Nadveren er en god og naturlig ting i vores kristenliv - søndag efter søndag knæler vi ned ved Herrens bord og deltager sammen med de øvrige i menigheden i altergangen. Men - sådan er det i hvert fald de steder, kender - anderledes er det med skriftemålet. Det står som en underlig isoleret størrelse og har ikke engang tilnærmelsesvis samme opmærksomhed som nadveren! Nadveren skal naturligvis også have den højeste placering af de to, men man behøver da ikke af den grund at skippe skriftemålet helt. Jeg vil her i aften forsøge at lave en bro mellem den kendte nadver og det forholdsvis ukendte skriftemål. Af de to ting, vil jeg opholde mig mest med skriftemålet her i aften.
Mange tror fejlagtigt, at skriftemålet - i hvert fald det, vi senere vil kalde "det private skriftemål, ligefremmen blev afskaffet i forbindelse med reformationen, men det er da også rigtigt, at skriftemålet nærmest lever en "skyggetilværelse" i forhold til før reformationen. Før var det bl.a. en pligt for enhver kristen at gå til skriftemål mindste en gang om året og i det hele taget fik skriftemålet en klang af gerningsretfærdighed, som Luther vendte sig kraftigt imod. Men som i mange af Luthers opgør med den katolske kirke var der her heller ikke tale om et opgør med sagen, men med dets misbrug. Skriftemålet har stadig sin opgave i kirken.
I hovedtræk er der to slags skriftemål:
1) Det for Gud, hvor vi skal bekende vores "almene" syndighed. Bekende, at vi i et og alt er syndige og i allerhøjeste grad har brug for Guds nåde.
2) Det, man skal aflægge overfor sin næste. Det er især det sidste vi se på i aften:
Skriftemålet er et tilbud, der har ligget parat for alle, lige siden Jesus gik rundt her på jorden. Først lå det parat ved Jesus selv. Folk kom til Jesus og han spiste dem ikke af med en prædiken, men hjalp dem i deres konkrete nød, og hans foretrukne kommunikationsform var samtalen. Derefter lå der parat ved hans folk - kirken.
Udgangspunkt: Johs 20,19-23
Der ligger noget mere end en ganske almindelig hilsen i Jesu første ord til hans disciple efter hans opstandelse. Jesus kommer til sine disicple og forkynder dem fred - ikke fred og ro i al almindelighed, men Guds fred. Den fred, der består i at eje den almægtiges venskab, at være et elsket barn af himmelens og jordens skaber, at være under hans velbehag og velsignelse.
Men Jesus ikke bare forkyndte dem freden, men viste dem også sine sår på hænder og fødder, som forkynder, at Jesus har retten til at forkynde dem denne fred. At han kan tilgive mennesker deres synd. Dette alene er jo gevaldigt stort: Jesus har ved sit ord myndighed til at forlade menneskets dets synd! Men han stopper ikke her, men fortsætter:"Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er det dem forladt...." Det er det, man med et fint ord kalder nøglemagten! Jesus overgiver i syndige menneskers hænder myndigheden til at forlade synder. Jesus overdrog den samme myndighed til disciplene, som han selv havde modtaget af sin far. Hvordan i alverden kan det lade sig gøre? Jesus er den eneste, der kan tilgive synder, intet menneske har den slags myndighed. Men netop derfor får de før denne myndighed en anden gave: Helligånden! Om de så først modtager Helligånden pinsedag eller hvordan hele denne sag skal forstås, er i denne forbindelse ikke væsentlig. Her skal kun slås fast hvad det betyder! Disciplene har myndighed til at tilgive synder, fordi de har Guds ord og Helligånden - dvs. det er egentlig ikke dem selv, der tilgiver, men når tilgivelsen lyder, er det i virkeligheden Jesu kærlige røst, man skal høre i disciplens rustne stemme! Den kristne kan give Guds tilgivelse videre, fordi han er tjener for evangeliet, som giver tilgivelse. Jesus sendte disciplene ud for at de med hans myndighed skulle forkynde freden med Gud og bringe den videre til andre.
Skriftemål/sjælesorg - forskel og ligheder.
Der er to ord, der melder sig i den her forbindelse: Sjælesorg og skriftemål. Vi kender begge begreber, men hvad er forskellen på dem? Egentlig er det to sider af samme sag, men hvis man forsøger at stille skarpt på dem, træder der dog 2-3 forskelle frem. Nu har jeg en stjernekikkert derhjemme og kigger man med det blotte øje på en bestemt stjerne (f.eks. En stjerne i Karlsvognen), så er der kun en stjerne, men stiller man skarpt med kikkerten, så ser man pludselig, at der er 2 stjerner. På samme måder med skriftemål og sjælesorg. Der er selvfølgelig overlapninger - de er af væsen det samme og har samme formål, nemlig sjælens frelse, men de er forskellige.
