"Den kristne forkyndelse"

Der er mange måder at gribe en sådan problemstilling an på. Den mest almindelige ville være en gennemgang af alle relevante steder i Bibelen, men det er til fulde gjort i al mulig anden sammenhæng⁽¹⁾. Men da opgave udspringer af et forløb om velsignelsens teologi ved Niels Henrik Gregersen ved Århus Universitet, vil det være nærliggende at gribe chancen til at bruge en ny indgangsvinkel. Hvad er der kommet frem om velsignelsen i den til tider ophedede debat? Hvad er det for en velsignelsesforståelse, der kommer til udtryk og hvori består evt. forskelle? I gennemgangen tager jeg udgangspunkt i de to rapporter den såkaldte Thomsen-rapport (herefter TR) "Registreret partnerskab, samliv og velsignelse" og i den alternative rapport (herefter ALT) "Kærligheden glæder sig ikke over uretten!". Hvor det skønnes naturligt anvender jeg udover disse også andre hæfter, bøger og avisartikler.

Jeg gennemgår først ægteskabet og hvad der bliver sagt eftersom vi kun kender et ordnet samliv i forbindelsen med ægteskabet. Det føltes naturligt at tage sit udgangspunkt i (og siden også henvise til ) det kendte, før jeg begiver mig ud i det ukendte. Derefter kommer vi til den egentlige gennemgang af velsignelsen, som begynder med den aronitiske velsignelse før selve velsignelsesbegrebet bliver endevendt - hvad er velsignelsen? Hvem velsigner? Hvilke betingelser knytter der sig til velsignelsen? I et skema vises derefter kort hvilke bærende argumenter flagskibene (TR og ALT) i diskussionen er kommet frem med og der vil også ganske kort blive taget stilling til dem. Til slut vil jeg så komme ind på hvad man kan bruge det resultat, jeg er kommet frem til.

Begge rapporter er enige om at opretholde skelnen mellem ægteskab og registreret partnerskab (TR s. 26,51) ⁽²⁾. Men da ægteskabet står som "prototypen" for mellemmenneskeligt forhold er det meget naturligt her i starten at se, hvad der er sagt om velsignelsen dér.

TR kommer i det indledende afsnit frem til at danskerens syn på ægteskabet har undergået en stor forandring i dette århundrede og at dette har haft indvirkning på de vielsesritualer, kirken har haft. Det nuværende ritual markere iflg. TR ikke nogen velsignelsesmæssig forskel mellem ægteskabet og partnerskabet. ALT's bagland er også enig i denne udvikling, som de kalder et forfald i ægteskabsforståelsen⁽³⁾.

Påvirkning betød en stadigere fokusering på kærligheden i ægteskabet: "Kærligheden, Guds og menneskers, er i stigende grad i kollekter, tilspørgelser og i forbønnen i de seneste ægteskabsritualer blevet fremhævet som grundlag og ramme for ægteskabet (TR s. 51)". Men "frugten" af kærligheden (børn) omtales ikke fra og med 1912-ritualet - eneste omtale kunne være bønnen om velsignelse til sjæl og legeme, men det er en lidt søgt tolkning. TR forklarer udeladelsen dels med hensyntagen til tilfælde, hvor kvinden var nået over den fødedygtige alder, og til en almen blufærdighed over for omtale af seksualitet i kirkerummet. I TR's sammenfatning konkluderes, at med dette udelades også henvisningen til ægteskabet som ramme om familie (TR s. 47 cf. s.51). Ser man fra samfundets side ikke ægteskabet som det eneste sted for seksualiteten, er det klart, at den "forsvinder" fra ritualet i en folke(lig)kirke. Man kan spørge, hvad der så er tilbage - andet end den romantiserede kærlighed?

Ekskurs om seksualiteten i den kristelige forståelse af ægteskabet. Ægteskabet er en gudvillet ordning knæsat fra skabelsen - en ordning Jesus eksplicit holdt i hævd (Matt 19,5). Herunder har jeg⁽⁴⁾ sat Jesus-ordet på et skema og appliceret det til ægteskabet.

Ægteskabet konstitueres af disse 3 dele og det er disse dele, præsten beder Guds velsignelse over. Det kan meget vel være, at ritualet ikke nævner alt dette eksplicit, men det er disse forventninger man kommer til ritualet med - og som det indfrier. Dette for at imødegå TR's argumentation om at det seksuelle ikke er med i velsignelsen, for det er dog med i selve ægteskabstanken.

