Lyt til talen
Thi dybe minder og gammel agt
og milde kvinder – hvor har de magt!
Sådan slutter Johannes V. Jensens sang ”Hvor smiler fager den danske kyst”. Og det er faktisk en ganske passende begyndelse på denne tale, for det var tilbage i slutningen af januar, at Gerda spurgte mig, om jeg ville holde høsttalen i dag.
Og jeg svarede hende:
»Jeg siger kun ja, fordi det er dig, der spørger 🙂 Jeg går nok med et ubearbejdet trauma om alt, der har med høst at gøre. Jeg er simpelthen så dårlig til at tale om høst og tager kun høstgudstjenesterne, når mine kollegaer presser mig til det: ’Nu er det altså din tur.’ Men på dit ord, Gerda.«
Og det var måske ikke helt så meget en joke, som jeg selv havde tænkt. Jeg håbede virkelig at Gerda skrev tilbage: Vi finder en anden opgave til dig.
For jeg aner intet om høst. MEN hun svarede ”Jeg er beæret”. Og nu står jeg her i dag. ” og milde kvinder – hvor har de magt!”
Jeg aner intet om høst. Jeg tilegnede mig ganske vist noget om botanik i Det Gamle Testamente og vidste hvordan man høster og forædler, men det var mest for at kunne bestå prøven i Det Gamle Testamente. Jeg kan sikkert stadig huske forskellen på nogle af de planter, der nævnes i Bibelen, men hvis I sætter mig ud på en mark og beder mig identificere en kornsort, så bliver det hurtigt pinligt.
Jeg er født i Odense.
Og den eneste kornsort, jeg med sikkerhed kan udpege, er havren.
For min mor lærte mig i børnehaven:
»Jeg er Havren, jeg har Bjælder paa –
men ende tyve, tror jeg, paa hvert Straa.
Bonden kalder dem for mine Fold.
Gud velsigne ham, den Bondeknold.«
Og det hjælper mig ikke ret meget, at jeg ved, at hveden er en »vigtigper«.
Jeg er født i Odense. Ikke bare i Odense, men i centrum af Odense. Min legeplads var en bypark, selv om jeg aldrig har været inde i H.C. Andersens hus, så var jeg tit forbi, og jeg kendte skelettet af Knud den Hellige, som ligger i Odense Domkirke, omtrent lige så godt som jeg kendte min egen bedstemor.
Som min svigermor engang sagde til min kone: »Du har giftet dig med en gadedreng.« Og det har hun sådan set ret i. Jeg er en gadedreng – jeg kan dog ikke pifte. Jeg voksede op midt i Odense, langt fra landet og langt fra det, man dengang kaldte rigtig natur. Jeg så min første myretue, da jeg næsten var blevet præst.
Jeg havde heller ikke nogen særlig forbindelse til landbruget gennem familien. Min mormor og morfar kom ganske vist fra et husmandssted ved Frøbjerg Baunehøj, men de flyttede ind til Odense, da de blev ældre og gerne ville være tættere på deres børnebørn.
Og så blev jeg født.
Senere blev min kusine Kirsten gift med Marius, som var landmand. Men han var en af dem, der måtte gå fra sit landbrug i 1980’erne.
Så røg også den forbindelse.
Marius var ikke den eneste, der gik fra sit landbrug i 1980’erne. Det var ikke nogen nem tid for dansk landbrug. Det kan man høre i en sang, som jeg gerne vil have, at I hjælper mig med at synge.
Sangen er lagt i munden på industrilandmanden, som er blevet tvunget til at se sin bedrift med driftsøkonomiske øjne.
Den oprindelige arbejdsglæde er blevet afløst af arbejdskrav. Stalden er blevet en fabrik med automatiserede og tekniske systemer, og jorden skal yde mere og mere.
Og samtidig er der kommet en konflikt mellem landmanden og det omgivende samfund.
Storbyfolk, der glor. Miljøpræk. Fredninger. Og P3’s romantiske forestilling om naturen med kildevand, vår og blomsterskov.
