Sjælesorg og skriftemål
Eksamensopgave i Praktisk Teologi
Udarbejdet af Judith Legarth
Foråret 2001
Indholdsfortegnelse
1. Indledning
2. Sjælesorg
2.1 Begrebsbestemmelse af sjælesorg
2.2 Sjælesorgens forhold til psykologien
3. Skriftemål
3.1 Skriftemålet - begrebsbestemmelse samt et historisk rids
3.2 Skriftemålets indhold
4. Forholdet mellem sjælesorg og skriftemål
4.1 Den kristne sjælesorg og dens forhold til human sjælesorg
4.2 Forkyndelse i skriftemål og sjælesorg
4.3 Den diakonale sjælesorg som forkyndelse
4.4 Synd og skyld i dag
5. Konklusion
6. Litteraturliste
1. Indledning
Formålet med nærværende opgave er at belyse skriftemålets betydning og brug i en sjælesørgerisk sammenhæng. Herunder vil samtidig den kristnes sjælesorgs egenart i forhold til en human sjælesorg blive inddraget og behandlet. Hvad har den kristne sjælesorg at tilbyde, og i hvilken grad bør det kerygmatiske spille en rolle?
Dette ønsker jeg at besvare ved først at forsøge en nærmere bestemmelse af begrebet "sjælesorg", hvorefter dennes forhold til psykologien kort behandles. Som indgangsvinkel til en diskussion af forholdet mellem sjælesorg og skriftemål vil jeg give en begrebsmæssig og historisk introduktion til skriftemålet samt en nærmere indholdsbeskrivelse af skriftemålet. Selve diskussionen om den kristne sjælesorgs egenart og forholdet til skriftemålet tager sit udgangspunkt i en artikel af Bjarne Lenau Henriksen.
2. Sjælesorg
2.1 Begrebsbestemmelse af sjælesorg
Ordet sjælesorg kommer etymologisk af det tyske "Seelsorge" (latin: cura animarum) og betyder omsorg for sjælen. Hermed vil jeg ikke forstå en omsorg blot for psyken, men for hele personen, da et menneske altid må ses som helhed. I sjælesorgen tages personen alvorligt som person.
Hvor prædikenen som cura animarum generalis, er rettet til flere forskellige på en gang, er sjælesorgen som cura animarum specialis, rettet mod den enkelte.
Det er forbundet med visse vanskeligheder at definere sjælesorg. Dels hersker der divergerende holdninger blandt skribenter og udøvere af sjælesorgen om, hvad sjælesorg er, dels er sjælesorgen en omsorg for den enkelte i lige præcis den situation, denne befinder sig i og med de individuelle spørgsmål og problemer, der gør sig gældende netop her. Dette gør det problematisk med en smal definition. Derfor vil jeg i denne opgave bruge ordet forholdsvist bredt, nemlig som en omsorg for den enkelte, der udmøntes i en hjælpende og/eller trøstende samtale. Jeg mener, man med nødvendighed må skelne mellem en kristen sjælesorg og en human sjælesorg, hvor definitionen af sjælesorgen som human eller kristen afhænger af den udøvende. Er vedkommende kristen vil også sjælesorgen være kristen, hvor en anden sjælesørger vil udøve en human sjælesorg. Denne differentiering har derfor ikke direkte noget med indholdet af samtalen at gøre. Den kristne sjælesørgeriske samtale kan meget vel have et kristent indhold, men dette er på ingen måde nødvendigt, for at samtalen kan kvalificeres som kristen sjælesorg.
Den kristne sjælesorg er en del af kirkens diakonale opgave med forbillede i Jesus som den, der opsøger de fortabte og nødstedte og praktiserer en radikal næstekærlighed(1). Formålet med sjælesorgen er altså at hjælpe en, der har behov for det, på den måde det vil være naturligt at hjælpe denne person netop i den givne situation. Hermed har jeg valgt en bred definition. Nogle vil nemlig mene, at den kristne sjælesorgs kendetegn er, at dens formål er sjælenes frelse(2). Denne diskussion vil blive berørt i afsnit 4.
Et vigtigt begreb er tillid. Sjælesorg bør altid ske under tavshedspligt. En præst har tavshedspligt i embeds medfør, men det er ikke kun præster, der er sjælesørgere, og enhver anden sjælesørger bør heller aldrig bryde tavshedspligten. Denne er altafgørende for en frugtbar samtale i tryghed og tillid.
Kristen sjælesorg sker i en kristen kontekst, men det er ikke givet, at det er præsten, der er sjælesørger. Sjælesorg er sammen med anden diakoni og med mission det område, hvor det almindelige præstedømme har størst betydning og funktion.
2.2 Sjælesorgens forhold til psykologien
I det 20. århundrede har en del af diskussionerne inden for sjælesorgen gået på, i hvor stort et omfang sjælesorgen skal gøre brug af nye landvindinger inden for psykologi og psykoterapi.
Meningerne er mangfoldige og indbyrdes uforenelige. De går lige fra en ukritisk inddragelse af sekulære terapiformer, over udsagn om psykologien som sjælesorgens hjælpedisciplin(3), til en forkastelse af psykologien som en pseudovidenskab(4). Nogle hævder, at det forkyndende aspekt skal være det bærende i sjælesorgen(5), mens andre mener, at det kerygmatiske ikke behøver være tilstede(6). Dette vil jeg vende tilbage til i det sidste afsnit.
