Salme 8,2.4–5 og vers 10
Herre, vor Herre!
Hvor herligt er dit navn
over hele jorden,
Når jeg ser din himmel, dine fingres værk,
månen og stjernerne, som du satte der,
hvad er da et menneske, at du husker på det,
et menneskebarn, at du tager dig af det?
Du har gjort det kun lidt ringere end Gud,
med herlighed og ære har du kronet det.
Herre, vor Herre!
Hvor herligt er dit navn
over hele jorden!

Ved sidste ordination var Marianne Christiansen ude med riven i forhold til kunstig intelligens og prædikener. AI-prædikener var skabt af alle de mange prædikener, der er lagt på internettet, og biskoppens afsluttende kommentar til det var ”så må nettet være fyldt med dårlige prædikener”.
I blandt prædikenerne på nettet ligger også en del af Marianne. Så som forberedelse til min prædiken åbnede jeg Chatgpt og skrev: ”Lave en takkebøn til Gud for at være skabt og elsket af Gud, sådan som Biskop Marianne Christiansen ville formulere sig”
Det tog faktisk 4 minutter, men her er resultatet:
”Almægtige Gud og Skaber, vi takker dig for livet og alt det vidunder, det rummer. Du har lagt skønhed i hver solopgang, hver fuglsang om morgenen og hvert spirende blad – intet i skaberværket er uden din kærlighed. Tak, fordi du har skabt os i dit billede og åbnet dit hjerte for os. Selv når vi vakler, bærer du os med nåde: du har kaldt os dine børn og givet os mod til at elske hinanden ud af frihed og glæde. Hjælp os at vågne hver dag med taknemmelighed i hjertet, så vi ser dine gaver – naturens undere, menneskers fællesskab og troens håb – som inviterende tegn på dit nærvær. Lad os leve forenet i dit kærlighedsbud, og styrk os til at dele din kærlighed med andre.
Vi beder i Jesu Kristi navn. Amen.”

Det er en maskine, der har skrevet disse linjer. Er det en takkebøn – er det en lovprisning af Gud? NEJ!!  Ikke som udgangspunkt. I en omskrivning af en Esajastekst: ”Disse maskiner ærer mig med deres læber, men deres hjerter er langt fra mig” (Es 29,12), for de har ikke noget hjerte – de har algoritmer.  Maskinerne kan ord og hånd på hjertet, de er bedre til at sætte ord sammen end de fleste af os. Men ord alene er intet værd uden hjertet. Selv de smukkeste bønner fra liturgibogen eller et ”Herren være med jer” kan være tomme ord, hvis vi ikke siger dem med længsel og kærlighed. En bøn eller en nådeshilsen, der falder stift af munden, uden ægte indføling, bliver som rutine – som en tom hilsen ”Hvordan går det?”, når vi mødes på gaden en kold november og ikke ønsker at høre andet end ”Det går godt”. Sådan må vores lovsang aldrig være.

Universet er skabt til mennesker – væsener med hjerte og stemme, skabt til at lovsynge Gud. Mennesket er skabt i Guds billede med evne til at føle nådens vægt, troens glæde og kærlighedens varme. Vi har virkelig god grund til at takke Gud og heller ikke begrænse vores tak til kirkerummet. Stuen derhjemme, i køkkenet eller i på cyklen i regnvejr kan vi tale med Gud og løfte vores taknemmelighed som lovsang. Hverdagens øjeblikke vidner om, at vi er skabt til at prise Gud overalt. Prise ham, som elsker os – ja, som ikke bare elsker os kollektivt, men som elsker dig.
Og så er vi fremme ved ordene, der virkelige burde stemmer vores hjerter til lovsang – det som en algoritme aldrig kommer til at fange dybden af: ”Gud elsker dig.” Det er dejlige ord, som vi heldigvis hører tit – men de kan miste deres kraft, hvis vi ikke lytter efter, hvad de egentlig siger: Gud elsker DIG. Det er ikke en upersonlig erklæring, men en kærlig bekendtgørelse af netop dig; han elsker dig, ikke fordi han behøver dig, men fordi det var hans frie vilje, at du skulle være til. Du behøver egentlig ikke eksistere – hele skaberværket ville klare sig fint uden dig. Alligevel besluttede Gud fra evighed at have DIG med i sit univers. Ja, han kunne ikke forestille sig et univers uden dig i det.

Det fangede David i den salme, jeg lige har læst: ”Hvad er et menneskebarn, at du tager dig af det?” Svaret er, at intet menneske er for lille til at betyde noget for Gud – han skabte dig, fordi han ville dig. Ja, han elskede os så højt, at han ofrede sin enbårne Søn, så vores fællesskab med ham kunne blive evigt. Du er uundværlig i hans øjne, og det er en kærlighed, som ingen maskine kan registre – kun et menneske kan føle, gribe og leve i den.

Derfor kan vi gå herfra i aften med frimodighed og taknemmelighed. Vi er elsket af Gud, skabt til fællesskab med ham, og intet – hverken liv eller død, kræfter eller magter, nutid eller fremtid – kan skille os fra den kærlighed, som er i Kristus Jesus, vores Herre. Hvert øjeblik i løbet af dagen, kan blive til lovsang, når vi hviler i denne vished. Lad os hvile i hans kærlighed, og hver dag sige et ”ja tak” til Guds uendelige nåde – både i kirken og i ude i hverdagen.

Lov og tak og evig ære, være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var er og bliver, en sand treenig Gud højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.