Før sommerferien lærte jeg et nyt ord. Jeg havde den fornøjelse at være på Færøerne sammen med vores fantastiske pigekor. Det var en tur med mange oplevelser, hvor de ikke kun skulle holde koncerter, men også opleve den færøske natur. En dag var vi ude at gå på bjergene i et vejr, der gjorde, at man kunne begynde at overveje, om færingerne havde misforstået begrebet sommer.
Vores lokale guide havde aldrig været ude at gå i så meget storm. Det var vildt selv for ham. Vi opdagede hurtigt, hvor afhængig man er af at følges ad, men også, hvor afgørende det er at lytte efter guiden. For at bruge ordet fra dagens tekst: Vi var i virkeligheden som en lille hjord, der var fuldstændig afhængig af sin hyrde.
Om aftenen kom vi trætte tilbage til den efterskole, hvor vi boede. De fleste af pigerne var gået tidligt i seng, men pludselig kom en af pigerne ind til os voksne.
“Vi troede, du var gået i seng?” sagde vi.
“Det er jeg også,” sagde hun” Men jeg lider af FOMO.”
Og så måtte jeg jo spørge: “Hvad betyder det?”
FOMO er en forkortelse for Fear Of Missing Out. På dansk kunne man oversætte det med: frygten for at gå glip af noget.
Det er følelsen af, at der måske sker noget vigtigt, noget spændende eller noget sjovt et andet sted, mens man selv sidder der, hvor man sidder. At livet måske foregår et andet sted end lige dér, hvor man selv befinder sig.

Men den uro sidder ikke kun i en teenagepige på en efterskole. Den rammer os alle sammen. Vi lader blikket flakke og spejder hele tiden efter det næste, det større og det bedre. Vi slider os selv op i forsøget på at nå det hele, fordi vi er bange for at komme for sent til vores eget liv. Derfor bliver vi let eksperter i at holde øje med det, vi måske mangler, i stedet for at se det, vi allerede har fået.
Det er FOMO-stormen, der trækker i os for at få os til at slippe taget i fællesskabet og som forsøger at lokke os væk fra guiden i stormvejret. Men man bør ikke forlade flokken og guiden i stormvejr på fjeldet, for så blæser man omkuld og mister helt vejen hjem.
FOMO-stormen er netop den indre storm, Jesus taler, når han ser på sine disciple. I første omgang kan det godt lyde som om Jesus taler om en religiøs FOMO. Han fortæller nemlig om nogle tjenere, der er sat til at vente på deres herre.  De skal være aktive, vågne og rede, fordi de ikke ved, hvornår han kommer. Er det ikke FOMO – frygten for, at Jesus kommer, mens vi ikke er klar? En bekymring for, om vi nu har gjort nok, troet nok eller levet rigtigt nok. Nej, FOMO handler om frygt og det første Jesus gør i dagens tekst, er at han vil tage frygten fra os: “Frygt ikke, du lille hjord, for jeres fader har besluttet at give jer Riget.” Jesus siger ikke: Vær klar, så vil Gud give jer Riget. Han siger: Frygt ikke, fordi Gud allerede har besluttet at give jer Riget. Beslutningen er allerede taget. Løftet er allerede givet.
Det kristne liv begynder altså ikke med vores præstation, men med Guds gave. Det begynder ikke med, at vi skal finde vej til Gud, men med, at Gud allerede har fundet vej til os.

Derfor er kristen tro ikke en slags åndelig frygt for at gå glip af Gud. Tværtimod er evangeliet budskabet om, at Gud allerede har besluttet at komme os i møde. Som apostlen Paulus siger i Apostlenes Gerninger: Gud er ikke langt borte fra en eneste af os.

Så når Jesus siger, at vi skal være vågne, handler det ikke om en nervøs årvågenhed, som om Gud leder efter en anledning til at tage os i ikke at være klar. Det handler om at leve vågent. At være nærværende i det liv, Gud allerede har givet os, samtidig med at vi lever i forventningen om den dag, hvor Jesus kommer igen.