Et vigtigt element i denne diskussion har været spørgsmålet om, hvorvidt man kan skelne mellem en kristen sjælesorg og en human sjælesorg.
Trods alle diskussioner er der sket en åbning for psykologiske indsigter(7).
For mig at se er det ikke let at drage en skarp grænse mellem sjælesorg og psykologi. Forkyndelse og sjælesorg bevæger sig inden for de samme områder af livet som psykologien, de har alle hele tilværelsen som genstand. Forskellen mellem de to fag er ikke så meget en forskel i territorium som en forskel på synsvinklen(8).
Når man fra teologisk hold ofte har været skeptisk over for psykologien, hænger dette sammen med, at megen psykologi er religionskritisk. F.eks. talte Freud om religionen som en kollektiv tvangsneurose og som en illusion, som man skulle vågne fra for at vende tilbage til realiteterne. Mange teologers forbehold over for psykologien hænger også sammen med en frygt for, at psykologiens immanente menneskesyn er uforeneligt med det kristne. Mange er bange for, at psykologien vil bagatellisere skylden til blot at være en skadelig skyldfølelse, og at man fra psykologisk hold vil fratage folk det personlige ansvar og opgive al tale om synd.
3. Skriftemål
3.1 Skriftemålet - begrebsbestemmelse samt et historisk rids
I skriftemålet bekender et menneske sine synder for Gud, hvorefter syndernes forladelse tilsiges af et andet menneske. Dette kan ske som et fælles skriftemål forud for eller som en del af gudstjenesten (det almindelige eller offentlige skriftemål) eller som privatskriftemål (det lønlige skriftemål). Det offentlige skriftemål(9) begynder evt. med, at en salme synges, hvorefter præsten siger: "Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus". Derefter læser præsten ét eller flere skriftord, og han kan holde en skriftetale. Så beder han en bøn på vegne af de fremmødte, og der vil være lejlighed til, at enhver i stilhed over for Gud kan bekende sin synd. Præsten vil til sidst fremsige absolutionsordene, og der kan sluttes med en salme.
Den store svaghed ved denne type skriftemål er naturligvis, at den personlige samtale mangler. Jeg vil i denne opgave derfor hovedsageligt knytte til ved det private skriftemål, da det er i dette rum, sjælesorgen foregår.
I privatskriftemålet bekender et menneske verbalt sine synder for Gud og et andet menneske, hvorefter denne tilsiger syndernes forladelse på vegne af Gud. Håndspålæggelse vil ofte benyttes under tilsigelsen. I Den Danske Folkekirke lyder denne:
"På Jesu Kristi befaling og for hans lidelses og døds skyld tilsiger jeg dig alle dine synders nådige forladelse i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn!"(10)
Ifølge Ritualbogen følger derefter: "Han, som har begyndt sin gode gerning i dig, vil fuldføre den indtil Jesu Kristi dag. Fred være med dig!" (Fil. 1,6), Fadervor og den aronitiske velsignelse.
Det, der går forud for skriftemålet, er i høj grad bestemt af den enkelte situation, men skriftemålet kan ofte være afslutningen på en sjælesørgerisk samtale, som afsluttes med, at dette menneske konkret mærker syndstilgivelsen gennem håndspålæggelsen og frisættelsen til at gå ud og leve livet i frimodighed.
Skriftemålet har ingen principiel nødvendighed, idet alle synder kan tilgives ved den direkte bekendelse over for Gud. Særligt Fadervor skal her nævnes som det sted, hvor de fleste kristne regelmæssigt beder Gud om tilgivelse. I Fadervor indgår bønnen om Guds nåde og barmhjertighed: "Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere". Men skriftemålet er til for den tyngede samvittighed, der særligt har brug for en personlig tilsigelse af sin synds forladelse.
Normalt henter man den bibelske begrundelse for skriftemålet i Mt. 16,17-19 (nøglemagten), i Mt. 18,18 (om at det, der er bundet eller løst på jorden, skal være bundet eller løst i himmelen) samt i Johs. 20,23 ("Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt"). Disse tre steder taler ikke direkte om et skriftemål, men de fortæller, at Jesus har givet en bemyndigelse til at forlade synder. Også andre steder i Bibelen tilskyndes der til bekendelse af synder, og der gives løfte om tilgivelse, f.eks. Sl. 32,3-5 (da salmisten tav, sygnede han hen, men da han bekendte sine overtrædelser, tilgav Herren ham.), 1.Johs. 1,9 ("Hvis vi bekender vore synder, er han (Gud) trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed".) og Jak. 5,16 (En opfordring til at bekende synder for hinanden.).
Skriftemålets begrundelse går altså tilbage til Ny Testamente, men den protestantiske teologi har vanskeligt ved at finde direkte bibelsk påbud om brug af privatskriftemålet. Ligeledes har den vanskeligt ved at finde bevis for dets brug de første århundreder(11).
Skriftemålet udviklede sig gennem århundrederne og vandt indpas, således at det i 1215 besluttedes på det fjerde Laterankoncil, at skriftemålet skulle være obligatorisk, hvilket betød, at enhver katolik skulle skrifte for sin præst mindst én gang om året - kun præsten kunne give absolution.
