“Frygt ikke, for jeg er med dig, fortvivl ikke, for jeg er din Gud.”
(Esajas’ Bog 41,10)

“Giv dine tjenere at tale dit ord med fuld frimodighed.”
(Apostlenes Gerninger 4,29)

Ordet frimodighed er et smukt ord. Det er sammensat af to ting: fri og mod.

Frimodighed er modet, der kommer af frihed. Et menneske, der ikke er bundet af frygt, kan tale, handle og leve åbent.

Men frimodighed er ikke noget, vi bare kan tage os sammen til. Mange gange er vi mere præget af det modsatte: Forsigtighed, bekymring og frygt for, hvad der kan ske, hvis vi siger eller gør det, vi egentlig ved er rigtigt.

Derfor begynder Gud et helt andet sted. Han siger gennem profeten:
“Frygt ikke, for jeg er med dig.”

Frimodighed begynder ikke med vores styrke. Den begynder med Guds nærvær. Når Gud er med, behøver vi ikke lade frygten styre os.

Det ser vi tydeligt i den første kristne menighed og i dag i den forfulgte del af kirken. Efter at apostlene er blevet truet og forsøgt bragt til tavshed, beder de ikke først og fremmest om beskyttelse eller lettere vilkår. De beder om noget andet:

“Giv dine tjenere at tale dit ord med fuld frimodighed.”

De ved godt, at troen kan koste noget. Men de beder om modet til ikke at tie.

Frimodighed i kristen forstand er derfor ikke høj stemme eller stærk selvsikkerhed. Det er den stille tillid til, at Gud er med, også når vi ikke selv føler os stærke.

Et menneske kan godt være usikkert og alligevel være frimodigt. For frimodigheden kommer ikke fra os selv, men fra løftet: Jeg er med dig.

Derfor kan vi tale, bekende, hjælpe og vidne – ikke fordi vi er modige mennesker, men fordi Gud går med os.

Bøn:
Herre, du som siger: “Frygt ikke, jeg er med dig.” Giv os den frimodighed, der kommer af din nærhed, så vi ikke tier om dit ord, men lever og taler i tillid til dig.