1. Forskel i indhold
Sjælesorgen - sjæle-omsorgen er først og fremmest en samtale, hvor man ud fra Guds ord og ens egen erfaring med det, rådgiver. Fortællingen om emmausvandrene i Lukas viser os et godt eksempel på en sjælesørgerisk samtale. Første del af samtalen er jo meget menneskelig - her kommer disciplene med alle deres skuffelser og fortvivelser - de læsser af. Men sjælesorg er mere end det! Noget afgørende sker, når Jesus begynder at åbne Bibelens ord op for dem og anvende det på deres situation. Samtalen skal altså ikke bare mobilisere iboende ressourcer som en psykologisk samtale. Den skal formidle Guds svar, guddommeligt lys, kraft og liv. Der kan indgå et skriftemål i en sjælesørgerisk samtale, hvis man når frem til, at det i virkeligheden er dér koen ligger begravet. At problemet er synden. Skriftemålet vil helt sikkert indeholde en sjælesørgerisk samtale, men er primært lyttende. Som vi læser det i DDS (s.427). Skriftemålet omfatter to dele: Syndsbekendelse og syndstilgivelse, for den største/vigtigste del af skriftemålet er det man med et flot katolsk ord kalder for absolution, men som vi altså kalder for syndstilgivelse. Her skænkes på en konkret og personlig-hørelig måde den fred, disciplene fik tilsagt af Jesus.
2. Forskel på personerne, der henvender sig.
Skriftemål: For troende, som plages af en bestemt synd og som her konkret hører Guds tilgivende ord over sig. Sjælesorg: For ikke-troende eller overfor anfægtede og "tvivlende" (!) troende. Den ikke-troende, fordi han nok snare vil komme med et ønske om at slippe af med et eller andet åndeligt problem og få klarhed over et åndeligt emne end at komme med en synd, som han ønsker tilgivet!
3. Forskel på personen, der tager imod.
Ja... men er der så ikke forskel på hvem, der kan gøre de forskellige ting? Er det ikke sådan, at alle kan være sjælesørger - alle, for jeg tror ikke, der skal en special nådegave til at være sjælesørger, for det er simpelthen en pligt, der ligger på alle, der vil kaldes for en kristen. Pligten til at hjælpe sit medmenneske til at nå frem til en personlig frelse. Pligten til at lytte - pligten til at rådgive. En kristen har simpelthen pligt til at have god tid. (Hvis man i dag skulle lave en ny liste over "dødssynder", så måtte stress stå på førstepladsen!!) Fra nogle sider hører man, at mens alle kan være sjælesørger, skal man være præst for at tage imod et skriftemål - for at være skriftefader, som man nogle gange kalder det! Man skal være præst, før man kan udtale de "magiske" ord "så tilsiger jeg dig alle dine synders nådige forladelse i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn". Skal man være præst? Nej! Det er rigtigt, at der er en klang af ritual og en duft af røgelse og fugtige kirkevægge over ordet skriftemål, men syndernes forladelse er ikke knyttet til noget bestemt (afsondret!) embede. Det er tilknyttet evangeliet, som alle troende har fået betroet at forvalte. For nogle vil det være naturligt at gå til deres præst, for andre vil det være mest nærliggende at opsøge en kristen bror eller søster, som de på en særlig måde har tillid til. Nogle vil foretrække en mere højtidelig, liturgisk form, andre en mere uhøjtidelig, broderlig form.
Ja, ved siden af diakoni og mission er sjælesorg og evt. skriftemål det område, hvor vi lægfolk/ikke-præster, har størst betydning og funktion. Netop i en sækulariseret situation er lægfolk - et uhyggeligt ord, men lad gå for denne gang: Netop i "verden udenfor" er lægfolk i samtalen måske ofte meget mere troværdige formidlere af det kristne budskab og en meget mere indfølende og solidarisk samtalepartner end højt belastede... belæste præster er.
Der findes 2 former for skriftemål: Det fælles og det private.
