Hvad der sker i dåben er fuldstændigt ubegribeligt (DDS 376).
Op til Guds hus vi gå
og banke dristigt på:
"Luk op!" det er vor bøn,
"Vi leder om Guds søn!".
Det er dåben - det er en søgen efter Jesus, synderes søgen efter tilgivelse og nåde. Det er nu ikke så sært - sådan er det jo: Den svage kommer til den stærke for at bede om hjælp! Den fattige kommer til den rige for at låne. Det er der ikke noget stort i. Men det store ligger i, at døren bliver lukket op:
Som lynild farer brat
os døren er opladt
i dåb med Ånd og vand,
her står vor frelsermand.
David kender til den samme hjælp: Ps 40,1-3 (s.501)
Ja, for det er ikke en straffende Gud, der åbner døren, der vender sig mod synderen - det er den nådige Gud. Han kommer med tilgivelse og hjælp. Luther siger i sin lille katekismus:
"Dåben virker syndernes forladelse, frier fra døden og Djævelen og giver alle dem, der tror det, den evige salighed, således som Guds ord og forjættelse lyder".
Normalt er det sådan at jeg får en gave af dig, og du får en gave af mig - og på et eller andet plan så står vi lige. Men i forholdet til Gud er vi altid den modtagende. Dåbens gave er så umenneskelig stor, at vi aldrig på nogen som helst måde kan give noget, som tilnærmelsesvist er på højde med den. Også fordi at resten af vores liv, alle vores bestræbelser på at gøre noget igen, bygger på dåben og har dåbens gave og gaver som den inderste drivkraft. Fra at være syndens børn bliver vi nu Guds børn. Vi får Gud den almægtige som far, Jesus Kristus, Guds Søn, som broder og Helligånden som talsmand og vejleder indtil Jesus kommer igen.
Hvordan kan en smule vand gøre så stor en forskel? Det kan det fordi det bestemt ikke er vand alene, men vand forenet med Guds løfteord. Luther siger i en dåbssalme:
Gud vil, at der skal være vand,
dog ikke vand alene,
han føjer til sit ord og Ånd
og vil med alt os tjene.
Selv her hos os han døber.
Hvad der sker i dåben er så skelsættende, at det kun rigtigt dækkende kan beskrives som en ny fødsel. I dåben bliver vi af Gud født på ny af vand og ånd og dette er forudsætningen for at komme ind i Guds rige, som der står i Johs 3,5:
"Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige".
Født af "vand og ånd" - altså ved Helligåndens indgreb i forbindelse med dåbsvandet. Før dåben har vi vel et fysisk og et mere eller mindre velfungerende psykisk liv. I dåben genfødes vi fra oven: Da fødes vi en gang til og får et åndeligt liv, det frelsende liv. Vi får barnekår, barneret og bliver arving til Guds rige. Dér går vi fra en identitet "Jeg - en synder" til en anden "Jeg - en kristen". Dér går vi ind i en ny måde at leve vort liv på. I stedet for at leve i had og i synd, så gives der os den nåde - den gave - at vi kan leve i tro og tillid til Gud - vores skaber. Vi ligger det gamle liv og alt det, der har med det, bag os. Som israelitterne gik gennem Jordan-flodens vand ind i det forjættede land, sådan skal vi i dag gennem dåbens vand gå ind i det forjættede land: Fællesskab med Gud her og i Himmerriget. Israelitterne lagde slaveri, rastløshed og ørkenens plager bag sig - sådan skal vi også lægge syndens ørkenvandring bag os, når vi gennem dåben når ind i et nyt liv - troens tillidsfulde liv.
Det brud, der sker i dåben, kan ikke beskrives på bedre måder end ved at det menneske, der levede under synden drukner i dåben - som Paulus siger det i Romerbrevet. Det gamle menneske bliver korsfæstet med Kristus - er en anden måde Paulus kan beskrive skellet på. I stedet for at se os selv som i familie med Adam - det slægtskab skal vi regne for dødt i dåben - så kan vi nu se os selv som i familie med Kristus: "Det gamle er forbi - se noget nyt er blevet til (2. Kor 5,17). Vi får en ny identitet i dåben "Jeg - en kristen" - vi får et nyt liv: Troens liv.
