Allehelgen – Gud glemmer ingen

Der er nogle mennesker, vi aldrig glemmer.

Mennesker, som har været en del af vores liv. Mennesker, vi har elsket, levet sammen med, grinet med og måske også grædt sammen med.

Nogle af dem er her ikke længere. Men selv om de er døde, er de ikke forsvundet ud af vores liv. Vi kan stadig tænke på dem. Vi kan høre deres stemme for os. Vi kan huske deres måde at grine på, deres særlige bemærkninger og alle de små ting, som gjorde dem til netop dem.

Og nogle gange kan savnet komme ganske pludseligt. Måske når man ser en gammel ting, hører en bestemt sang eller kommer i tanke om noget, man plejede at gøre sammen.

Så mærker man, at kærligheden ikke bare forsvinder, fordi et menneske dør.

I dag er det Allehelgen. En dag, hvor vi mindes dem, der er døde. Og det er også en dag, hvor vi får lov til at tænke på vores eget liv. På alt det, vi har oplevet. På de mennesker, vi har mødt, og på den vej, vi selv har gået.

Jesus siger i dagens evangelium:

»Salige er de, som sørger, for de skal trøstes.«

Det er egentlig nogle mærkelige ord. For vi føler os jo ikke særligt salige, når vi sørger. Vi føler os kede af det. Vi savner. Vi ville ønske, at det hele var anderledes.

Men Jesus siger ikke, at vi skal holde op med at sørge. Han siger heller ikke, at vi skal tage os sammen og se lyst på tilværelsen.

Han siger, at de, der sørger, skal trøstes.

Det er en vigtig forskel.

For kristendommen handler ikke om, at vi skal være stærke nok til at klare livet og døden på egen hånd. Den handler om, at Gud kommer os i møde. Også når vi er svage. Også når vi er gamle. Også når vi ikke længere kan så meget, som vi engang kunne.

Og også når vi ligger i vores seng og måske tænker på alt det, der var engang.

Der er noget smukt ved at blive gammel. Man har fået lov til at leve et langt liv. Man har måske fået børn, børnebørn og tipopldebørn. Man har oplevet glæder og sorger, begyndelser og afslutninger. Man har samlet på minder.

Men det kan også være svært. Kroppen kan ikke længere det samme. Man må undvære mennesker, som man har delt livet med. Og måske kan man indimellem længes efter det liv, man engang havde.

Men der er én ting, der ikke forandrer sig.

Gud bliver ikke træt af os. Gud mister ikke interessen for os. Og Gud glemmer os ikke.

I Bibelen står der et sted: »Kan en kvinde glemme sit diende barn? … Selv om hun skulle glemme, glemmer jeg ikke dig.«

Det er stærke ord. For vi kan godt glemme. Vores hukommelse kan svigte. Vi kan miste overblikket over vores eget liv. Men Gud glemmer ikke.

Han kender os. Han kender vores navn. Han kender hele vores historie. Også den del af historien, som vi måske selv har glemt.

Og når vi taler om Allehelgen, taler vi også om håbet om, at døden ikke skiller os fra Gud.

Jesus gik selv ind i døden. Han blev begravet. Men påskemorgen opstod han fra graven. Og derfor tør vi tro, at vores liv heller ikke slutter i glemsel og mørke.

Vi ved ikke præcis, hvordan det bliver. Men vi ved, hvem der har lovet at tage imod os.

Og det er måske det vigtigste, vi kan tage med os fra Allehelgen.

Vi må gerne savne dem, vi har mistet. Vi må gerne glæde os over alt det, vi har fået lov til at opleve. Og vi må gerne være lidt bange for det, vi ikke kender.

For vi er ikke overladt til os selv.

Gud glemmer ingen. Hverken dem, der er gået forud, eller os, der endnu er her.

Og hans kærlighed holder fast i os – hele vejen.

 

Author: Kim Præst