Afløsningsopgave i systematik
Søren Kierkegaards "Philosophiske Smuler"
ved Peter Widmann
Udarbejdet af Judith Legarth
Formålet med denne opgave er at lave en sammenligning af "Indøvelse i Christendom"(1) og "Philosophiske Smuler"(2). Først vil jeg give en ganske kort introduktion til "Indøvelse", og derefter vil jeg mere indgående behandle forskellige aspekter af trosbegrebet ud fra afsnittet "'Forargelsens' det er den væsentlige Forargelses Tankebestemmelser". Med udgangspunkt i dette afsnit vil jeg drage en sammenligning til "Smulerne". Til sammenligningen vil også høre nogle overvejelser om pseudonymbetegnelserne.
Søren Kierkegaard skrev "Indøvelse" i 1848, men udgav den først i 1850. Den består af tre dele. Oprindeligt var de tænkt som tre forskellige skrifter, men da alle tre afdelinger beherskes af tanken om samtidighed med Kristus og en deraf afledet forargelse, kunne de udgives som en enhed(3).
Første del begynder i en blød prædikenstil med Jesu kærlige "Indbydelse", men just som den søde hvile er i sigte, følger "Standsningen", hvori det hårdt og nøgternt meddeles, at indbyderen er en fattig og foragtelig mand, der levede for 1800 år siden.
I anden del undersøger Anti-Climacus forargelsens mulighed. Han skildrer tre former for forargelse og beskriver de til forargelsen knyttede begrebsbestemmelser. Forargelse kan som sagt komme til udtryk i tre former(4): a) Forargelsen kan opstå, når en person betragter Kristus som et almindeligt menneske, der kolliderer med det bestående(5). b) Forargelsen kan orientere sig mod "højheden". Man forarges over, at et menneske, der siger at være Gud, handler eller taler på en måde, der synes at forråde Gud(6). c) Forargelsen kan ligeledes orientere sig med "ringheden". Man forarges over, at Gud er dette ringe, lidende menneske(7). De to sidste former betegner Anti-Climacus som "Forargelse i strengeste Forstand"(8). De forholder sig nemlig til Gud-Mennesket (G-M).
Den sidste og tredje del af "Indøvelse" består af syv taler. Der gøres her opmærksom på forskellen mellem efterfølgelse og blot beundring, og der fordres efterfølgelse.
Jeg vil i det følgende begrænse mig til afsnittet "'Forargelsens' det er den væsentlige Forargelses Tankebestemmelser", tilhørende anden del af skriftet. Her som i hele forfatterskabet, er det klart, at tingene hænger sammen. Skriftet indeholder en fremadskridende argumentation, og jeg tager mig den frihed at springe ind i en argumentationsrække. Alt andet ville sprænge rammerne for denne opgave.
Trosbegrebet indeholder to elementer. Der må skelnes mellem troens akt og troens indhold. I det ene tilfælde er der tale om den tro, hvormed der tros (fides qua creditur). I det andet tilfælde drejer der sig om den tro, der tros (fides quae creditur). Der må som sagt sondres mellem disse to aspekter. På den anden side er det evident, at SK forbinder netop troens akt og troens indhold. Det er derfor ikke muligt at skildre de to momenter adskilt fra hinanden.
Kristentro er for SK Kristustro, dvs. tro på Kristus, men det skal noteres, at det, der er vigtigt for SK i "Indøvelse", ikke er en objektiverende dogmatisk skildring af Jesus Kristus, men pointen for ham er at redegøre for, hvorledes G-M åbenbarer sig for mennesket, hvorledes man lærer G-M at kende.
Udgangspunktet for fremstillingen tager SK i sin samtids "Christenhed". Han mener, denne har afskaffet "Christendommen" ved at gøre læren vigtigere end læreren og derved taget Kristus bort, gjort ham til en anonym person, hos hvem der intet forargeligt og ukendeligt er.