Det fælles skriftemål
Hvor præsten holder en kort andagt, hvor han skal forsøge både at vække den sløve til syndsbevidsthed og trøste den angrende. Efter andagten siger han: (DDS s.337) Vi læser her, at skriftemålet ikke totalt rydder alt det forudgående væk for at lægge en ny grundvold for menneskets kommende liv. Lige meget, hvor mørkt og syndigt et menneske har ført sit liv, så er der dog noget, der lyser frem. Noget, der kan bygges videre på: Dåben! I ritualet står der: "Så sandt I... henflyr til Guds nåde i Jesus Kristus, som blev givet jer i den hellige dåb, så kan jeg....". Sagt teologisk, så står skriftemålet i nådemidlets tjeneste - det er en vigtig detalje, når vi taler om forholdet til nadveren. Vel sker der noget nyt i skriftemålet, men det nye bygger altid på en gammel evig-aktuel nyhed, nemlig dåben.
Det "private" skriftemål
Det foregår i form af en personlig samtale på to-mandshånd omgærdet af den skarpeste tavshedspligt! Er personen en præst er man sikret 110% tavshed, ja, han kan endda miste sin stilling, hvis han afslører det, der i al fortrolighed er fortalt til ham. Er det en hvilken som helst anden kristen, der låner øre og hjerte til skriftemålet, så vil vedkommende (hvis personen da ellers tager sit kald som kristen seriøst) også holde mund om det, der bliver betroet ham! Ja, måske skulle han egentlig glemme det!! Ligger der ikke en rigtig tanke i, at som Gud tildeler sin tilgivelse over synderen og glemmer synden, sådan skal det menneske, der på Guds vegne udsiger tilgivelsen, også glemme den!
Hvad giver nadveren?
Det var skriftemålet, nu skal vi se lidt på emnets anden del: Nadveren! Nadveren er i modsætning til skriftemålet et sakramente. Et sakramente er en handling befalet af Jesus selv. Men er Johs. 20 da ikke en befaling fra Jesus om, at man skal forkynde fred og tilgivelse til syndere igennem skriftemålet? - kan man spørge. Er skriftemålet så ikke et sakramente? Det er jo i og for sig en god indvending, så god, at vores venner, katolikkerne, mener, at skriftemålet faktisk er et sakramente. De regner med hele 7, hvor vi i vores "fattige" protestantisme kun har 2. En af de helt store teologer fra det 4. årh (Augustin - accedit...) sagde, at der til sakramentet høre to ting: Et ord af Jesus og et element. Bl.a. ud fra den tankegang har man så sagt, at vel har skriftemålet sakramental karakter, men et sakramente er det ikke. Det sjove ved nadveren er, at - sådan har jeg det i hvert fald - jo mere jeg læser om nadveren, jo flere vinkler jeg anlægger på den, desto mindre synes jeg, at jeg forstår. Nadveren er - på lige fod med kirkens andet sakramente: Dåben - et mystrium - det græske ord for det latinske "saktamente" er faktisk "mysterium"! (Jeg siger ikke det her fordi jeg mener, at man skal have en asketisk viden om nadveren, man kan ikke grave dybt nok i den dybe gave, for jo mere, der dukker op, desto rigere bliver nadveren for én) Men, hvor er det godt, at Jesus ikke siger "tag dette og begrib, forstå, se det som noget indlysende klart, at dette er mit legeme". Nej, han siger:"Tag dette og spis det. Dette er mit legeme, som gives dig til dine synders forladelse". Spørgsmålet: Hvad giver nadveren, kan altså kort besvare: DDS s.430: "Syndernes forladelse, liv og salighed. For, hvor syndernes forladelse er, der er også liv og salighed". Her forkyndes Herrens død og dens betydning for os - det skal vi fæste vores opmærksomhed på. Selvfølgelig er nadverens gave ikke "bare" dette, men det er den væsentligste side af den!
Forbindelsen til nadveren
Nu sagde jeg godt nok, at skriftemålet havde sit udspring i Jesu fuldmagt, men skriftemål som en del af kirkens måde at holde Gudstjeneste på kom først til ret sent i historien. Og da det dukkede op, var det som en port ind til nadveren. I det 4-5. årh kom der så store masser ind i kirken, at man ikke kunne vide hvem, der mente noget med det, og hvem, der gik efter en hurtig profit nu, da kristendommen var blevet statsreligion i Romerriget. For at værne om nadveren kunne man derfor ikke nøjes med den selvprøvelse, Paulus taler om i 1. Kor 11,28 (enhver skal prøve sig selv og så spise af brødet og drikke af bægeret). Nu måtte kirken prøve den enkelte, navnlig deres syndsbevidsthed, hvorefter præsten så nedbad Guds nåde over dem.
Men sådan er det jo ikke i dag!! Og hvis både skriftemålet og nadveren giver syndernes forladelse, kan man så ikke rolig skippe en af dem! Den mest oplagte ting at ofre på minimaliseringens alter vil i så fald være skriftemålet.
