1. Forkyndelsens Gud

Sløk tager sit udgangspunkt i en bemærkning af Kierkegaard, som siger, at Gud lod høre fra sig. Sløk mener, at alt ang. kristendommen er udtømt i den bemærkning - denne påstand er bogen et langt "bevis" af.

Samtidig betyder det, at kristendommen er sprog. Kristendommen opstår i sproget og lever videre i sproget - udenfor sproget er den slet ikke.

Sløk er tilhænger af sprogteorien, der siger, at virkelighed og sprog er ét og det samme. Virkeligheden er sprogets system - et tavst sprog; virkeligheden bliver jo ikke talt. Men den er der som det foreliggende, ét med sproget. Ud fra sprogets system kan man lade sproget tale og da⁽¹⁾ siger man noget om den virkelighed, der er ét med sprogets system.

Sprog og virkelighed er en uløselig enhed. Hvad menneskelivet er afgøres ud fra sproget. Uden sproget er livet ikke til, for det er dér vi bliver enige om livet i alm. samtaler - ikke i abstrakte samtaler. Se f.eks. børn, som lærer verden at kende i takt med sprogforståelsen. De lærer den menneskelige virkelighed at kende ikke udefra som et interessant emne, der studeres, men indefra som deres egen virkelighed.

Hvad betyder sætningen "Gud lod høre fra sig" i en sådan teori og hvad betyder det for kristendommen? Indgår Guds bemærkning som et led i menneskehedens samtale om det at leve som menneske? Det mener Sløk ikke, for den bemærkning skal forstås ud fra en anden teori, nemlig den performative teori iflg. hvilken sproget samtidig er handling⁽²⁾. Her kan en bemærkning f.eks. ændre to mennesker totalt, så de er denne bemærknings frembringelse.

Mandens udtalelse "jeg elsker dig" er ikke blot en information om vedkommendes følelsesliv, men det er en udlevering af sig selv. Han indgår en forpligtelse, som han er bundet til, uanset hvorledes hun reagerer. Begge forvandles ved denne udtalelse og alt kan aldrig blive som før.

Den har næsten lydt af sig selv⁽³⁾ og de er nu nye mennesker med et nyt liv at leve.

Denne handlende formation af sproget er midlet til forståelsen af sætningen om at Gud lod høre fra sig.

Gud talte ikke i skabelsens myte, som ikke er Gud der taler, men en beretning om at Gud talte i en begivenhed, der ret forstået ikke har fundet sted. Profeterne udgør heller ikke Guds direkte tale, men i bedste tilfælde hans indirekte. Gud havde hyllet sig i tavshed og havde derved nærmest ophørt med at eksistere. Men når Gud så endelig taler ved vor tidsregnings begyndelse, må man regne med, at her er et ord til alle. Noget intet menneske kunne have sagt sig selv; en radikal, grundlæggende sandhed om mennesket udsagt af den, der har definitivt magt til at frembringe sandheder bare ved at udsige dem.

Historisk set er påstanden om Guds tale tvivlsom, men kristendommens påstand er at det, der ikke kan ske, er sket.

Gud - ikke mytens Gud, men "selve udtalelsens egen Gud midt i tiden" (s.16) - sagde en altforandrende kærlighedserklæring. Før denne skabende udtalelse var Gud ikke til (kun i tavshedens intethed) og mennesket var ikke til (kun i den komplette fortabthedens intethed).

Lidt om mytens Gud. Han er ikke til udenfor myten, men skabte sig selv ved at sige skaberordet og derved skabe verden. Han blev til i sproget, da skaberordet lød. Sprogets udtalelse indeholder både en udsiger og et emne, der ikke er andre steder end i sprogets udtalelse og ikke til som sig selv, før udtalelsen lyder.

Ved skabelsen starter to historier, Guds og menneskets, som er ét historieforløb med stridigheder og vanskeligheder. Den talende Gud (ikke mytens Gud, der må blive i myten) blev født ved vor tidsregnings begyndelse i Bethlehem. Han blev til som den elskende Gud. Han blev til som ordet, som forkyndelsens Gud. Forkyndelsen som en paradoksal kategori af sproget - den kan ikke tænkes, da den går på tværs af sprogfilosofiske bestemmelser.