Hvordan skal det nye liv leves? Dåben grundlægger dit og mit fællesskab med Gud ved at føre os til Kristus og ind i det kristne fællesskab i kirken, den nye menneskeslægt, det nye Guds folk. Dér skal troens liv udfolde sig og dér skal vi vokse i vores nye identitet. Med dåben følger en masse andre gaver - nådemidlerne - de formidler nåden: Ordet, nadveren, bønnen og fællesskabet i menigheden. De udfolder sig i menigheden. Om den første kristne menighed står der i Apg 2,42:
"De holdt fast ved apostlenes lære og fællesskabet, ved brødets brydelse og ved bønnerne".
De holdt fast ved apostlenes lære, som rummede Guds ord og Jesu tale, det samme ord som gjorde postevand til dåbsvand. Ordet er det grundlæggende i enhver kristelig sammenhæng. Guds ord styrker og opretholder det fællesskab med Kristus, som er indstiftet/indviet i dåben. Det sker i ordets tale som lov og evangelium, gennem ordets tugt, trøst og vejledning.
Ligesom ordet - som er Kristus - fra begyndelsen opholder alt, som er skabt, opholder Helligånden ved ordet dåbstroen til det evige liv. Ordet er troens mad 1. Pet 2,2 og er levende og levendegørende, fordi den levendegørende Helligånd er virksom i det. Derfor kan ordet indblæse og skabe nyt liv i en ellers død tro.
De holdt fast ved fællesskabet med de øvrige døbte. Ingen kan blive døbt uden med det samme at blive indlemmet i kirken eller menigheden. Ligesom ingen kan fødes som menneske uden med det samme at blive et led i den naturlige menneskeslægt, sådan er den nye fødsel - dåben - indlemmelsen i den nye menneskeslægt. Derfor er menigheden ikke et produkt af de troendes eget valg eller vilje - den er allerede til i det øjeblik, hvor to eller tre er forsamlede under Åndens indvirken. Det er derfor helt forkert at forklare menighedens start ved at vise hen til den menneskelige trang til sammenslutning - som om menigheden er en klub for "kaffeslaberas". Kirken er ikke en forening af religiøse meningsfæller. Den er et så levende og intenst fællesskab at Paulus kalder menigheden for Kristi legeme (1) Ethvert lem - om det er nok så fattigt og evneløst - så har det en funktion og kan ikke undværes.
Det er Gud, der har sammensat menigheden som han vil (1. Kor 12,18).
De holdt fast ved brødsbrydelsen dvs nadveren. Alle som nyder nadveren kommer i forbindelse med den levende Jesus Kristus, idet de jo tager imod hans legeme og blod(2). Nadveren giver kraft og styrke til troens liv.
Foruden at man når ind i det tætteste forhold til Kristus, så giver nadveren også de troende det inderligste fællesskab med hinanden 1. Kor 10,17. Vi har fællesskab både med den lokale menighed og med den globale verdensomspændende kirke... ja, vi går videre og siger: Vi har endda fællesskab med den del af menigheden, som nu er døde og venter på Herrens genkomst i døden.
"Helgen her og helgen hisset er i samme menighed"(3)
De holdt fast ved bønnerne: I bønnen holder den døbte sig i livsfællesskab med Kristus. Man har ikke uden grund kaldt bønnen for det nye livs åndedrag. Den henvender sig til Gud og modtager hans hjælp - uden bønnen ville troen ikke være et levende forhold, men blegne hen og dø bort.
I bønnen skal vi både tale, men også lytte. Kristus ved nok hvad der rør sig i os, men det er af uhyr vigtighed at vi lytter til hvad han har at sige til os.