Ved at det ikke bare er en ægteskabelig kontrakt, der underskrives, men en velsignelse i en kirke, videregives tillige noget af den hellighed, man møder i kirken og "Guds nåde lyses over ægteparrets liv sammen og samtidig forkyndes Guds vilje med det samliv... [og der siges] dermed til ægteparret, at de kan leve i frimodighed over for Gud og mennesker" (TR s. 75). ALT tilslutter sig denne sidste opfattelse af velsignelsen, idet den mener, at "ægteskabsvelsignelsen består i en forkyndelse af, at det indgåede ægteskab er at betragte som ret, dvs. gudvelbehageligt"(ALT s. 59).

TR konkluderer altså, at det er kærligheden og det ikke-seksuelle-samliv, der velsignes og ved at det sker i kirken, rummer det tillige Guds accept over forholdet. Det er ikke ordningen, men de mennesker, der går ind i ægteskabet, der velsignes (TR s. 74). Følger man TR, må man nødvendigvis slutte, at der ikke er forskel på det, der velsignes i et ægteskab, og det, der kan velsignes i et partnerskab. Hvad - bortset fra det forplantningsmæssige (som ikke er indbefattet i den kirkelige velsignelse) - har ægteskabet, som partnerskabet ikke har? Derfor er der ingen forskel mellem de to og intet til hinder for at velsigne partnerskabet.

Biskop K. Drejergaard ⁽⁶⁾ og ALT er ikke enige med TR i den forståelse af ægteskabet. De mener ikke, at det er kærligheden, der velsignes "den tør vi vel på et alment menneskeligt plan sige er en velsignelse i sig selv" filosoferer Drejergaard. ALT fortsætter "I ritualet velsignes ordningen, mens der formanes til kærlighed"(ALT s. 59). ALT og Drejergaard ser ægteskabet som en gudgiven ordning "som er tiltænkt alle mennesker uanset tro og kultur"(ALT s. 50) - begge lægger i deres ægteskabsforståelse vægt på ordningsteologien⁽⁷⁾.

Hvad bidrager en debat om ordningsteologien med i den nuværende debat? Debatten om homofili kan have mange indfaldsvinkler, hvoraf den ordningsteologiske udgør en af de væsentlige⁽⁸⁾. I første omgang ser det ud til, at TR gør en genial ting ved at skubbe ordningen udenfor velsignelsens rækkevidde. Ved at sige, at det er personerne i deres samliv, der velsignes og ikke ordningen, skal TR ikke først finde bibelsk belæg for partnerskabet. Alle mennesker kan jo velsignes af Gud og da det er alene er det, der sker i vielsen, vil det være en gudbespottelig ting at nægte homofile en sådan. Var TR kommet frem til en anden konklusion, ville de ikke have stået så stærkt i debatten om homofile, som de gør nu. For selv om ordningsteologien (med deres skriftsyn) kunne blive regnet under Skriftens tidsbestemte udsagn, synes det mere voldsomt at forkaste et ord "der bare er sagt af Paulus "og så en skabelsesfunderet ordning⁽⁹⁾.

Selv om TR's håndtering af ordningsteologien ved første øjekast ser genial ud, så synes det mig dog alligevel at være en vilkårligt argumentation. Tankegangen må nødvendigvis være: Mennesket er velsignet og derfor er det homofile menneske i sit homoseksuelle samliv også velsignet. Man lader det almene (Guds velsignelse af menneskeheden) begrunde det specielle/specifikke (Guds velsignelse af to menneskers samliv) som man også gør, når man skal begrunde den homofile kærlighed i partnerskabsritualerne⁽¹⁰⁾. Den metode godskriver enhver menneskelig ordning, hvor syndig og sygelig den end måtte være, for det er jo dog det af Gud velsignede menneske, der foretager den. Guds velsignelse er ikke en betingelsesløs blankocheck, der kan bruges efter menneskets forgodtbefindende!

Om Guds ordning siger ALT:"Ved skabelsen af mennesket i Guds billede satte Gud en orden, et fællesskab mellem mand og kvinde. Det er dette fællesskab mellem manden og kvinden, der velsignes"(ALT s. 54). Et fællesskabet, der er den eneste legitime ramme om seksualiteten (både som middel til forplantning, men også fællesskabs-uddybende). Det ville være særdeles vanskeligt for ALT at argumentere imod velsignelse af homofile, hvis de kom frem til, at ægteskabet ikke var en enestående guddommelig ordning mellem mand og kvinde (f.eks hvis debatbogen Homoseksualitet har ret i deres tolkning af Gen 2,18-24)⁽¹¹⁾. Men ved at vise, at Bibelen kun kender foreningen mand-kvinde siger ALT, at Bibelen ikke kender ordningen det registrerede partnerskab. Bibelen har derfor heller ingen velsignelse til et sådant forhold.

