Du har glædet mig ved din gerning, Herre,
jeg jubler over dine hænders værk.
(Salmernes Bog 92,5)

Den lamme sprang op og kunne stå og gå, og han fulgte med dem ind på tempelpladsen, hvor han gik rundt og sprang og priste Gud.
(Apostlenes Gerninger 3,8)

Glæde er ikke altid det første ord, vi bruger om tro. Ofte er tro forbundet med alvor, kamp og udholdenhed. Men salmisten tør sige det højt: Du har glædet mig. Glæden er ikke selvskabt, men givet. Den vokser frem, når mennesket får øje på, hvad Gud har gjort.

I Apostlenes Gerninger bliver glæden konkret og kropslig. Den lamme mand, som i årevis har siddet udenfor, bliver rejst op. Hans glæde kan ikke holdes inde. Den løber, springer, bevæger sig. Lovsangen får ben at gå på. Det, der før var begrænset, bliver nu et redskab for glæde.

Det er værd at lægge mærke til, hvor han går hen. Ikke hjem. Ikke væk. Men ind på tempelpladsen. Glæden fører ham ind i fællesskabet, ind i Guds nærhed, ind i lovprisningen. Guds gerning skaber ikke bare helbredelse, men relation.

Samtidig ved vi, at ikke alle bliver helbredt på denne måde. Ikke alle får lov at springe. Men glæden, som salmen taler om, er større end det enkelte under. Det er glæden over Guds hænders værk – også det værk, der sker i det skjulte: når håb tændes, når værdighed gives tilbage, når et menneske får lov at stå oprejst, også indvendigt.

Derfor kan vi juble – nogle gange stille, andre gange med spring. For glæden har sit udspring i Gud selv. Og når han handler, sætter det spor i både krop, sjæl og fællesskab.

Bøn:
Herre, tak for dine gerninger. Lær os at glæde os over det, du gør, og lad vores liv blive en lovsang til dig. Amen.