål, som gav mænd konkrete opgaver og en klar rolle i forbindelse med dødfald. De lavede familiens kister selv. De gravede graven, var med til at sænke kisten ned med stærke tov og fylde jord på igen. Det var opgaver, der krævede kropsligt arbejde og konkret handling […] så er der kun det tilbage at være sammen, sidde sammen og tale sammen […] mange mænd føler sig rastløse. […] mænd bliver mere passive end kvinder” (s. 85). Men hvordan få os mænd mere på banen? Jeg har intet svar – man kan naturligvis godt lave kisten selv – det er tilladt, provsten skal bare ud og kontrollere om den nu også er solid nok (hvordan han nu undersøger det?!), men hvem gør det? Hvem kan i det hele taget det? Det rammer jo også tilbage mod os mænd, der kun håndværksmæssigt er en skygge af hvad vi var før. Men det er da rigtig synd for os mænd, at vi på den måde bliver presset rent følelsesmæssigt over på kvindernes banehalvdel, hvis vi slet ikke har de behov. Men det rammer ikke bare mænd – ”I vores tradition er vi blevet tilskuere og iagttagere mere end aktører, når vi er i sorg” (s. 86) – det er naturligvis lidt off-topic, men det er godt nok en fare. Jeg skal som præst være meget bevidst om, at afdøde ikke er min ejendom. Afskeden er ikke min afsked. Og det bliver vanskeligere og vanskeligere jo mere den kirkelige fremmedgørelse melder sig på banen –for ”det er ikke en salme, den kan vi ikke synge” – ”nej, den tekst, kan vi altså ikke læse op”. Naturligvis skal indholdet af såvel tekst og sang være kristeligt/kirkeligt, men hvad sker der i det øjeblik (og det sker oftere og oftere?) hvor folk simpelthen ikke kender nogen salmer?! Hvis de ikke forbinder noget med ”af jorden skal du igen opstå” – jeg er blevet bedt om for mange år siden, om jeg ikke kunne droppe det sidste i jordpåkastelsen over deres mor, for det sagde dem ikke noget. Fremmedgørelsen overfor kirken og det kristne budskab og den kristne udtryksmåde gør de sørgende endnu mere til tilskuere, at afskeden varetages af præsten, organisten og kirkesangeren. Og så er vi med og sidder og græder – måske er gråden endda hjulpet på vej af, at man ikke fik lov til at opfylde fars ønske om at få sunget ”Hvalen Valborg”.

Ingen mere rigtig sorgform
Noget bogen virkelig fremhæver er, at kvinder og mænd sørger forskelligt – og skal have lov til det. Der er ingen sorgform, der er er mere rigtigt end en anden. Heller ikke indenfor kønnet. Men så læste jeg dette afsnit: ”Der er forskel på at sørge over en person, man savner, og at sørge over sin egen ulykke. Fokuserer vi på vores reaktioner over savnet af den, vi har mistet, er det helbredende for os. Bliver vi for meget optaget af vores egen smerte ved at have det vanskeligt, kan det give sig udslag i selvmedlidenhed og selvoptagethed. Det bliver en ond cirkel, og man kommer ikke videre” (s.44). Det afsnit var jeg gerne foruden – hvis jeg altså forstår det korrekt – ud fra følgende tre punkter. 1) Antyd aldrig, at der er en måde at sørge på, der er mere rigtig end en anden. Det gør dette afsnit helt klart – det er så forkert. 2) Kan man virkelig skelne mellem de to: Det at sørge over savnet og det at sørge over egen ulykke? Er sorgen – i hvert fald kort efter tabet – ikke en sammenblanding af disse to? Jeg for mit vedkommende kan nok ikke skelne mellem dem. Og lad os f.eks. sige et forældrepar, hvor barnet dør ganske kort tid før fødslen – hvordan kan det efterlade savn – det er vel først og fremmest ens egne smerte over de bristede drømme, der smerter. Eller? 3) Sætningen siger måske alligevel ikke så meget, for naturligvis hiver forfatteren ”for meget” kortet frem: ”Bliver vi for meget optaget af vores egen smerte” – men sådan er det jo med alting, også med det modsatte. Så sætningen kunne have været: ” Fokuserer vi for meget på vores reaktioner”. Så på den måde kommer der et ret kraftigt statement, men det blødes så alligevel lidt op ved at sige, at det kun er, hvis det er ”for meget”. Men hvornår er noget ”for meget”? 4) Og så får jeg altså lidt myrekryb, når ordet ”komme videre” kommer på bordet. Det har for mig en klang af at komme væk – eller komme tilbage til et tidspunkt, hvor alt igen er som det var, også i ens sindsstemning. Måske har man bare mistet så meget ved at have mistet sin ægtefælle, at man bare aldrig nogensinde kommer over det – aldrig kommer videre og underforstået væk fra sorgen. Og måske vil man det heller ikke, fordi sorgen er det eneste, man har tilbage af kærligheden. Det eneste, man har tilbage der bringer en i kontakt med den afdøde.