Det upassende ved forkyndelsen som sprog er, at den på trods af sin historiske konkrethed gøre krav på myte-kraft. Den indtraf på et daterbart tidspunkt og vil alligevel være altings absolutte begyndelse. Det er kristendommens paradoksale umulighed.

Mytens Gud bliver af forkyndelsens Gud hentet ind i forkyndelsen og bliver dermed også til forkyndelsens Gud. I forkyndelsen bliver myten til virkelighed.

Gud er en historie, der går sin gang fra myte gennem frelseshistorie til forkyndelsens begivenhed. En historie med følgende struktur:

Paradis Gudsrige

syndefald frelse

fortabthed

Dette skema kan bruges på enhver historie (hvilket Sløk så gør med Macbeth, Kong Lear og Hamlet s.22-23). For at en historie er en historie må den følge dette skema og det gør Guds historie også, men mytens Gud kan ikke føre historien videre efter fortabelsen. Hele GT viser hvorledes historien går i ring - derfor begynder Gud at fortælle historien på en anden måde. Gud tager selv ordet og gør sig til lutter sprog - forkyndelsens. Det er den samme Gud, men han optræder i forskellige sproglige kategorier. Gud fortæller historien færdig i et menneskeligt sprog - Gud bliver menneske og fortæller hele historien forfra - denne gang ikke som myte, men som "forkyndelseshistorie".

Hele historien blev genfortalt i et enkelt menneskes levnedsforløb. Jesu liv absorberer fortidens mytiske begyndelse og anticiperer fremtidens gudsrige.

Selve Jesu historie er den fundamentale historie, der følger Sløks historie-skema. Man kan enten forkaste den eller tro den - ikke ved at tro på den, men ved at identificere sig med den. Det er "frelsen", at Jesu historie bliver min historie.

Forkyndende fortæller Jesus historier, men der er en enhed mellem den historie Jesu liv er og de historier han forkynder. Der er en enhed mellem historie og sprog: Jesus er i sit liv den forkyndelse, som han i sine udtalelser giver sproglig formulering. Dette er i sig selv ikke noget nyt, for sådan er det med enhver, der personligt var, hvad han sagde⁽⁴⁾, men i Jesu tilfælde får denne enhed mellem sprog og historie myteperspektiv. Enhver historisk detalje får mytens struktur, og ethvert mytisk træk knyttes til et historisk faktum.

Den første definition af forkyndelsen: Det skabende budskab, som er Guds kærlighedserklæring. Den skaber to figurer: Gud som elsker og mennesket som elsket. Den fortæller om historiske detaljer (f.eks. at Jesu mor hed Maria), men disse opsluges af det mytiske budskab (Jesu underfulde fødsel).

2. Metafysikkens Gud

Enhver metafysisk teolog må tage afstand fra det forudgående: Gud er ikke historie eller sprog. Gud er uendelig fjern fra den verden, hvor historien udspiller sig og hvor ord tales.

Er Gud nødvendig i metafysikken? Sløk analyserer (s.32-34) Platon, Aristoteles og stoikerne og finder frem til at antik metafysik ikke har brug for en gud. Gud er blot et religiøst klingende grundbegreb. Den ønsker at få afklaret, hvad væren er ikke et eller andet værende. For at afdække det, er det blot nødvendigt med væren selv.

For at han ikke bliver en overflødighed for den kristne tænker gribes tingene nu an på en anden måde: Metafysikken må bevise Guds eksistens. I antik metafysik beviste man ikke guderne, men man påviste dem. I den metafysiske teologi er det omvendt. Verden - ikke Gud - er ikke det selvindlysende første. Det er verdens væren, metafysikken vil bestemme nøjere, men den teologiske metafysik vil gøre det ud fra Guds væren, som den derfor først må bevise.

To grundlæggende træk:

1) Logikken om altings gensidige afhængighed. Men logikken kræver, at alt på et punkt er grundlæggende afhængig af noget, der ikke i sig selv er afhængigt af noget og derfor ikke har karakter af verden - nemlig Gud.

2) De vil sprænge verdens grænser for at finde en væren anderledes end verdens. Men man bliver indenfor grænserne og formulerer sin egen selvforankring.