Netop dette, at der er en forargelsens mulighed, er et altafgørende anliggende for SK. Denne forargelsens mulighed er nemlig forudsætning for troen:" Man svinger fra Forargelsens Mulighed enten til Forargelsen eller til Troen; men man kommer aldrig til Troen uden Forargelsens Mulighed"(9).
I G-M må der altså ligge en forargelsen mulighed, og dette kommer for SK til udtryk deri, at G-M er et "Modsigelsens Tegn". "Et Modsigelsens Tegn er hvad der drager Opmærksom heden paa sig, og nu idet Opmærksomheden retter sig mod det, viser sig at indeholde en Modsigelse"(10). Til at henlede opmærksomheden på G-M "tjener væsentligen Miraklet, og et enkelt ligefremt Udsagn om at være Gud"(11). Videre hedder det hos SK: "Modsigelsen er, og den størst mulige, den qvalitative, mellem at være Gud og at være et enkelt Menneske"(12).
Erkendelsen af denne uendelige kvalitative forskel på Gud og menneskene ligger til grund for hele SK´s trosopfattelse. Mennesket kan følgelig ikke ud fra sine iboende dispositioner ræsonnere sig frem til Gud, siger SK: "Man har docerende gjort Gud-Mennesket til hin speculative Eenhed af Gud og Menneske sub specie æterni, eller apparent i den rene Værens intetstedsværende Medium, istedet for at Gud-Mennesket er Eenheden af at være Gud og et enkelt Menneske i historisk virkelig Situation"(13). Der er altså for mennesket ikke på nogen måde tale om et naturgivent slægtskab med Gud. G-M er heller ikke en abstrakt eller spekulativ enhed af Gud og menneske, en enhed der blot eksisterer hinsides i den evige transcendente verden, men G-M er et enkelt menneske, der levede i denne verden, en historisk virkelig person. Og samtidig med at G-M var helt menneske, var han også helt Gud. Deri ligger frelsens mulighed. Men den uendelig kvalitative forskel på Gud og mennesket bevirker, at G-M, som både er helt Gud og helt menneske, er det såkaldte "Modsigelsens Tegn". Og dette er G-M for at "gjøre Hjerternes Tanker aabenbare"(14).
Modsigelsens tegn drager, som tidligere omtalt, opmærksomheden på sig og præsenterer derpå en modsigelse. Når et menneske ser ind i modsigelsens tegn, må det fælde dom og derved tilkendegive sin tro eller vantro. Det må tilkendegive sit hjertes tanker, og dermed bliver modsigelsens tegn et sammenligne med et spejl. "Modsigelsen sætter ham et Valg, og idet, samt i Det han vælger, bliver han selv aabenbar"(15). Det bliver åbenbart, om han vælger at tro eller forarges. SK vil argumentere for, at G-M som modsigelsens tegn skaber forargelsen mulighed og dermed også mulighed for troen og dens prøvelse.
SK benytter i denne sammenhæng begrebet "Samtidighed". Dermed mener SK, at menneskets uden nogen fornuftsslutning skal blive samtidig med Kristus og på den måde mere umiddelbart stilles over for det paradoks, som G-M er. På den måde kan paradokset tilegnes som en for netop dette menneske aktuel størrelse, som forargelsens mulighed for netop dette menneske.
I forbindelse med omtalen af modsigelsens tegn er SK's betegnelser "ligefrem Meddelelse" og "indirekte Meddelelse" af afgørende betydning.
For at en meddelelse kan være ligefrem, må både udsagnet og meddeleren være ligefremme. G-M's ligefremme udsagn: "Jeg er Gud, Faderen og jeg er ét"(16), kan ikke være ligefrem meddelelse, da meddeleren, G-M, er "incognito", som SK udtrykker det. G-M er ikke selv ligefremt. For at denne meddelelse kan blive ligefrem, må G-M træde ud af sit incognito, forlade sin menneskeskikkelse og vise sig som Gud, som ét med Faderen.
