Forestil jer lige et øjeblik:
Universets hersker, der måske får lidt gylp på sin kongekåbe, fordi han – ja – valgte at blive et menneskebarn.
Forstil jer livets kilde, der ligger i en krybbe og skriger efter noget at drikke.
Forestil jer vejen, sandheden og livet, der flygter fra Betlehem med forældre, der er nødt til at spørger om vej til Ægypten.
Forstil jer en den evig Gud, der blev et lille sårbart menneske.

Det er svært at forestille sig. Det er et paradoks, ikke? En af de skarpeste konfirmander sagde engang: “Et paradoks er to ting, der i sig modsiger hinanden, men som alligevel er lige sande.” (ja, jeg blev selv lidt imponeret).

Og hvad er så det store paradoks her i julen? Det er, at Jesus både var hel Gud og helt menneske. Paradokset er at Gud – den almægtige, uendelige skaber  – valgte at træde ud fra evigheden og ind i tiden for at lade sig føde som en baby. En baby, der skulle dele alt det, vi kender: Sult, træthed, kaos – og i det lange løb, skulle han endda bære en tornekroner og et kors. Hvorfor? Fordi han ville tæt på os.

Men lad os lige spole lidt tilbage til det, der egentlig skete den nat i Betlehem. Vi hører det i englenes sang til hyrderne: ”I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren.” Eller, hvis vi lige skulle oversætte det til nutidssprog: ” Gud har taget et gigantisk skridt ned fra sin himmelske trone og er kommet helt herned til jeres rodede verden!”

Det betyder, at når du kigger på Jesus, så kigger du direkte på Gud. Som Jesus sagde, da han var ældre: ”Den, der har set mig, har set Faderen” (Johs 14,9). Han er Kristus – Herren. Han er den Gud, hvis navn jøderne ikke turde udtale. Jer, der kender lidt til Harry Potter-universet kender den store fjende, ”han som ikke må nævnes”. Sådan havde jøderne det med Guds navn, han var så hellig, at selv hans navn ikke bare må siges i flæng – så han blev kaldt Herren. Det var også derfor, at jøderne fordømte Jesus, fordi han gjorde sig selv lig med Gud  (Johannes 5,18). Der var ingen tvivl om det, for det var præcis, hvad han gjorde.

Jesus var ikke bare Gud, der stak hovedet ind for en hurtig fransk visit. Nej, han gik hele vejen. Han opgav alt – sin guddommelige VIP-status, sin himmelske frynsegoder, sin almagt, sit allestedsnærvær – for at leve som os og til sidst give alt, hvad han havde, for at frelse os.

Men det stopper ikke der. Julens budskab handler ikke kun om, hvad der skete for 2000 år siden. Det handler også om os i dag. Om vores mulighed for at sige ja til Jesus som Herre. For han er Herren – ikke bare en herre ud af mange. Han er herren over kristne, men også herre over muslimer, jøder, buddhister, hinduer, asatroende, ateister eller agnostikere – eller hvad man nu kalder sig, for han er Herren uanset om man tror det eller ej.  Og lad os bare være ærlige: Det er langt bedre at bekende Jesus som Herre nu, mens vi har muligheden, end at stå senere og tænke: ”Ups, det skulle jeg nok have gjort. Åh nej… jeg sagde jo altid, at jeg ville tage mig af det dér tros-halløj senere. Men nu er det for sent.”

Det er lidt som at glemme at købe julegaver, fordi man hele december tænkte: ”Jeg når det. Det er der masser af tid til.” Og så står man dér juleaften med kun en halv pose pebernødder og et hjemmelavet gavekort, hvor der står: ”Klippekort til 10 gange opvask og kys!”

Men der er jo en grund til, at englene sang til hyrderne den nat: ”I dag er der født jer en frelser.” Ikke i morgen, ikke næste år – men i dag. Og hvorfor? Fordi Gud ved, hvordan vi mennesker fungerer. Vi udsætter alting. ”Jeg gør det i morgen” er en universel sætning. Men englene siger altså: ”Nej, venner. I dag er dagen.”

Og det er faktisk også ret godt nyt, ikke? For det betyder, at vi ikke skal vente på, at vi bliver perfekte eller får styr på vores liv, før vi kan komme til Gud. Han kom til os, mens vi stadig stod og rodede rundt i al vores uperfekthed – som hyrderne på marken med lugten af får og mudder på støvlerne.

Så hvorfor ikke tage imod det i dag? For helt ærligt: Vi ved jo godt, hvordan vi har det med udsatte ting. Hvor mange af os har ikke stadig en IKEA-reol stående halvvejs samlet derhjemme? Eller en støvsugerpose, vi lovede os selv at skifte for to måneder siden? Vi flyttede til byen i 2017 og vi har stadigvæk 15 uåbnede flyttekasser stående i kælderen.

Lad os ikke vente. Lad os ikke gemme bekendelsen til efter sidste øjeblik, som når vi prøver at nå børnenes luciaoptog ved at løbe i sidste sekund med en kop gløgg, der ender over det hele. I dag er dagen. Og den bedste gave, du kan tage imod denne jul, er den, Gud allerede har pakket op til dig: Jesus, din frelser og Herre.

Så hvad siger vi til det? Vi siger: ”Velkommen, Jesus! Tak, fordi du kom.” Og vi gør det med glæde, fordi han er den gave, vi ikke kan finde under juletræet – men som kan forvandle alt i vores liv.
Siger vi ”Velkommen, Jesus,” åbner vi døren til en livsforvandlende rejse. Det betyder ikke, at alt pludselig bliver let eller perfekt – men det betyder, at vi ikke længere er alene. Det betyder, at vi har en Herre, som både kender os fuldstændig og elsker os fuldt ud. En Herre, som kom til os i al sin storhed og ydmyghed, for at vi kunne finde fred, håb og glæde. Jesus er her ikke kun for juleaftens magi, men for hverdagens kaos, for livets op- og nedture, for vores sejre og vores kampe.

Så lad os tage imod ham – ikke med frygt, men med glæde. Lad os byde ham velkommen som vores ven, vores hjælper og vores Herre. Lad os synge med englene, fryde os med hyrderne og tage imod håbet, som krybben bringer os. Lad os tage imod hans fred, hans kærlighed og hans nåde. Og det er ikke kun en gave til os – det er en gave, vi kan dele med verden omkring os.

Så velkommen, Jesus! Tak, fordi du kom. Tak, fordi du blev. Tak, fordi du er Gud med os – ikke kun i dag, men hver dag. Og tak, fordi vi kan fejre din fødsel med hjerter fyldt af taknemmelighed, glæde og håb, som varer længere end nogen juleaften.

Glædelig jul!