Jeg mener kirken har svigtet ægteskabet ved at udhule det, der siges ved vielsen. For TR anerkender ikke blot ordningsteologien i denne sammenhæng, men også resten af det bibelske mandat for ægteskabet. "Skriftlæsningerne er ikke at forstå som et bibelsk... mandat til at foretage vielser, men er en henvisning til, hvad bibelen har at sige om, hvad et ægteskab er, og om hvorledes ægtefællerne bør leve sammen" (TR s.52). Man fratager ritualet ethvert spor af mandatum Die (se s.7). Men hvad bygger man så ægteskabet på, hvis ikke Guds fuldmagt? En erotisk-romantisk ikke-viljesbetonet kærlighedsforståelse? Eller (som Jørgen Glenthøj tilføjer⁽¹²⁾): Partnernes indbyrdes konsensus som ved det borgerligt indgåede ægteskab? Forsvinder den første og drejer den indbyrdes konsensus sig hen imod skilsmisse, da vil den stå klar som en selvfølgelig mulighed. En sådan ægteskabsforståelse synes ikke Guds velsignelse værdig, men heldigvis velsigner Gud på trods af menneskets synd og kirkens svigten af "den hellige ægtestand".

Vi kan altså konkludere, at de to rapporter er uenige om hvad der velsignes i ægteskabet og til en vis grad også hvad ægteskabet er. Alene ud fra hver deres opfattelse af hvad ægteskabet er, kunne man aflæse, hvordan de forholder sig til partnerskabet.

Nu har vi set på hvad det er, der velsignes i kirken, lad os nu vende os til selv handlingen, for hvad er det at velsigne?

Begge rapporter har et afsnit, der behandler hvad velsignelse er. TR's er dog af et så beskedent omfang, at det ligner en fejldisponering i betragtningen af, at "velsignelse" er et af hovedordene i kommissoriet.

Min gennemgang af velsignelsen vil tage sit udgangspunkt i den mest "fremtrædende" velsignelser i Den danske Folkekirke - den aronitiske velsignelse.

Den aronitiske velsignelse (4. Mos 6,23-27) står som grundtypen for velsignelsen i folkekirken og den er samtidig den velsignelse, der står stærkest i folks bevidsthed. Det sidste får sit udslag i, at det pr. tradition kun er præster, der fremsiger den i tilsigelsens form⁽¹⁴⁾. TR kalder den for en bøn:"Velsignelsen forudsættes at ske realt, men har formelt karakter af bøn om velsignelse" (TR s.71). Jeg mener, at TR tager fejl ud fra følgende betragtninger:

- Præstens og menighedens aktivitet (som også TR peger på som noget, der skiller

Ingen er i tvivl om at det er Gud, der er det handlende subjekt. Det er en gave fra Gud til dem, der modtager velsignelsen, derfor hedder det: "Modtag Herrens velsignelse." Med Guds omsorg og tilgivelse som grundlag får menigheden, det enkelte menneske, nu del i Guds fred. Denne fred betegner det gensidige forhold, der er mellem Gud og mennesker.

Peter V. Legarth gør opmærksom på 4. Mos 6,27 som en nøgle til forståelse af velsignelsesbegrebet. At blive velsignet - også med den aronitiske velsignelse - vil sige, at få lagt Guds navn på sig til et signal om at man nu tilhører Gud. "Derfor vil synden og ondskaben aldrig kunne velsignes, for synden og ondskaben kan ikke bære Guds navn".⁽¹⁵⁾ Dette vil TR vel ikke være uenig i. Det springende punkt i denne sammenhæng er spørgsmålet: Hvad er synd og hvad/hvem bestemmer hvad der er synd?

Velsignelsen "er ikke blot et fromt ønske; men når disse ord udtales, bliver velsignelsen skænket som en gave"⁽¹⁶⁾. Velsignelsen er mere end et ord, der siges, for det er Guds ord. Tilsigelse og opfyldelse er ét. I sprogfilosofiske termer kaldes dette fænomen for en performativ sproghandling. Der er ikke tale om magi (ex opera operato) -"den opfattelse modsiges af, at det i den danske folkekirkes ritualer altid er personer, der velsignes [personal-benediktion modsat real-benediktion], og at det forudsættes, at velsignelsen skal modtages med tak og tro" (TR s.72).

