Din nådes skaberværk skal ske
i tomme hænder.
O Gud, al godheds giver: Kom,
tag bolig i vor fattigdom!
Der står, at Guds nådes skaberværk sker i tomme hænder. Og måske er det netop det, vi ser i dagens evangelium – at Gud fylder de tomme hænder med noget, der skal bæres. De fire venner i Kapernaum havde i hvert fald hænderne fulde. Først bar de deres lamme ven hen til huset, hvor Jesus var. Så var de fulde af tømmer og sten, fulde af støv – for at få hul i taget over Jesus. Fire venner, der så et behov og nægtede at give op.
Det er et stærkt billede. Et menneske, der ikke selv kan bevæge sig, bliver båret af andre. Det er et billede på, hvad det kristne fællesskab er og hvad det kan. For sådan er det at høre til i kirken: Vi bærer hinanden. Prøv at se jer omkring. Her sidder jeres brødre og søstre i troen – og I kan gøre det hjemme i jeres egen kirke. Kig jer omkring. Det er dem, der udgør det fællesskab, hvor vi bliver båret, når vi ikke selv kan. De kan ikke tro i stedet for os, men de kan tro med os, når vi tvivler. De kan bære os i deres bønner, når vi ikke længere kan gå og vores egne ord er blevet tavse. De kan lave en portion mad, når vi eller en af vore kære er syge og vi ikke selv kan overskue at lave mad. De kan invitere på en kop kaffe, når vi føler os ensomme.  Sådan virker Kristus i sin kirke – gennem mennesker, der bærer hinanden. Vores handling har altid stor værdi – uanset om vores embede er som præst eller som kirkegænger. Ja, på den måde er der ikke forskel – som Luther sagde: “Alle, der er krøbet ud af dåben, er både præst, biskop og pave.” Vores gerning er uundværlig – vi har brug for hinanden, der åbner taget og bærer os ind i lyset. Ind foran Jesus. Ind i tilgivelsen. Ind i livet. Ind i fællesskabet.
Jeg tænker, at hvis du tænker efter, så har du også oplevet at blive båret. Det har jeg i hvert fald – ellers havde jeg ikke stået her i dag. Gud har sendt mange mennesker i min retning, for der stod ikke skrevet i min pande, at jeg skulle blive præst i Haderslev Domkirke. Eller præst i det hele taget, at jeg overhovedet fik en studentereksamen var et under. Og det selv om jeg altid har vidst, at jeg ville være præst – lige siden jeg som barn legede kirke i børnehaven og havde chokoladeknapper som alterbrød. Og det er måske et tip til biskoppen, for jeg oplevede aldrig messefald.
Da jeg stod med studentereksamen var jeg ved at vælge historie i stedet for teologi, men det kunne min far ikke se nogen grund til. Det er der ikke arbejde i. Men jeg fandt ud af at der også er kirkehistorie i teologien, så den fulgte mig siden. Jeg elsker historie – ikke så meget de store historiske overskrifter, men de små, glemte fortællinger, der minder os om, hvordan Gud kan virker gennem helt almindelige mennesker.
Jeg vil gerne fortælle om en af dem – han kom virkelig til at forandre verden. Millioner af menneskers liv blev forandret gennem hans indsats.
Vi er tilbage i 1934 – der var vækkelsesmøde i en lille flække i den amerikanske stat North Carolina. Taleren havde det fantastiske navn, Mordecai Ham. Han er ikke særlig kendt. Han var en amerikansk telt-evangelist i slutningen af 1800-tallet og midten af 1900-tallet.
To unge teenagerdrenge gik forbi teltet og hørte brudstykker af prædikenen og ville gerne høre mere, så de gik ind i teltet. Men der var ikke plads i teltet, det var fyldt, så de besluttede sig for at gå igen. Men teltets kirketjener løb efter dem og fik dem med tilbage. Han fik rykket lidt rundt på nogle folk, så der blev to pladser ved siden af hinanden. Den aften i november 1934 begyndte de to drenge at tro på Jesus.
Den ene af de to drenge hed Billy Graham, der senere blev en af de mest indflydelsesrige kristne ledere i det 20. århundrede, der prædikede evangeliet til flere mennesker end nogen som helst andre i historien. Hans ven hed Grady Wilson, og var ham, der skulle komme til at planlagde og tilrettelagde Grahams mange møder og rejser. Et fantastisk team.
Han forandrede virkelig verden. Her tænker jeg ikke på Grady Wilson eller Billy Graham eller Mordecai Ham. Nej, jeg tænker på den ukendte ”kirketjener” i teltet. Mand, der så to teenagedrenge gå ud af teltet og fik dem tilbage igen. Teenagere – altså hvad skal de da også her. De laver sikkert bare ballade. Nej, manden fandt alligevel to pladser i et fuldt teltet. Han kunne jo ikke vide, at de to drenge ikke bare lavede ballade, men at de tog imod budskabet og senere kom til at forandre verden.
Og sådan er det også i dag. Vi ved aldrig, hvem vi bærer, når vi hjælper et andet menneske. Vi ved aldrig, hvad Gud kan gøre gennem en lille handling, et venligt ord, en bøn for en anden. Den dag i Kapernaum vidste de fire mænd ikke, hvad der ville ske, da de begav sig hjemmefra med den lamme. De vidste bare, at deres ven havde brug for Jesus. Og i et telt i North Carolina vidste kirketjeneren ikke, at han kom til at forandre kirkehistorien, da han fandt to pladser til to unge drenge. Han vidste bare: De to skulle også høre om Jesus.

Sådan virker Gud stadig – ikke kun gennem store prædikanter eller kendte navne, men gennem almindelige mennesker, der bærer hinanden. Gennem dig og mig.

Dit kald er ikke nødvendigvis at ændre verden. Dit kald er at ændre nogens verden. De fleste af os kommer aldrig til at forandre verdenshistorien. Det er heller ikke meningen. Vi kan gøre noget andet – noget langt større i Guds øjne: Vi kan se dem, der står lige foran os.
Se to teenagere, der har brug for hjælp.
Se én, der mangler en plads i teltet.
Se et menneske, der har brug for at blive båret.
Bære det menneske, du ser foran dig.
For dér, hvor du bærer, dér virker Kristus.
Og dér, hvor du viser kærlighed, dér bliver verden allerede lidt mere hel.
Din nådes skaberværk skal ske
i tomme hænder.
O Gud, al godheds giver: Kom,
tag bolig i vor fattigdom!