“Store ting har du gjort; Herre min Gud,
dine underfulde handlinger og planer er til gavn for os;
ingen står mål med dig!”
(Salmernes Bog 40,6)

Den helbredte rejste sig, tog straks båren og forlod stedet for øjnene af dem alle sammen, så de blev helt ude af sig selv og priste Gud og sagde: »Aldrig har vi set noget lignende!«
(Markusevangeliet 2,12)

Takken vokser, når vi ser tilbage og får øje på det, Gud har gjort. Salmisten bekender ikke først, hvad han føler, men hvem Gud er: Den, der handler, den, der vil os det gode. Takken bliver et svar på Guds gerninger – både de store og dem, vi først forstår senere.

I evangeliet bryder takken spontant frem. Menneskene ser noget, de ikke selv kan forklare, og ordene bliver til lovprisning: Aldrig har vi set noget lignende! Når Gud griber ind, bliver tavshed umulig. Takken sprænger sig vej frem, fordi Guds nåde er blevet synlig midt iblandt dem.

Den helbredte mand går ikke bare hjem – han går som et levende vidnesbyrd. Hans skridt bliver en takkebøn uden ord. Hans bårer, der før var et tegn på hans elendighed, blev nu et tegn på Guds magt og kærlighed. Ja, båreren bliver det, man i gamle dage, kaldte en traktat. Et vidnesbyrd om Gud, han bar rundt på og folk ville spørge hvorfor han gik omkring med sin bårer og han fik mulighed for igen at fortælle: Gud er god.
Mængdens lovprisning minder os om, at tak ikke kun hører hjemme alene, men også i fællesskabet, hvor vi sammen peger på Gud og siger: Se, hvad Herren har gjort.

Takken løfter blikket. Den minder os om, at Gud stadig virker, stadig rejser op, stadig gør mere, end vi beder om og forstår. At ingen står mål med ham.

Derfor kaldes vi til et liv i tak – ikke fordi alt er let, men fordi Gud er god. Også i dag. Også her.

Bøn:
Herre, vi takker dig for alt det, du har gjort for os. Åbn vores øjne for dine gerninger og fyld vores hjerter med lovsang. Lad vores liv bære præg af tak.