Luther vendte sig i reformationen imod den praksis (og teologi), man havde indført i forbindelse med skriftemålet, men selve skriftemålet agtede han meget højt, og han ønskede at fastholde det. Han gjorde op med tvangen til at skrifte og med at bekendelsen af alle synder skulle være forudsætningen for tilgivelse. Endvidere mente han, at præsterne ikke skulle være de eneste, der kunne tilsige absolutionen, men grundet det almindelige præstedømme er skriftemålet hele meninghedens opgave. Ligeledes gjorde Luther op med det satisfaktoriske og meritoriske element og hævdede, at skriftemålet kun består af confessio og absolutio, i stedet for de seks led den romerske kirke anførte(12). Absolutionen var afgjort skriftemålets kerne, og netop i denne fremhævelse lå den vigtigste forskel i forhold til den katolske bodslære, hvor absolutionen mere var udtryk for en guddommelig nådekraft, der slettede synden og skylden ud i menneskesjælen, mens den for Luther var udtryk for Guds personlige kærlighedsvilje, der tilgav (coram deo) uden at fjerne synden(13). Det fremgår af mange af Luthers skrifter, at han værdsatte skriftemålet, men også at han tidligt knyttede skriftemålet sammen med en eksamination i den kristne lære som et tvungent element forud for nadverdeltagelse.
I ortodoksiens tid blev privatskriftemålet brugt mere og mere mekanisk, og i pietismens tid kom et opgør. Man gjorde op med tvangen, så båndene mellem privatskriftemålet og nadveren løstes. Det offentlige skriftemål blev nu for en tid forudsætningen for deltagelse i altergangen, og privatskriftemålet gled faktisk helt ud af kirkens brug.
I det 19. århundrede gjorde man flere genoplivningsforsøg, men en egentlig renæssance fik skriftemålet ikke. I nyere tid er der ligeledes blevet arbejdet på at forny brugen af både det private og det offentlige skriftemål. Særligt højkirkelige har i en periode fastholdt det offentlige skriftemål. Der er mig bekendt ikke lavet nogen undersøgelse af brugen af skriftemålet i Danmark i dag, men det er min fornemmelse, at det private skriftemål nærmest er gået ud af brug, mens det offentlige skriftemål har en anelse bedre vilkår. Bl.a. har flere kirker i Århus genindført det almindelige skriftemål.
3.2 Skriftemålets indhold
Et menneske frigøres og lettes, når synd bekendes og tilgives. Dette er skriftemålets store fortrin frem for al verdslig psykologi. Den, der tror på Gud, kan komme til en autoritet, som har myndighed til at tilgive. Den verdslige psykologi kan hjælpe folk langt i megen erkendelse og bearbejdelse, men ofte vil den erfare, at den, når den er kommet til denne erkendelse, ikke når længere. I skriftemålet findes en særligt frisættende kraft - Kristus døde for vor synd, for at vi kan få tilgivelse. Denne frisættelse er ikke afhængig af det subjektive (som kan ændre sig fra øjeblik til øjeblik) for at være en realitet, men den afhænger af noget, der ligger uden for mennesket selv: Jesu død for min synd.
Det skal pointeres, at sjælesorgen skal beskæftige sig med de menneskelige forhold og livsbetingelser, som den sjælesorgssøgende søger hjælp til. Samtalen skal primært føres på den sjælesorgssøgendes betingelser, og sjælesørgeren må naturligvis aldrig fremtvinge syndsbekendelse. Også den kirkefremmede med dennes problemer skal tages alvorligt. Hvor det er naturligt, skal syndsbekendelsen have sin plads og evangeliets budskab om tilgivelse stå klart.
Det er vigtigt at gøre sig klart, at der er både en sund skyldfølelse og en usund skyldfølelse(14). Den sunde skyldfølelse har sin årsag i, at vi er skyldige eller har gjort noget forkert over for Gud eller mennesker. Den har rod i virkeligheden og kan sammenlignes med smertefølelsen i et sår. Hvis denne skyldfølelse mangler helt, er der noget galt.
Den usunde eller sygelige skyldfølelse kan udløses af bestemte legemlige og psykiske lidelser eller andre psykiske årsager. De fleste har mere eller mindre af denne type skyldfølelse, uden at det gør noget. Men der kan være så meget af den, at sjælesorgen står over for store problemer.
Det kan være svært at skelne disse to former for skyldfølelse fra hinanden, men man kan sige, at det, som kendetegner den usunde skyldfølelse er, at den er overdrevet. Den står ikke i noget rimeligt forhold til den uret, som er begået, og den påvirkes ikke af (Guds) tilgivelse, men bør primært behandles terapeutisk eller lægeligt.
Skriftemålet er en stor gave til den, der er tynget af den sunde skyldfølelse, mens den usunde skyldfølelse ofte kun kan dulmes midlertidigt.
Det skal bemærkes, at skyld er en relation. Skyld er, at den ene skylder den anden noget eller bliver årsag til en skade for den anden. Dette forhold kan så give anledning til forskellige følelser såsom
- frygt (for gengældelse)
- vrede (fordi det er irriterende at skylde noget væk)
- sorg (over at have gjort fortræd eller over at måtte erkende, at man ikke er det moralske menneske, man troede, man var)
- glæde (skadefryd og hævnlyst).
Den sunde skyldfølelsen er en kombination af de forskellige følelser, man føler, når man konstaterer, at man er skyldig, plus de forstandsmæssige forestillinger, man har om, hvad det betyder at være skyldig i netop det pågældende forhold. Den usunde skyldfølelse er derimod kendetegnet ved netop ikke at have et velproportioneret forstandsmæssigt element i sig.
