Jeg går til af længsel efter din frelse, jeg sætter mit håb til dit ord.”
(Salmernes Bog 119,81)

“Da det blev aften, bragte de mange besatte hen til ham, og han drev ånderne ud ved sit ord og helbredte alle de syge.”
(Matthæusevangeliet 8,16)

Længsel er en stærk kraft i et menneskes liv.

Vi længes efter mange ting. Nogle længsler kan blive opfyldt her og nu: efter hvile, efter hjælp, efter at et problem bliver løst. I sådanne situationer kan et menneske hjælpe os – en ven, en kollega, en god samtale, måske en læge eller en rådgiver.

Men når salmisten siger: “Jeg går til af længsel efter din frelse,” så er det noget andet.

Her er der tale om en længsel, som kun Gud kan indfri.

Der findes situationer i livet, hvor vi når dertil. Hvor ingen mennesker længere kan hjælpe. Hvor ingen forklaring løser noget. Hvor ingen samtale kan ændre det, der er sket.

Det kan være skyld, vi ikke kan gøre ugjort.
Det kan være sorg, der ikke kan fjernes.
Det kan være mørke i sjælen, som ingen andre kan nå ind til.

Der findes steder i et menneskes liv, hvor kun Gud kan gribe ind. Og netop dér kan længslen blive næsten ubærlig. For nogle gange oplever vi, at Gud lader vente på sig. Vi beder, håber og råber – men hjælpen kommer ikke straks.Så begynder tvivlen også at melde sig:
Er Gud der?
Ser han det?
Kommer han?

Salmisten kender denne venten. Hans længsel er ikke en rolig forventning, men noget der tærer ham op. Og nogle gange sker der noget endnu sværere: Vi kan blive så trætte, så sårede eller så ødelagte, at vi ikke længere selv kan længes. Ikke længere kan håbe. Troen kan simpelthen slippe ud mellem vores hænder. Netop dér skifter evangeliet perspektiv. For i fortællingen står der ikke først og fremmest noget om dem, der længes – men om dem, der bringer de syge til Jesus.
Nogen bar dem.
Nogen førte dem frem.

Det er en vigtig sandhed i det kristne fællesskab: Vi skal ikke kun tro for os selv. Vi skal også bære hinanden. Der er situationer, hvor vi ikke kan hjælpe et menneske med gode ord. Hvor hverken råd eller forklaringer hjælper. Men der er én ting, vi altid kan gøre: Vi kan bringe dem til Jesus i bøn.

Måske kan de ikke selv. Måske vil de ikke. I evangeliet er nogle af de mennesker, der bliver ført til Jesus, besatte. Noget i dem strider imod at komme til ham. Noget mørkt holder dem tilbage. Sådan kan det også være i vores tid. Noget i et menneskes liv kan gøre det svært for dem at nærme sig Gud. Nogle er blevet dybt såret. Nogle har brændt sig på dårlige kristne fællesskaber. Nogle kalder sig ateister eller agnostikere. Nogle bærer på vrede eller skuffelse.

Men netop derfor er det så vigtigt, at der findes mennesker, der bærer dem frem i bøn. Når et menneske ikke selv kan længes efter Gud, kan vi længes for dem. Når et menneske ikke selv kan håbe, kan vi håbe for dem. Vi kan bringe dem til Jesus.

Og evangeliet siger, at når mennesker bliver bragt til ham, så taler han sit ord. Et ord, der kan bryde det, mennesker ikke selv kan bryde.

Og har det menneske ingen anden, der beder for dem. Kig i Hebræerbrevet: Jesus er også deres ypperstepræst, der beder for dem dag og nat for Guds himmelske trone. Derfor denne bøn til slut: