Læsning: Salme 65, vers 10-14
Der er noget særligt ved høsten, fordi høsten er den tid på året, hvor vi kan se, hvad jorden har båret. Om foråret kan man lægge et lille frø i jorden og egentlig ikke se ret meget, og om sommeren kan man se blomsterne og de grønne blade, men først når efteråret kommer, bliver det rigtig tydeligt, hvad det hele skulle blive til.

Det er derfor, jeg holder så meget af Christian Richardts sang: »En stille, høstlig brusen igennem bøgeskoven går.«

Han begynder med lyden af efteråret, med vinden gennem skoven og leen, der skærer gennem kornet, og så lader han os næsten smage og se høsten: »bærret har sin sødme, og æblets kind får rødme fra solens sidste kys.«

Og så kommer den sætning, som jeg synes er selve høstens sætning:

»Nu vil alting bære og række frem til høst.«

For det er jo det, høsten fortæller os: Noget har båret.

Noget, der begyndte som et lille frø, er blevet til korn. Noget, der først var en blomst, er blevet til et æble. Noget, der næsten ikke var til at få øje på, er blevet til noget, vi kan glæde os over.

Og Bibelen bliver ved med at vende tilbage til netop det billede.

Jesus taler om sædekornet, der bliver sået i jorden, og som vokser, uden at mennesket egentlig kan forklare, hvordan det sker. Han taler om frøet, der bliver til noget større, end det så ud til at være, da det blev lagt i jorden.

Det er et billede på Guds rige.

Guds rige kommer ikke altid med store ord og store begivenheder. Det kan begynde meget stille. Som et frø. Som noget, man næsten ikke lægger mærke til.

Et venligt ord kan være et sådant frø. En kærlighed, man giver videre, kan være et sådant frø. En bøn kan være det. En tro, man holder fast i, også når man ikke kan mærke så meget, kan være det.

Vi ved ikke altid, hvad det bliver til.

Det er måske noget af det smukke ved høsten: Den fortæller os, at vi ikke selv behøver at have styr på alting.

Vi kan så.

Vi kan passe på.

Vi kan gøre vores del.

Men vi kan ikke få kornet til at vokse.

Vi kan ikke få solen til at skinne.

Vi kan ikke skabe livet.

Det er Guds gave.

Derfor er høsten først og fremmest en anledning til at sige tak.

Ikke fordi alt i livet er godt. Det ved vi godt, at det ikke er. Der er også bekymringer, sygdom, savn og dage, der er svære.

Men midt i alt det findes der stadig gaver.

Et menneske, der kommer på besøg.

En hånd, der holder ens.

En samtale, man bliver glad af.

En sang, man kender.

Et smukt efterårslys.

Duften af kaffe.

Smagen af et æble.

Og måske noget så enkelt som at vågne en morgen og opdage, at der endnu en gang er givet os en dag.

Det er ikke småting.

Det er livet, der bliver ved med at bære.

Og derfor slutter Christian Richardt sin sang ikke med en forklaring, men med en bøn:

»Bring korn i lo og lade!
bring frugt bag dunkle blade!
bring hjertet fred og trøst!«

Det er en smuk bøn at tage med sig fra en høstgudstjeneste.

At Gud må lade det, der er sået, bære frugt.

At Gud må tage vare på det, vi ikke selv kan få til at vokse.

Og at Gud må give vores hjerter fred og trøst.

Så kan vi godt gå ind i efteråret med tak.

Tak for jorden.

Tak for høsten.

Tak for alt det, der vokser, uden at vi selv kan få det til at ske.

Og tak til Gud, som stadig giver.

Så vi slutter vores gudstjeneste med at synge om det.

Om vinden, der går gennem bøgeskoven.

Om bærrenes sødme og æblernes røde kinder.

Om høsten, der kommer.

Og om den Gud, som kroner året med sine gode gaver.