“Det var min hånd, der grundlagde jorden, min højre hånd spændte himlen ud; kalder jeg på dem, står de der alle sammen.”
(Esajas’ Bog 48,13)

“Værdig er du, vor Herre og Gud, til at få pris og ære og magt; for du har skabt alle ting, af din vilje blev de til og blev skabt.”
(Johannes’ Åbenbaring 4,11)

Shu-Bi-Dua stillede i sangen “Den røde tråd” et spørgsmål, mange mennesker før eller siden stiller:
Hvorfor blev jeg født?

Spørgsmålet var humoristisk i sangen, men bagved ligger et alvorligt menneskeligt anliggende. Er vores liv bare et tilfælde? Er vi her kun fordi nogle kosmiske kræfter engang stødte sammen i et enormt brag? Er der en vilje med MIG?

Der tales ofte om universets begyndelse i et såkaldt big bang. Men selv hvis man beskriver begyndelsen sådan, står spørgsmålet stadig tilbage: Hvor kom alt det fra, der kunne eksplodere? Hvor kom de præcise naturlove fra, som gør et univers muligt? Fysikere peger selv på, hvor forbløffende fint afstemt universet er. Havde vores jord bare hældt et par grader mindre, så havde liv på jord været en umulighed. Hvis naturens grundlæggende konstanter bare var en anelse anderledes, ville stjerner, planeter og liv slet ikke kunne eksistere. Sandsynligheden for et livsbærende univers ved ren tilfældighed er svimlende lille. Sandsynligheden for, at et Big Bang helt tilfældigt skulle ende med et univers som vores, er så lille, at det kan sammenlignes med, at en vogn fuld af terninger vælter – og at hver eneste terning lander på seks. Det virker langt mere rimeligt at tro, at universet ikke er et kosmisk tilfælde, men resultatet af en vilje bag skabelsen.

Bibelen giver et andet svar. Ikke et matematisk, men et personligt.

Gud siger gennem Esajas:
Det var min hånd, der grundlagde jorden. Min højre hånd spændte himlen ud.

Universet er ikke opstået uden vilje. Det er skabt.

Og i himlens lovsang i Johannes’ Åbenbaring lyder forklaringen endnu tydeligere:
Af din vilje blev de til.

Det gælder ikke bare stjerner og galakser. Det gælder også os… dig.

Vi er ikke her ved en kosmisk tilfældighed. Vi er her, fordi Gud ville det. Fordi han ønskede en verden. Fordi han ønskede mennesker. Fordi han ønskede dig.

Det betyder, at vores liv ikke er meningsløse parenteser i et koldt univers. Vi er villet. Vi er ønsket. Vi er elsket af en levende Gud.

Derfor er spørgsmålet “Hvorfor blev jeg født?” i sidste ende ikke et spørgsmål om tilfældighed, men om vilje.

Du blev født, fordi Gud ville, at du skulle være til.

Det giver både værdighed og ansvar. Værdighed, fordi vores liv har en giver. Ansvar, fordi livet ikke bare er vores eget projekt, men en gave.

Når vi opdager det, bliver tilværelsen ikke mindre forunderlig — den bliver større. For bag himlens uendelighed står ikke blindt kaos, men en skabende vilje.

En vilje, der kaldte universet frem.
Og som også kaldte dig til live.

Bøn:
Skaber Gud, tak fordi vores liv ikke er tilfældige, men villet af dig. Lær os at leve i taknemmelighed for den gave, du har givet os, og til din ære.