Jeg havde dog plantet dig som en vinranke, en ægte stikling. Hvor kunne du da forvandles til et vildskud, en uægte vinstok?

Jeremias’ Bog 2,21

Gud har ikke forkastet sit folk, som han først har vedkendt sig.

Romerbrevet 11,2
Gud er bedrøvet i dagens tekst fra Jeremias´ bog. Han havde store tanker om sit folk, Israel. Det var et udvalgt folk, som han havde investeret alt i. Han plantede en nation, et smukt folkefærd, hvor verden skulle se hans storhed. Men de udviklede sig bort fra ham i oprør.
Midt i dette folk, der vendte ham ryggen, skød et nyt skud, en ny ædel vinrænke, kirken. Du blev en del af denne plante, podet ind i den, elsket ind i den, døbt ind i den. Da han udvalgte dig i kærlighed, havde han også store tanker om dig. Der er ikke sparet på kærlighed og ånd, men hvad ser han hos dig? Er du forblevet den smukke åndelige skabning, som du døbt til at være, eller har du forandret dig og mistet dit fokus på Jesus? Stille og roligt kan der ske der en åndelig forringelse i os, hvor vi fjerner os mere og mere fra glæden, som vi oplevede i begyndelsen. Lidt efter lidt mister vi fokus på Jesu, vores kærlighed nedkøles, vores bønner udtømmes for det, der engang gjorde dem rige på åndelig betydning. Og pludselig er vi blevet et vildskud, en uægte vinstok uden frugt. Og det værste er, at vi er ligeglad.

Er du ikke nået dertil, hvor du er ligeglad, så er det tiden til at vende om og kaste dig i Jesu arme. Du vil møde en kærlig Gud, der ikke har forkastet dig, selv om du har. Som vedkender sig dig, selv om du ikke gør. Og han vil rense dig og igen skabe dig om til den ædle plante, han først havde i tankerne. Han har gjort det før, han kan gøre det igen.

Du, som ud af intet skaber
tro og håb og kærlighed,
paradiset, som vi taber,
gror af ordets blomsterbed,
byder her den gode fred,
som kun kærligheden ved. (DDS 330,5)