"Incognito" eller "Ukjendelig", som SK også kalder det, "er, ikke at være i Dets Charakteer, man væsentligen er, f.Ex. naar en Politiembedsmand er civilklædt"(17). At Gud er et enkelt menneske, er den absolutte ukendelighed, det dybeste incognito,, da der er en uendelig kvalitativ forskel på Gud og mennesker.
At Kristus ville fornedre sig til at være menneske er, ifølge SK, fuldstændigt uforståeligt for os mennesker, da vi slet ingen forestilling har om tilstedeværelsen af den "overlegenhed" at ville være incognito. Men det var Kristi egen vilje at være incognito, netop fordi han for at gøre menneskenes tanker åbenbare måtte være modsigelsens tegn, måtte være Gud og menneske.
Og dette ønskede han til trods for den smertelige lidelse, det indebar at blive menneske. SK skriver, det er besynderligt, at den almægtige binder sig selv, og at han endda gør det så almægtigt, at han selv føler sig bunden(18). G-M's ukendelighed er et almægtigt fastholdt incognito, og det fastholdes i den grad, at G-M selv led under ukendeligheden.
Det er ikke den legemlige lidelse, SK her omtaler. Det er en lidelse, som grunder i og er uadskillelig fra G-M's liv i ukendeligheden. En lidelse som SK kalder "Inderlighedens Lidelse", "Sjels-Lidelse" eller "Lidelsernes Hemmelighed".
G-M led en udvortes lidelse. Han blev udleet, bespyttet, bespottet, forladt af sine venner og led mishandling og ensomhed, men denne lidelse er til syvende og sidst blot menneskelig. Den lidelse, som SK vil fremhæve, er lidelsen at måtte skjule en inderlighed og synes at være en anden. Den, der lider således, skriver SK, "lider ofte een Dag mere end alle legemlige Martrer tilsammen"(19).
Ikke nok med at Jesus Kristus led den udvortes lidelse. Der ligger en langt større lidelse i, at denne lidelse kan blive og bliver til forargelse. Den almægtige Gud tog skikkelse af et enkelt menneske, den fornedrede Kristus. Her finder kærligheden sit udtryk i noget, der har en rædsom lighed med den værste form for grusomhed. I kærlighed udsætter han mennesket for forargelsens mulighed. Til trods for den tunge smerte, det volder ham, at udsætte sine elskede for risikoen, at de ikke tror ham i hans skikkelse af incognitoet, gør han det. Det er nemlig den eneste mulighed, mennesket har, for at komme til at tilhøre ham. Det er frelsens eneste vej.
Altså kan G-M ikke træde ud af incognitoet, og dermed er den ligefremme meddelelse en umulighed for G-M.
I kontrast til den ligefremme meddelelse henviser SK som sagt til den indirekte meddelelse, og det er denne, G-M må benytte sig af, for at blive troet. Den kan generelt set frembringes på to måder: ved at "fordoble Meddelelsen" eller ved at "redupplicere Meddelelsen".
SK forklarer selv hvad det vil sige at fordoble meddelelsen: "Kunsten bestaar saa netop i, at gjøre sig selv, Meddeleren, til Ingen, reent objektiv, og saa uafbrudt at sætte qvalitative Modsætninger i Eenhed"(20). På den måde kan to personer med absolut modstridende holdninger begge se en allieret i én. SK eksemplificerer det på følgende måde: "man fremstiller Troen i eminent Forstand, man gjør Fremstillingen saaledes, at den meest Orthodoxe seer et Forsvar for Troen, og Fritænkeren et Angreb, medens Meddeleren er nul, intet Menneske, et objektivt Noget"(21). Og mens man ikke er til at få øje på for andre, kan man selv iagttage, hvorledes andre bedømmer ens meddelelse, der hverken er et angreb eller et forsvar. Og derigennem vil man få at se, hvem der er "fritænker" og hvem der er "ortodoks". Denne meddelelse er indirekte, og kendetegnende for den er altså, at den stiller mennesket over for et valg.
Det skal her føjes til, at for G-M kan fordoblelse ikke komme på tale som indirekte medddelelsesform. G-M er nemlig som person ikke et intet.