Det ser ud til, at kirken igennem flere hundrede år har været i gang med en minimaliserings-proces - (man skulle næsten tro, at den var ved at afvikle sig selv). For en 50-60 år siden hørte skriftemålet uløseligt sammen med nadveren. Man kunne simpelthen ikke gå til alters uden at man først havde været til skriftemål, hvor man fik tilsagt sine synders forladelse. Ikke sådan, at man blev nægtet adgang til nadveren, men sådan, at det var bare noget man gjorde. Jeg ved ikke, hvorfor man gik bort fra den praksis, men nu er skriftemålet de fleste steder helt forsvundet fra Gudstjenesten eller i bedste fald henlagt til de morgenfriske, der kommer et kvarter før selve Gudstjenesten begynder. Eller man har selve tilsigelsen af syndernes forladelse indbygget som et led i nadverritualet, som en af præsterne i dem kirke, hvor jeg kommer, gør.
Det er naturligvis ærgerligt, at udviklingen er gået i den retning, for jeg tror, at det er en væsentlig del af den hele Gudstjeneste. Skriftemålet står for mig som et billede på den rette forberedelse til nadveren. Den, der vil til alters, trænger til at få bekræftelse på sit barneforhold - og det sker b.la. i skriftemålet. Men jeg vil ikke gå så langt som at sige, at skriftemålet er en fuldstændig påkrævet og klippefast nødvendighed, hvis man bagefter skal regne med at kunne komme til alters. Så ender man jo ret hurtigt på den glidebane, der i sidste ende ser på skriftemålet som et led i en eller anden form for gerningsretfærdighed. Der sker ofte fejltagelser, når man kigger mere på sagen, end på betydningen. Og man kan godt tvinge folk til skriftemålet, men hvor mange mon der så mener noget med det? "Ikke en ud af tyve tusinde" svarer Luther med et glimt i øjet. Tvinger man folk afsted om det så er til det private skriftemål eller det fælles, vil man hurtigt ende som man kunne se det i 1930-erne her i landet. Oxford-bevægelsen som jeg taler om, blev kendt for sine store møder, hvor folk stod offentligt frem og bekendte deres synder, men til sidst gik der nærmest prestige i bekendelserne, så mange fandt på nogle synder for at kunne bekende dem!
Det er ikke sagen, men betydningen der er vigtig: Syndernes forladelse - at man erkender, at man er en synder og har brug for Guds nåde! Det kan man ligeså godt gøre alene hjemme i ens bryggers foran Guds ansigt som i kirken foran både præsten og Gud, men det er nødvendigt!
Men hvis jeg nu "har nok" i nadveren? Hvis jeg nu tror, at jeg er tilgivet... ja, endnu stærkere: Hvis jeg nu ved mig tilgivet, er det så også nødvendigt at gå til skriftemål?
Først det "fælles" skriftemål? Er det nødvendigt? Nej, bliv du bare hjemme! Sov du bare det kvarter ekstra om morgenen! Og dog! Kan man for tit hører Guds tjener, at man er tilgivet? Ja, egentligt er det jo Gud selv, der taler dér. Kan man for tit hører Gud sige: Alt er kastet bort og glemt eller "Det er mig, kun mig, der sletter dine overtrædelser, for min skyld husker jeg ikke på dine synder?" (Es 43,25)? Hvis ikke det er en nyhed, der er værd at stå et kvarter tidligere op om morgenen for at høre, så kender jeg ikke noget!
Det private skriftemål? Også her gælder det - bliv du bare hjemme! Det allervigtigste er, at du beder Gud om tilgivelse - selvfølgelig skal du også gå til den, du måske har forsyndet dig imod og bede ham om tilgivelse og så er han jo nærmest din skriftefader!! Men først og fremmest er det Guds tilgivelse, der er nødvendig! Da Gud nu ikke har befalet skriftemålet, skal hans kirke, naturligvis heller ikke påbyde det, men det vil for mange kristne være en oplagt mulighed at benytte også denne gave fra himmelen.
Noget af det mest trælse ved livet med Gud er, at det faktisk ikke altid er "halleluja-" og "klappesange", men at man faktisk kan blive dybt nedslået! Kaj Munk siger det på den måde:"Mine erfaringer er, at man kristeligt bliver ringere med årene og bestandig af og til højst ulykkelig ved at være i selskab med Gud". Hvorfor det? Jo tættere man lever sammen med Gud desto mere opdager man sin egen ufuldkommenhed. Man opdager alle sine fejl og mangler, når man sammenligner sig med den fejlfrie og fuldstændige kærlighed. Derfor vil man automatisk igen og igen søge hen til tilgivelsen og det er her, at skriftemålet kan være et særdeles godt tilbud. Naturligvis giver nadveren syndernes forladelse, naturligvis er det også dér den højeste, der vender sig til een personligt. Men i skriftemålet får nadverens legemlighed pludselig stemme, der siger: Du er tilgivet - fred være med dig! I skriftemålet kan dit indre suk pludselig få mund og mæle og få bragt tingene frem og delt med en kærlig og medlidende broder - delt med det fællesskab, du er en del af!
