“Den, der spotter den fattige, håner hans skaber, den, der glæder sig over hans ulykke, forbliver ikke ustraffet.”
(Ordsprogenes Bog 17,5)

“Har Gud da ikke udvalgt dem, som er fattige i denne verden, til at være rige i troen og arvinger til det rige, som han har lovet dem, der elsker ham?”
(Jakobs Brev 2,5)

Den fattige har sjældent en stærk stemme. Ofte går vi forbi — nogle gange i travlhed, andre gange i tavs afstand. De får år, jeg var i Kirkens Korshærs nattjeneste gjorde, at jeg fik øje på dem, som vi ikke ville se, og som egentlig heller ikke ville ses. Dem med den fylde pose med øl på vej hjem – eller dem, der sad på en bænke eller et hjørne ved tankstationen. Pludselig så jeg dem overalt – og de havde været der hele tiden.
Men Bibelen lader os ikke være neutrale tilskuere til fattigdom og svaghed. Vi har lige læst, “Den, der spotter den fattige, håner hans skaber, den, der glæder sig over hans ulykke, forbliver ikke ustraffet.”
(Ordsprogenes Bog 17,5).
Ordene er skarpe. De siger, at måden vi ser på det sårbare menneske, afslører, hvordan vi ser på Gud selv. For den fattige er ikke et fejlprojekt eller et “overskudsmenneske” — men et menneske skabt af Gud. Villet af Gud. Elsket af Gud. Ligesom os. At håne eller foragte er derfor ikke bare mangel på medfølelse; det er mangel på respekt for Skaberen.

Jakob fører tanken videre:“Har Gud da ikke udvalgt dem, som er fattige i denne verden, til at være rige i troen og arvinger til det rige, som han har lovet dem, der elsker ham?” (Jakobs Brev 2,5)
Guds målestok vender ofte vores om. Vi måler i styrke, indflydelse og overskud. Gud ser efter åbenhed, tillid og hjerte. Den, der ikke har meget at holde fast i, kan nogle gange lettere holde fast i Gud. Ikke fordi fattigdom i sig selv er god — men fordi afhængighed kan åbne for tro.

Andagten kalder os ikke til skyld, men til syn. Til at se mennesker, som Gud ser dem. Til at møde uden hån, uden overlegenhed, uden afstand. Og også til at erkende vores egen fattigdom — den indre — hvor vi alle lever af nåde.

Foran Gud står vi ikke som dem, der har, og dem, der mangler — men som dem, der får.

Bøn:
Herre, giv os dit blik for mennesker. Bevar os fra hårdhed og hån. Lær os at møde den fattige med respekt og kærlighed — og at leve som mennesker, der selv er rige af nåde. Amen.