Niels Hausgaard har en dejlig sang, den hedder Velbegavet.
Den lyder blandt andet sådan.

Vi tror en smule på Gud og sårnt, og Gud han elsker os
Det hører vi når vi går hen i kirken
Og i grunden kan jeg godt forstå Gud han ik’ ka’ stå for os
For vi er så rasende velbegavede

….

En fynbo og hans kone og deres børn er flyttet hertil
Ikke bare som turister, men rigtigt flyttet hertil
Og det kan vi vist ikke gøre noget ved
Skønt det er da noget møg uheldigt noget

….

De mener vist også selv, de også tror på Gud
Men sådan noget, det kalder jeg den ondmæ ik’ at tro på Gud
De vil ødelægge hele egnen hvis de ku’
Der er også nogle der mener de vist er grundtvigianere
Nej jeg synes sådan nogle, de burde sendes hjem
I hvert fald skulle de samles i nogle lejre

Det er satire, selvfølgelig. Jeg har taget Niels Hausgaards sang med i dag af to grunde.

For det første: Bag ironien gemmer der sig en ubehagelig sandhed. Vi mennesker har det med at se os selv som centrum. Som dem, Gud selvfølgelig elsker – og med god grund, for “Gud han kan da ikke stå for os.”

Gud elsker os – ja. Det er helt grundlæggende. Det er fundamentet for hele kristendommen. Men som så meget andet, vi hører ofte, så kan det miste sin kraft. Det glider over i en selvfølgelighed. “Selvfølgelig elsker Gud mig – det er jo det, han gør. Han er jo kærlighed.”

Men har du nogensinde spurgt dig selv: Hvorfor elsker Gud mig?

Forestil dig, at nogen sagde: “Gud elsker dig ikke.” Hvad ville du svare? “Jo, for jeg er jo et pænt og ordentligt menneske”? Men… er vi det, altid? Hånd på hjertet: Vi er ikke altid elskværdige. Vi gør ting, vi fortryder. Vi sårer hinanden. Vi svigter.

Er det så fordi, du tror på Gud, at han elsker dig? Men hvad så med dem, der ikke tror? Elsker Gud ikke dem?

Jo. Det gør han. Ja, noget siger mig, at Gud måske især elsker ateister.

Og hvis jeg selv oplever tvivl – når jeg ser katastrofer, krig, uretfærdighed – elsker Gud mig så ikke dér? Tværtimod. Det er jo dér, jeg har mest brug for hans kærlighed.

Måske kan vi lære noget om Guds kærlighed gennem fortællingen om Zakæus.

Zakæus var ikke fynbo og grundtvigianer – men næsten. En mand uden rygrad, ville vi sige. Han var tolder, han samarbejdede med romerne, han ragede penge til sig. Folk hadede ham. Han havde forrådt sit land, sit folk – og sin Gud. Da han gik i romersk tjeneste, sagde han farvel til venner og fællesskab.

Og så var han lille af vækst. En lille detalje, Lukas nævner med et glimt i øjet. Komisk og tragisk på én gang: Zakæus kravler op i et træ for at se Jesus. Ikke noget “velbegavet” eller værdigt over det.

Men Jesus stopper op. Ser ham. Kalder ham ned – ikke med krav: “Zakæus, hvis du omvender dig, så kommer jeg.” Nej: “Zakæus, skynd dig ned. I dag skal jeg være gæst i dit hus.”

Og folk reagerer, som vi også ofte gør: “Han går ind som gæst hos en syndig mand!” De forstår det ikke.

Men Jesus viser os: Guds kærlighed gives ikke til de værdige. Den gives til dem, der har brug for den. Og det gælder os alle.

For pointen er ikke, at Gud elsker dig, fordi du er elskelig. Gud elsker dig, fordi han vil dig. Fordi han – før verden blev til – valgte, at du skulle være til.

Vi vil så gerne forstå Guds kærlighed. Putte den i en pæn teologisk æske. Men Guds kærlighed lader sig ikke regne ud. Den er ikke logisk. Ikke fortjent. Den er – fordi Gud er. Og fordi du er.

Du er elsket af Gud. Ikke fordi Gud har brug for dig. Ikke fordi universet ikke kunne undvære dig. Du er faktisk ikke en nødvendig del af skaberværket. Og det er jeg heller ikke.

Der er kun en grund til at du er til, og det er fordi Gud fra al evighed så ud over sit univers og han erklærede: Jeg vil ikke have et univers, som ikke har dig i det. Så meget betyder du for Gud: Gud ville ikke have et univers uden at du var en del af det. Gud skabte dig, fordi han vil dig.

Så hvorfor elsker Gud dig? Fordi han har bestemt sig for det. Ikke fordi du er god, men fordi han er. Ikke fordi du elsker ham perfekt, men fordi han elsker dig fuldkomment.

Det var den første grund til, at jeg tog Niels Hausgaard med: Fordi han – med et glimt i øjet – prikker til vores selvtilstrækkelighed. Minder os om, at Guds kærlighed ikke er noget, vi har krav på. Det er en gave. En gave, vi let kommer til at tage for givet.

Den anden grund er det blik, vi kaster på hinanden.

For når vi først har forstået – eller bare fornemmet – det ufattelige: at vi er elsket af Gud, ikke på grund af, men på trods af – så forandrer det også vores blik på andre mennesker.

Zakæus blev mødt med foragt. Ligesom Hausgaards fynske familie i sangen. Det er ikke bare humor. Det spejler noget ægte. Vores menneskelige tendens til at dele op i “os” og “dem”.

“De tror vist også selv, de tror på Gud… nej, sådan nogle burde samles i lejre,” siger han. Med et glimt i øjet, ja – men der ligger en dyb alvor bag. Vi kender det godt. Det blik, vi kaster på dem, vi ikke vil lege med. De mærkelige. De besværlige. De forkerte. “Det dårlige selskab.”

Men hvis det virkelig passer, at Gud elsker mig betingelsesløst – så gælder det også dem. Så må det ændre mit blik.

Når vi har mødt Guds kærlighed, kan vi ikke blive ved med at se ned på Zakæus, på fynboerne, på dem i det dårlige selskab. Så må vi begynde at se med Jesu blik. Et blik, der standser op. Ser mennesket bag facaden. Bag historien. Bag rygtet.

Et blik, der ikke spørger: “Lever du rigtigt? Tror du korrekt?” Men som rækker ud og siger: “Jeg vil være gæst i dit hus i dag.”

Den kærlighed, vi er blevet mødt af, kalder os til at møde andre på samme måde. Ikke med løftede pegefingre, men med åbne hænder. Ikke med mistro, men med barmhjertighed. Ikke med afstand, men med nærvær.

Det er dét, Hausgaard får os til at le af – og måske også tænke over. For måske er det ikke fynboen, der er problemet. Måske er det blikket, vi ser ham med. Måske er det dér, kærligheden skal begynde.

Så lad os slutte dér, hvor Jesus sætter sit punktum.

Da han møder Zakæus siger han: “I dag skal jeg være gæst i dit hus.”

Det er det, Jesus gør. Ikke bare dengang. Også i dag. Han standser op. Ser dig. Kalder dig ned. Går med hjem.

Ikke fordi du har fortjent det. Men fordi han elsker dig. Fordi han vil dig.

Og det er dér, det hele begynder.

Og han er her. I dag. Ikke som dommer. Ikke som en kontrolinstans. Men som frelser. Som den, der elsker dig. Som den, der vil dig.

Ikke bare engang. Men nu. Altid.