Sådan lever de døbte altså i Kristus: De bruger disse midler. På den måde fornyr Gud det åndelige liv, bekræfter og bestyrker det. Guds frelsende gaver, der er givet i dåben, bliver givet igen og igen, på samme måde som vi i menneskelivet dag for dag får livet skænket på ny og får det fornyet ved mad og drikke og i fællesskab med andre.
Dåb og formaninger
Til den nye identitet, man får i dåben, knytter der sig også et nyt liv. Vi kan ikke både smykke os med Kristusnavnet og samtidig fortsætte med at leve som om dåben aldrig nogensinde havde sat sit skel i vores liv. Det skal have en radikal betydning for alt i livet. Når der tales om dåben i NT, så står det som regel i sammenhæng med formaningerne: I er døbte - så vær da som døbte. I er kristne, så vær da som kristne.
Formaningerne har til hensigt her og nu at få det liv til at fungere, som er blevet skænket i dåben, men som er skjult, indtil Kristus kommer. Formaningerne pålægger ikke de kristne andet end det, som de allerede har fået skænket i dåben. Dåb og formaning hører derfor uløseligt sammen. Dåb uden det liv, som formaningerne fremelsker, vil være nonsens. Formaningerne uden dåben vil være en ny lov. Hvad formanes vi så til af Paulus? Der er to ting, som går hånd i hånd med hinanden.
Luther kalder troens liv "en stadig påbegyndelse af saligt at bortdø" - hvad skal det sige? Det vil sige en begyndelse på en lang kamp imod de syndige lyster, som stadig vil melde sig i en kristen. Det nye liv skal domineres af en stadig større afstandstagen til ens gamle identitet som synder som der står (i en af de tekster, jeg blev henvist til af Erling): Kol 3,5-10.
Det er ikke bare negativt at dræbe, men også positivt at oparbejde - det, som vi kalder helliggørelse og som er Helligåndens værk i os. Helliggørelsen er ikke at blive hellig for Gud. Det bliver vi ved syndernes forladelse - retfærdiggørelsen. Men helliggørelsen er væksten af det nye sind og den nye natur, som blev født i os, da vi kom til tro på Jesus. Vi skal stræbe efter mere og mere at komme til at ligne den Herre, som vi i dåben er blevet døbt til at tilhøre.
Som menneskelivets start fra fødslen er bestemt ved at barnet for hver dag der går vokser og modnes, sådan er det også med det nye liv. Vi skal vokse og modnes. Vi skal vokse i hellighed, i gode gerninger, så Åndens frugter må modnes på os: Gal 5,22(1066). Helligånden, som vi alle modtog i dåben, skal have mere og mere råderum i vores liv, så vores tanker og handlinger mere og mere bliver gjort sådan som Helligånden råder os til (Gal 5,16).
Livet i fællesskab med Helligånden er betinget af at man ikke handler i strid med det, samvittigheden har erkendt er Guds vilje. Bliver samvittigheden ikke hørt og adlydt, bedrøver man Helligånden (Ef 4,30) og Ånden kan til sidst blive nødt til at forlade den, som er ulydig(4). Men får Ånden sin vilje med den troende, vil han helliggøres efter Guds plan. Ja, helliggørelsen vil naturligt vokse frem fra et liv med Guds ånd.
Men hvordan forholder vi os helt konkret til alt dette - hvordan får Helligånden sit råderum i vores liv? I dåben fik vi nogle vigtige redskaber, som vi må gøre flittigt brug af - vi har været inden på dem før: Ordet, nadveren bønnen og fællesskabet i menigheden. Det er livskilderne, som styrker og modner det liv, der tog sin begyndelse i dåben.
Målet med afdøen og helliggørelsen er ikke mindre end syndsfrihed:"Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen" lyder opfordringen til os i Bjergprædikenen. Gud vil ikke være tilfreds med noget mindre end det fuldkomne. Han vil støtte os på vores vej fremad og glæde sig over de fremskridt vi måtte gøre, men helt tilfreds er han ikke, før vi er fuldkomne - før vi har nået målet. Det er lige som den far, som ser sit barns første spæde skridt - han roser barnet, men ingen far vil være tilfreds med noget mindre end den faste frie mandige gang hos sin voksne søn.
