Jeres troskab er som morgentågen,
som den tidlige, flygtige dug.
(Hoseas’ Bog 6,4)

Jesus siger: Bliv i min kærlighed!
(Johannesevangeliet 15,9)

Der er noget smerteligt genkendeligt i Guds ord gennem Hoseas: Vores troskab er som morgentåge. Den ligger smukt over landskabet et øjeblik – og forsvinder, når solen stiger. Vi vil så gerne være standhaftige i tro, kærlighed og lydighed, men oplever igen og igen, hvor hurtigt vores iver kølner og vores løfter bliver tynde.

Gud ser det. Ikke med overraskelse, men med sorg – og med vedholdende kærlighed.

Netop derfor lyder Jesu ord så stærkt og så nådefuldt: Bliv i min kærlighed. Han siger ikke: Skab kærligheden. Bevis den. Hold den ved egen kraft. Han siger: Bliv. Bliv dér, hvor kærligheden allerede er givet. Jesu kærlighed er ikke som morgendug. Den fordamper ikke. Den bæres ikke af vores skiftende følelser, men af hans trofasthed. Hvor vores troskab er ustabil, er hans vedholdende. Hvor vores greb slipper, holder hans fast. At blive i hans kærlighed er ikke en præstation, men en væren. Det er en retning: At vende tilbage igen og igen. At tage imod tilgivelse igen og igen. At leve tæt på hans ord, hans nåde, hans nærvær.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på en stærk replik, der siges af den fortvivlede præst i Kaj Munks skuespil “Havet og menneskene” : “gem mig i din Kærlighed”.

Troens liv bæres ikke af styrken i vores greb om Gud, men af styrken i hans greb om os. Derfor er håbet ikke, at vores troskab skal blive som klippe – men at vi må blive i hans kærlighed, som allerede er der. At vi må gemme os i en kærlighed, der ikke pludselig forsvinder som tågen, men som altid er der om os og i os.

Bøn:
Herre Jesus, du kender vores skiftende troskab. Hold os fast i din kærlighed, når vores egen svigter. Lær os at blive hos dig, dag for dag.