Men hvad kan man kristeligt bruge en sådan metafysisk Gud til? Ingenting! Metafysikkens Gud er ingen Gud, man bør hellere droppe begrebet - som metafysikken også har gjort - og identificere verden og Gud ( cf. Spinoza og Hegel). Verden er derfor guddommelig, gennemrationel. Metafysikken opnåede igen sin hensigt uden Gud i sig, som kristne tænkere ellers ville have "smuglet ind" ved alt dette.
 

3. Den fortalte historie.

Hvis Gud er en historie, hvad er så en historie? Det kan både være en fortalt (fiktiv/faktisk) historie, men det kan også være historie forstået som fortidens begivenheder og udviklinger. Men findes den sidste forståelse af historie uden at den først er blevet fortalt i sproget - erobret af sproget? Er der andet end en kaotisk mængde hændelser, før sproget gør det til et forløb af hændelser? Vi aner det ikke, for det er først gennem sproget historien bliver til historie og kommer til vor kendskab. Men hvis man nu f.eks. har flere forskellige kilder om en begivenhed er der så tale om flere forskellige forløb eller skal man lede efter forløbet "selv" i en sjældent særlig klar fællesnævner? En beretnings sandhed kan kun måles på om den stemmer overens med andre beretninger om samme ting.

Man kan i grunden ikke tale om at en historie er faktisk, for selve det, at den er en historie dvs. bliver fortalt/dannet af fortælleren, gør, at den er fiktiv. Historien indeholder fiktion og dens sandhed fremkommer ikke ved at det fjernes. Eller stærkere: Det er det fiktive, der frembringer den fortalte historie igennem de krav, der stilles til en fortællings struktur, f.eks. skal den have en begyndelse. Men hvordan tale om en begyndelse i begivenheden "selv", for hvor er den - er det, når Napoleon laver en slagplan eller, når han sætter sig på hesten? I virkelighedens verden er hvad som helst og intet som helst en begyndelse.

Det fiktive og det faktiske er vævet sammen, så det ikke længere er meningsfuldt at skelne dem imellem. Men alligevel kan man godt tale om, at en historie er sand eller at hævde, at en historie er mere sand end en anden. F.eks. mordet på Cæsar, som vi kender i detaljer fra Plutark. Men en i mere egentlig forstand sand historie er en, der ikke blot fortæller om de ydre begivenheder, men som tillige afslører baggrund og forudsætninger, som f.eks. Shakespeare gør det i sit drama om mordet. Altså et fiktivt litterært værk, endda behæftet med fejl på visse punkter er derved mere sand end Plutarks historie.

Enhver fortæller indtager en central rolle. Kierkegaards helt og digter er afhængige af hinanden: Helten udfører bedriften, men digteren gør den til historie, som bevares for eftertiden.

Mytens Gud passer ind i dette skema, eftersom myten netop ikke er andet end en fortalt historie. Det besværlige kommer, når der tales om forkyndelsens Gud, der overtager mytens Guds historie. Hvorledes er forholdet mellem den faktiske bedrift og fortælleren, der gjorde bedriften til historie? Man kan ikke nå tilbage til en faktisk historie bag ved evangelierne (f.eks. Den historiske Jesus) fordi historien ikke er andre steder end i fortællingen om det. Man kan skrælle forskellige senere lag af historien og komme ind til en mere ægte historie, men den er ikke tillige mere sand. I den forkyndte Guds historie beror alt på historien om det faktiske, der indtraf, og ikke på det faktiske, der indtraf.

Beretningen om Jesus indeholder påskebegivenheden, hvis indhold vi ikke kan beskrive i vort sprog. Det, der skete dér var en skabelse. Gud lader høre fra sig påskemorgen, skabelse. Det er mytens Gud, der træder frem på scenen som forkyndelsens Gud. Mytens skabelsesmorgen bliver til virkelighed i forkyndelsens påskemorgen.

Fortællingerne om dette bliver forvirrende og selvmodsigende, hvad indholdet angår, men ikke hvad angår deres funktion. De informerer dårligt, men prædiker perfekt.

Det fiktive, der skal skabe en klar historie af begivenhederne, er

mytologiseringen, som gør historierne til det forkyndte budskab fra Gud.