Ekskurs om performativ sproghandlinger i Gudstjenesten. Tager man J. L. Austins meninger om performative sproghandlinger for normgivende⁽¹⁷⁾, mener jeg, at der ingen ren performativ sproghandling er i Gudstjenesten i Den danske Folkekirke. Dette gælder også de tre gudstjenestelige velsignelser (dåbens⁽¹⁸⁾, den aronitiske og den apostoliske velsignelse), som på nær den apostoliske har et eller andet form for korstegn knyttet til og derfor ikke er en ren performativ sproghandling. Den apostoliske må betragtes som en bøn og ikke et selvvirkende ord. Den aronitiske er den, der dog er tættest på at opfylde kravene. Vel gør præsten 2 handlinger i forbindelse med velsignelsen (løfter armene og korstegnelsen), men det er ikke ved, at han gør det, at velsignelsen "træder i funktion". Der er dog alligevel tale om vigtige elementer, der ville gå tabt, om man fjernede handlingerne.

Handlingerne er en så integreret del af den talte velsignelse, at jeg ikke mener, at man kan fjerne den. Den er derfor ingen ren sproghandling.

Mange præster tog afstand fra en særlig velsignelses ud fra den holdning, at de homofile jo "blot" kunne komme til Gudstjeneste. Dér kunne de - bl.a. i den aronitiske velsignelse - modtage Guds velsignelse⁽¹⁹⁾. Men det er et argument, der ikke kan bruges her "ud fra samme logik må velsignelse af heterofile... være ligeså overflødig, idet masser af heterofile også velsignes hver søndag"⁽²⁰⁾.

TR begynder sin gennemgang af velsignelsesbegrebet med at pege på at velsignelse er et alment religiøst/folkeligt fænomen⁽²¹⁾, som dog kun har sin fulde udfoldelse i primitive religioner og i ikke-sekulariserede samfund. I et samfund som det danske, er velsignelser kun benyttet i ringe grad og da for det meste i en meget ufuldstændig form (f.eks. hilsner). Dog søger også danskeren ind kirken efter velsignelse.

Først inden for de sidste 30 år har teologien været opmærksom på fænomenet velsignelse⁽²²⁾. De nye landvindinger i velsignelsesforståelsen beskrives - helt i C. Westermanns ånd ⁽²³⁾- sådan:

Det er dog ikke muligt at bibeholde en så striks opdeling af teologien i GT som Westermann mener, for velsignelsen omfatter "også redning i historiske situationer... og den er knyttet til udsagn om frelse i en række udsagn"⁽²⁴⁾. TR tilslutter sig: "De to sider... er nært forbundne, men den ene lader sig ikke reducere til den anden" (TR s. 68). ALT (s. 56f) gør opmærksom på, at den bibelske forståelse af velsignelsen er meget nuanceret og findes både som (1) Guds velsignelse af mennesket og (2) medmenneskets velsignelse af sit medmenneske (dog "kun" i forbønnens form). ALT's gennemgang nævner ikke menneskets evt. velsignelse af Gud⁽²⁵⁾. Disse tre mest centrale betydninger findes i sammentrængt form i 1. Mos 14,19-20. Velsignelsen i Bibelen er et udtryk for frelsesgoderne både på skabelsens og frelsens plan⁽²⁶⁾.

Hvad giver velsignelsen? Velsignelse er "delagtighed i den Guds virkelighed, i hvis navn der velsignes"(TRs.68). Gud er kilden til velsignelsen (1. Mosebog 49, 25) og den velsignelse skal bruges til at pege hen på ham. Guds velsignelse indebærer at han dække vore menneskelige materielle behov, men Guds velsignelse sigter først og fremmest til at føre mennesker ind i et personligt forhold og livsfællesskab med Gud selv.

I de såkaldte overgangsriter (f.eks. vielsen) er velsignelsen et løfte om hjælp til det ukendte, man begiver sig ud i. Ved at begynde en ny periode af ens liv med Guds velsignelse viser man også under hvilket fortegn den periode skal ses. Man forpligter sig på Guds bud og vilje; "Man giver sig ind under hans herredømme, i hvis navn man velsignes" (TR s. 73). Dette tilslutter ALT sig ved (ALT s.59) at tale om at ægteskabet ved velsignelsen bliver beslaglagt af Gud.

Rent mellemmenneskeligt "udtrykker kirken naturligvis dermed sin billigelse af det, som allerede er sket, idet man ved at velsigne samtidig billiger... et kirkeligt ritual vil gøre deres parforhold synligt og normalt - noget som man ikke hele tiden behøver at forklare og forsvare"⁽²⁷⁾. Ikke mindst kirken har opført sig ukristeligt og inhumant over for de homoseksuelle og der er god grund til at give de homoseksuelle en velment undskyldning. "kirken trænger til at få gjort bod for sin store medskyld i den fordømmelse, der... har forbitret de homoseksuelles liv"⁽²⁸⁾. Det er dog et spørgsmål om et velsignelsesritual er den rette form for undskyldning. Kirken kan da ikke give Guds velsignelse som en undskyldning, for noget den selv - ikke Gud - har gjort sig skyld i. Og "kirken af i dag [kan] ikke bruge de homoseksuelle... for at sone en særlig synd. Det kaldes som bekendt afladshandel"⁽²⁹⁾ Der må altså være en anden måde.

