De spørger Jesus:
“Hvad er det største bud i loven?”

Og Jesus svarer:
“Du skal elske Herren din Gud
af hele dit hjerte,
af hele din sjæl,
og af hele dit sind.
Og du skal elske din næste som dig selv.”

Og så tilføjer han:
“På de to bud hænger hele loven og profeterne.”

Hele Guds ord hænger på to søm.
Kærligheden til Gud.
Kærligheden til næsten.

Alt andet hænger på det.
Og hvis ét af sømmene falder ud,
så falder hele jakken.

Det er så enkelt – og så uendeligt stort.
For Jesus siger, at alt, hvad Gud har sagt,
alt hvad Gud har gjort,
alt hvad Gud vil,
kan siges med ét ord: kærlighed.

Men det er ikke en nem kærlighed.
Den er ikke blød eller romantisk.
Den er krævende.
Den er konkret.
Og den begynder dér, hvor vi står.

At elske sin næste som sig selv –
det lyder så fint,
men det rammer os på det dybeste sted.
For vi ved godt, hvor meget opmærksomhed,
vi giver os selv.
Vi spiser, når vi er sultne,
vi hviler, når vi er trætte,
vi passer på vores tid og vores grænser.
Og det skal vi.

Men Jesus siger:
Med den samme alvor,
den samme omsorg,
skal du se din næste.
Mennesket foran dig.
Ham eller hende i køen,
på arbejdet, i familien –
den, der irriterer dig,
eller den, der er nem at overse.

Jeg har en kollega –
en from og tålmodig én,
som fortalte mig om en dag i Netto.
Foran ham stod en ældre dame.
Kortet virkede ikke,
og køen voksede.
Han sagde, hans første tanke var:
“Åh nej, det her kommer til at tage tid.”
Men midt i irritationen
kom den tanke, man ikke helt ved, hvorfra kommer:
“Hvad ville jeg ønske, nogen gjorde, hvis det var mig?”
Og før han fik tænkt sig om,
hørte han sig selv sige:
“Jeg betaler.”

Hun så på ham,
som om han var kommet ned fra himlen.
Det var han ikke –
men måske var det sådan et øjeblik,
hvor himlen lige rørte jorden.

Han sagde bagefter:
“Jeg skal åbenbart have et spark i den rigtige retning,
før jeg fatter noget.
Så nu beder jeg bare, hver gang jeg handler:
Herre, vis mig, hvem jeg skal elske herinde.”

Det er en enkel bøn,
men jeg tror, den rummer hele evangeliet.
For vi har alle et “herinde” —
vores hverdag, vores omgangskreds,
vores lille verden.
Og dér går der mennesker rundt, som Gud elsker.
Men vi ser dem ikke altid.

At elske sin næste som sig selv
er ikke at blive en helgen.
Det er at være opmærksom.
At turde spørge:
“Herre, vis mig, hvem jeg skal elske herinde.”

Men kærligheden til næsten
kommer ikke ud af ingenting.
Jesus begynder et andet sted:
“Du skal elske Herren din Gud
af hele dit hjerte,
af hele din sjæl,
af hele dit sind.”

Det er kilden.
Kærligheden til Gud er ikke en følelse, man skal presse frem.
Den begynder med at opdage,
at Gud allerede elsker os.
At han kender os –
og stadig vælger os.

At elske Gud betyder at vende sig mod ham,
igen og igen,
midt i alt det almindelige.
Når vi vasker op,
når vi kører i bil,
når vi er trætte, eller glade,
eller helt tomme –
og bare siger:
“Gud, jeg ved, du er her.”

Det er kærlighed.
Ikke fordi vi føler noget særligt,
men fordi vi giver ham opmærksomhed.
Som i ethvert andet forhold vokser kærligheden over tid –
når vi lærer ham at kende,
ser hans trofasthed,
mærker hans nåde.

Og langsomt bliver kærligheden til Gud
til kærlighed til næsten.
For kærligheden til Gud er kilden,
og næstekærligheden er floden,
der strømmer ud fra den.

Og Jesus viste os, hvad det betyder –
ikke bare i ord, men i liv.
Han elskede sin næste som sig selv –
helt konkret, helt ind i døden.

De to søm, som loven og profeterne hang på,
blev til de fire nagler,
som naglede ham til korset.
Der, hvor kærligheden til Gud
og kærligheden til næsten
blev ét.

Der, hvor alt hænger på ham.

Han bar det, vi ikke kunne bære.
Han elskede, hvor vi ikke formåede.
Han gjorde kærligheden virkelig –
for os og i os.

Så lad os begynde dagen med den bøn:
“Herre, vis mig, hvem jeg skal elske herinde.”

For måske er kærligheden allerede i gang –
midt i alt det almindelige,
midt i vores dag,
midt i det sted, hvor Gud sender os hen.