Jeg vil prise Herren til alle tider, min mund skal altid lovsynge ham.
Salmernes Bog 34,2

I sin gode vilje forudbestemte han os til barnekår hos sig ved Jesus Kristus til lov og pris for hans nådes herlighed.
Efeserbrevet 1,5–6

I går var jeg med mit gospelkor til sangaften i Tyrstrup Kirke sammen med syv andre kor. Det var ikke bare en koncert, hvor vi sang to sange, som vi havde forberedt til denne aften, men  en fælles sangaften, hvor vi sang med hinanden, som et gigantisk kor. Vi sang med hinanden. Stemmerne flettede sig ind i hinanden, og ordene blev båret af et fællesskab, der var større end den enkelte, men hvor ikke en eneste kunne undværes.

På et tidspunkt sang vi:
I will never leave you – no
I will never leave you – child.
I love you so.

Ordene i sangen er udsprunget af Esajas 49, 15 – løfteord til Israel, løfteord til os fra Gud.

Men de ord kender jeg også fra et andet sted. Som far kan man finde på at sige sådan til sit barn, en aften ved aftenbønnen, eller hvis barnet er bange for et eller andet. Man mener det. Man vil det. Man ønsker at være den, der aldrig svigter. Og alligevel ved man godt, at det er et løfte, man ikke kan holde. Ikke fordi kærligheden mangler, men fordi livet har en grænse, jeg har en grænse. Jeg er også bare et menneske, der kan svigte. Og der kommer en dag, hvor vi ikke længere kan være der.

Det er derfor, at dåben for mig er et af forældrenes største trøst: Selv om vi svigter big-time, så svigter Gud aldrig. Selv om jeg på et tidspunkt må stemple ud, så gælder dåbens løfter stadigvæk. For her er der en, der siger det samme – uden forbehold. Ikke som et ønske, men som en virkelighed: Jeg vil aldrig slippe dig. Jeg vil aldrig forlade dig. Ikke engang dér, hvor alle andre må give slip. Ja, selv når du slipper mig.

Det gælder barnet. Men det gælder også os, der stod og sang i går. Midt i alle vores forsøg, vores gode viljer og vores begrænsninger, er der en trofasthed, som ikke hviler på os.

Måske er det derfor, lovsangen giver mening. Ikke fordi vi selv kan stå inde for hvert ord i os selv, men fordi ordene peger på ham, der faktisk kan.

Bøn:
Herre Gud, du som ikke slipper os. Tak for de ord, vi får lov at synge, og for det løfte, du selv giver. Når vores kærlighed ikke rækker, så lad din trofasthed bære os. Hold os fast hos dig, som dine børn. Amen.