“De hjælpeløse skal igen glæde sig over Herren, de fattige skal juble over Israels Hellige.”
(Esajas’ Bog 29,19)

“I kender vor Herre Jesu Kristi nåde, at han for jeres skyld blev fattig, skønt han var rig, for at I kunne blive rige ved hans fattigdom.”
(Andet Korintherbrev 8,9)

Det første der slår mig som samfundsborger er: Der står ikke, at de fattige pludselig bliver velhavende. Ikke et ord om penge, ejendom eller økonomisk fremgang. Der står “blot”, at de fattige skal juble over Israels Hellige. Det er noget andet end vi måske læser ind i teksten med samfundsbriller på. Vi læser let teksten, som om glæden må skyldes en forbedret livssituation. Men Esajas peger på en glæde, der har en anden kilde. De fattige jubler — ikke nødvendigvis fordi deres ydre vilkår ændres, men fordi Gud selv træder dem nær.

Kan man juble midt i fattigdom? Kun hvis jubelen ikke afhænger af rigdom. Uden Israels Hellige ville fattigdommen blot være mangel. Men når Gud selv bliver den fattiges håb, værdighed og fremtid, så er der en rigdom, som ikke kan måles i mønt. Det betyder ikke, at savnet forsvinder, eller at nøden romantiseres. Bibelen kalder aldrig fattigdom god i sig selv. Den er en del af en brudt verden.

Men den fattige får noget, som den selvtilstrækkelige ofte har svært ved at modtage: En åben hånd mod Gud. Og så kommer Paulus med det afgørende perspektiv: Jesus blev fattig. Ikke symbolsk, men virkeligt. Han stillede sig ikke på afstand af dem, der mangler. Han gik ind i deres kår. Han valgte vejen ned.

Han blev fattig for at gøre os rige. Ikke for at gøre os økonomisk overlegne, men for at give os del i Guds nåde.

Den rigdom er ikke en trøst, der skal holde mennesker passive i uretfærdighed. Den er heller ikke et rødt kampskrift, der blot handler om omfordeling. Den er noget dybere: Gud selv giver sig til mennesker, som intet har at fremvise.

Men kan vi velbjærgede så læne os tilbage og tænke: De har jo Herren?

Nej. For den samme Herre, som de fattige jubler over, er også den Herre, der blev fattig. Hvis vi lever af hans nåde, kan vi ikke forholde os kolde over for dem, han identificerer sig med. Kristi fattigdom kalder os ikke til selvretfærdig afstand — men til deltagende kærlighed.

De fattige jubler over Israels Hellige.
Spørgsmålet er, om vi gør det samme.
Og om vores glæde over ham får konsekvenser for dem, der mangler.

Bøn:
Herre Jesus Kristus, tak fordi du blev fattig for vores skyld. Bevar os fra hårdhed og ligegyldighed. Giv de fattige glæde i dig — og giv os hjerter, der ligner dit.