Rejs dig, Herre, lad ikke mennesker få magten.
Salmernes Bog 9,20

Jesus underviste sine disciple og sagde til dem: »Menneskesønnen overgives i menneskers hænder, og de skal slå ham ihjel, og når han er slået ihjel, skal han opstå tre dage efter.«
Markusevangeliet 9,31

Vi har lige haft valg. Stemmer er blevet talt, magt er blevet fordelt, og nye ansigter træder frem med ansvar for landets fremtid. “LØKKE, LØKKE, LØKKE”. Det kan give en følelse af, at historien ligger i menneskers hænder. At det er os, der bestemmer retningen.

Men de to tekster trækker i en anden retning.

Salmisten beder: Lad ikke mennesker få magten.
Det er ikke en afvisning af menneskelig ledelse som sådan, men en påmindelse om dens begrænsning. Når mennesket får den endelige magt, går det galt. Historien er fuld af eksempler på det. Derfor er bønnen ikke politisk naiv, men teologisk realistisk.

Og så Jesu ord: Han bliver overgivet i menneskers hænder.

Her er virkelig magt – det tidspunkt, hvor menesket virkelig havde magt, den mest radikale magt, man kan forestille sig: magten til at slå Guds søn ihjel. Hvis nogen sinde menneskelig magt skulle vise sit sande ansigt, er det her. Det var endda demokratisk, folket blev manipuleret, ville man måske sige i dag. Styret af en menneskeskabt shit-storm, så folket krævede det. Folket valgte. Korsfæst, korsfæst!! Vi vælger Barrabas.

Men netop dér vendes det hele. For det, der ligner menneskets sejr, er i virkeligheden Guds vej. Opstandelsen er ikke en eftertanke, men afsløringen af, hvem der i sidste ende er Herre. Mennesker handler, men Gud regerer.

Det betyder ikke, at valg er ligegyldige, eller at ansvar kan fralægges. Tværtimod. Men det betyder, at vores håb ikke må bindes til dem, der får magten. For de er – som os selv – mennesker.

Derfor lever vi med en dobbelt erkendelse: Vi deltager i samfundet, stemmer, engagerer os, tager ansvar. Men vi sætter ikke vores lid til det. For historien bæres ikke af mennesker alene, men af Gud, som også virker gennem det, vi ikke forstår. Og uanset shitstorm, uanst hvem vi råber på, uanset…. målet er sat. Verdens gang er i Guds hænder, lad os leve i denne verden som hans børn i tillid til ham, og i tro på ham, der vender både godt og skidt, ja, selv død og pine til opstandelse og evighed.

Bøn:
Herre Gud, du som er historiens Herre og evighedens Gud. Vi takker dig for det ansvar, vi har fået, og for de fællesskaber, vi er sat i. Lær os at handle ret og tage ansvar, men fri os fra at sætte vores håb til mennesker. Mind os om, at du regerer, også når vi ikke ser det. Giv os tillid til din vilje og frimodighed til at leve i den. Amen.