Forkyndelsens budskab er, at modsætningen mellem liv og død er afskaffet i begivenheden Jesu død og opstandelse. At tro på denne historie er ikke at tro på, at den stemmer overens med et forløb udenfor den fortalte historie selv. At tro på den er at identificere sig med den. Kristi historie skal blive min, jeg skal være et med ham.

Der er mange historier i verden, man kan identificere sig med og sammenligne sig med, så der må være et træk i Jesu historie, der gør, at den ikke blot bliver et ud af mange "tilbud". Dette træk er, at Jesu historie ikke var hans egen, men Guds historie som menneske, ikke for sig selv (hvad skulle han med den?), men for mennesket. Her mødes Guds frelseshistorie med menneskets fortabelseshistorie og smelter sammen til en historie og skaber et nyt evigt liv. Et liv, der skal leves i troens identifikation med Jesus.

Påskebegivenheden er det kvalificerende midtpunkt i Guds historie. Her er evangeliernes hermeneutiske præmis, hvorudfra Jesu liv skulle fortælles. For at beskrive hvem Jesus var på en adækvat måde, måtte evangelisterne gribe til mytologisering. Det er der bl.a. kommet to forskellige fødselsberetninger ud af, der begge er spækket med mytiske træk. Træk, der finder deres lige i myter som det vrimlede med i antikkens verden. Evangelisterne har måske ikke vidst noget om Jesu fødsel, men det eneste, der har interesseret dem var, at de ville fortælle hvem Jesus var. Dertil har de brugt de foreliggende myter.

Men den positivistiske forståelse af historiebegrebet insisterer på en historie kun er sand, hvis den er i overensstemmelse med den skete historie. Den troende anfægtes tillige af påstanden om den mytiske fortalte fødselsfortælling. Men det historiske forløb er forsvundet i fortiden og evangeliernes opgave er ikke at bringe disse begivenheder frem i lyset. De vil forkynde, at Jesus var Guds søn. I den forkyndelse bliver sandheden til og den er ikke sandhed, fordi den er i samklang noget andet, men fordi den skaber virkeligheden ved at udsige den. Sandheden er i forkyndelsen selv, og udenfor forkyndelsen er det hele derfor ingen ting.

Kort sagt: Bag evangelieberetningerne ligger der en fakticitet (modsat myten), men dette er ikke hvad evangelierne forkynder, for de forkynder det sketes myte-funktion (modsat den alm. fortalte historie). Til teksten skal man derfor spørge: Hvilken sandhed afslører den? Hvad forkyndes der om mig og min tilværelse i verden? På den måde er forkyndelsen er den paradoksale forening af historie og myte. Dens indhold er en skabelse og dens ærinde er påny at sætte denne skabelse i kraft.
 

4. Det skabte liv

Forkyndelsen gør skabelsen præsentisk. Men hvad siges der om verden, gudsriget og livet, når der siges, at Gud skaber det? Der er to måder at gribe de an på: Metafysik (som Sløk forkaster s. 60-62) og forkyndelse. I forkyndelsen siges der noget, der ikke er andre steder end i udsigelsen, for den er skabende. Det, der udsiges, er den absolutte overbringende normative bestemmelse. Hvad siger den om det skabte?

a. Verden

I skabelsesmyten grundlægges verden ved at udsige den normative sandhed om den. Her fælles værdidommen "god" over verden.

Myten siger ikke noget videnskabeligt el. filosofisk om verden. Dem, der siger det, misbruger myten og latterliggører den. Afmytologiseringen træder til ikke for at afskaffe myten, men for at afskaffe misbruget af den. Den gør, at ændrede videnskabelig-filosofiske holdninger om verden ikke forstyrrer myten.

Men hvordan forholder myten sig til videnskaben? Myten tillader videnskaben, giver rum for den. Det er ikke det samme som at myten bestemmer over videnskaben eller at videnskaben træder i stedet for myten (som normalt er de to veje, man kan vælge at gå). Videnskaben giver kun mening, fordi myten forud har sagt, at verden som skabt af Gud er god. Hvis nu andre skabelsesmyter havde ret (verden er ond, et bedrag eller en skygge) hvorledes kan man så tro, at videnskaben kan udsige noget om dens egenskaber og funktioner?