Det, landmanden egentlig ønsker, er at få lov til at drive sit landbrug uden hele tiden at skulle stå til regnskab over for mennesker, der ikke selv har haft hænderne nede i jorden eller stået i stalden.
Og så kommer det mærkelige: For midt i alt det moderne, effektive og industrialiserede landbrug ligger der stadig en længsel efter det, som var før. Det kommer frem i omkvædet:
Alligevel er det lærkens sang
og kalvens bløde tunge
og kornets fine skær
og ræven med sin unge,
der holder mig i live
og får mig til at blive.
Den er skrevet af Jens Smærup Sørensen i 1984
Jeg kan godt se mig selv i linjerne:
” Jeg ejer både mark og eng,
og det er dansk natur,
og storbyfolk de roser den,
de glor og de går tur;”
Vi, der bor i byen, har også vores billede af landet. Og det billede er på mange måder det samme, som jeg for nylig så på en tur med Gerdas mand, Lars-Peter, til vægtertræf i Lemvig og vi var inde og se guldaldermalerierne i et fint museum.
Der så jeg det landbrug og den natur, som på en eller anden måde har formet mig, selv om jeg aldrig selv har været landmand. Og det er nok også det landbrug og den natur, vi alle sammen tænker på, når vi siger: ”Dansk landbrug” eller ”dansk natur”.
Det er det grønne land. De gyldne marker. Køerne på engen. De gamle gårde. Det åbne landskab. Det er bare ikke helt det landbrug og den natur, vi har i dag.
Det er langt fra solcelleparker, vindmøller, iltsvind og et landbrug, hvor der skal produceres mere på mindre plads og med færre mennesker. Jeg læste om den nyeste satelitstyrede mejetærker, der kunne erstatte 50 menneskers arbejde. Elon Musk kunne sås også lukke det hele ned, bare ved at trykke på en knap.
Men det interessante er, at da guldaldermalerne satte deres pensel på lærredet, var det, de malede, allerede i høj grad ved at forsvinde.
De malede ikke bare det, der var.
De malede også det, de drømte om.
Den smukke, harmoniske og næsten uberørte natur.
Og det var netop det, københavnerne gerne ville købe og hænge op i deres stuer, hvor de kunne sidde og drikke eftermiddagste og tale om Danmark til Ejderen, mens de sendte danske soldater ud i en håbløs krig mod en overmagt i 1864. De havde ikke kun forstand på natur, men også krig.
Så vores billede af dansk landbrug er på en mærkelig måde blevet bygget op omkring nogle maleres drøm om, hvordan Danmark engang var.
Og måske er det mere alvorligt, end det lyder. For jeg har en mistanke om, at vores politikere nogle gange gør det samme. Vi laver lovgivning for et landbrug, vi har et billede af, snarere end for det landbrug, der faktisk findes.
Vi romantiserer noget, vi ikke selv forstår.
Og det må jeg jo være forsigtig med at sige alt for højt, for jeg har selv stået her og indrømmet, at jeg ikke aner noget om landbrug.
Men selv om jeg ikke ved meget om landbrug, så har jeg efterhånden lært noget om høst. Det lærte jeg, på den hårde måde, da jeg blev præst ude på landet.
Jeg blev præst i Hanning og Finderup ved Skjern. Det var dengang, man kunne fodre grise med teologer. Vi siger i dag, at der er præstemangel. Det var der ikke dengang. Selv til et etårigt vikariat i Vestjylland med 25 procents bistandsforpligtelse til Videbæk, var der tyve ansøgere.
Jeg søgte.
Og jeg fik det.
Jeg blev ordineret i Ribe Domkirke og kom så til Hanning og Finderup.
Den ene menighedsrådsformand havde køer og var nok lidt inspireret af køerne. Han var sindig og rolig.
Den anden havde grise og var nok tilsvarende inspireret af grisene, for han var fyldt med energi. Det var ham, jeg spillede badminton med en gang om ugen.
Og så kom høstgudstjenesterne.
Selv om der ikke var mange, der egentlig havde landbrug længere, kom alle til høstgudstjeneste i de to landsbykirker. Sådan virkede det i hvert fald.
Der var rigtig mange mennesker, jeg ikke havde set før.