En kristen forfatter udtrykker det sådan:"Gud er let at glæde, men vanskelig fuldt ud at tilfredsstille". Men at vi ikke kan nå så langt her på jorden, må vi vel være de første til at indrømme - hvis vi da ikke har en slap syndsbevidsthed og en mangelfuld selvprøvelse. Mener man, at man er uden synd, så lever man i en verden, som er et produkt af ens syge og syndige fantasi i stedet for at leve i livets alvorlige virkelighed. For ens gamle identitet som synder hænger ved og vil gøre alt for at få overtaget situationen igen! Disse bagstræberiske lyster, som vil tilbage til den gamle identitet, stopper først, når døden er indtruffet - på det punkt er vi alle stok konservative. Og dertil kommer at djævelen vil gøre alt, som er i hans magt, for at friste et menneske tilbage i hans lejr. Fristelsen virker ofte så dejlig og uskyldig, men der sover/ligger som regel en slange under blomsterne.
Det er snare omvendt med syndsbevidstheden, når et menneske går frem i hellighed. Jo mere man går fremad og modnes desto mere fintfølende bliver syndsbevidstheden for enhver berøring med synden. Troens liv bringer én tættere og tættere ind på den fuldkomne - og jo tættere man kommer ham, desto mere og mere tydelig bliver ens egen ufuldkommenhed! Syndsbevidstheden bliver dybere og mere intens, som vi også kan registrere det hos Paulus:
1. Kor 15,9: Jeg er den ringeste af apostlene, ikke værdig til at kaldes apostel.
Ef 3,8: jeg, den ringeste af alle de hellige.
1. Tim 1,15: For Kristus Jesus kom til verden for at frelse syndere, og af dem er jeg den største.
Ja, den kan blive så voldsom, at man endda sætter spørgsmål ved ens identitet som kristen: "Mon jeg virkelig er en kristen?" Grundtvig havde på et tidspunkt en sådan åndelig krise, men han fandt trøst og opmuntring i løfterne, der er knyttet til dåben. For i løfterne har Gud lovet at dræbe vores synd og heller ikke bruge den til vores fordømmelse, når vi ikke bliver i synden, men bliver i dåbens løfter. Gud har lovet os at se på navnet Jesus og hvad det indebærer og lade det gælde for os. De tanker gav ham tryghed. Midt i denne krise, som vi nok er nogen herinde, som kender til, skrev han salmen "Sov sødt, barnlille, lig rolig og stille". Mange tror fejlagtigt, at det er en salme skrevet til børn og barnlige sjæle, men den er i virkeligheden skrevet til anfægtede mennesker, der ikke kan finde fred i deres liv.
Gudsfingrene grande
slog kors for din pande,
Guds enbårne røst
slog kors for dit bryst
Her taler Grundtvig om korstegnet i dåben: Modtag det hellige korsets tegn både for dit ansigt og for dit bryst..." Det var ikke præsten, der den gang tegnede korsets mærke, men det var Gud gennem præsten.
Thi - derfor - skal ingen djævel dig skade;
Nu...
Altså både som barn, teenager, ung, ældre, ældst
nu kan i din dåb
med saligheds håb
din sjæl og dit hjerte du bade"
Fordi han er døbt kan han med sit inderste, sjælen og hjertet, bade sig i dåben med salighedens håb - altså i forventning, overbevisning og vished om saligheden.
For igen at bruge Luther, så siger han det sådan: "Derfor skal man helt fri og frejdig holde sig til dåben og holde den op imod al synd og mod den ængstede samvittighed og ydmygt sige: Jeg ved vel, at jeg ingen ren gerning har at pege på - men jeg er døbt, og dermed har Gud, som ikke kan lyve, lovet mig, at han ikke vil tilregne mig min synd, men dræbe den og udslette den."
