”Stol du kun på dit fadervor” – det var egentlig den, som vi skulle have sunget i stedet for den nye salme ”Mit menneskeliv har været”. Jeg havde hørt den ad omveje – men den har en deprimerende tone.
Salmen blev ved med at melde sig – jeg er nok også tiltrukket af noget, jeg ikke rigtig forstår. Og til sidst måtte jeg fredag skrive til Julia: Vi er nødt til at have denne salme, den plager om at komme med. Og så heldigvis skrev Julia tilbage: ” Så skal den da få lov☺️👍”.
Vi møder et menneske, der åbent fortæller Gud om sine drømme, længsler og bristede forhåbninger, om “muligheder, der forsvinder fra dag til dag” og “skibe, der brænder”, mens bønner om hjælp og trøst synes ubesvarede. Den kan man da ikke bruge uden at den rammer sammen med de ord, og de løfter, Jesus kommer med i dagens evangelium: Hvad I beder Faderen om i mit navn, skal han give jer. Indtil nu har I ikke bedt om noget i mit navn. Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen”.
Enten må salmen tage fejl – for så burde skibene ikke brænde og mulighederne ikke forsvinde. Enten tager salmen fejl, for alternativet er, at Jesus tog munden for fuld, da han stod med sine disciple: Bed, og I skal få.
Jeg tænker naturligvis ikke den manglende bønopfyldelse, når jeg beder om at vinde i Lotto, om at jeg til en eksamen må trække et spørgsmål i det eneste, jeg har læst af mit pensum. Eller at jeg må vinde hjertet på den, som jeg har forelsket mig i. ”Bed, og I skal få” – handler ikke om fremgangsteologi, hvor den troende naturligvis lever et liv i fremgang, rigdom og sundhed. Vi ved jo udmærket, at Gud ikke er som en maskine, hvor man putter en mønt ind i et sted, og så trykker en bestemt knap for at få en bestemt vare.
Men derfor har vi nok alligevel oplevet at vi møder tavshed, at der ikke sker noget – at der ikke er nogen, der griber ind, når jeg beder om helbred for mig selv eller for dem, jeg elsker. Når jeg beder om bare lidt medvind på cykelstien. Når jeg ser skibene med min lykke, forsvinde i bølgerne. For var det ikke det, vi læste fra alteret: ” Jeg ved, hvilke planer jeg har lagt for jer, siger Herren, planer om lykke, ikke om ulykke, om at give jer en fremtid og et håb.”
Hvis vi kaster et blik igen på denne hudløst ærlige salme, så lægger den ud med at beskrive et menneske, der kender bønnen – men ikke bønnen som en ønskeseddel, men som en samtale. En livslang samtale:

”Mit menneskeliv har været
en samtale med dig, Gud,”

Jeg synes egentlig det er et fint billede med bønnen som en samtale med Gud – der står jo også, at vi skal bede uden ophør. Det betyder ikke, at vi skal gå og folde hænderne hele tiden – det er svært at røre rundt i sovsen, imens man gør det. Nej, bøn er en levende vedvarende samtale med Gud. Hvis vi ser bønnen som en samtale med Gud, så  siger den noget helt afgørende om bønnens inderste væsen og mening. Den handler om samværet med Gud. Det handler om en tilbagevendende samtale, som handler om meget mere end ”Kan du hjælpe mig med det og det”.

Mit menneskeliv har været
en samtale med dig, Gud,
om drømmen du lod mig drømme,
om længslerne du lod strømme,
om alt det der blot trak ud.

Jeg-personen i salmen er Abraham. Abraham, troens fader, der havde satset på at Gud havde planer for ham, store planer. Han skulle blive rig – han skulle blive stamfar til en masse slægter – det var de drømme, som Gud lod ham drømme. Men nu sad han som gammel – og havde måske rigdom, men han havde ingen arvinger. Så kommer andet vers:

“Jeg så mine muligheder
forsvinde fra dag til dag,
jeg så mine skibe brænde,
og du lod det bare hænde
som endnu en håbløs sag.”

Det er Abrahams undren over Guds udførelse at sine planer. Ja, det er en gammel mands bitre monolog, som vi sagtens kan følge.  Disse ord spejler mange menneskers erfaring: At bede og håbe, men opleve, at ønskerne ikke bliver opfyldt. Det rejser netop spørgsmålet: Hvad mener Jesus, når han siger: “Bed, og I skal få”?
Mange ville nok sige: Så kan Gud bare være Gud – og så finder jeg noget andet at sætte min lid til. Eller også lever jeg bare alene med tillid til hvad jeg og mine kære selv kan stable på benene. Uden Gud.
Det gør Abraham ikke. Det særlige ved Abraham er, at han tror det utrolige. Gud fører Abraham ud under stjernerne og gentager sit løfte: Du skal blive et stort folk. Se himmelens stjerne, tæl dem, så mange bliver din slægt. Abraham tror det utrolige – han vender sig ikke i bitterhed fra Gud og siger: ”Du med dine stjerner. Du ved godt, at gamle kvinder ikke føder børn”. Nej, han ser op imod stjernehimmelen og hans drøm bliver levende igen.
Og videre i vers 4:

Så blev det mit liv på jorden,
mens årstider gik i ring,
at vandre i tro – og tabe
og undrende se dig skabe
det største af ingenting.