Og så var der offergangen.
Man gik op til alteret under »Alle gode gaver« og lagde sin gave på alteret. Der blev samlet over 10.000 kroner ind.
Og jeg havde naturligvis lavet en prædiken, der var alt for meget Morten Korch. For det var jo sådan, jeg tænkte, landet var. Men bagefter kom en af landmændene, han var grisebonde, hen til mig og sagde noget i retning af: ”Den eneste grund til, at jeg har korn på marken, er, at ellers må jeg ikke have så mange grise, som jeg har. Hvis han kunne slippe for det, så ville han gerne det, men et eller andet sted skulle han jo kører gyllen hen”.
Det var en nyttig teologisk korrektion.
Han viste os rundt i grisestalden. Og jeg fik et langt mere realistisk forhold til landet. Blandt andet da han tog en nyfødt gris, som åbenbart var syg eller deform. Han tog fat i bagkroppen på den og slog den ned i rækværket i grisestien, hvor modersoen lå og kiggede på.
Det var voldsomt.
Og det var ikke Morten Korch.
Men det var virkeligheden.
Senere kom jeg endnu længere nordpå. Jeg blev præst i Horne og Asdal med Hirtshals som nærmeste nabo.
Hirtshals var fiskerbyen.
Horne var landsbyen.
Niels Hausgaard kommer fra Hirtshals, og hans far kom kørende ud til os på sin knallert med fisk og kørte tilbage igen med forskellige landbrugsvarer. Det var de faktisk lidt træt af, for han var vist ret god til at få lidt mere med hjem, end han kom med.
Niels Hausgaard har en sang om byen med de fire bump. Det kunne meget vel have været Horne, der var i hvert fald fire bump.
Og dér oplevede jeg nogle af landbrugets smukkeste sider.
Der var den pukkelryggede Knud P. fra Vestergård, som drev landbrug på gammeldags vis – også med køerne. Mine nevøer fra København drak ikke mælk i fire uger efter at have set hvor mælken egentlig kom fra.
Der var også Søren Gaardbo.
Hele slægten hørte til i Vendsyssel, og min far lignede faktisk den slægt så meget, at da han første gang kom til gudstjeneste, kom der en hen til ham og spurgte:
»Er du en Gårdbo?«
Min far svarede: »Nej, jeg er fynbo.«
Han anede ikke, hvad manden spurgte om. For i min fars verden var en gårdbo en gammel betegnelse for en nisse. Så han troede egentlig, at de lavede lidt sjov med ham.
»Er du en gårdbo?«
Nej. Han var fynbo.
Men det grinede de gæve vendelboer af i mange år derefter, når de skulle snakke om præsten.
Søren og Karen Marie havde arvet forældrenes gård med et lille stykke jord. De havde nogle får og en lille mark foran huset.
Det var ikke noget, de skulle leve af.
De havde arbejde ved siden af.
Det var nærmest en hobby.
Men alle, der havde givet en hånd med, blev inviteret med til høstfest. Og det var sådan, jeg forestillede mig en rigtig høstfest.
Udenfor på græsplænen.
Et langt bord med dug.
Blomster fra haven og grøftekanten.
Mad.
Mennesker.
Høstsange og – salmer.
Og en fornemmelse af, at man havde gjort noget sammen. Men dér lærte jeg også noget andet.
Jeg lærte at mærke den intensitet, der er i høstperioden.
En uges arbejde kan være afgørende for, om økonomien kommer til at hænge sammen.
Jeg lærte lyden af mejetærskere midt om natten, fordi duggen endnu ikke havde gjort det umuligt at høste.
Og jeg lærte at se det desperate blik, de lokale bønder fik, når de kiggede op mod skyerne.
For mig betød regnvejr bare, at jeg skulle huske en paraply. Eller at det nok ikke blev i eftermiddag, vi skulle sidde i haven og drikke kaffe.
For dem kunne regnen betyde forskellen mellem succes og fiasko efter et helt års arbejde.
Og langsomt begyndte det at smitte.
Jeg tog mig selv i at kigge på kornet.
Først var det grønt.