Myten giver mennesket mulighed for at leve beroliget i verden, der ikke vil det noget ondt. Mennesket og verden er i forståelse med hinanden, og mennesket kan derfor indrette sig som herre over den. Synes denne påstand at være en trivialitet, så skyldes det, at vi forstår verden ud fra myten - også selv om vi har glemt alt om myter.

Sløk fremhæver Descartes (s. 67-68) og viser, at han også fandt tankemæssigt ro i Guds-tanken.

b. Livet i verden

Myten/forkyndelsen siger, at livet er godt, for det er skabt af Gud ("godt" har samme betydning som "skabt af Gud"). Selv om menneskelivet både indeholder godt og ondt/dårligt, så vil det religiøse menneske se at alt i ubetinget og absolut forstand er godt, for det er skabt af Gud, villet af Gud og givet af Gud som en god gave. Det er ikke en lad modtagen, men en forelskelse i sit liv. Menneskeligt kan man godt sukke over livets trange kår, men man er dog fyldt med glæde over, at man ved at leve det er dér, hvor Gud ønsker det.

Dette betyder ikke, at man kan lukke øjnene for verdens lidelser og trængsler. Myten giver en glæde, men det er ikke en glæde på trods af ulykken. Glæden dér er ikke en glæde, man skal finde på, men en glæde over ulykken. Den fastholder ulykken som ulykke og kan derfor glæde sig over ulykken, fordi man ved at være i den er i forståelse med Gud, der har sendt den.

Man kan se Gud i alt. Man skal ikke se efter ham bestemte steder, rationelt lede efter ham eller "småsnyde" ved at kun at fremhæve Gud i livets smukke begivenheder. Men man skal med det religiøse udsagn finde, at man har med Gud at gøre ligegyldigt hvad jeg konkret har med at gøre.

Det religiøse udsagn bestemmer tilværelsens grundholdning som glæde og samtykke og det kræver et religiøst udsagn. Man samtykker - er straks indforstået og tager imod det og vil det virkeligt, for præcist i den situation er man helt til som sig selv som skabt af Gud⁽⁵⁾.

Men har kristendommen ikke andet at sige end det f.eks. til den undertrykte, sultne eller den torterede fange i en totalitær stat? "Vær henrykt og samtyk".

Men det er i en vis forstand kristendommens umenneskelige krav - umenneskeligt, fordi det er udenfor menneskets magt at yde dette. I en anden forstand kræver kristendommen intet, for den mener ikke, at man kan kræve noget af mennesket.

I kristendommen kan man ikke tale om begrebet krav, for et krav skal være meningsfuldt og skal kunne opfyldes. En læge kan f.eks. ikke kræve at en patient bliver 5 cm kortere, for det vil både være meningsløst og uopfyldeligt. En lignende situation vil ikke forekomme i kristendommen, for den er Guds historie som menneske. En historie skal leves og som fortalt skal den efterleves. Man skal identificerer sig med Guds historie - ikke vha. anstrengelser, men fordi man ikke kan andet. I forkyndelsen er historien nærværende og gør sig i forkyndelsen til min historie. Og når historien er blevet min, da er jeg kristen og lever kristenliv, som er et liv i fornedrelse. Kristent bliver dette liv ikke ved pinslen, men fordi det leves i samtykke og glæde. Forkyndelsen fortæller om hvorledes Jesus levede sit liv og hvorledes han samtykkende og med glæde gik ind i de lidelser, der blev ham til del.

En protest: Hvad er det for en kristendom, der lærer, at man passivt skal modtage og acceptere det onde i verden? En sådan underkastende masochistisk selvødelæggende religion bryder mange sig ikke om, men sådan er kristendommen ikke. Dobbeltheden i den kristne eksistens⁽⁶⁾ skal man ikke blot finde sig fromt i. I det religiøse udsagn om verdens godhed bliver det onde en skandale, en anfægtelse af og angreb på udsagnet. Men man skal tage anstød af dobbeltheden, for det er ikke i orden med den. Det onde, jeg modtager, skal ikke modtages som i etisk henseende ligeværdigt med det gode. Det onde skal modtages som Guds gave, fordi det etisk set er den gode opgave, som han har gjort til mit livs mening og kamp. Først ved at samtykke i det onde, samtykkes dermed i kampen imod det.