Begge rapporter er enige om, at velsignelsen er Guds og ikke kirkens eller præstens⁽³⁰⁾. "Hvad der loves i velsignelsens ord, kan ikke opfyldes af præsten eller kirken, men er netop Guds løfter" (TR s.73).

TR udtaler, at man må undlade at velsigne, hvor man regner med at Gud ikke vil velsigne. TR forsætter - og her kommer noget mærkelige - "Omvendt kan man heller ikke i forhold af væsentlig betydning nægte nogen velsignelse, hvor man tror, at Gud ikke vil nægte den" (TR s.73). TR's argumentation her er naturligvis, at velsignelse af homofile er en betydningsfuld handling, som Gud ikke vil nægte, men forsøger man at stille teksten et nærgående spørgsmål fyldes man med undren. Der findes altså ting, som Gud vil velsigne, men som kirken må nægte, fordi de ikke er betydningsfulde nok. Som flere andre steder bevæger TR sig også her ind i et meget svært område: Hvad er betydningsfuldt og hvad er ikke? Grundtvigs

salmestrofe "Hvem vover at forbande, når du velsigne vil?" (DDS 31,5) kunne i denne sammenhæng oversættes til: Hvem vover at nægte nogen velsignelse, når Gud vil velsigne? Det lægger en rapport bestilt af Den danske Folkekirke op til! Selv ALT, hvis konklusion og bagland man har kaldt inhuman, ville ikke finde på at nægte nogen Guds velsignelse, hvor Guds velsignelse er på sin plads. Man kan spørge efter, om TR ikke forgriber sig alvorligt på ejendomsretten til velsignelsen.

Jeg vil gerne give debatten en lidt anden vinkel under salme-omskrivningen "Hvem kannægte nogen velsignelse, når Gud vil velsigne?" Velsignelsen "skænkes, når og hvor han [Gud] vil" (TR s. 73); altså også uden for et ritual, ja, uden for kirken. Holdningen at det kun er i kirken (og vel at mærke: Den danske Folkekirke) at man kan få Guds velsignelse, var i høj grad repræsenteret i diskussionen og det primært (for ikke helt at sige: altid) på fortalernes side. Modstanderne af et ritual gjorde i deres indlæg altid opmærksom på, at det var Guds egen velsignelse og det alene var ham, der rådede over den. Man havde blandt de føromtalte fortalere åbenbart ikke syn for at velsignelse ikke bare var noget, der blev lyst én i kirken, men var noget man havde. At kirken kun har pligt/ret til at velsigne det, Gud selv i forvejen har velsignet. Naturligvis er det i denne sammenhæng et ritual, der er diskuteres, men det må da være det fundamentale, at man "har Gud med i det". At ritualet afspejler virkeligheden. Har de homofile, der ønskede en velsignelse i kirken, mon tænkt:"Hvad kirken beslutter eller ej, lad fare - bare jeg ved mig velsignet af Gud. Jeg vil kæmpe for at kirken må kunne blive redskab for Guds velsignelse, men bliver den ikke det er, jeg lige fuldt under hans velsignelse"? Har de homofile haft en sådan tilgang til velsignelsen har de i hvert fald skjult det temmelig godt. Deres ønske om forandring blev fremstillet som et ufravigeligt krav, for som medlem af folkekirken har man ret til visse ydelser fra kirken. En sådan holdning til velsignelsen er forkert! Velsignelsen er ikke et krav, en rettighed, men en gave, man får uden om alle krav og rettigheder.

Selv om velsignelsen er en gave, knytter der sig alligevel visse betingelser til den. Nicolai Winther-Nielsen gør opmærksom på, at der i GT er knyttet betingelser til velsignelsen. Det er Gud, der er subjekt for velsignelsen - det er ham, der har autoritet til at sige velsignelsen og styrke til at føre den "ud i livet" og det er også ham, der knæsætter "spillereglerne". Velsignelsen er knyttet til:

Velsignelsen afhænger først og fremmest af gudsfrygt, som kan siges at indeholde alle de øvrige ting. Den aronitiske velsignelse kalder dette for at have fået Guds navn sat på sig.