Mennesket kan forsøge at flygte fra sin skyld, og ofte vil det kunne lade sig gøre at fortrænge den. Men den kan pludselig dukke op igen og bevirke ensomhed, manglende selvværdsfølelse og en generel følelse af at have det skidt. Dette kan blive et stort problem for nogle. Naturligvis kan en psykolog hjælpe her ved at bringe en erkendelse af, at skyldfølelsen er det egentlige problem og give hjælp til at arbejde med det. Men når behandlingen er nået så langt, at en sund skyldfølelse er fremkommet, hører de åndelige aspekter til den kristne sjælesorg og skriftemålet.
I mødet med Gud vil et menneske fremstå som afsløret og dets synd vil blive blotlagt. Men gennem Guds kærlighed, som viser sig i tilgivelsen, frisættes mennesket til at se situationen i øjnene uden at være fordømt. At det er Gud, der tilgiver, gør, at tilgivelsen står ved magt. Heri ligger selve den indre kraft til livet med medmenneskene. Tilgivelsen er en enorm kraft til liv.
Men det er på sin plads et tilføje, at hvis skriftemålet benyttes på et for tidligt stadium, kan det lukke for videre samtale - og dermed klarlægges problemerne ikke tilstrækkeligt, og personen befries måske ikke fra det, der egentligt tynger. Skriftemålet overflødiggør ikke al bearbejdelse og løser ikke alle problemer. Skriftemålet skal ikke erstatte den sjælesørgeriske samtale.
Til slut skal det fremhæves, at det ikke kun er i skriftemålet tilgivelsen har sin plads. Bekendelse og tilgivelse er vigtige for ethvert menneske - ikke bare over for Gud, men også over for medmennesket og sig selv. Disse emner ville dog sprænge denne opgaves rammer.
4. Forholdet mellem sjælesorg og skriftemål
Indledningsvis betonede jeg, at sjælesorgen ikke kun er en omsorg for sjælen eller det åndelige, men sjælesorgen har hele mennesket som sit omsorgsområde. Man må se mennesket som en helhed. Men så melder spørgsmålet sig: Skal sjælesorg være kerygmatisk? Forkyndelse og omsorg - kan de skilles ad i kristen sjælesorg? Er formålet med sjælesorgen sjælenes frelse eller hører sjælesorgen under diakonien, således at formålet simpelt hen er at hjælpe et menneske, der har brug for hjælp? Hvor stor vægt skal man lægge på forkyndelsen?
For at belyse forholdet mellem sjælesorgen og skriftemålet har jeg valgt at tage udgangspunkt i Bjarne Lenau Henriksens artikel "Skriftemål, sjælesorg, samtale - nogle overvejelser ud fra Sct. Nicolai Tjenestens arbejdsområde" og hans kritik af Viggo Lissners bog "Tag jer af hverandre". Ud fra dette vil jeg belyse og diskutere, hvorvidt sjælesorgen efter sin egenart er at opfatte kerygmatisk eller diakonalt, og om det overhovedet er muligt at foretage denne sondring. Dette vil ske m.h.p. en klargøring af forholdet mellem sjælesorgen og skriftemålet.
4.1 Den kristne sjælesorg og dens forhold til human sjælesorg
Allerede tidligt i opgaven berørte jeg problematikken i spørgsmålet, om sjælesorgen skal være primært kerygmatisk eller primært diakonalt. Hvad er dens væsen?
Lenau Henriksen ønsker at fastholde omsorgen for det hele menneske. Han frygter, at den kerygmatiske sjælesorg vil øve vold mod det menneske, der trænger til hjælp, ved at den vil pådutte evangeliet til et menneske, som opsøger noget andet. Han skriver, at i den kerygmatiske sjælesorg er forkyndelsen det eneste, der kan kvalificere en samtale som sjælesørgerisk. Denne kritik begrunder han i Hans Asmussens bog "Die Seelsorge"(15). Men Lenau Henriksens kritik er rettet imod Lissners skelnen mellem kerygmatisk og human sjælesorg i "Tag jer af hverandre". Lenau Henriksen vender sig imod en skarp skelnen mellem kristen og human sjælesorg, hvor den kristne sjælesorg skal føre til frelsen, mens den humane sjælesorg skal føre til almindelig menneskelig, sjælelig sundhed. Han mener, at menneskets udvikling, udfoldelse, trivsel, lykke og sundhed hører med i en kristen menneskeopfattelse. Derfor er en sådan skelnen malplaceret. Imidlertid er det på ingen måde Lissners ærinde at adskille den diakonale medmenneskelige omsorg fra sjælesorgen. Hos Lissner går forkyndelsen og omsorgen hånd i hånd. Han skriver: "Det er lige så forkert at give frakken, hvis det var evangeliet, vedkommende trængte til, som at komme med evangeliet, når det var en frakke, der i øjeblikket var det store behov"(16).
Ifølge min vurdering er Lenau Henriksen og Lissner enige om det fundamentale i sjælesorgens væsen. Når Lenau Henriksen vægrer sig mod som Lissner at skelne mellem en kristen og en human sjælesorg bunder det i, at han tillægger Lissner en definition på kristen sjælesorg, som denne slet ikke har.
