Optakt til dåben
Det er nemt at fejre påske om foråret. Her kan man næsten se med egne øjne, hvordan livet vinder over døden. Knopperne springer ud, blomsterne kommer, fuglene vender tilbage, og alting begynder at spire. Det er lige før, det bliver naturreligion: Se bare på naturen – livet vender tilbage!
Men så enkelt er kristendommen ikke.
I oldkirken var påskedag den store dåbsdag. Påsken og dåben hørte sammen, fordi dåben handler om at blive forenet med Kristus, der døde og opstod. Og i dag kan vi glæde os over dåb hver eneste søndag. Men alligevel er det ekstra passende, at vi har dåb netop i dag.
For de gamle kirkefolk, som har bestemt, hvilke bibeltekster vi skal høre på de forskellige søndage, har placeret en hel række tekster om død og opstandelse lige her – ved porten ind til efteråret. 16. søndag efter trinitatis er på en måde efterårets påskedag.
For når bladene falder, og dagene bliver kortere, er det ikke helt så let at pege på naturen og sige: Se, livet vinder! Her har vi brug for at høre evangeliet om livet, som ikke bare kommer igen af sig selv, men som Gud giver.
Derfor skulle vi synge »Påskeblomst, hvad vil du her«, og om lidt skal vi synge »Stat op, min sjæl, i morgengry«. Og midt imellem de to salmer skal vi have dåb.
Det passer egentlig ganske godt. For i dåben siger Gud til et menneske: Dit liv er ikke overladt til sig selv. Du hører mig til. Og hvad enten livet bliver fyldt af solskin eller af efterår, så er du i mine hænder.
Det er det, vi skal glæde os over nu.
Lyt til prædikenen
Læs prædikenen
Der er en rigtig mærkelig ting ved dagens tekst om Jesus og Lazarus.
Ikke at Lazarus bliver syg. Det sker hele tiden. Folk bliver syge.
Ikke at han dør. Det sker også hele tiden. Folk dør.
Og egentlig heller ikke, at Jesus kalder Lazarus ud af graven. Det er fortællingens store under, ja. Men det mærkeligste står lige før.
Jesus græder. Ja, der står ligefrem, at da Jesus ser Maria græde og ser de mennesker, der er kommet med hende, græde, bliver han ”stærkt opbragt” og kommer i oprør. ”Jesus brast i gråd”.
Hvorfor? Han ved jo, hvad der skal ske, han ved, at om lidt vil han opvække Lazarus, men alligevel græder han. Men Johannes, der har skrevet evangeliet her, skrive at Jesus bliver ramt af sorg over at hans ven Lazarus er død.
Jeg vil gerne lave en parentes her, for mon ikke der sidder en enkelt herinde, der tænker, at Bibelen er en bog fyldt med myter og røverhistorier om en fiktiv person, der hed Jesus af Nazareth. Bare se historien i dag – ingen kan opvække en død. Ingen.
Men prøv så at lægge mærke til noget. Johannes kunne have skrevet historien helt anderledes, hvis det nu havde været et eventyr. Han kunne have ladet Jesus gå hen til graven med et smil på læben og sige: ”Ja, I græder nu, men vent bare, så skal I se.”
Og vi ved faktisk, at der senere blev skrevet andre fortællinger om Jesus. I det såkaldte Judas-evangelium, som er skrevet omkring 150 år efter Jesu fødsel, møder vi for eksempel en Jesus, der ler meget og fremstilles som en guddommelig skikkelse, der på en måde står uden for den menneskelige verden. Bortset fra at han ikke ville have opvakt Lazarus, for mere liv er lige med flere kvaler, men han ville have smilet – han havde grinet – hele vejen hen til graven.
Det er interessant, fordi Johannes fortæller noget helt andet. Han fortæller ikke om en guddom, der spiller menneske. Han fortæller om Jesus, der står foran sin vens grav, og bliver dybt oprørt og brister i gråd.
Og det er netop sådan noget, der gør Johannesevangeliet historisk interessant. Det forsøger ikke at fortælle en flot religiøs historie om en guddommelig helt. Det fortæller om Jesus som et menneske, der havde venner, som blev syge og døde, og som selv blev ramt af sorg. Johannes kunne have udeladt tårerne. Det havde været meget lettere, hvis han bare ville skrive en myte om en guddommelig mirakelmager. Men han skriver, at Jesus græd. Og det er måske netop et af de steder, hvor fortællingen afslører, at den vil fortælle os om et virkeligt menneske. Parentes slut.