Vi må derfor ikke se dåbene henne i kirken, som irriterende tidskrævende handlinger, der bare optager plads i Gudstjenesten. Nej, vi kan blandt andet se det som en kærkommen chance til at få repeteret vores egen dåb og minde os selv om den dåbspagt, der er blevet indgået med os.
Nu må al den tale om dåbens kraft ikke svinge over i den sovepude-holdning mange danskere har overfor dåben. Nemlig, at dåben - sammen med betaling af kirkeskatten - helt automatisk gør "Vorherre" glad!!!
Det er her troen kommer ind i billedet. For det er troen, der hos Grundtvig bader sit hjerte i løfterne fra dåben og det er troen, der hos Luther holder Gud fast på sine løfter. Brorson nærmest river sig selv fortvivlet i håret og udbryder:
"Af døbte vrimler stad og land
men hvor er troens brand?" (DDS 309)
Desværre er situationen Brorson omtaler ligeså aktuel nu, som da han skrev om det i 1765. Dåben hjælper ikke en disse i en tid, "hvor Gud er blevet puttet på boghylden. Altid ved hånden, men sjældent brugt". Uden troen, som er Guds gave, gavner dåben intet, også selv om dåben er en guddommelig overvældende skat. Det er ikke hård indremissionsk tale fra en stud. Theol, som kun lige er kommet over pubertetsalderen, nej, det er Bibelens tale: Mark 16,16 917. Ligeledes, hvis man ikke er døbt: Johs 3,5 960 Vi må konkludere ud fra det, vi har fået kendskab til gennem Bibelen, at kristen - og frelst - er altså kun den, der er døbt og tror. Det er det, vi kan tale med om. Hermed ikke sagt, at Gud ikke kan frelse et menneske, som af den ene eller den anden grund ikke er blevet døbt. Vi kan f.eks. se på Jesu ord til den troende røver på Golgatha: Luk 23,43
"Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis"
Augustin - en stor kanon inden for teologien - har et sted sagt, at Gud ikke har bundet sig selv til sakramentet - det vil sige, at han ikke har bundet sig til kun at virke i sakramentet - men han har bundet os til sakramentet!!! Vi kender ingen anden vej til frelse end denne, så det forpligter os, der kender denne ene vej, til også at vise andre den... også ude i de dele af verden, hvor evangeliets ord endnu ikke er nået frem.
Ja, for troens liv er et liv i vidnesbyrd. Det er et liv som lys og salt i verden!
Troens liv er aktivitet - kun døde fisk svømmer med strømmen, levende svømmer imod! Troens liv er aktivitet, som konsekvens af hvilen i Kristus. Hvilen i at Kristus har gjort det, der skal til og at vi intet mere kan gøre - alt er fuldbragt og dette fik vi del i ved dåben.
Troens liv er et liv i lovsang! Efter at David har skrevet om at han er blevet hevet op på klippen, så han nu står fast, ja, så står der:
"Han lagde mig en ny sang i munden, en lovsang til vor Gud"
Den gamle klagesang er smidt ud og er af Gud blevet erstattet af en lovsang. En glædessang, som fortsætter ind i døden, for troens liv er et evigt liv, for det binder sig ikke til kødet! Det er ikke afhængigt af noget af alt det her i verden, som på et eller andet tidspunkt vil forsvinde, men helt afhængigt af den evige Gud. Er vi i dåben blevet et med Kristus - og det er vi - og bliver vi i det fællesskab, så vil vi også når døden har besejret vort legeme stå op, som han stod op påskedag. Så vil han kunne hviske i øret på den dødende, der klammer sig til dåben, imens alt omkring smuldre hen og livet ebber ud:"Lad dem bare slå os ihjel langfredag, vi lurer dem påskemorgen".
1. Rom 12,4-6; 1. Kor 12,12-30; Ef 1, 22-30; 4, 4-16; Kol 1,18; 2,19
2. Modtagen uden tro: 1. Kor 4,27-29)
3. DDS 660