Så blev det gult.
Og pludselig stod det der: gyldent, tungt og fuldstændig klar. Man kunne høre hvordan kornet popper. Så er det tid til at høste.
Og når støvskyerne rejste sig fra markerne, og den helt særlige, tørre, sødlige duft af halm ramte min næse, opdagede jeg, at jeg sniffede og holdt vejret.
Jeg opdagede, at jeg heppede på dem.
Og jeg opdagede glæden ved høsten.
Det er måske derfor, jeg i dag godt kan forstå, at vi skal holde høstfest, også selv om vi bor i byen.
For vi behøver ikke bilde os selv ind, at vi er landmænd.
Vi behøver ikke romantisere landbruget.
Vi behøver ikke lade som om, at alle marker ser ud som på et guldaldermaleri, eller at landmandens virkelighed kan reduceres til lærkesang og blomsterskov.
Vi skal heller ikke glemme de problemer, der følger med det moderne landbrug.
Men vi skal heller ikke glemme, at det hele begynder et sted.
Med jorden.
Med kornet.
Med dyrene.
Med vejret.
Med mennesker, der arbejder.
Og med noget, som ingen af os egentlig har kontrol over.
For det er måske det, høsten kan lære os.
Vi kan så.
Vi kan gøde.
Vi kan sprøjte.
Vi kan dræne.
Vi kan avle.
Vi kan automatisere.
Vi kan måle.
Vi kan effektivisere.
Vi kan bygge maskiner, der kan køre hele natten helt alene.
Men vi kan ikke få et korn til at gro. Det kan vi ikke.
Vi kan skabe betingelserne. Men selve livet giver vi ikke. Og dér bliver høsten pludselig mere end en tradition. For høsten er en påmindelse om at vi lever af noget, vi ikke selv har skabt.
Det gælder landmanden.
Det gælder bymennesket.
Det gælder præsten.
Det gælder os alle.
Vi lever af hinanden, af jorden, af solen, af regnen, af det arbejde andre mennesker gør – og dybest set af den Gud, som giver liv.
Derfor siger vi ikke bare: »Hvor var det dejligt, at høsten lykkedes.« Vi siger tak.
Vi mennesker er aldrig helt selvforsynende. Vi lever af noget, vi ikke selv har skabt. Vi lever af jorden, af regnen og solen, af hinanden – og i sidste ende af Gud.
Derfor siger vi tak. Og så giver det pludselig mening, at Jesus lærer os at bede: “Giv os i dag vort daglige brød.”
Det er egentlig en høstbøn. Ikke fordi vi skal holde op med at arbejde, men fordi vi i bønnen erkender, at vores arbejde aldrig er hele forklaringen. Vi kan gøre vores del. Men brødet bliver stadig givet os.
Og måske er det netop dér, høstfesten bliver mere end en gammel tradition. For i vores tid kan næsten alt se ud, som om det kan produceres, beregnes, købes og leveres. Men livet er ikke en vare, vi selv har produceret. Det er en gave, vi har modtaget.
Og her går kristendommen et skridt videre. For Gud nøjes ikke med at give os kornet på marken eller brødet på bordet. Han giver os sig selv. I Jesus Kristus kommer Gud os i møde, ikke fordi vi har produceret nok, præsteret nok eller fortjent nok, men fordi Gud vil give os livet som gave.
Derfor bliver høsten også et billede på evangeliet: Vi lever ikke af det, vi selv kan frembringe. Vi lever af det, Gud giver. Af brødet på bordet – og af Jesus, som er livets brød.
“Giv os i dag vort daglige brød.”
Det er en bøn om det helt nødvendige. Men det er også en bøn, der lærer os at modtage. Og måske er det noget af det, vi har allermest brug for at lære igen.
Og det er derfor, høsten til sidst ikke bare handler om korn.
Den handler om tillid.
Om at turde tage imod.
Om at sige tak.
Og om at tro på, at den Gud, som lader kornet gro, også holder fast i os.
Så lad os feste.
Og lad os takke.
For høsten.
For menneskene.
For jorden.
For brødet.
Og for ham, som giver os det hele.