Senere siger Lenau Henriksen nemlig, at "sjælesorg udmærket kan kalde sig kristen med den begrundelse, at det er kærligheden, der driver værket. Det kristne i sjælesorgen kommer ikke ind i billedet udelukkende ved den direkte forkyndelse. Sjælesorgen er ikke kun kristen, når sjælesørgeren forsøger at føre mennesket til Gud"(17). Denne holdning er for mig at se den gennemgående i Lenau Henriksens artikel, og dette er netop, hvad Lissner også siger(18). Så jeg mener, de er enige om det grundlæggende i synet på sjælesorgen.
For mig at se har Lenau Henriksen ret, når han skriver, at sjælesorgen ikke nødvendigvis behøver at rumme en verbal forkyndelse for at kunne kalde sig kristen. Men når dette får ham til at sige, at man derfor ikke bør skelne mellem en kristen og en human sjælesorg, vil jeg tage Lissners parti. Der er for mig at se en væsensforskel mellem den kristne og den humane sjælesorg. Som jeg har været inde på i de foregående afsnit har den kristne sjælesorg baggrund i Kristi diakonale virke og i hans død på korset, som giver mennesket mulighed for at udfries fra skylden. Her har den sekulære sjælesorg nået sin grænse. I dette dobbelte udgangspunkt (Kristus som tjener og frelser) består væsensforskellen til den humane sjælesorg.
I det foregående afsnit har jeg været inde på Kristi rolle som frelser m.h.p. sjælesorgen. Men det er samtidig vigtigt at fastholde sjælesorgens diakonale funktion med forbillede i Kristus. Sjælesorgen mister nemlig sin troværdighed, hvis den udelukkende vil være forkyndende. Kristi virke bestod jo ikke udelukkende i at forkynde frelse og dø på korset. Nej, Jesus viste også sin omsorg og kærlighed ved at imødekomme menneskers basale behov: Han gav helbred og føde, og han stilnede stormen og reddede liv. Kristen sjælesorg er både kerygma og diakonia. Omsorgen og forkyndelsen kan ikke skilles ad i den kristne sjælesorg. Mennesket må ses som helhed.
4.2 Forkyndelse i skriftemål og sjælesorg
Derfor finder jeg det bemærkelsesværdigt, når Lenau Henriksen skriver(19):
"Den kerygmatiske sjælesorg, hvor evangeliet skal forkyndes direkte for at genoprette et brudt forhold mellem et menneske og Gud, er ikke normgivende for enhver sjælesorgssamtale. En sådan specifik kristen sjælesorg findes i skriftemålet. Jeg mener, det er forsvarligt at afgrænse den forkyndende sjælesorg til skriftemålet. Dette finder kun sted på begæring af et andet menneske, som - når han/hun begærer det - må formodes at have den nødvendige kristne indforståethed, som gør skriftemålssituationen meningsfuld for ham/hende."
Lenau Henriksen skriver altså, at den del af den kristne sjælesorg, hvor evangeliet skal forkyndes direkte til mennesket for at genoprette dennes brudte forhold til Gud, kan afgrænses til skriftemålet. Denne afgrænsning begrunder han i, at skriftemålet kun finder sted, når den nødvendige kristne indforståethed er til stede.
Dette vil jeg stille mig spørgende overfor. Jeg har tidligere i opgaven været inde på, at tilsigelsen af syndernes forladelse kan frisætte et menneske fra skyld over for Gud, og endvidere har jeg påpeget, at privatskriftemålet kun bruges i et ganske lille omfang. I praksis vil Lenau Henriksens tese altså betyde, at langt de fleste mennesker ikke vil få hjælp til at sættes fri fra skylden over for Gud af andre mennesker. Dette ville være et stort tab. Jeg mener derfor, det er afgørende, at forkyndelsen også får sin plads i den almindelig kristne sjælesorg, hvor dette er naturligt. Den behøver naturligvis ikke være tilstede, for at sjælesorgen kan kaldes kristen. Men den kan ikke udelukkende henvises til skriftemålet. Sjælesorgen skal hjælpe det enkelte menneske i netop det problem, dette menneske har. Er problemet relateret til Gud, må sjælesorgen naturligvis hjælpe også her. Forkyndelsen i sjælesorgen kan være en åbning ind til skriftemålets absolution.
Man kan også spørge, om den kristne indforståethed skal være tilstede for at genoprette et brudt forhold mellem et menneske og Gud? Det er klart, at der må en erkendelse af et brudt forhold til - af en skyldighed over for Gud - for at syndernes forladelse kan tilsiges. Ellers giver absolutionen ingen mening. Der må være en erkendt skyld, for at den kan tilgives. I det omfang "den kristne indforståethed" betyder syndsbevidsthed - en bevidsthed om, at mennesket er faldet og kun kan genoprejses og forløses ved Jesus Kristus - vil jeg give Lenau Henriksen ret. Men det er afgørende, at "den kristne indforståethed" ikke afskærer den kirkefremmede fra skriftemålet. Skriftemålet må aldrig (igen) forudsætte en kristen indforståethed i form af kendskab til den rette lære eller at mennesket føler sig hjemme i kirken. Lenau Henriksen giver imidlertid udtryk for en sådan forståelse i oven for anførte citat.
Videre skriver han(20): "Skriftemålet er noget meget væsentligt, noget centralt i kristenlivet, fordi det netop er forkyndelse. Det har betydning inden for menighedens rammer" og(21) "skriftemålet er et udelukkende kristent fænomen. Det er noget der kun finder sted mellem to kristne, mellem to døbte. Skriftemålet kan ikke forekomme, hvor den ene af parterne ikke er kristen."
