Salmerne
751 Gud ske tak og lov
Hilsen, bøn, læsning
494: Kærlighed fra Gud
Dåbssalme 448 fyldt af glæde
836 Helligånd tag mig hånden
Prædiken
367: Vi rækker vore hænder frem
Efter nadveren: 849 igen berørt
11: Nu takker alle Gud.

Prædiken

I kender sikkert »Den blå bog«. Jeg ved ikke, om man stadig laver sådan en, men dengang man blev student, udkom der en lille bog, hvor der stod lidt om hver student i årgangen: øgenavn, fremtidsdrømme, måske et citat eller et visdomsord. Jeg ved ikke, om historien er sand, men jeg har hørt om en studerende, som valgte at skrive Lukas 16,27-28 som sit citat. Det lyder jo meget fromt – lige indtil man slår det op:

»Så beder jeg dig, fader, at du vil sende Lazarus til min fars hus, for jeg har fem brødre, for at han kan advare dem, så ikke også de kommer til dette pinested.«

Den blå Bog skulle også fungere som en reklamesøjle for skolen, så eleven blev indkaldt til samtale, da det blev opdaget.

Jesu lignelse er ret voldsom. Jesus fortæller om to mænd: en rig og en fattig. Den rige klæder sig i purpur og fint linned og lever i overflod. Den fattige ligger uden for porten, fuld af sår, og må spise madrester fra den rige mands bord. Og så sker det, som venter os alle: de dør. Godt nok siger vi, at i døden er alle lige, men selv her er der forskel. Der er stor forskel på, når dronning Margrethe en dag skal begraves, og det jeg oplevede for en måneds tid siden, da en narkoman blev bisat. Der var kun mig og en bedemand til stede.

Den rige mand bliver begravet – sikkert med lovord, lange taler og et gravøl, som passer til det liv, han har levet. Om Lazarus står der bare, at han døde. Hans krop blev formentlig bare kastet i en fællesgrav for fattigfolk. Lidt ligesom i sangen om Jens Vejmand:

Hans liv var fuldt af sten,
men på hans grav i døden
man gav man ham aldrig én.

Lignelsen handler om to forskellige liv: et rigt liv i overflod og et fattigt liv med store behov. Der var allerede en kløft mellem den rige mand og Lazarus i livet, men den kløft forsegles i døden. Lignelsen handler om kontraster og ombytninger. Jesus løfter sløret for, hvad der sker, efter præsten har holdt sin begravelsestale og sagt de sidste lovord over den rige mand: Der sker en total ombytning.

Lignelsen handler også om vendinger: En fattig mand bliver rig, mens den rige mand bliver frygteligt fattig. I livet sad den fattige ude i kulden, mens den rige levede i luksus – men i døden bytter de plads: Nu er den rige mand pludselig udenfor, mens den fattige hviler i himlen, i Abrahams skød. Før kæmpede fattigmanden med sult, mens den rige mand spiste sig mæt. Nu møder vi dem ved et himmelsk bord: den fattige ved et festmåltid, og den rige tørster uden en dråbe vand. Fattigmanden behøvede alting, fordi han ejede intet, mens den rige mand troede, han ejede alt og ikke behøvede noget. Men rollernes skift bliver fuldstændig.

Det er nærliggende at tænke: Det er jo retfærdighed. Indledningsvis synes vi, at historien er god. Vi kan bedst lide fortællinger med sådan et overraskende twist. At skæbnen trods alt er retfærdig. Den rige mand havde det godt, men han så ikke den fattige mand, som sad uden for hans hus. Måske stod manden også tit uden for supermarkedet og solgte Hus Forbi, men den rige mand så ham ikke – og nu skal han selv lide. Den fattige led, men nu bliver han trøstet. Det føles som en slags kosmisk udligning. Det er vel karma. Er du god får du godt, er du ligeglad med andre, så rammes du af den samme ligegyldighed.

Er det dét, Jesus vil sige? Er det kristendommen? At hvis man er rig, ender man i helvede, og hvis man er fattig, kommer man i himlen? Er det pointen? Så ville lignelsen jo være simpel og klar. Jesus kunne nøjes med én sætning: ”Bliv fattig – så frelses du.” Og hvis det passede, så ville jeg bare give jer mit dankort og pinkoden og sige: Brug løs! Men det er vel mere kompliceret end som så. ”Bliv fattig – så frelses du.” Det havde passet fint ind i et af brødrene Grimms eventyr. Men Jesus er mere end brødrene Grimm, og der er én detalje, der gør lignelsen mere kompleks end et folkeeventyr: Den fattige mand har et navn. Den rige mand har ikke noget navn – han kunne være hvem som helst. Men den fattige har et navn, og det navns betydning er vigtig. Han hedder Lazarus. Det betyder: ”Gud er min hjælper.”

Det virker ærligt talt lidt som en joke. For hvor er hjælpen i det? Lazarus ligger hjælpeløs uden for porten. Han er lagt der – han kan ikke selv gå derhen. Han kan ikke gå. Han må spise det, der smides ud. Hunde slikker hans sår. Han dør, og ingen begraver ham. Og så hedder han ’Gud er min hjælper’? Det passer jo umiddelbart ikke. Alligevel gemmer navnet måske nøglen til lignelsen.

For Lazarus kommer ikke i himlen, fordi han var fattig. Han kommer i himlen, fordi Gud var hans hjælper. Navnet vidner om hans tillid, hans tro og hans afhængighed. Han havde intet andet end Gud at stole på. Og det var nok.

Den rige mand derimod havde alt: penge, fest, tøj, status. Han havde ikke brug for nogen hjælp, for han syntes, han havde sig selv. Derfor lagde han heller ikke mærke til den mand, der lå ved hans port. Måske gik han forbi ham hver dag uden at se ham. Men alligevel: I døden ser han Lazarus. Og nu beder han om hjælp – men det er for sent.I livet troede han, at han kunne klare alt selv, købe sig til alt – han havde ikke brug for hjælp, men i døden, uden sit fine tøj og linned og uden status og fyldte lader, da opdagede han, det som gælder alle mennesker: Vi har brug for Gud i livet og i døden. Den rige mand opdagede det i døden. For sent.

Jesus fortæller ikke denne lignelse for at uddele straf og belønning. Han fortæller den for at vække os, for at stille os et spørgsmål: Hvem er din hjælper? Hvem stoler du på? Er det din opsparing? Dine forsikringer? Din sundhed? Din karriere, din moral, dit ry? Alt det jordiske kan ikke frelse. Alt det, verden holder højt, har en sidste holdbarhedsdato. Men Gud har ikke en udløbsdato. Han hjælper den, der sætter sin lid til ham – den, der kommer til ham med tomme hænder.

Lazarus havde intet – men han havde Gud. Og det var nok. Den rige havde alt – men ikke Gud. Og det var ikke nok. Jeg vil gerne være Lazarus. Jeg ved med mig selv, at jeg hverken er rig nok, magtfuld nok, from nok eller god nok til at komme i himlen. Der er intet i mig, der gør mig værdig til at komme i himmelen.  Hvis jeg skal ind, er jeg nødt til at have hjælp. Og hvem kan hjælpe mig med det? Svaret findes i navnet ’Lazarus’: Gud er min hjælper.

Vi rækker vore hænder frem
som tomme skåle.
Kom til os, Gud, og giv os liv
fra kilder uden for os selv!