Velsignelsen har sine betingelser og sådan er det også med selve den kirkelige handling. Den kan ikke eksistere uden en bibelsk begrundelse. "Enhver kirkelig velsignelseshandling forudsætter et mandatum Dei udtrykt i konkrete skriftord som ved brudevielsen"⁽³¹⁾. Dette går TR ikke gå med til:"Der drøftes, om der skal være et ´bibelsk mandat´ for en kirkelig handling. I betydningen, at der skal være et eksplicit bibelsk udsagn, for at man kan indrette en kirkelig handling, kan det ikke forlanges... Man kan i stedet sige, at en kirkelig handling ikke må være i modstrid med Guds ord" (TR s.70). Derpå vises tilbage til diskussion om hvad der er Guds ord og hvad der er perifere enkeltudsagn uden nutidig betydning.

Men iflg. en af TR's forfattere er et bibelsk mandat ganske overflødigt. Man kan sagtens lave et velsignelsesritual uden Bibelens godkendelse:"der er ikke nogen direkte bibelsk basis at bygge en velsignelseshandling for par af samme køn på. Men hvad det sidste angår, gælder det også konfirmation og begravelsen, så det skulle i sig selv ikke være nogen hindring"⁽³²⁾. Hvad er det for en useriøs argumentation!! Man kan ikke drage en parallel mellem så vidt forskellige ting som konfirmation/begravelse og så et velsignelsesritual, der med sin gudskabende magt opretter noget nyt. Konfirmationen⁽³³⁾ har ikke så vidtrækkende og nyskabende følger som velsignelsen. Den er en bekræftelse af dåbens en gang skete velsignelse og en oplæring i den tro man er døbt ind i. Ligeså har begravelsen ikke selvstændig betydning, men bygger også på dåben, hvis velsignelse vil bære den afdøde ind i herligheden. Der er ingen velsignelse eller andet nyskabende, der sender afdøde ind i Guds varetægt. Begge er menneskelige markeringer af Guds handling og kræver derfor ikke yderligere bibelsk mandat.

Jeg hælder mest til den overbevisning, at der skal være et bibelsk argument for en hvilken som helst kirkelig handling af så væsentlig karakter som f.eks. vielsen. Vi befinder os jo dog i en kirke, der har Bibelen, som sin fællesskabsstiftende autoritet.

Hvad sker der, hvis kirken velsigner uden at have dette mandat? Dette giver TR ikke noget svar på, men ALT's bagland konkluderer, at da vil "velsignelse[n vende] sig til forbandelse, både for den, der misbruger velsignelsen imod mandatum Dei, og for dem, der giver sig ind under et misbrug af velsignelsen"⁽³⁴⁾. Det er bedrøveligt, at et så stærkt udsagn får lov til at stå som en ubegrundet påstand. En påstand, som meget vel kan stå stærkt i en debat, men som uden begrundelse vil falde til jorden.

Er velsignelsen i forbindelse med vielse (lige som den aronitiske velsignelse) en form for performativ sproghandling, som giver velsignelse i og med, at den tilsiges? Om dette siger Nicolai Winther-Nielsen"Sådanne velsignende ord er dog sjældne, og de forekommer kun, når Gud selv på forhånd har givet til kende, at det kan ske ud fra hans vilje og plan. De beror... på Guds åbenbaring af sin hensigt"⁽³⁵⁾. Ud fra bibelske tankegang må vi sige ja til mit spørgsmål, for Gud har på forhånd givet sin mening til kende om ægteskabet- ja, han har selv indstiftet det. Selv om der ikke findes en speciel bryllupsvelsignelse, som lyses over parret⁽³⁶⁾, så er bønnen om velsignelse over ægteparret af samme funktion som lysningen. Det er en bøn efter Guds hensigt og over en ordning, der er ham velbehagelig. Ægteparret er nærmest velsignet alene ved at gå ind i ægteskabet, der er under Guds velsignelse. Det er denne velsignelse, der i og med ritualet proklameres overfor parret (cf ALT s. 59).

TR fastholde ikke konsekvenserne af ordningsteologien (cf s.2). De vil derfor ikke kunne tale om velsignelsen som performativer i Nicolai Winther-Nielsens definition, da de ikke har Guds enestående blåstemling af ægteskabet. Omvendt ville man kunne sige, at ordningsteologi blot kunne indbefatte tanken, at mennesket ikke skulle være ensomt (cf. note 9). Når man bare er to er man inde i Guds velbehagelige ordning og derfor under hans velsignelse. Men den vej fravælger TR ved at pege på, at det er individet, der velsignes og ikke ordningen.

