Herren vor Gud er retfærdig i alt, hvad han gør.
Daniels Bog 9,14

Skulle Kristus ikke lide dette og gå ind til sin herlighed?
Lukasevangeliet 24,26

Vi er i den stille uge. Og måske er det netop her, en bestemt form for tro bliver afsløret som mildest talt utilstrækkelig. For der findes en måde at tale om Gud på, hvor herligheden står først. Hvor troen skal føre til fremgang, styrke, klarhed og sejr. Hvor lidelsen næsten bliver et tegn på, at noget er galt – enten med troen eller med livet.

Men Jesu ord vender det om: Skulle Kristus ikke lide dette og gå ind til sin herlighed? Ikke udenom. Ikke over. Men igennem. Som der står udenfor på muren ind til missionshuset i Hobro: Uden kors ingen krone.

Herligheden kommer ikke først. Den kommer efter. Og vejen dertil går gennem det, vi helst ville undgå. Afmagt, svigt, smerte, kors.

Det betyder ikke, at lidelsen i sig selv er god, nej. Lidelse er lidelse og derfor ond. Men det betyder, at Gud ikke står på afstand af den. Hans retfærdighed viser sig ikke i, at han altid giver os det, vi ønsker, men i, at han gør det, han har lovet: Han bliver hos os. Også dér, hvor alt andet svigter.

Herlighedsteologien springer langfredag over. Den vil helst direkte til påskemorgen. Men evangeliet insisterer: Der er ingen opstandelse uden kors.

Og derfor er der også håb. Ikke et overfladisk håb, men et håb, der kan bære virkeligheden. For den Gud, vi tror på, er ikke kun den, der sejrer – men den, der lider, og netop dér fører os ind i sin herlighed.

Bøn:

Herre Jesus Kristus.
Bevar os fra en tro, der flygter fra korset.
Lær os at følge dig, også når vejen går gennem mørke.
Og giv os håb om din herlighed, som du selv vil føre os ind i.