Men hvorfor græd Jesus? Nogle af jer, kan sikkert huske at statsministeren Mette Frederiksen til et pressemøde under Corona-epidemien sagde, at alle dødsfald er en tragedie. Det skulle hun ikke have sagt, for døden er en naturlig ting. Det var ikke en tragedie at oldemor døde af Corona som 105-årig. Det er ikke en tragedie, men naturligt. Jeg kommer med en indrømmelse: Jeg var selv en af dem, der rystede på hovedet: Alle dødsfald er en tragedie… næppe. Men i dag tænker jeg faktisk, at hun havde mere ret, end hun selv vidste. For ethvert dødsfald er en tragedie – uanset hvornår og under hvilke omstændigheder den kommer i. Det er en tragedie, der vil ramme os alle sammen. Og fordi det rammer os alle sammen, så siger vi det er biologisk naturligt, for både unge og gamle, gode eller onde, rige og fattige dør. Men det er en tragedie, for ethvert dødsfald er et tegn på at verden ikke blev som Gud havde ønsket det. Jesus græder ikke bare over sin ven Lazarus´ død, men Jesus er vred over den lidelse, som Satan, synd, sygdom og død forårsager. Han er kommet for at åbenbare Guds herlighed ved at overvinde døden, men i dette øjeblik ser døden ud til at have overtaget, og Jesus overvældes af de følelser, som et stærkt menneske oplever i mødet med en dødsfjende.
Og derfor må vi også græde, når vi står ved en grav – også selv om vi kender afslutningen på det hele, at enhver troende vil blive kaldt op af sin grav til evigt liv. For selv om Jesus selv døde og stod op fra de døde og derefter åbnede døren ud af døden for alle, der tror på hans navn, så er døden en tragedie, det var ikke en del af Guds mening med at skabe os. ”Vi ej fødes til at dø”, som der står i en julesalme.
Og derfor fejrer vi påske i foråret og fejrer søndagen i dag efterårets påskedag – ikke fordi døden er blevet pæn og mindre tragedie. Kristendommen fortæller ikke noget sentimentalt vås som at ”Ovenover alting stråler moder sol” og at det bare er en skjult velsignelse, bare vent og se. Gud tager ikke det onde og forvandler det til noget godt, det kan vi ikke se noget sted i Bibelen. Men der står til gengæld mange steder, at på trods af at noget var ondt, så får Gud noget godt ud af det i sidste ende. Men det ændrer ikke det onde, der rammer os. Det er stadigvæk ondt. Og uanset hvor troende du er, så er døden ond – og derfor kan en god kristen stå med glædestårer i øjnene og fortælle, at den knude, som man troede var ondartet i virkeligheden er godartet, for så skal han ikke dø af det. Selv for et kristent menneske, der forventer at ”han skal åbne perleporten, så at jeg kan komme ind”, selv det menneske elsker livet og vil vælge livet nu, for ethvert dødsfald er en tragedie for døden er en fjende. Døden er en fjende, der skal besejres og Jesus besejrede den. Men i dag har døden overhånden – for os er døden en tragedie, men lægger vi vores liv i Jesu hænder, tror vi på at Jesus er Herren, at Jesus døde og opstod for vores skyld, så vil vores død også blive besejret.
Klimaks i dagens historie er naturligvis, da Jesus står foran graven og råber: ”Lazarus, kom herud!” og den døde kom ud, blev levende.
En dag vil du lukke dine øjne – og det næste du som en kristen hører er den skønneste musik, man kan forestille sig, nemlig dit eget navn sagt af din frelser. Jeg tror, at vi bliver kaldt op af vores grave, ligesom Lazarus: ”Anders kom herud”, ”Ole kom herud”, ”Inge kom herud”, ”Henriette, Lars, Birgit, Gunnar, Helle …. Kom herud”.
Det vil ikke være som en sur klasselærer, der laver navneopråb før en time, det vil være brudgommens kærlige stemme, der kalder på sin brud, der skal med ham hjem til en fantastisk og evig bryllupsfest.
Og indtil da, så må vi leve vores liv, vores fantastiske, forfærdelige, skønne, smukke, grimme liv med glæde og sorger, med barnedåb og begravelser og alle de mange almindelige hverdage – leve dem i Herrens hænder.
Som vi skal synge om lidt:
Jeg er i Herrens hænder
i alt, som med mig sker.
I smil og gråd jeg kender,
at Herren er mig nær.