Lenau Henriksens pointe er at fremhæve, at sjælesorgen i modsætning til skriftemålet ikke udelukkende er et kristent fænomen, og den ikke kun har menigheden som sit virkefelt.
Han skriver videre(22): "Af den grund kan sjælesorgen ikke udelukkende være identisk med skriftemålet. Sjælesorgen som omsorg for hele mennesket kommer ind på helt andre områder, end de specifikt kristne. Hvis sjælesorgens udøvere ønsker at have med alle mennesker at gøre, kommer de med nødvendighed til at ramle ind i humane eller sækulare områder, som de ikke kan forkaste eller se bort fra."
Sjælesorgen drejer sig altså ikke kun om trosspørgsmål, men har hele menneskelivet som sit virkefelt. Derfor må den ikke begrænses, men spørgsmålet er, om han ikke selv begrænser sjælesorgen ved en for firkantet udelukkelse af forkyndelsen.
Lenau Henriksen vender sig mod den opfattelse, at sjælesorgen altid skal være forkyndende. Men dette kommer for mig at se til at betyde, at han kommer til at afgrænse den forkyndende del af sjælesorgen. Sjælesorgen skal altid have plads til både kerygma og diakonia. Sjælesorgen skal være aktuel for den sjælesorgssøgende med de problemer denne befinder sig i - uanset om de er af åndelig eller ikke-åndelig karakter.
Lenau Henriksen skriver dog, at sjælesorgen ofte vil indeholde verbal forkyndelse(23), men senere skriver han, at forkyndelse aldrig kan tage samtalens form:(24) "Der er en dyb kløft mellem forkyndelsen og samtalen. Forkyndelsen er en tiltale af noget fast, uforanderligt og indiskutabelt givet, nemlig Gud" "Guds sprog er entydigt, det er envejskommunikation. Samtalen derimod er karakteriseret ved vekselvirkning, åbenhed og usikkerhed. I et sprogligt forhold mellem mennesker kan man ikke arbejde med entydighed og uforanderlighed." "Forkyndelsen kan aldrig tage samtalens form, men må altid ske i tiltalens form." Konsekvensen må altså blive, at når den sjælesørgeriske samtale glider over i forkyndelse forlader man samtalen, og det bliver tiltale. Således vil samtale og forkyndelse gensidigt udelukke hinanden. Når Lenau Henriksen skelner så skarpt mellem samtale og forkyndelse, gør han det i et vigtigt anliggende: Dels ønsker han at beskytte sjælesorgens integritet og identitet som samtale, dels ønsker han at forsvare skriftemålet og prædikenens integritet og identitet som tiltale.
Lenau Henriksen vil, som jeg har været inde på tidligere, mene, at den sjælesørgeriske samtale naturligvis kan indeholde forkyndende elementer, men den kan efter sit væsen som samtale ikke være rent forkyndende.
Denne skarpe opdeling mellem samtalen og forkyndelsen er for mig at se grunden til, at han kan skrive "Jeg mener, det er forsvarligt at afgrænse den forkyndende sjælesorg til skriftemålet." For mig at se, er Lenau Henriksens opdeling for skarp. Det er naturligvis vigtigt, at samtalen vitterligt er samtale, og at den foregår i respekt for det enkelte menneske med alt, hvad det indebærer. Ligeledes er det vigtigt, at tilsigelsen af syndernes forladelse ikke står til diskussion, men at den er Guds ubetingede tilgivelse. Men i praksis kan det være meget svært at afgøre, hvad der hører til i det diakonale område, og hvad der hører til i det kerygmatiske.
I øvrigt undrer jeg mig over, at forkyndelsen altid skulle være begrænset til tiltale. Forkyndelse foregår ikke kun fra prædikestolen, men kan som i Jesu tilfælde også foregå i dialogens form, hvor forkyndelsen tager udgangspunkt i samtalepartnerens spørgsmål og tvivl.
4.3 Den diakonale sjælesorg som forkyndelse
Mange mener, at formålet med sjælesorgen er sjælenes frelse. Jeg har givet udtryk for, at jeg er uenig i dette, da jeg mener sjælesorgens formål er at hjælpe et menneske, der har brug for hjælp, således at sjælesorgen primært er diakonal. Men samtidig må jeg medgive, at kristne er sat til at være lys i verden og til at forkynde evangeliet. Et menneske, der lever i et ønske om at tjene Gud som "lys", hverken kan eller skal opgive dette i en sjælesorgssamtale, og på den vis kan formålet med den kristnes handling "indirekte" være "sjælens frelse". Men når et kristent menneske ønsker at være "et lys i verden", må det vide, at diakonal sjælesorg også vil være forkyndende, da handlinger også kan være vidnesbyrd om Kristus og dermed forkyndende.
Dette falder fint i tråd med Lenau Henriksen. Han skriver(25), at sjælesorgen ikke kun er kristen, når sjælesørgeren forsøger at føre et menneske til Gud, men den kan kalde sig kristen med den begrundelse, at det er kærligheden, der driver værket. Som kristen at vedkende sig et ansvar for sine medmennesker - også på det humane og sekulære område er i aller højeste grad kristent og dermed forkyndelse:(26) "sjælesorgen arbejder på at befri mennesket, så det påny kan binde sig til livet; sjælesorgen forsøger at finde muligheder, så at mennesket igen kan leve med ansvar og under ansvar. Hvis dette lykkes for sjælesorgssamtalen, så er den i sig selv et stykke forkyndelse. Da rummer denne handling i sig selv et vidnesbyrd."
