“Retfærdiges sti er som lysskæret, der bliver lysere, til dagen er på sit højeste.”
(Ordsprogenes Bog 4,18)

“Skulle I også komme til at lide for retfærdigheden, er I salige.”
(Peters første Brev 3,14)

Retfærdighedens sti er ikke en teori. Det er en vej. Og en vej forudsætter bevægelse.

Efterfølgelse betyder netop det, ordet siger: at følge efter. Ikke at gå foran. Ikke at vælge sin egen rute og så bede Gud om at godkende den. Men at se, hvor Herren går — og sætte sine skridt i hans spor.

Retfærdighedens sti er derfor Kristi sti.

Ofte sætter jeg lighedstegn mellem “efterfølgelse” og “forfølgelse”.  Det der er nogen, der bevidst går efter at gøre den kristnes liv så surt som muligt, fordi man er en kristen. Måske endda med undertrykkelse og vold – trusler om drab eller fuldbyrdelse som på stranden med de knælende ægyptiske kristne. Det er efterfølgelse, når det bliver forfølgelse.

Men Jesu vej var ikke alene vejen til Golgatha, Via Dolorosa. Det var endemålet, man hans vej var længere. Han gik den brede og også mindre behagelige vej ind blandt syge og udstødte. Dem, ingen ville være sammen med slog han følge med. Han talte sandhed til magten. Han bar andres byrder.

At følge ham er at gå, hvor han går. At lade sig lede, også når vejen går gennem modstand. Derfor hænger ordene sammen: Retfærdighedens sti bliver lysere — og I kan komme til at lide for retfærdigheden.

For lyset, der vokser, er ikke verdens projektørlys. Jo, på en måde er det projektørlys, for det gør latterliggørelsens projektørlys, når man går en anden vej end flertallet. Når man går mod strømmen, for i den uvending ligger der for dem en fordømmelse af deres livsvalg. Derfor kan man uden at ytre et ord få skudt i skoene “du må ikke fordømme andre”. Men det er deres indre, der fordømmer dem i mødet med efterfølgelsens uvending og kørsel mod ensretningen.

Men det er ikke verdens lys, der prægter og vokser, det er Kristi lys. Træd ind i det voksende dagslys.

I rockoperaen “Jesus Christ Superstar” synges der efter Jesu indtog i Jerusalem:

“Christ, you know I love you
Did you see, I waved
I believe in you and God
So tell me that I’m saved”

Efterfølgelse er ikke at stå på afstand og synge om lyset. Beundre lyset. Elske lyset. Det er ikke bare en omkostningsfri gestus med hånden, eller omkostningsfrit medlemskab af en kirke. Nej, efterfølgelse, der kræves er at gå ind i morgenlyset fra ham. Det er at lade sit liv formes af den Mester, der bar tornekrone.

Når vi følger ham, bliver stien lysere — ikke nødvendigvis lettere, men klarere. For vi ved, hvem vi følger.

Og skulle vi komme til at lide for retfærdighedens skyld, er vi ikke forladte. Vi går i hans spor. Han er lige foran os. Han er lige ved vores side. Og mens vi tror, at han bærer andres byrder, så opdager vi, at han faktisk bære os.

Retfærdighedens sti er Kristi vej.
Efterfølgelse er at blive bag ham — og blive i lyset.

Bøn:
Herre Jesus Kristus, Mester med tornekrone, lær os at følge dig. Giv os mod til at gå, hvor du går, og holde os tæt bag dig på retfærdighedens sti.