Abraham vandrer i tro. Her udtrykkes en dyb sandhed: Selv når vi oplever tab og nederlag, kan Gud skabe nyt. (Eftertanke: Måske skal vi faktisk først opleve tab og nederlag før vi kan opleve at Gud skaber nyt?) Måske er det sådanHans svar på vores bønner kommer ofte på måder, vi ikke havde forestillet os. Salmen slutter med erkendelsen:

Jeg ved at du aldrig svarer
som jeg havde regnet med,
men dyb som din stjernehimmel,
mangfoldig som livets vrimmel,
er Skaber, din kærlighed

Abraham endte med at få det, som han var blevet lovet. Han blev velsignet, og han blev til velsignelse.

Men hvad med os andre?
Svarer Gud på vores bønner?
”Han både svarer og ikke svarer. Gud giver af og til de mest forunderlige, direkte og åbenlyse svar på det, man beder ham om. Men mindst lige så ofte får man øjensynlig ikke, hvad man beder om. Hvilket ikke er ensbetydende med et ikkesvar. For man opdager med tiden, at der findes andre slags svar” – skriver Henrik Højlund i sin bog ”Mærk Gud”.

Gud svarer – så derfor skal vi som kristne bede, have denne samtale med vores Gud og far, for uanset hvordan det hele ender, så var Gud med mig hele vejen. Tal med ham, suk til ham… for han er her fortsæt livet som en kristen som denne samtale med Gud. Også en grædende samtale, en sukkende samtale, en bebrejdende samtale… men netop en samtale.

Det er vel en af det troende menneskes største velsignelser: Vi har altid en at føre samtale med. Og han er med os, uanset om vi siger at vi ikke bryder os om ham. Sygehuspræsten Preben Koch havde i sin ungdom et stort opgør med Gud og sagde direkte til ham: ”Du er fyret som min Gud”. Men han blev der alligevel. Og så til sidst måtte han se at finde ud af hvad han så kunne bruge den Gud til, som han alligevel ikke kunne slippe for. Eller som jeg sagde til konfirmanderne i går, at uanset om de sagde nej, så ville Gud alligevel sige ja til dem.
Ja, Gud er verdenshistoriens største staker – han er ikke til at slippe for – ja, han har dybest set indrettet os til at vi heller ikke kan undvære ham, men det er en anden prædiken.

Jesu løfte “Bed, og I skal få” er ikke en garanti for opfyldelse af vores ønsker, men en invitation til at leve i fællesskab med Gud. I bønnen åbner vi os for Guds nærvær, og selv når svarene udebliver, kan vi finde trøst i, at han er med os og skaber nyt i vores liv. At er en måde at åbne os for Guds kærlighed og lade os forvandle af hans nærvær. Det er en tillid til, at Gud hører os og handler, selv når vi ikke forstår hvordan. Gud skaber nyt –  “det største af ingenting”, fordi hans skaberkraft ikke begrænses af vores forestillinger om, hvad bøn kan og skal være.

“Jeg ved, at du aldrig svarer,
som jeg havde regnet med,

Når vi i ydmyg tillid beder “i Jesu navn”, overgiver vi kontrollen og giver plads for Guds overraskende svar—svar, der kan komme som et nyt syn på livets mening, som en styrke til at bære sorgen, som en uventet åbning i fællesskabet med andre kristne, eller som en trang til at hjælpe dem, hvis bønner endnu ikke er blevet hørt. I denne proces vokser vores glæde; ikke på den måde, at al vores smerte forsvinder, men ved at vi erfarer Guds nærvær midt i smerten.

Hver gang vi løfter vores bønner, maler vi med i Guds stort anlagte billede af håb og genfødsel. Han lover os ikke en Jaguar eller at kræftsvulsten forsvinder, men en adgang til en relation, hvor vi bliver forvandlet fra indersiden, hvor vi lærer at stole på hans visdom, hans tid og hans uendelige kærlighed også selv om alt andet råber: Drop Gud. Og når vi aner resultatet af dette løfte, bliver vores glæde fuldkommen – ikke som et gnistrende fyrværkeri, men som en stille flod af fred, der bærer os gennem livets op- og nedture, altid i Guds favn.