Ta´ det som en kristen
En anden anke ved bogen er spørgsmålet: Hvem har skrevet bogen – eller hvilken rolle ser forfatteren sig i. Ja, det er en præst, der skriver denne bog – men det kunne lige så godt have været en psykolog, der var forfatteren. Jeg mangler virkelig at kunne mærke præsten i forfatteren, sjælesørgeren – også uden at det skal være forkyndelse. Bibelen nævnes meget lidt – men Bibelen og det kristne bruges som en historie, man kan reflektere over (disciplen og tvivleren Thomas s. 34), som et afsnit om hvordan nogens tro kan påvirkes af deres sorg (s. 50-52) og som et lille eksempel om et himmelhåb (s.106). Og derfor føles det træls, at det sted, hvor man så bruger noget fra religionens verden som noget, der bruges på dets egne præmisser, det er en buddhistisk velsignelse (s. 101). Ingen tvivl: Det er nogle gode tanker, velsignelsen udtrykker (”Må det være sådan, at først dør du, så din søn, så hans søn…” – altså om at døden må tage i ”den rigtige rækkefølge”, som det hedder sig). Men mon ikke man vil kunne finde noget i vores egen kristne tradition, der kunne sige noget lignende? Jeg har på kursus i sjælesorg hørt om en chefpsykologen, der sagde, at præsten som sjælesørger ikke skal lade sig forføre af psykologiens og terapiens redskaber og resultater. At man ikke skal se sig blind på, hvad terapien kan og glemme den åndelige og teologiske dimension. Der kan hentes meget i terapien – men man skal have et solidt grundlag i sjælesorgen – hvis man altså er sjælesørger. Måske har Steinar Ekvik ladet sig for meget forføre af psykologen her i denne bog – og måske taler han bare som psykolog. Jeg kunne måske godt bruge at vide, hvem der har skrevet bogen. For naturligvis skal man som sjælesørger også have psykologien inden over – men vi kan som sjælesørgere andet end psykologen kan. For første gang nogensinde har jeg faktisk manglet et forord til en bog – netop for at få at vide hvad denne bog egentlig vil. Hvad der er dens udgangspunkt og vinkling – er det præsten og sjælesørgeren, der taler, eller er det psykologen? Og hvem taler han til? Min vurdering Hvorfor hedder bogen det, den hedder? Burden den ikke have heddet ”Ta´ det som en kvinde?” – når nu meget af det også handler om at kvinder på en bedre måde har mulighed for at give udtryk for deres sorg? Eller er det en opfordring til at mænd tillader sig selv at være mænd – og derfor ikke skal ta´ det som en kvinde, men som det, vi er? På trods af disse små-pip vil jeg sige: Jeg vil sige, at denne bog virkelig er god – den er letlæst og let forståelig og alligevel føler man, at bogen tager fat på og giver én indsigt i et meget svært stof. Bogen kommer hele vejen rundt så man føler, at man får en god oversigt evt. til videre studie – men alligevel føler man ikke, at man kun får kastet små lunser ud, appetitvækkere. Den kan altså varmt anbefales for at få et godt indblik i mange forskellige problemstillinger – jeg kan faktisk ikke se nogen side af sorgen og forskellige roller, der ikke bliver behandlet i bogen. Så flot – og så på sølle 111 sider. Måske er jeg ved at blive forelsket i bøger, der formår at fortælle det væsentlige på få sider. Det gør denne bog – en vis bog, som jeg er stolt over at have på min boghylde.