Min favoritjulesang er Driving Home for Christmas. Ikke fordi den er prangende eller højtidelig, men fordi den er stille og genkendelig. Man kan næsten høre bilen tøffe sig frem, kilometer for kilometer, gennem mørke og kulde. Det er en sang om at være undervejs – træt, måske lidt utålmodig – men med en forventning i sig: Jeg er på vej hjem.

Sangen blev skrevet af Chris Rea. Inspirationen kom en vinteraften, hvor han sad som passager i en lille bil på vej hjem. Det sneede, trafikken stod stille, og køen rykkede sig kun langsomt frem. Gadelygterne gled forbi udenfor, og han sad og kiggede på de andre bilister i køen – alle med det samme trætte blik. Og netop dér, midt i ventetiden og stilstanden, begyndte ordene at tage form: We’re driving home for Christmas. Når bilen holdt stille, skrev han teksten ned i lyset fra gadelygterne.

Det var ikke en let eller romantisk rejse. Det var koldt, det trak ud, og vejen var lang. Men der var en bevægelse i det hele. En retning. For uanset sneen, køen og trætheden var der en klar retning:  Han var på vej hjem.

Sangeren bag denne sang, Chris Rea, døde den 22. december, for blot fire dage siden, 74 år gammel. Vi kan håbe, at han nu virkelig er er på vej hjem til jul, på vej til det himmelske hjem.

Driving home for christmas.

Der er noget dybt menneskeligt i den længsel, der er i sangen. Og måske er det derfor, sangen stadig rammer os. For længslen efter at komme hjem er ikke kun praktisk eller nostalgisk – den er også åndelig. Den går helt tilbage til den første jul.

Også dér var mennesker på vej. Maria og Josef rejste til Betlehem i lydighed mod Kejser Augustus og i tillid til Gud. Hyrderne forlod deres marker midt om natten, drevet af englenes ord. De vise mænd rejste langt hjemmefra og fulgte en stjerne mod et løfte, de endnu ikke forstod fuldt ud. Alle var de på vej – draget mod Jesu nærvær.

Jeg forestiller mig, at ingen af dem forlod stalden i Betlehem helt uforandrede. For når mennesker kommer i nærheden af Jesus, sætter det noget i bevægelse. Ikke nødvendigvis med det samme, ikke altid klart og færdigt – men noget bliver ikke længere, som det var før. Man kan godt tøve. Man kan godt gå hjem med flere spørgsmål end svar. Men mødet gør noget ved os. For Jesus efterlader os ikke i et neutralt rum. Langsomt, stille, nogle gange næsten umærkeligt, begynder vejen enten at bøje væk fra ham – eller hen imod ham. Enten vokser afstanden, eller også vokser tilliden. Mødet med sandheden kalder ikke altid på et øjeblikkeligt svar, men det kalder på en retning. Og når vi først er sat i bevægelse af ham, er der kun to veje at gå: Væk – eller hjemad. Hjemad – og det er helt sikker på en anden vej, end lille menneske-mig, selv troede jeg skulle gå.
Jesus lægger ikke skjul på, at det at følges med ham har en pris. Han taler om bekendelse, om mod, om at tage sit kors op. Han taler om, at hans ord kan skabe splittelse – ikke fordi han ønsker konflikt, men fordi sandheden gør noget ved verden. Når sandheden bliver sagt, og når sandheden bliver levet, så vil løgnen bruse op og forsøge at kvæle den.

Troen er ikke et pyntestykke til højtiderne. Den er en gave. Et liv. En troskab, også når vi møder modstand.  Midt i modstanden skal vi holde fast på hjertes og mundens bekendelse, for “Den, der bekender mig for mennesker, ham vil også jeg bekende for min himmelske Fader.” Det er ord, der kalder på stillingtagen. Men det er også ord, der peger på en retning. For Jesus kalder os ikke ud i tomhed – han kalder os hjem.
Når vi hører Driving Home for Christmas, kan vi hører mere end ordene om familie og tradition. Vi kan høre en anden melodi under den – et stille ekko af evangeliet. Midt i sne, kø og ventetid lyder løftet: Du er på vej hjem. Der på vej hjem, kan vi ofte føle både glæde og træthed på samme tid. Vejen er ikke altid let og vi kan måske spørge Gud: Hvorfor skete dette mig? Hvorfor passer du ikke bedre på dine børn?

Netop dér ligger julens virkelighed: Gud ventede ikke på, at vejen blev let, og han blev heller ikke menneske for at skabe fred og kronede dage. Han gik selv ind i menneskelivets mørke ikke for at tage besværet fra os – men for at gå med os igennem det med et klart mål. Som det engelske Royal Airforce har som latinsk slogan “Per Ardua Ad Astra,” som betyder “Gennem modgang til stjernerne”.

Englenes sang om ”fred til menneskene med Guds velbehag” havde allerede vejen gennem modgang til stjernerne i sig. Julens fred er ikke endestation – den er et løfte om ledsagelse. En fred, der fører modgang med sig og bærer os gennem modgang med Jesus. Jesu fred går ikke uden om det svære; den går igennem det. Jesu fred er bevægelse med retning, men selve bevægelsen i sandhed og kærlighed vil skabe ufred. Derfor kan Jesus også sige, at han ikke er kommet for at bringe fred, men sværd. Ikke fordi han ønsker splittelse, men fordi sandheden skærer vej gennem modstand.

Derfor følger vi ikke Jesus, fordi vejen bliver bredere, mere magelig eller fri for sygdom, tab og kamp. Vi følger ham ikke, fordi det er den letteste vej – men fordi det er den sande vej. Fordi sandheden er mere værd end trygheden. Fordi vi hellere vil lide skibbrud med Jesus end sejle i magelighed med verden. Vi følger efter Jesus fordi Jesus er Jesus. Vi følger efter Jesus, fordi vi har fanget lidt af det, som Dostojevskij formulerer det i sin trosbekendelse:

“Jeg tror, at der intet skønnere findes, intet dybere, intet så dragende, intet så sandt, så klogt, så modigt og så fuldkomment som Jesus Kristus.”

Og uanset hvordan vores vej former sig her på jorden – om den går over livsglædens højder eller gennem dødsskyggens dal – så går vi den ikke alene. Jesus går med os. Ikke foran os som en fjern idealfigur, men ved siden af os, skridt for skridt, kilometer for kilometer.

Som i sangen ”Driving home for christmas”, så kan vejen være lang. Den kan være mørk. Den kan føles langsom og tung. Men retningen er klar. Vi er på vej hjem. Ikke til et hus, ikke til en stemning eller en højtid, men til en person. For det største hjem er ikke et sted, men Jesus Kristus.  Og hos ham ender vejen. Ja, Jesus er både vejen vi går på, ham, vi går med og ham vi går til. Hos ham er der fred. Hos ham er der liv. Hos ham er der hvile for de trætte, håb for de modløse og frelse for alle, der tror.  Hos ham er vi hjemme.