Det gamle Testamente indeholder så meget visdom, så meget poesi, så meget glæde, at det er ærgerligt at vi ikke skal prædiker over Det gamle Testamente i vores folkekirke. F.eks. den tekst, jeg lige har læst fra Esajas-bog:
”Jeg udsletter dine overtrædelser som en sky, dine synder som et skylag. Vend tilbage til mig, for jeg har løskøbt dig. Råb af fryd, himmel, for Herren har grebet ind”.
Herren har grebet ind.
Det er vel det, vi sukker efter – globalt, lokalt og personligt, at Herren må gribe ind. Globalt: Fred i verden, klimaforandringer. Lokalt: Mistro og desinformation. Personligt: Uvenskab, fysisk eller psykisk sygdom. Grib Gud, alt det, som ligger os på hjertet, når vi folder vore hænder og beder. Gud, grib ind.
Det var vel også de fire venners bøn, da de tog hjemmefra med den lamme. Og mon ikke de blev skuffet da de hørte Jesu første ord. De ønskede helbredelse og så lægger Jesus ud med ord om tilgivelse: ”Søn, dine synder tilgives dig”.
Det er 100% ikke det, de havde regnet med at høre. Eller ville høre. De ville have ham helbredt.
Men Jesus vil ikke nøjes med at helbrede manden, han vil ikke kun give ham det næstbedste, når han også kan give ham det bedste: Tilgivelsen.
Det største under, Jesus nogensinde gør mod et menneske, det er ikke at få en lam til at gå, eller en kræftsygdom til at forsvinde, nej det er at få et menneske til at leve frit for Gud. Det er at sige: Dine synder er dig tilgivet. Det er at tilgive.
For det første, så er synden værre end noget som helst andet ondt, du kan liste op. Sygdommen lammer kroppen, men synden lammer sjælen, sparker sjælen i retningen af den evige fortabelse. Synden skiller os fra Gud ja, og fra hinanden. Den gør os bange, stolte, selvoptagede og skyldige. Synden er ikke bare det, vi gør forkert – den er alt det, der binder os, alt det, der får os til at glemme Gud. Og derfor er det største under, Jesus nogensinde gør mod et menneske, det er at tilgive.

For det andet: Tilgivelsen er større, for et mirakel kræver bare et ord fra Jesus. Tilgivelsen krævede at Jesus døde på korset. Der på korset, hvor verden så nederlaget, greb Herren ind.
Han tog listen med alle dine synder – fortid, nutid og fremtid – og i stedet for at holde dem anklagende op foran dit ansigt, lagde han dem i sin Søns hånd og lod dem blive naglet til korset. Der, i Kristus, greb Gud ind i din historie. ”Det er fuldbragt”. Der blev din gæld slettet. Der blev din skyld betalt. Der udslettede Gud ”dine overtrædelser som en sky, dine synder som et skylag”. Som skyerne dækker solen, sådan dækker synden vores adgang til Gud, vores blik på Gud. Tilgivelse fjerner skyen. Ja, evangeliet handler ikke først og fremmest om at få os i himlen – men om at føre os til Gud. Og tilgivelsen er Guds måde at fjerne det store forhindringsbjerg, der står i vejen for fællesskabet med ham. Når Gud tilgiver, rydder han vejen, så vi igen kan komme hjem.
Og i dag kan du på en meget konkret måde høre og endda mærke, at den tilgivelse, som Gud gav, den er din. Kom op, knæl ved alteret – mærk min hånd, og hør min stemme til dig: “Jeg tilsiger dig alle dine synders nådige forladelse i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn”.  Det er mig, der siger det, men det er Gud, der handler. Gud har grebet ind. Så tag imod det.
Lad det ikke bare være en tom gestus at knæle. Alle kan knæle. Man kan knæle uden at overgive hjertet. Du må også tage imod tilgivelsen. Hjertet skal med. Bed om tilgivelsen. Tag imod den. For tilgivelsen gives ikke til den, der har fortjent den, men til den, der længes efter den.
Tag imod den. Gud tvinger ikke sin nåde ned i halsen på nogen – det er ikke som en åndelig foie gras – I ved, dér hvor man stopper mad ned i halsen på gæs for at få en bestemt smag i leveren. Nej, Gud rækker sin nåde frem – og venter på, at vi tager imod. Så tag imod den.
Og selvfølgelig ved vi også hvad der sker bagefter: Vi kommer til at falde igen. Djævelen har flere tusind års erfaring i at lokke mennesker væk fra Gud – og vi er desværre mere end villige til at lytte.
Vi falder igen og igen. Men Gud rejser os op igen og igen. Tilgivelsen er ikke en engangsoplevelse – den bære os gennem livet, for Gud griber stadig ind.
At tage imod tilgivelsen er som at gribe fast og holde fast på ankerkæden til håbets anker. I Hebræerbrevet står der, at vores ” håb er som et anker for sjælen; det er urokkeligt og sikkert og rækker ind bag forhænget” (Hebr 6,19).
Tilgivelsen er som ankerkæden, der allerede er kastet ud – og som du blot skal holde fast i. For ankeret ligger fast i himlen, dér bag forhænget, hvor Kristus selv står som vores håb. Og kæden holder. Ankeret holder. Det betyder netop, at tilgivelsen ikke giver os frihed til bare at drive, som vinden blæser – tværtimod. At leve i tilgivelsen er at holde fast i kæden og at ankeret holder os fast, så vi ikke føres bort, når fristelsens storme rejser sig. For stormene kommer. Vi bliver revet og rystet. Men kæden holder. Og følger vi den, lever vi med den i vores hænder og i vores hjerte, så fører den os hjem – hjem til himlen, hjem til Gud.
Men vi er ikke nået hjem endnu – vi lever med ankerkæden i vores hænder. Vi lever stadigvæk af tilgivelsen. Så derfor denne gudstjeneste i dag – her bliver det konkret: Jeg tilsiger DIG DINE synders nådige forladels”.
Eller som jeg læste fra Det gamle Testamente: “Jeg udsletter dine overtrædelser som en sky, dine synder som et skylag. Vend tilbage til mig, for jeg har løskøbt dig. Råb af fryd, himmel, for Herren har grebet ind.”

Ja, ”Herren har grebet ind”.