Det rationelle udsagn "Alle mennesker rammes af lidelser" dementerer ikke det religiøse udsagn "Gud har skabt verden (som god)", netop fordi de ikke har samme logiske struktur, eller fordi de er udsagn i to forskellige sprog - det religiøse og det rationelle. Udsagnene støder ikke sammen på et rationel plan, men på et etisk-religiøst. Der opstår en skandale, der kræver en etisk reaktion. Dette krav/guddommelige pligt frembringes alene af det religiøse udsagn.

Men hvorledes kan der opstå en pligtens relation imellem det religiøse og det rationelle udsagn, når de er på to vidt forskellige planer?

Først en korrektion: Udtrykket "Det religiøse udsagn" er brugt for nemheds skyld, for udgangspunktet er jo ikke et udsagn, men en historie, den fortalte Jesus-historie, som er forkyndelsen. Det er historien om et liv i samtykke og glæde; en historie om kærlighed, Guds kærlighedserklæring til mennesket. Forkyndelsen af dette skaber et liv ud af kærlighed - en kærlighed, der er impulsiv og fordret. Kristenlivet fordrer kærligheden, for ellers er det ikke kristenliv, men kristenlivet fordrer den som det, der ufordret og impulsivt bestemmer alt i livet.

Denne kærlighed frembringer skandalen mellem de to udsagn, men dertil knytter sig begrebet alvor - at leve menneskelivet er alvorligt.Den alvor udspringer kun af samtykke. Man kan med alvor gå ind i enhver kamp, for man har på forhånd samtykket i det, der måtte blive kampens resultat. Man har samtykket i det som en god gave fra Gud. Sådan må livet i verden bestemmes, det skabte levede liv.
 

c. Mennesket

En myte grundlægger noget helt nyt og fundamentalt og fortæller os noget, som vi ellers ikke selv ville kunne udtænke. Myten om skabelsen fortæller 2 ting om menneske, som vi ikke uden dens hjælp kunne regne ud.

1. Mennesket som individ er absolut og ubetinget værdifuldt, for det er skabt i Guds billede. Gud, som er den eneste værdifulde overhovedet, lagde noget af sin værdi i ethvert menneske og her er forskellen bl.a. at spore i forhold til naturen. Dér - og i menneskeverden tænkt sekulært - er det aldrig individet, der har værdi, men arten, gruppen eller (i historien) symbolet for en tid (f.eks. Cæsar, Napoleon).

Naturen har ikke værdi (det er kunne menneskets "egenskab"). Ikke at vi skal misbruge og dermed ødelægge naturen, men vi skal heller ikke afholde os fra det, fordi det er skabt af Gud. Vi skal passe på naturen alene for vores egen skyld, for vi er afhængige af naturen - vort hjem.

Det er mytens budskab, der ligger til grunds for menneskerettighederne, som i grunden ikke kan begrundes uden at man på en eller anden måde bringer Gud ind i billedet. Henvisningen til rettighederne står som det sidste uimodsigelige argument i en sag.

2. Mennesket som individ er synder bare ved at være menneske, for der er sket et definitivt fald i menneskets egen historie.

Godtager man ikke mytens pointe får man problemer med at forklare hvad skyld, som det sekulære menneske hjælp nok kender til uden mytens, er. Skyld skal da alene begrundes ud fra handlingen og dens omstændigheder, i hvilken vi i en bestemt lejlighed bedrog os skyld. Men ingen skyld er så ubestridelig, at man ikke (Red.: måske vha. en god advokat?) kan skyde skylden fra sig. Vi kan ikke holdes til regnskab for noget, vi gør, for det vi gør, gør vi, fordi vi er som vi er - og vi kan jo ikke gøre for, at vi er sådan! Skylden beror på noget andet!

Myten fortæller, at mennesket allerede på forhånd er skyldigt. Den enkelte skyld er fra nu af min skyld. Den ene skyld er bare den absolutte skylds tilsynekomst i det faktiske.

