Lad din godhed nå mig, Herre, og din frelse, efter dit eget ord.
(Salmernes Bog 119,41)

Alle blev forfærdede, og de sagde til hinanden: »Hvad er dog det for et ord? Han befaler jo med myndighed og kraft over de urene ånder, og de farer ud!«
(Lukasevangeliet 4,36)

Der er tider, hvor verdenssituationen ryster den tryghed, vi troede var fast. Alliancer vakler. Gamle venner virker ikke længere tilforladelige. Det, vi regnede som sikkert, føles pludselig usikkert. Når uro og krigstrusler fylder nyhederne, flytter uroen let ind i hjertet.

Midt i sådan en tid lyder bønnen fra salmen enkelt og præcist:
Lad din godhed nå mig, Herre.
Ikke: lad alt falde på plads. Ikke: lad verden makke ret. Men: lad din godhed nå mig. Som om Guds godhed kan finde vej — også gennem urolige tider og sprukne sikkerheder.

Salmen minder os om, at håbet ikke hviler på stormagter, systemer eller aftaler, men på Guds ord og Guds frelse. Det betyder ikke, at verdens begivenheder er ligegyldige — men at de ikke er øverste myndighed.

I evangeliet undrer folk sig over Jesu ord, fordi hans ord ikke bare informerer — det virker. Det har myndighed. Det skaber forandring. Det driver det onde bort. Hvor menneskers ord kan brydes, står hans ord fast.

Vi lever i en verden af stærke stemmer og skiftende meldinger. Men der findes stadig et ord med myndighed: Kristi ord. Et ord, der ikke vakler med meningsmålinger eller magtskifter eller når magten bliver misbrugt. Et ord, der taler fred ind i frygt og håb ind i uro.

Derfor kan vi bede — ikke i naivitet, men i tillid: Herre, lad din godhed nå os. Også nu. Også her. Efter dit ord — ikke efter vores prognoser.

Bøn:
Herre, når verden ryster, så lad din godhed nå os. Når tryghed vakler, så styrk vores tillid til dit ord. Tal fred ind i vores frygt, og bevar vores hjerter hos dig.