Ved "Redupplikationen" er meddeleren ikke udeladt, men det er derimod ved forholdet mellem denne og meddelelsen, at "Redupplikationen" fremkommer. For at en meddelelse kan kaldes "Redupplikation", må meddeleren selv være det, han meddeler, selv leve efter de idealer, han fremstiller. Således skal en forkynder i sit liv selv udtrykke de idealer, han forkynder, for at redupplicere.
I SK's omtale af "Redupplikationen" er der, for mig at se, en vis glidning i sprogbrugen. På side 130 i "Indøvelse" skriver han: "at existere i Det man forstaaer, er at redupplicere. Men fordi der er en Meddeler, som selv existerer i Det han meddeler, derfor kan man dog endnu ikke kalde denne meddelelse indirecte Meddelelse". SK erklærer altså her, at man ikke nødvendigvis meddeler indirekte, når man redupplicerer. Og dog har han på side 121 udtalt: "overalt hvor der er Redupplikation er Meddelelsen heller ikke ganske ligefrem Paragraph- eller Professor-Meddelelse". Her hedder det, at man ikke kan redupplicere og samtidig meddele ligefremt, altså at den, der redupplicerer, meddeler indirekte.
For mig at se kan denne glidning i formuleringen have sin grund deri, at SK på side 121 i forbindelse med "Redupplikationen" indledningsvis kun tænker på G-M's "Redupplikation". Tanken er vel, at G-M's "Redupplikation" altid er indirekte meddelelse. Men på side 130 taler SK mere generelt om meddeleren. Han fortsætter nemlig: "Er derimod Meddeleren selv dialektisk bestemmet, (...) saa er al ligefrem Meddelelse umulig". Og da G-M i kraft af, at han er et modsigelsens tegn, er dialektisk(22), så er den ligefremme meddelelse en umulighed for G-M.
Et sted i Papirerne skriver SK: "Et er at lide; et andet er at blive professor i, at én led"(23). Man kan altså ifølge SK ikke meddele lidelsen uden selv at lide. SK angriber her sin samtids kirke. I kirken meddeler men sig ifølge SK ved at docere(24), men gennem denne doceren bliver ingen frelst. Sin modsætning har disse "speculative" tænkere i den eksisterende tænker, og om denne skriver SK i "Afsluttende uvidenskabeligt Efterskrift" følgende: "Men den egentlige subjektive existerende Tænker han er bestandig ligesaa negativ som positiv, og omvendt; (...) Han er vidende om det Uendeliges Negativitet i Tilværelsen, han holder bestandigt dette Negativitetens Saar aabent, hvilket jo stundom er det Frelsende (de andre lade Saaret groe til og blive Positive - Bedragne)"(25). Her polemiserer SK gennem Johannes Climacus mod den spekulative doceren, og SK påpeger, at det er nødvendigt for meddeleren at eksistere. Men den, der docerer, har netop glemt at eksistere. Han har glemt at blive subjektiv, at blive den "enkelte" og dermed at tage ansvaret for sit eget liv. I stedet lader han andre træffe de mest afgørende valg for sig.
Men det er ifølge SK et grundvilkår for mennesket, at det selv skal vælge. Og netop fordi mennesket har glemt at eksistere og at vælge, har det vanskeligheder ved at tro(26). Og her er vi ved det, der er karakteristisk for den indirekte meddelelse: Den stiller mennesket over for et valg(27). Når f.eks. G-M meddeler sig indirekte, stiller han netop mennesket over for et valg: om det vil tro eller forarges.
SK siger altså, at kun det menneske, der eksisterer, kan tro. Men omvendt gælder det også, at mennesket netop ved at tro på G-M vinder sig sin eksistens. Således forstået bliver der i en vis forstand tale om en form for cirkelbevægelse: Mennesket skal eksistere for at tro, men får sin eksistens, når det tror.
Til forskel fra den indirekte meddelelse stiller den ligefremme meddelelse ikke mennesket over for noget kvalificeret valg(28). Kendetegnende for den ligefremme meddelelse er det nemlig, at den mangler "Alvor i forhold til højeste Afgørelse"(29). Den ligefremme meddelelse vil f.eks. føre bevis for kristendommens sandhed. Man tager ifølge SK de 1800 års kirkehistorie som belæg for kristendommens sandhed. Men en sådan bevisførelse er i selve udgangspunktet på afveje, siger SK. For kristendommens sandhed kan under ingen omstændigheder bevises, kun tros. Når kristendom kun bliver et spørgsmål om bevisførelse, er der, som SK udtrykker det, ingen, der er villige til at bringe noget offer for dens skyld(30). Ifølge SK afskaffer man med en sådan bevisførelse i virkeligheden Kristus.
I det hele taget retter SK en sønderlemmende kritik af sin samtids kirke på dette punkt. Han erklærer f.eks., at man i forkyndelsen tager nogle ligefremme udsagn af G-M. Heraf danner man sig et sentimentalt billede af dette G-M. Det hedder: "man tager det ligefremme Udsagn, danner phantastisk en Skikkelse svarende dertil (helst sentimentalt, det milde Blik, det venlige Øje, eller hvad ellers en saadan fjantet Præst kan hitte paa)"(31). Et andet sted gør SK op med det, han kalder det smægtende prædikenforedrag, der tillyver Kristus den ligefremme kendelighed(32). Derved gør man Kristus til en afgud(33), siger SK. Kristendommen bliver hedenskab.
Afrundende fremgår det altså, at der for SK ikke er nogen glidende overgang i forståelsen af Gud og mennesket. G-M kan ikke begribes gennem ligefrem meddelelse. Der er her ingen anden "bro" end troen. Troen holder sig ikke til noget logisk ræsonnement, men den er et "Spring". Den er afgørelse. Og kun denne afgørelse kan formidle et forhold til G-M(34).
Pointen for SK er, at troens udgangspunkt ikke er at finde i menneskets iboende religiøsitet, men i åbenbaringen af G-M. Mennesket kan ikke finde sandheden i sit eget indre. Erindringens vej til sandheden er spærret. Man kan kun kende sandheden gennem åbenbaringen. Her ser vi tydeligt, at SK genoptager og videre bearbejder et af nøgleemnerne fra "Smulerne". Sokrates var netop repræsentant for forsøget på at nå sandheden gennem erindringens vej, mens Climacus fremførte, at dette var en usand vej, og at sandheden kun kan nås gennem åbenbaringen. Sokrates repræsenterer altså Religiøsitet A, mens Johannes Climacus fremstiller Religiøsitet B. Men hvor Climacus blot kendte Sandheden om åbenbaringen i Kristus, står Anti-Climacus i modsætning til denne - som den, der også vedkender sig at være en kristen.
Climacus præsenterer sig ikke som troende, han er ikke kristen i egentlig forstand. Han er blot en konsekvent tænkende dialektiker, der eksperimenterende går til behandlingen af et spørgsmål. Han fremsætter kristendommens synspunkter i form af en hypotese. Ud fra den hypotetiske antagelse drager han derefter de deri indeholdte konsekvenser med matematisk nøjagtighed. Anti-Climacus er derimod en kristen. Han virkeliggør og forkynder kristendommen, hvor Johannes Climacus blot taler om at være kristen. "Anti" er altså ikke en modsætning i indhold, men en modsætning i tilgang.
Climacus fremstiller blot trinene i retning af kristendom uden selv at ville kalde sig kristen og uden at gå nærmere ind på de afgørende kristelige bestemmelser. Anti-Climacus har taget det afgørende spring ind i kristendommen, som Climacus viger tilbage for. Derfor repræsenterer Climacus hovedsageligt de vanskeligheder, der er forbundet med at blive en kristen, mens Anti-Climacus fremstiller den ideelle fordring i dens fulde skarphed - en fordring, som mennesket vil komme til kort overfor. Derfor skriver SK under pseudonym, for at hans egen mangelfuldhed ikke skal stille sig imellem læseren og budskabet, for "Høres bør Fordringen"! Hvad SK siger om sin hensigt med skriftet, bør nemlig gælde alle: "at jeg maatte lære... at henflye til 'Naaden'". Dette er så magtpåliggende for SK, at han gentager det i det samme forord til hver af de tre dele af "Indøvelse"(36).