Dåben satte os i sin tid ind i det kristne fællesskab - nadveren styrker dette fællesskab og skriftemålet er en af dette fællesskabs skattefrie frynsegoder. Her er nok det sted, hvor skriftemålet går mest hånd i hånd med nadveren: Begge gør fællesskabet muligt og bevarer det.
Nadveren gør det dobbelte fællesskab muligt - fællesskabet med Gud og med hinanden. Det er et fællesskab, der griber alle døbte til sig og dette fællesskab kan ikke tåle splittelse og udelukkelse - det var bl.a. det korinthermenigheden fik en skideballe af Paulus for. Men der er en ting, der udelukker fra dette fællesskab, det er, at vi ikke vil tilgive hinanden (Mth 6,14f). Det er en forudsætning for nadveren, at vi er villige til at tilgive hinanden - og det kan vi også, fordi vi kan stille Kristi tilgivelse imellem os og vor næste.
Man kunne sige, at sjælesørgeren eller skriftefaderen står som repræsentant for fællesskabet, som både skal hale ind i fællesskabet og sørge for, at ingen forlader det. For enhver synd - stor eller lille - er en kamp med Satan, der vil gøre hvad der står i hans magt for at hale os ud af fællesskabet med Kristus og hale troen på tilgivelsen ud af os.
Skriftemålet er et guddommeligt tilbud om styrke i den kamp, for livet er ikke bare lutter roser uden torne!
1) Den synd, som du bliver ved med at falde i, den du kæmper for at holde dig fra livet, men som du alligevel vender tilbage til - som en sulten hund vender tilbage til sit rådne kødben, den kan du hente styrke til at modstå. Der kan hentes hjælp i skriftemålet, som nok dér først og fremmest har sjælesørgerisk karakter. Vi talte om, at det ville være fint, hvis man glemte det, man fik betroet! Men sådan er virkeligheden bare ikke indrettet - mennesket har en meget god hukommelse! Tanken om, at man skal ned til den samme person og skrifte vil måske være den gang doping-stof, der lige får os til at kæmpe lidt hårdere mod Satans fristelser.
2) Men det sker, at bestemte synder bliver ved med at ligge tungt på vores samvittighed. Det sker, at der er bestemte synder, som vi har vanskeligt ved at tro omfattede af tilgivelsen i Kristus. Måske fordi vi synes, at den eller den synd er for stor, eller at vor anger ikke er tilstrækkelig... der kan være mange forskellige grunde til at en synd bliver ved med at plage os.
Men Jesus ønsker ikke, at den synd, som han har båret, skal ligge tungt på os. Han under os liv og glæde i evangeliet - ikke bare under han os det, men han ønsker, at vi skal have det i overflod. Og derfor har han overdraget sin fuldmagt til at forkynde og videregive freden med Gud på en måde, som særlig kan hjælpe i vor situation, nemlig skriftemålet.
Kort opsummering
Af nadver og skriftemål er kun nadveren påbudt, men det forsvinder ofte helt i baggrunden, når alt i livet -også i kristenlivet - simpelthen køre som smurt! Det er ligesom paraplyen, der glemmes, når solen skinner fra himmelen på en sommerdag ude ved stranden. Vi skal naturligvis ikke tage denne kristne glæde fra kristenmennensket, for det er nødvendigt at have gode minder at tære på, når Djævelen kommer igen med sit uvejr. Der kan være svære perioder i ens liv, hvor skriftemålet fremstår som en fuldstændig uomgængelig nødvendighed - og da er det selvfølgelig godt, at vide, hvor paraplyen er. Men det kan være, at tærsklen ind til skriftemålet da vil være for uoverstigelig, fordi man ikke ellers har været vant til gå over den. En samtale med en god ven, som man i øvrigt deler alterbord sammen med, behøver naturligvis ikke hver gang, at forvandle sig til et skriftemål! Men hvorfor ikke allerede i "de gode dage" opbygge et forhold, man vil kunne tære på i de onde?
Nadver og skriftemål er to af Guds levende kærlighedsgerninger og de hører sammen, bl.a. fordi de opbygger det fællesskab, som vi kalder kirken og som er med til at bære os hjem til Guds rige.
