Pris vor Gud, I folkeslag, lad lovsangen til ham lyde! Han holder os i live og lader ikke vore fødder vakle.
(Salmernes Bog 66,8–9)

Udholdenhedens og trøstens Gud give jer ét og samme sind, sådan som Kristus Jesus vil det, så I enigt med én mund lovpriser Gud, vor Herre Jesu Kristi fader!
(Romerbrevet 15,5–6)

Lovsang er ikke kun noget, der hører hjemme i lette tider. Salmen kalder folkeslagene til at prise Gud — ikke fordi alt er roligt, men fordi Gud holder os i live. Det er en dyb og jordnær begrundelse for tak: Vi lever. Vore fødder står endnu. Vi bæres, også når vi ikke selv mærker det tydeligt.

Nogle gange føles det netop, som om fødderne vakler. Personligt, kirkeligt, samfundsmæssigt. Uenighed, træthed og uro kan slide på både mod og fællesskab. Derfor er Paulus’ bøn i Romerbrevet så aktuel: at Gud, som er udholdenhedens og trøstens Gud, må give os ét sind.

Enheden er ikke ensartethed, men fælles retning. Ikke at vi tænker identisk, men at vi samles om Kristus. Når han er midtpunktet, kan forskellige stemmer finde fælles tone. Og så kan lovsangen igen få plads — ikke som flugt fra virkeligheden, men som vidnesbyrd midt i den.

Lovsang er i grunden tillidens sprog. Når vi priser Gud, siger vi: Du holder os. Du lader ikke vore fødder vakle mere, end at du stadig bærer. Du er større end det, der splitter.

Derfor kaldes vi til at løfte stemmen — sammen. Ikke fordi vi er stærke, men fordi Gud er trofast. Ikke fordi vi altid føler os faste, men fordi han holder os oppe. Fordi han er fast.

Bøn:
Udholdenhedens og trøstens Gud, hold os fast, når vi vakler. Giv os et sind, der søger Kristus, og en stemme, der sammen lovpriser dig.