Der er som tidligere omtalt en væsensforskel mellem kristen og human sjælesorg. Men det er vigtigt at slå fast, at både den kristne og den humane sjælesorg kan gøre brug af terapeutiske arbejdsmetoder - og undlade at gøre det. Det kristne i sjælesorgen består i udgangspunktet hos den udøvende - ikke i arbejdsmetoderne(27).
4.4 Synd og skyld i dag
Lenau Henriksen(28) fremhæver forskellige eksempler fra sjælesorgslitteraturen, hvor det drejer sig om så hurtigt som muligt at komme fra det uegentlige og overfladiske til det dybereliggende: synden og skylden, for at vække skyldbevidstheden og forløsningslængslen. Mod dette indvender han, at mange af de mennesker, som opsøger en sjælesørger, ikke kommer medbringende en anfægtet og ødelagt samvittighed. De ønsker ikke at skrifte og få tilsagt syndernes forladelse, men kommer for at få rådgivning. Disse mennesker har ikke en moralsk-etisk forståelse af begreberne synd og skyld. Snarere udtrykker synd og skyld sig for disse mennesker i deres manglende evne til at orientere sig i samlivet med andre mennesker. Menneskets psykiske styrke og dets evne til at etablere mellemmenneskelige relationer er af afgørende betydning for det moderne menneskes selvforståelse og selvaccept. Der er altså sket en forskydning i menneskers selvopfattelse i retning af et socialt baseret skyldsbegreb, og dette må naturligvis berøre sjælesorgen. Sjælesorgen må altid tilstræbe at møde mennesket der, hvor det er. Derfor bør sjælesørgeren naturligvis ikke ensidigt tale om synd og skyld i klassisk teologisk forstand med dette menneske. Det bør være den hjælpssøgendes problemer, der sætter niveauet. Den sjælesørgeriske samtale er dermed diakonal, og som omtalt ovenfor mister den naturligvis ikke sit kristne islæt ved ikke at omtale Gud. Den diakonale tjeneste er kristen.
Dette moderne menneske, som ingen skyldbevidsthed har, kalder den amerikanske pastoralpsykolog Capps for "narcissisten"(29). På baggrund af klinisk litteratur hævder han, at narcissistens største byrde i stedet for skylden er skammen. Han opfordrer derfor til at forsøge at imødekomme dette ved at opbygge en skammens teologi.
Historikeren Henrik Jensen kalder det 20. århundrede for ofrets århundrede(30). Han mener, mennesket efter 1. Verdenskrig er blevet identitetsmæssigt svagere og har påtaget sig en offermentalitet. Dette er netop kendetegnet ved, at mennesket ikke føler sig skyldige.
Sjælesørgeren må være åben for den tid han lever i. Han må altid bestræbe sig på at møde mennesket der, hvor det er. I en tid, hvor det individuelle har fået så stor en vægt, og mennesket ikke identificerer sig med én, der er skyldig, kræver den sjælesørgeriske samtale særlig stor indføling.
Sjælesorgens (ja, al praktisk teologis) store opgave bliver at møde et sådant menneske i dets egen situation. Spørgsmålet er så, i hvor høj grad det er muligt at opbygge en teologi på dette menneskes præmisser uden at slå af på kristendommens budskab.
Til slut vil jeg nævne, at jeg mener, vi har mistet noget meget vigtigt, ved at skriftemålet er gledet ud. Vi har mistet en forståelse af væsentlige aspekter ved synd og tilgivelse og en konkret erfaring af evangeliets befrielse.
Psykologer, taxichauffører, bartendere m.v. må i dag lægge øre til meget af det, folk tidligere gik til præsten med. Folk har brug for at få lettet hjertet. Det er vigtigt for alle at få lettet hjertet og fortælle sin historie. Men skriftemålet har endnu mere at give: evangeliets befrielse fra skylden.
5. Konklusion
I undersøgelsen af skriftemålets betydning og brug i en sjælesørgerisk sammenhæng er vi nået frem til følgende:
Den kristne sjælesorg er en omsorg for den enkelte, der udmøntes i en hjælpende og/eller trøstende samtale.
Den kan meget vel have et kristent indhold, men dette er på ingen måde nødvendigt for at samtalen kan kvalificeres som kristen sjælesorg.
Skriftemålet består i en luthersk sammenhæng af bekendelse og absolution, og den er en befriende gave til den tyngede samvittighed.
Den kristne sjælesorgs egenart i forhold til en human sjælesorg er, at Kristus er forbilledet. Kristus er både tjener og frelser, så derfor er den kristne sjælesorg både diakonia og kerygma. Den kristne sjælesorg skal hjælpe det enkelte menneske netop der, hvor det er - uanset om det drejer sig om noget åndeligt eller ikke-åndeligt. Det, som er den kristne sjælesorgs force i forhold til anden sjælesorg, er dog, at Kristus har videregivet myndigheden til at tilgive synder. Mennesket frigøres, når det bekender sine synder og får tilgivelse. Dermed sættes det i stand til at leve livet i frimodighed. Denne tilgives kan meddeles i skriftemålet. Den verdslige psykologi har her mødt sin begrænsning.
Sjælesorgen er en af kristendommens kommunikationsformer. Den spejler Guds kærlighed til mennesker gennem sjælesørgerens omsorg for den sjælesorgssøgende, og i samtalen er der mulighed for en verbal forkyndelse af kristendommens budskab. Den kristne sjælesørger vil derved kunne være forkyndende på to måder.
I en tid med individet i centrum betragter jeg sjælesorgen som kirkens vigtigste kommunikationsform, da den kan videregive netop det budskab, den søgende har brug for. Også til det kirkefremmede, traditionsløse og "skyldsløse" (post)moderne menneske for hvem søndagsgudstjenesten føles intetsigende.
6. Litteraturliste
Den danske Kirkeordinants af 1539
Udgivet af W. Olsen, Kbh. 1936, s.33-95 62 s.
Danmarks og Norges Kirke-Ritual (1685)
genudgivet af Udvalget for Konvent for
Theologi og Kirke, 1985, s. 7-114 107 s.
Ritualbog, Gudstjenesteordning for Den Danske Folkekirke
København 1992, s. 78-86 9 s.
Asmussen, Hans:"Die Seelsorge"
München 1935, s. 15 1 s.
Elstad, Gunnar: "Hjælp til hjælp"
Hillerød 1991, s. 11, 39-41, 55f., 132f. 7 s.
Enger, Knut: "Innføring i sjelesorg", I Teori
Norge 1978, s. 30-63, 98-138 75 s.
Falk, Bent: "At være - der, hvor du er"
1996, s. 43-50 8 s.
Fjellbu, Arne: "Sjelesorg"
Oslo 1953, s. 54-77, s. 190-213 41 s.
Harbsmeier, E.: "Sjælesorg", Praktisk teologi
København 1995, s. 384-423 38 s.
Jensen, Henrik: "Offerets Århundrede"
Danmark 1998
Kristensen, Flemming Baatz: "Befriet til at Leve"
København 1998 80 s.
Kristiansen, L.: "Sjælesorg"
København 1991, s. 138-144 6 s.
Lissner, Viggo: "Tag jer af hverandre"
1976, s. 7-22 16 s.
Luther, Martin: "Den Store Katekismus"
Luthers skrifter i udvalg II, red. Prenter, Kbh. 1963, s. 193f., 222-227 7 s.
Luther, Martin: "Om gudstjenestens ordning i menigheden";
"Den tyske messe 1526"
Luthers skrifter i udvalg II, red. Prenter, Århus 1980, s. 67-104 37 s.
Nilsen, E. Anker"Sjelesorg og psykoterapi"
Oslo 1986, s. 76 1 s.
Nøjgaard, Niels:"Hvad Luther mente om Sjælesorg"
København 1937, s. 43-74 32 s.
Thodberg, Chr. "Den danske gudstjeneste aktuelt"; Den kristne gudstjeneste og Ny Testamente"; "Den romerske messe"; "Den lutherske reformation og gudstjenesten", (Kompendium II)
Århus 165 s.
Kritisk Forum for praktisk teologi, nr. 3, 1980, s. 4-56 53 s.
Kritisk Forum for praktisk teologi, nr. 62, 1995 80 s.
Ialt 825 s.
1. Den Store Danske Encyklopædi, bind 17, s. 234, "sjælesorg" af Troels Nørager
2. Elstad, s. 11, Anker Nilsen, s. 76
3. F.eks. Fjellbu (Fjellbu, s. 13) og Thurneysen (E. Harbsmeier, s. 393)
4. Den dialektiske teologi og Tidehverv (E. Harbsmeier, s. 400)
5. Asmussen, s. 15, Fjellbu s. 7
6. Lenau Henriksen, s. 25 i Kritisk Forum for Praktisk Teologi nr. 3, 1980
7. Harbsmeier, s. 394
8. Se Bent Falk "Teologi og psykologi", Kritisk forum for praktisk teologi, nr. 62, dec. 1995
9. Ritualbogen, 1992. Fælles skriftemål
10. Ritualbogen, 1992. Privatskriftemål
11. Dette afsnit bygger for en stor del på Enger, s. 30-63, 98-138
12. Harbsmeier, s. 388
13. Nøjgaard, s. 49-50. Denne spænding kommer også til udtryk i den reformatoriske sætning "simul justus et peccator
14. I det følgende afsnit tager jeg primært udgangspunkt i Falk, s.43-50, Elstad, s.55-57, Baatz Kristensen, s.11-18
15. Lenau Henriksen, s. 30
16. Lissner, s. 16
17. Lenau Henriksen, s. 30
18. Lissner, s. 16
19. Lenau Henriksen, s. 25
20. Lenau Henriksen, s. 30
21. Lenau Henriksen, s. 29
22. Lenau Henriksen, s. 30
23. Lenau Henriksen, s. 25
24. Lenau Henriksen, s. 32
25. Lenau Henriksen, s. 30
26. Lenau Henriksen, s. 35
27. Bent Falk, "Teologi og psykologi", Kritisk forum for praktisk teologi, nr. 62, dec. 1995
28. Lenau Henriksen, s. 31-35
29. Benny Grey Schuster, Sjælesorg uden dogmer er blind, dogmer uden sjælesorg er golde, s. 49, Kritisk forum for praktisk teologi, nr 62, 1995
30. Henrik Jensen, "Ofrets århundrede", 1998