Hvad synd er: At mennesket ikke længere vil have fælles historie med Gud, men løsrive sig fra ham. Dermed løsriver man sig fra sig selv, for mennesket er uden Gud (det livgivende centrum) et invalideret og forkrøblet selv. Ved at samtykke erobres helheden tilbage. Tilgivelsen er indfundet og man kan da tilgive sig selv og sin næste. Ud fra den autentiske selvkærlighed udspringer næstekærligheden.

Alt dette sker, når Guds historie forenes med menneskets og det er forkyndelsens funktion.
 

5. Det forkyndte liv

Først i enheden mellem Jesus-myten og Jesus-historien fremkommer forkyndelsen af det nye livsvilkår for mennesket og identiteten mellem Guds og menneskets historie. I det følgende vil Jesus-historien blive forklaret.

Hvad vil det sige, at man gør sin egen historie til ét med gudmenneskets? Er det ikke meningsløst, for:

1. min historie er forvirende og miserabel, men den er alligevel mig og afskaffer man den er det i grunden mig selv, der afskaffes.

2. hvornår begyndte min historie ud fra hvilken jeg kan blive til som historie? End ikke min fødsel kan udpeges som begyndelsen, eftersom jeg begyndte længe før f.eks. i slægten.

Hvad siger forkyndelsen om Disse ting?
 

a. Begyndelsen

Der er ikke megen systematik i Jesu optræden, men der er måske et dominerende træk ved ham: Han synes ikke at regne de mennesker, han tilfældigt møder, for noget bestemt, hverken for gode, onde eller for en blanding. Han møder mennesket som om de ikke har nogen historie, som om de ikke har nogen fortid, men først bliver til i selve det øjeblik, han møder dem. Eller han er i hvert fald ligeglad med fortiden.

Jesu første handling er at skaffe fortiden af vejen som det også bliver synligt f.eks. ved dæmonuddrivelser⁽⁷⁾. Forkyndelsen i disse historier er, at Jesus er i stand til, med et ord, at tilintetgøre, hvad et menneske slæber på af byrdefuld fortid. Et mirakel sker: Med et ord slippes et menneske fri af sin historie og fortid. Det kan ikke ske, men forkyndelsen gør det, der ikke kan gøres.

Hvorfor er Jesus ikke mere systematisk i sine helbredelser og uddrivelser, så alt ondskab på hans tid kunne komme af vejen. Rent ud sagt, er Jesus ligeglad med sygdommen, for den er for ham at se bare symptomet på den egentlige sygdom, synden, menneskets løsrivelse fra Gud. Det gælder ikke om at få fjernet symptomerne, men selve sygdommen. Forkyndelsens sande historie drejer sig om syndstilgivelse; dér taler forkyndelsen sit sande moderssmål! Det er som lægen, der efter at have fjernet sygdommen også kurerer symptomerne.

Her ophæves den tidligere historie og som en gentagelse af mytens skabelse, skaber forkyndelsen ved sin syndstilgivende udsagn. Forkyndelsen overtageer og gentager myten.

Det 2. problem er dermed også løst, for ens begyndelse dateres tilbage til den eneste virkelige, forudsætningsløse, i sig selv beroende begyndelse: Guds skabelse i forkyndelsen.

I forkyndelsen er der dog ikke tale om en omvendelse, hvor man udskifter en historie med en anden. Her identificere man den historie, man selv er, med gudmenneskets, og der foretages en aldeles og komplet ændring af min holdning til min histories indhold. Den frelses ind i Guds historie og jeg er nu i stand til at leve på en ny måde. Jeg kan "gå i krig" med det tidligere livs skyld og gæld, netop fordi det ikke kræves af mig og fordi jeg er fri til at gøre det. Et menneske kan først gøre det overordentlige, når det ikke forlanges. Ligeså er det med kravet om næstekærlighed: Det kan først efterleves, når det helt er bragt i glemme, at det er et krav.

