Herren siger til sit folk:
Se, jeg sender jer korn, vin og olie, så I bliver mætte.
(Joels Bog 2,19)

Og han tog de fem brød og de to fisk, så op mod himlen og velsignede dem, brød brødene og gav sine disciple dem, for at de skulle dele ud til folk; også de to fisk delte han ud til alle. Og alle spiste og blev mætte.
(Markusevangeliet 6,41–42)

Disse tekster taler om overflod. Om mæthed. Om en Gud, der giver mere, end der er regnet med. Korn, vin og olie. Brød og fisk nok til alle. Det er fortællinger, vi gerne hviler i – for hvem længes ikke efter, at Gud griber ind og fylder det tomme?

Men så melder spørgsmålet sig, ofte stille, nogle gange smertefuldt:

Hvad når han ikke gør det?

Hvad når der stadig mangler brød? Når sygdommen ikke forsvinder, regningerne ikke går op, eller tomheden i livet ikke bliver fyldt?

Bibelen er bemærkelsesværdigt ærlig. Den lover ikke, at Guds folk altid vil føle sig mætte. Men den vidner om en Gud, der er nær – også i mangel. I ørkenen fik Israel manna dag for dag, ikke lagre for fremtiden. Og i evangeliet begynder bespisningen ikke med overflod, men med alt for lidt.

Jesus gør ikke manglen usynlig. Han velsigner det lille, der er. Og han lader disciplene dele det ud – selv om det ser utilstrækkeligt ud i deres hænder.

Måske er underet ikke altid, at vi bliver mætte på den måde, vi havde forestillet os. Måske er underet, at Gud bliver hos os i sulten. At han lærer os at leve af tillid frem for sikkerhed. At han bruger vores tomme hænder som redskaber for sin nåde.

For selv dér, hvor vi spørger: Hvor er du, Gud?
er Kristus den, der selv kender manglen. Han, som hang på korset og råbte i tørst og forladthed. Og netop dér åbnede han liv for verden.

Derfor tør vi stadig håbe. Ikke altid på mæthed nu – men på Guds trofasthed. Også når han ikke gør det, som vi havde ønsket.

Bøn:
Herre, lær os at stole på dig, når vi mangler. Bliv hos os, når vi ikke bliver mætte, og giv os mod til at lægge det lille, vi har, i dine hænder.