Begge sider i debatten er enige om, at skridtet mod at velsigne homofile er stort og grænsesprængende. Hvad man end gør, er det nødvendigt at foretage en tilbundsgående teologisk undersøgelse for at resultatet ikke skal blive en hovsa-løsning. Det kan derfor undre, at TR ikke leverer den vare, der er blevet spurgt efter. Venligt sagt er det teologiske arbejde (i modsætning til ALT) kort og af ringe kvalitet og metoderne, der anvendes, virker påfaldende tilfældige. På nogle få sider klares teologien og forklaringen af begrebet "velsignelse" fylder ikke voldsomt meget, hvilket ligner en fejldisponering. Det ligner mere en sociologisk rapport tilsat lidt teologi hist og her.

Der er så godt som enighed om hvad velsignelse er i de to rapporter. Velsignelse er en guddommelig blåstempling af forholdet og en hjælp til et videre kristeligt levned. Den er en delagtighed i den frelsende virkelighed, der er Guds.

Der er dog er der små uoverensstemmelser imellem: 1)Forståelsen af mandatum Dei. Begge rapporter er enige i, at kirken ikke bare kan velsigne uden om Guds vilje, men TR drager ikke fuldt ud konsekvenserne af at det er Guds velsignelse. Det kommer bl.a. frem ved at man kunne forestille sig forhold, hvor kirken måtte velsigne på trods af Guds vilje til at velsigne. Man ser det også ved at TR for det meste ikke finder argumenterne for en velsignelse i Bibelen - Guds ord - men i det omkringliggende samfund (se s.9) og hos andre sagsforhold, der er irrelevant i denne sammenhæng. De steder, hvor Bibelen inddrages (om kærligheden og ordningsteologien) anvendes en så vilkårlig metode, at resultatet må tages med alle mulige forbehold.

I den almene debat for en velsignelse havde man den fornemmelse, at Guds velsignelse var noget man havde ret til, når man blot betalte sin kirkeskat. Velsignede man ikke de homofile var det samme som at disse blev udelukket af folkekirken, som så ophørte med at være folkets kirke. Et latterligt, men dog alligevel fremherskende begrundelse.

Man bemærker hurtigt, at ALT vægtlægger, at der er tale om Guds ejendom. Kirkens kald er at velsigne det, Gud selv velsigner! Påstanden om at man ikke kan velsigne imod Guds ord løber som en rød tråd i ALT's forklaring af velsignelsen.

2)Velsignelse som bøn eller /tilsigelse. Selv om velsignelsen har tilsigelsens form er der dog tale om en bøn om velsignelse. Det ser ikke ud som om at TR vil tale om et i sig selv virkende mægtigt Guds-ord.

Jeg er af den overbevisning, at når der er tale om Guds velsignelse, så må det også være ham, der bestemmer hvad der kan velsignes. Det vil derfor sige, at min samvittighed mangler et skriftord at henvise til for at kunne "godkende" en velsignelse. Det er alene Bibelen, der kan give en velsignelse gyldighed og mening. Et er, at Bibelen mange steder taler imod homoseksuelt samliv, men ser man bort fra det (hvilket dog er svært), vil man heller ikke kunne finde en begrundelse for andre samlivsformer end ægteskabet. Alene ud fra velsignelsesaspektet er jeg derfor nødt til at afvise at kirken burde kunne indføre et ritual for homofile.

Men hvad nu? Kirken må ikke falde i en af de to grøfter: Primitiv fordømmelse eller kritikløs anerkendelse! Den kritikløse anerkendelse er allerede i opgaven skubbet til side, men hvad med den primitive fordømmelse? Er alternativet til en velsignelse kirkens forbandelse? Nej! Først skal kirken - som før omtalt - give en undskyldning i form af en kærlig broderhånd. En indbydelse til at komme ind i det fællesskab, som de allerede er kaldet til at indgå i: Det kristne. Der vil de af de andre syndere blive mødt med forståelse, omsorg, kærlighed og broderligt venskab - hvis ikke, så har den menighed virkeligt misforstået sin opgave og identitet som kirke. Kirken tilbyder dem (som alle andre) et møde med Guds ord, hvorigennem Gud vil retlede det menneske og give det et nyt udgangspunkt at leve på. Et troens fællesskab i den kristne menighed til værn om den enkelte gennem indbyrdes kærlighed og omsorg.

1. F.eks. i bøgerne Homoseksualitet, Forkynd evangeliet for al skabningen, Kærligheden glæder sig ikke over uretten. Jeg vil såvidt det er mig muligt undlade at komme ind på denne debat, eftersom det er velsignelsen i denne sammenhæng der er i fokus.

