“Herre, hvis jeg har fundet nåde for dine øjne, så gå ikke din tjener forbi.”
(Første Mosebog 18,3)

“Da Jesus kom til stedet, så han op og sagde: ‘Zakæus, skynd dig at komme ned! I dag skal jeg være gæst i dit hus.’”
(Lukasevangeliet 19,5)

Jeg husker tydeligt, da jeg begyndte som frivillig i Kirkens Korshærs nattjeneste.

Pludselig begyndte jeg at lægge mærke til noget i gadebilledet, jeg næsten ikke havde set før. Alkoholikerne. De sad på bænkene. De gik gennem byen med poser, der klirrede af flasker og dåser.

De var overalt.

Men sandheden er, at de også var der før. Jeg havde bare ikke set dem. Eller rettere: Vi havde en tavs aftale. Jeg så ikke deres misbrug – og de lod sig ikke se, fordi de ofte oplevede at når de blev set, så var det med foragt. Så blev de dømt.

Vi mennesker kan gøre hinanden usynlige.

Men egentlig vil vi det modsatte. Vi har brug for at blive set. Børn, der ikke bliver set, går til grunde. Et menneske kan leve længe uden meget andet, men ikke uden at nogen ser det.

Alligevel er det ikke ligegyldigt, hvordan vi bliver set. Ingen ønsker at blive set med foragt eller stirret på som et problem. Så kan usynligheden næsten føles tryggere – hellere det end blive fordømt, bedømt og udskammet .

Bibelen fortæller om en kvinde, der oplevede netop dette. Hagar, Saras trælkvinde, flygter ud i ørkenen efter at være blevet ydmyget og jaget bort. Hun bærer på andres dom over sit liv. Hun er alene, sårbar og uden nogen fremtid. Men i ørkenen møder hun Gud, men ikke en Gud, der fuldbyrder menneskers dom, men en Gud, der tager sig af hende. Hun møder en Gud, der opsøger hende, der ikke går hende forbi på vej til løftes folk. Han stopper op som Herrens engel, taler til hende, giver hende et løfte om fremtid og sørger for hende midt i hendes nød. Og dér, ved brønden, sker noget bemærkelsesværdigt: Hagar giver Gud et navn ud fra sin egen erfaring. “Du er Gud, som ser mig.” (Første Mosebog 16,13) Derfor fik stedet også et navn: “Den Levendes brønd, han som ser mig”.
Det er en enestående passage i Bibelen. En trælkvinde, en udenlandsk kvinde i nød, er den eneste der giver Gud et navn ud fra sin personlige oplevelse af hans omsorg.

Gud ser.
Og når Gud ser, er det ikke et hårdt blik, der dømmer. Det er et blik, der finder, standser og giver håb.

Det er det samme, der sker, da Zakæus sidder oppe i træet. Han vil egentlig bare se Jesus uden selv at blive set. Men Jesus standser. Ser op. Kalder ham ved navn.

“I dag skal jeg være gæst i dit hus.”

Gud går ikke forbi.
Han ser os.
Han ser os i nåde.
Og han stopper op.

Bøn:
Gud, du som ser os, tak fordi dit blik ikke dømmer, men møder os i nåde. Hjælp os til også at se de mennesker, vi ellers går forbi