Mange af de emner, vi mødte i "Indøvelse" finder vi også i "Smulerne". Anti-Climacus fortsætter mange af Climacus' tanker, men der kommer også nye emner på banen og flere emner fremhæves tydeligere eller skærpes. Kristendommen får en større fordring og skærpes, og efterfølgelsen, som ikke fordredes i "Smulerne", bliver (særligt i tredje del af "Indøvelse") et hovedanliggende. Særligt med dette anliggende, mener jeg, at kunne ane en forskydning. Det forekommer mig, at SK her gør et brud med den skjulte inderlighed for at gøre plads for efterfølgelsens udvortes liv og synlige afgørelser. Dette er naturligvis et vigtigt skridt i retning af den kirkekamp, som siden skulle koste alle SK's kræfter. Jeg tror, der er sket en nedbrydning af en hæmning fra "Smulerne" til "Indøvelse", så SK taler mere direkte om efterfølgelse.
Forskellen mellem Climacus og Anti-Climacus ses også i samtidighedens begreb. Med "Indøvelse" bliver det stadig mere magtpåliggende for SK at stille mennesket i "Samtidighedens Situation" med den Kristus som engang vandrede på jorden som dette bestemte enkelte menneske - som den som meddeler sig indirekte som et modsigelsens tegn - netop for at gøre hjerternes tanker åbenbare, for kun derigennem er troen mulig. Forargelsen bliver det, der skal dømme kristenheden. Derved kommer Kristus som frelser i centrum.
Men med forargelsens mulighed følger også den risiko at menneskene forarges og ikke drages til Kristus. Dette er en nødvendighed, men også den aller største smerte. Denne smerte fandtes også i "Smulerne" (f.eks. i kongens forelskelse i den ringe pige), men den forekommer tydeligere i "Indøvelse".
I "Indøvelse"får smerten en større plads, men den får også en anden dimension end i "Smulerne" med smerten i efterfølgelsen og den deraf følgende forfølgelse. Dette er især fremtrædende i tredje del af "Indøvelse", hvor martyriet opstilles som det højeste trin på den kristnes vej.
"Smulerne" er skrevet abstrakt og med en ironisk undertone. Det ville være utænkeligt, at SK skulle have valgt denne skrivestil i "Indøvelse", da det ikke ville stemme med alvoren og fordringen til at være en kristen. At den kristne Anti-Climacus ikke kan tale om sin kristentro abstrakt viser også SK's geniale gennemførelse ved brugen af pseudonymet. "Indøvelse" har snarere en alvorlig, pietistisk tendens. I "Indøvelse" må grundlæggende føres en tale uden humorens tilbagekaldelse af det sagte. Kun i SK's angreb på kristenhedens udvortes skikkelse, mener jeg, at kunne finde den ironisk-humoristiske form.
Langt hen ad vejen er "Indøvelse" altså en fortsættelse og videre udvikling af tankerne fra "Smulerne", men der er også sket forskydninger. Modsætningen i Anti-Climacus' navn er derfor ikke en modsætning i indhold, men en modsætning i tilgang - nemlig om troens virkeliggørelse.
I "Indøvelse" kommer alle de kristelige begrebsbestemmelser, som Kierkegaard allerede havde opstillet i "Smulerne", til eksistentiel anvendelse. I "Smulerne" blev vejen banet til forståelsen af, hvad begreberne betød. I "Indøvelse" bringes de i anvendelse eksistentielt.