2. En af TR's forfattere L.O. Gjesing:"Og derfor skal det [velsignelsen af homofile] ikke hedde vielse eller bryllup. Det vil nemlig være at påtvinge ægteskabet og partnerskabet en enshed, der ikke eksisterer". Fyens Stiftstidende 16/1-97

5. Kan dog også indbefatte det socialt, økonomisk, sjæleligt (olg.) fællesskab.

7. TR "finder ikke, at ... ordningsteologien er holdbar, sådan som den har været anvendt til at lade det traditionelle ægteskab fremstå som den eneste kristelige acceptable ramme omkring samliv, seksualitet og familiedannelse" (TR s. 101). Drejergaard (og resten af biskopperne) vil ikke drage den konklussion, som ALT, at ordningsteologien udelukker andre samlivsordninger end ægteskabet.

8. Iflg. TR s. 56 kom ordningsteologien til orde i samtaler, læserbreve og breve til udvalget. "Selvom den ikke foreligger i gennemarbejdet teologisk udgave, ligger den formentlig bag megen kirkelig kritik både af loven om registreret partnerskab og af forslag om en kirkelig velsignelse af det registrerede partnerskab." Hvorfor ser udvalget ikke, at det for kirkens skyld er nødvendigt, at det synspunkt foreligger i en gennemarbejdet teologisk udgave?

9. Den rabiate debatbog Homoseksualitet mener (s. 63-70), at tanken om at menneskets ensomhed skal skaffes af vejen ved en heterofil pardannelse hører, med til det tidsbetingede udsagn. Den ophører med at finde sin berigtigelse, hvor seksualiteten ikke længere har sit eneste mål i formeringen.

10. Ritualerne benytter sig af Salme 139,1-5; 1. Kor 13; 1. Johs 3,21-24; 4,7-12 (TR s. 49; 51 ALT s. 63-64). Man begrunder den erotiske kærlighed (det specifikke) med at den gudgivne kærlighed (det almene), som alle mennesker har del i, forpligter til at elske. "De skal elske hinanden med en kærlighed, der genspejler Guds kærlighed, men det skal alle mennesker jo. De skriftsteder... går alle på agape-kærligheden og kan derfor ikke bruges til en begrundelse for den erotiske kærlighed" (ALT s. 64)

17. Hvilket der er god grund til, eftersom det var ham, der først formulerede reglerne for performativerne i sin bog "How to do things with Words".

18. "Modtag det hellige korsets tegn både for de ansigt...". Eftersom dåben er et sakramente, der både skal have ord og ydre tegn, kan man heller ikke sige, at den er et sådan sproghandling.

19. Fyens Stiftestidende 3/6-97: O. Degn-Andersen, Hjallelse: "Vil homofile par have kirkens velsignelse, kan de jo bare møde op i kirken til gudstjenesten og få velsignelsen sammen med den øvrige menighed". I. Kjeldsen, Ryslinge:"Vil homofile have min velsignelse, kan de møde op til gudstjenesten i kirken som alle andre".

21. En diskussion, som den mellem Westermann og Mowinckel (Theologie des Segens s. 65-72) om hvorvidt den sociale funktion eller den kultiske er den mest oprindelige er absurd. Behøver man at skelne mellem disse to? Kan ordet ikke have både en kultisk og en sekulær betydningstræk?

24. S. 19 Hvad er det at velsigne? Hvorefter forfatteren henviser til Es 19,24-25; 44,3 61,9; 65,23; Zak 8,13.

25. / kan som bekendt både betyde velsigne og lovprise og har i Bibelen både mennesket og Gud som subjekt. Mowinvkel gøres til talsmand for en "store-Gud-lille-mig"-teologi, hvor mennesket er den passive i alle ting (s. 68 Theologie des Segens). Theologie des Segens argumenterer s. 384-87 for at mennesket meget vel kan velsigne Gud. ALT henviser til Hvad er det at velsigne? s. 17-18 for videre læsning, men det ville have klædt ALT, hvis den i den ellers omfattende gennemgang af velsignelsesbegrebet havde nævnt denne betydning.

26. På frelsens plan er velsignelsen udtryk for evangeliet. Denne betydning af velsignelsen formidles i dåben (hvor vi hjælpes til Guds velsignelse som ritualet siger) og nadveren (velsignelsens bæger (1.Kor 10,16))

30. TR s. 73 og ALT s. 57-58, som også er den bibelske forståelse af velsignelse (cf. Bileam-historien 4. Mos 22-24). Dog har man i debatten ofte hørt præster benævne velsignelsen som deres (f.eks. I. Kjeldsen i note 19). Dette må i bedste fald bero på, at de mener, at de i Guds velsignelse også giver deres velsignelse (forstået som godkendelse).

33. Som den Romersk-katolske kirke ser bekræftet i Bibelen (Apost. Gern. 19,6 og Hebr 6,2)

Hvad er velsignelse? - en analyse om velsignelsesbegrebet i debatten om vielse af homoseksuelle

www.webpastor.dk