Min sjæl tørster efter Gud, den levende Gud. Hvornår kan jeg komme og se Guds ansigt?
(Salmernes Bog 42,3)

Så er vi da altid ved godt mod, og vi er det, selv om vi ved, at vi ikke kan være hjemme hos Herren, så længe vi har hjemme i legemet – for vi lever i tro, ikke i det, som kan ses.
(Andet Korintherbrev 5,6–7)

Tørsten er et stærkt billede. Det er forfærdeligt at tørste, men tørst er et tegn på at vi mangler noget – at vores krop mangler vædske for at kunne fungere. Billedet minder om, at længslen efter Gud ikke er en svaghed, men et tegn på liv. Når vi spørger: Hvornår kan jeg komme og se Guds ansigt?, giver vi stemme til den urolighed, som bor i ethvert menneskehjerte. En længsel, jeg synes jeg føler rigtig meget i disse dage med trusler, krig og uro, men som vel er en længsel, der er urmenneskelig.

Kirkefaderen Augustin sætter ord på denne erfaring, når han siger: “Uroligt er vort hjerte, indtil det finder hvile i dig.” Hjertets uro er ikke noget, vi skal flygte fra, men noget, der kan føre os nærmere Gud. Uroen afslører, hvad vi i dybden længes efter.

Paulus minder os om, at vi endnu er på vej. Vi lever ikke af det, vi kan se og måle, men af tro. Så længe vi har hjemme i legemet, lever vi med længsel og uro – men også med tro. Troen bærer os, når Gud føles fjern, og når vi endnu ikke ser ham ansigt til ansigt.

Må vores uro og vores tørst føre os ind i en dybere tillid til Gud, som allerede nu er nær.

Bøn:
Gud, du levende Gud, lad vores urolige hjerter finde hvile hos dig. Styrk vores tro, mens vi lever i det, vi endnu ikke ser.