Den helt store forskel mellem de to skrifter, synes for mig at være anvendelsen af begrebet "samtidigheden". Den troende Anti-Climacus har været samtidig med Jesus og dér mødt forargelsens mulighed. For ham er Kristus nu frelseren. Han har set det nødvendige i samtidigheden og gør derfor op med hele den døde teoretisering af troen og altså også indirekte med Climacus. Den teoretiserende Climacus behandler samtidigheden på teoriens afstand og har det ikke som et magtpåliggende ærinde, at menneskene sættes i samtidighedens situation. Derfor kan han beholde sin teoretiserede distance. Iflg. Anti-Climacus vil Climacus aldrig ret kunne se på Kristus, for Kristus er det spejl, som afslører ens reaktion.
Begge forfattere er enige om, at man ikke kan nå til sandheden uden om åbenbaringen, men jeg tror ikke, at man kan nå sandheden via en teoretisk/objektiv åbenbaring som den Climacus repræsenterer. Har jeg ret i min antagelse, så vil spørgsmålet være om Climacus ikke gør samme fejl, som han bebrejder Sokrates. På den ene side bebrejder han Sokrates' forsøg på at nå til sandheden udenom åbenbaringen, imens han altså selv synes at forsøge at nå frem til sandheden ad den selv samme vej. Dvs. uden om den subjektive åbenbaring i Kristus - uden at være stillet overfor forargelsens mulighed. Han er den Martensentype, som Anti-Climacus gør op med som en professor i det, at en har lidt(37). Hvordan kan han selv sidde og nærme sig sandheden uden om åbenbaringen - og hvordan kan han dømme uden samtidig at dømme sig selv? Eller er hans distancerende teoretiseren blot et dække over, at han har valgt at forarges ved mødet med Kristus?
1. I det følgende kaldt "Indøvelse"
2. I det følgende kaldt "Smulerne"
3. Jeg distingverer i det følgende ikke skarpt mellem SK og Anti-Climacus, da jeg formoder, at de holdninger, der fremkommer under pseudonymet "Anti.Climacus" er SK's egne. Jvf. A. B. Drachmanns note, s. 243 i Indøvelse.
4. Indøvelse, s. 86f. Kierkegaards Samlede Værker, 4. udgave, bd. 16
5. Indøvelse, s. 88ff.
6. Indøvelse, s. 96ff.
7. Indøvelse, s. 104ff.
8. Indøvelse, s. 86
9. Indøvelse, s. 85
10. Indøvelse, s. 123
11. Indøvelse, s. 123
12. Indøvelse, s. 123
13. Indøvelse, s. 121
14. Indøvelse, s. 124
15. Indøvelse, s. 124
16. Joh. 10,30
17. Indøvelse, s. 125
18. Indøvelse, s. 129
19. Indøvelse, s. 133
20. Indøvelse, s. 129
21. Indøvelse, s. 130
22. Således at hans væsen ikke kan defineres enkelt og ligefremt, men indeholder et relativistisk eller tvetydigt moment
23. Himmelstrup, terminologisk Ordbog, s. 176 (Supplementsbind til Samlede Værker). Her er det naturligvis oplagt at tænke på Martensen.
24. Indøvelse, s. 130
25. Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift, Første halvbind, s. 73
26. Indøvelse, s. 125
27. Indøvelse, s. 124
28. Indøvelse, s. 136f.
29. Indøvelse, s. 136
30. Indøvelse, s. 139
31. Indøvelse, s. 131. Lige forud (s.131) anklager SK præstestanden for at udtrykke "ligefrem dvask Gemytlighed"
32. Indøvelse, s. 139
33. Indøvelse, s. 138
34. Indøvelse, s. 136
35. Jeg vil her ikke indgående behandle skriftet, men har valgt blot at fremhæve enkelte dele, som jeg mener har relevans i sammenhængen - tvunget af kravet om at begrænse opgavens omfang. Jeg vedkender mig dermed at forudsætte et vist kendskab til SK's forfatterskab.
36. Indøvelse, s. 13, 79 og 145
37. Himmelstrup, terminologisk Ordbog, s. 176 (Supplementsbind til Samlede Værker).