Forkyndelsen skaber en ny begyndelse, som det er helt uden for menneskets formåen at gøre noget ved. For forkyndelsen er begyndelsen alt, og den tænker ikke, at det kun er starten og foran ligger en lang kamp, der så skal afgøre om den begyndelse nu også er en frelsende begyndelse. Uden endens sejr var begyndelsen kun blændværk. Sådan kan et menneske tænke, men sådan tænker forkyndelsen ikke, for for den er begyndelsen alt.
 

b. Afslutning

Begyndelsen er alt også afslutningen. I forkyndelsen er begyndelse og afslutning ét og det samme. Sådan er det, fordi gudmenneskets historie er et afsluttet og struktureret forløb med påske, himmelfart og pinse. Den identifikation mellem Guds og menneskets historie, der foregår i forkyndelsen, er identifikation med et forløb, der er bragt til sin definitiv afslutning.

Derfor bekymrer forkyndelsen (og det burde også gælde mennesket) sig ikke om hvorvidt personen nu kan klare distancen, for den er allerede klaret. Problemerne løst, vanskelighederne overstået, lidelserne gennemlevet, døden lagt bagved, opstandelsen sket. Man kan allerede i begyndelsen hvile på fuldendt gerning.

Forkyndelsen gør tillige livet absolut nærværende, for når begyndelse og afslutning er sammentrængt er alt tilstede i nuet. Der er intet næste øjeblik, men kun nu, hvor du skal handle.

Alt er fuldbragt i Jesu historie og når jeg identificerer den med min egen gælder hans gerning som min. Jeg har allerede elsket min næste og reddet hans liv. Når jeg i min historie møder min næste, da forvandler den kærlighed, som jeg er blevet et med, sig til et krav. Et krav, der straks bringer sig i glemme som krav, for at det krævede kan opfyldes af sig selv. Det skal ikke gøres anstrengt som et krav, men som en selvfølge.

Dåben er kristenlivets begyndelse, men når det begynder er det allerede ved sin afslutning, for kristenlivet er ikke andet end sprog, en udtalelse, et udsagn - Guds "jeg elsker dig". Det er skabelsen af et menneske, som det pga. gudskærligheden altid er i orden med. Her fældes på forhånd dommen over mennesket, der frifinder det. Der står intet tilbage, der er intet yderligere det skal nå, for lige meget hvor mislykket livet her på jorden kommer til at forme sig, så er det allerede modtaget i himmelen og klædt i festdragt. Kristenmennesket er af Guds skabende ord sat fri i forhold til den gældende moral til at gøre med den, hvad han/hun vil. Mennesket er fri til at elske næsten ikke for at opnå noget, men som den rene tidsfordriv. Det opfylder kravet om næstekærlighed overstrømmende af sig selv, fordi det helt har glemt, at det er et krav.

Det er den rene næstekærlighed, som ikke er en "principel del", der skal have en speciel del med udmøntninger (et kristent moralsystem) til at læne sig op ad. Næstekærligheden står alene!

Som det fremgik af bogen beror kristendommen på forkyndelsens enestående sproglige og nyskabende kategori. I den bliver mennesket et med den guddommelige historie. Med den tro er det ingen sag at leve sin egen menneskelige historie til ende i de kår man nu er sat i. Man kan da gøre godt mod sin næste, fordi man både kan og vil, men ikke skal - som rent tidsfordriv. Ja, måske hænder det endda - nærmest ved et tilfælde - at man elske næsten som en selv...
 
 
  ------------------- noter ----------
 
 
 
 
 
 

1. Uanset om det talte er løgn eller fantasi, for man er altid bundet af det virkelighedens sprogsystem.

2. På sin vis er sproget altid performativt, fordi sproget ikke taler om virkeligheden, men frembringer den ved at tale om den

3. også selv om den nøgternt set er den sproglige konklusion på en lang og mangeartet udvikling. Det er måske ikke nogen overraskelse, når den endelig falder, og de begge anerkender den.

4. Sløk nævner Sokrates og hans budskab.

5. Sløk inddrager K. Blixen, der fortæller om en tyr til tyrefægtningen, som ikke resignerer, men som indser sin situation, kæmper bravt og dør som en ægte kamptyr (den kristne tyr, der tænker religiøst).

6. Dobbeltheden mellem det religiøse udsagn: "Verden er god" og vor egen erfaring af verden, som værested for meget ondt.

7. Sløk tror, at "dæmoner" skal forstås psykologisk som noget i menneskes fortid det er bundet til og som det ikke kan slippe af med.