Det kan være svært – især for os, der lider af FOMO. Os, der tror, at livet ligger derude i fremtiden. Når bare vi når det næste mål, men mens vi har travlt med at lede efter det liv, vi endnu ikke har fået, overser vi let det liv, der allerede er givet os. Barnet, der vil fortælle noget. Vennen, der ringer. Samtalen, vi næsten ikke havde tid til. Gud, der kommer os i møde i det helt almindelige.

Nej, vi skal være nærværende. Vi skal ikke være som den tjener, der er travlt optaget af alt muligt andet, så vi ikke ser det, der allerede er lige foran os.
Vi er optaget af ikke at gå glip af oplevelser. Jesus er optaget af, at vi ikke går glip af mennesker. For det er netop gennem de mennesker, vi er sat iblandt, at Gud kalder os til kærlighed, tjeneste og barmhjertighed. Derfor siger Jesus også et andet sted: “Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.”
I dagens tekst siger Jesus, at vi skal skaffe os punge, som ikke slides op, og en skat i himlene, som aldrig forgår. Alt det, vi samler omkring os selv, kan vi miste. Ting går i stykker. Vi mister ”verdens bedste job”. Planer ændrer sig. Det, vi troede skulle vare for evigt, viser sig ofte at være midlertidigt, men kærligheden består. Det menneske, vi hjalp. Den tid, vi gav. Den omsorg, vi viste. Den tilgivelse, vi gav videre. Det er ikke spildt – det er uopslidelige rigdomme.

Men teksten stopper ikke dér. For det er vigtigt, at vi ikke gør Herrens komme til kun at handle om, at vi skal opdage Gud i vores hverdag. Jesus taler også om den dag, hvor han kommer igen. Om den endelige opfyldelse, hvor Gud kommer for at gøre alting nyt. Og her kommer den store overraskelse i teksten. For vi forestiller os normalt, at når en herre kommer, så skal tjenerne stå klar til at tjene ham, som vi har tjent vores medmennesker. Vi skal forsætte arbejdet bare med ham som det direkte centrum. Men Jesus siger noget helt andet, for når Herren kommer og finder tjenerne vågne, så binder han selv sit tøj op, lader dem sætte sig til bords og går selv rundt og serverer for dem. Det er en fuldstændig omvending af vores forestilling om Gud.
Vi tænker let, at kristendommen handler om, hvad vi skal gøre for Gud. Om hvordan vi skal være gode nok, tro nok eller tjene nok. Men evangeliet fortæller os, at når Gud kommer, så kommer han ikke for at modtage det vi kan give, han kommer for at helt at udfolde, det, vi allerede har fået, nemlig vores medlemskab af den lille hjord. Han kommer ikke, fordi han mangler noget fra os. Han kommer, fordi vi mangler det, kun han kan give os. Frelsen. Nåden. Tilgivelsen. Livet.

Det er den samme Jesus, som vaskede disciplenes fødder, gav sit liv på korset og besejrede døden. Den Herre, vi venter på, er den Herre, der allerede har givet sig selv for os.

Så måske er spørgsmålet ikke først: Er jeg klar, når Jesus kommer? Måske er spørgsmålet: Er jeg vågen nok til at opdage, at han allerede er her?

Vi lider nok alle lidt af frygten for at gå glip af noget. FOMO-stormen blæser stadig omkring os. Den får os til hele tiden at tro, at livet findes et andet sted end dér, hvor Gud har sat os. Men den lille hjord finder ikke vej gennem stormen, fordi den er stærkere end vinden. Den finder vej, fordi hyrden går foran.
“Frygt ikke, du lille hjord.”
At være en del af den hjord betyder simpelthen at høre Jesus til. Tro ham med overbevisning og handling.
En dag kommer hanigen. Ikke for at tjekke, om vi nåede at præstere nok i vores eget korte liv, men han kommer for at være sammen med os. For at samle alle dem, der hører hans stemme og følger ham. Han binder forklædet om sig og siger:
Kom og sæt jer til bords.
For Riget og frelsen er allerede givet.
Frygt ikke.